»4 Nefi: ›Omvendt til Herren‹«, Mormons Bog – Elevens hæfte 2024
»4 Nefi«, Mormons Bog – Elevens hæfte
4 Nefi
»Omvendt til Herren«
I årtusinder har enkeltpersoner, familier og samfund søgt idealer som harmoni, fred og enighed. Det kan virke som om, at dette er uden for rækkevidde, men det findes. Beretningen i 4 Nefi er et eksempel herpå. En nøgle til at opleve disse velsignelser er at øge vores omvendelse til Herren og have Guds kærlighed i vores hjerte. Denne lektion kan hjælpe jer til at føle større kærlighed til vor himmelske Fader og Jesus Kristus, så I kan blive dybere omvendt til dem.
En himmelsk mulighed
Forestil jer, hvordan det ville være, hvis I og folk omkring jer alle elskede og prøvede at følge Jesus Kristus.
-
Hvordan ville jeres netværk være anderledes?
-
Hvordan ville jeres skole eller kirke være anderledes?
-
Hvordan ville jeres hjem være anderledes?
4 Nefi indeholder beretningen om det folk, der levede i Amerika efter Frelserens besøg hos dem. Når I studerer deres oplevelser, så se efter den påvirkning, som Jesus Kristus og hans evangelium havde på disse mennesker. Tænk over, hvordan disse lærdomme kan påvirke den måde, I vælger at leve jeres liv på.
Virkningen af Frelserens evangelium
Læs 4 Nefi 1:1-2, og se efter, hvilken virkning Frelseren og hans lærdomme havde på folket.
-
Hvad bemærker I?
I kan eventuelt markere vendingen »alle mennesker … blev omvendt til Herren« i vers 2.
At blive omvendt til Herren betyder at »lægge sin tro, sit sind og sit liv om, så det er i overensstemmelse med Guds vilje … [og] blive Kristi discipel« (Guide til Skrifterne, »Omvendelse«, scriptures.ChurchofJesusChrist.org).
Omvendelsens velsignelser
Nefitterne og lamanitterne oplevede utrolige velsignelser på grund af deres omvendelse til Jesus Kristus. Skriv »Velsignelser ved omvendelse« midt på en side i jeres studiebog.
Læs 4 Nefi 1:2-18 og markér ord eller vendinger, der illustrerer de velsignelser, de modtog. Skriv disse ord eller vendinger rundt om titlen »Velsignelser ved omvendelse« på jeres papir (det kan være nyttigt at kende betydningen af nogle af ordene i vers 16. Optøjer henviser til offentligt postyr eller tumult, utugtigheder henviser til seksuelle synder, og uterlighed henviser til begær og ukyskhed).
Tænk over, hvilke af disse velsignelser I ønsker at opleve mere af i jeres eget liv. Overvej at sætte ring om dem på siden i jeres studiebog.
En sandhed, vi kan finde i disse vers, er, at når vi bliver omvendt til Herren, bliver vi velsignet med lykke og enighed som Kristi børn.
-
Hvorfor tror I, at det kan medføre sådanne velsignelser at blive omvendt til Jesus Kristus og efterleve hans evangelium?
-
Hvordan kan en forståelse af denne sandhed påvirke vores daglige handlinger?
Guds kærlighed
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum er kommet med følgende iagttagelse om, hvorfor disse mennesker var i stand til at leve i en tilstand af lykke og enighed.
Hvad var nøglen til dette gennembrud i at leve tilfredse og lykkelige? Den ligger indlejret i teksten i en sætning: »Guds kærlighed, som boede i folkets hjerte« (4 Nefi 1:15). Når Guds kærlighed slår tonen an for vores liv, for vores forhold til hinanden og ultimativt vores følelser for hele menneskeheden, så begynder gammel skelnen, hæmmende mærkater og kunstige skel at svinde og freden øges. Det er præcis det, der skete i vores eksempel fra Mormons Bog. Der var ikke længere nogen lamanitter, jakobitter, josefitter eller zoramitter. Der var slet ingen -itter. Folket havde blot påtaget sig en ophøjet identitet. De var alle, står der, kendt som »Kristi børn« [4 Ne 1:17]. (Jeffrey R. Holland, »Det kæreste eje«, Liahona, nov. 2021, s. 8)
Overvej at markere vendingen i vers 15 om Guds kærlighed, der boede i folkets hjerte. At have Guds kærlighed i vores hjerte kan betyde at føle den kærlighed, Gud har til os og andre. Det kan også betyde at føle kærlighed til vor himmelske Fader og Jesus Kristus.
-
Hvilke handlinger kan vi foretage os, der kan få os til at føle større kærlighed til vor himmelske Fader og Jesus Kristus?
En måde, hvorpå vi kan føle større kærlighed til vor himmelske Fader og Jesus Kristus, er ved at lære om dem og lære dem at kende i skrifterne.
Brug tid på at studere skriftsteder om vor himmelske Fader og Jesus Kristus, der kan hjælpe jer til at føle større kærlighed til dem. Læg mærke til, hvad I lærer om deres egenskaber, ønsker og roller. I kan bruge søgeord som »Fader i himlen« eller »Jesus Kristus« i studieredskaber som Guide til skrifterne eller søgefunktionen Evangelisk Bibliotek.