Kom og følg mig 2024
12.-18. februar: »Vi levede på lykkelig vis.« 2 Nefi 3-5


»12.-18. februar: ›Vi levede på lykkelig vis.‹ 2 Nefi 3-5«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Mormons Bog 2024, 2024

»12.-18. februar. 2 Nefi 3-5«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: 2024, 2024

Nefi og hans hustru

12.-18. februar: »Vi levede på lykkelig vis«

2 Nefi 3-5

Når I læser 1 Nefi, får I måske indtryk af, at Nefi på en eller anden måde var bemærkelsesværdig. »Stor af vækst« både fysisk og åndeligt (1 Ne 2:16), virkede han uberørt af de prøvelser, han mødte. Eller det er i det mindste, hvad vi kan formode. Selvom Nefis tro var bemærkelsesværdig, afslører hans milde ord i 2 Nefi 4, at selv trofaste mennesker sommetider føler sig »elendige« og »så let omklamre[t]« af fristelser. Her ser vi en, som forsøger, som ønsker at fryde sig, men hvis hjerte »sukker … på grund af [sine] synder«. Vi kan relatere til dette, og til den håbefulde beslutning, der følger: »Alligevel ved jeg, til hvem jeg har sat min lid« (se 2 Ne 4:15-19).

Selvom Nefi og hans folk lærte at leve »på lykkelig vis« (2 Ne 5:27), lærte de også, at lykke ikke kommer let og ikke uden perioder med sorg. Lykke kommer i sidste ende af at stole på Herren, vor »retfærdigheds klippe« (2 Ne 4:35).

Forslag til læring i hjem og i kirke

2 Nefi 3:6-24

ikon, seminar
Joseph Smith blev valgt af Gud til at gengive evangeliet.

Lehi fortalte sin søn Josef om en profeti, som Josef af Egypten havde givet. Profetien handlede om en fremtidig »udsøgt seer«, Joseph Smith. Hvad fortæller vers 6-24, at Joseph Smith ville gøre for at velsigne Guds folk? Hvordan har Joseph Smiths arbejde været af »stor værdi« for jer? I kan få nogle ideer fra videoerne om Joseph Smith i samlingen »Prophets of the Restoration« i Evangelisk Bibliotek. Tænk over spørgsmål som disse, og overvej at nedskrive jeres svar:

  • Hvad ved I om vor himmelske Fader og Jesus Kristus på grund af det, som Joseph Smith underviste om?

  • Hvordan er jeres liv blevet påvirket på grund af det, som Herren genoprettede gennem Joseph Smith?

  • Hvordan ville jeres liv være, hvis gengivelsen ikke var sket?

En vigtig del af Joseph Smiths mission var at frembringe Mormons Bog. Hvad lærer I af dette kapitel om, hvorfor Mormons Bog er vigtig? I kan især se efter grunde til dette i vers 7, 11-13, 18-24.

Se også Joseph Smith Oversættelse, 1 Mosebog 50:24-38 (i Studiehjælp; Guide til skrifterne); »Priser profeten«, Salmer og sange, nr. 17.

profeten Joseph Smith

Herrens profet [Prophet of the Lord], af David Lindsley

2 Nefi 4:15-35

»O Herre, jeg har sat min lid til dig.«

»Det, der rører sig i min sjæl« (v. 15) ville Nefi skrive ned, sagde han. Når I læser det, han skrev i 2 Nefi 4:15-35, så spørg jer selv: »Hvad er det, der rører sig i min sjæl?« Overvej at skrive det ned, ligesom Nefi gjorde, og del det med personer, I elsker.

At se, hvordan Nefi fandt trøst, da han følte sig overvældet og nervøs, kan hjælpe jer, når I har lignende følelser. Se i vers 15-35 efter skriftsteder, der giver jer trøst. Kender I nogle andre, der måske kan finde trøst i disse skriftsteder?

Se også Ronald A. Rasband, »Det, der rører sig i min sjæl«, Liahona, nov. 2021, s. 39-41.

2 Nefi 5

Jeg kan opnå lykke ved at efterleve Jesu Kristi evangelium.

Hvad tror I, det vil sige at være lykkelig? Nefi skrev, at hans folk »levede på lykkelig vis« (2 Ne 5:27). I kan se efter valg, som Nefi og hans folk traf, der hjalp dem til at være lykkelige (se fx 2 Ne 5:6, 10-17). Hvad kan hjælpe jer til at opbygge et lykkeligt liv ligesom Nefis folk?

2 Nefi 5:20-21

Hvilken forbandelse kom der over lamanitterne?

På Nefis tid var lamanitternes forbandelse, at de blev »forstødt fra Herrens nærhed … på grund af deres ugudelighed« (2 Ne 5:20-21). Det betød, at Herrens Ånd blev tilbagetrukket fra dem. Da lamanitterne senere tog imod Jesu Kristi evangelium, fulgte »Guds forbandelse … dem ikke mere« (Alma 23:18).

I Mormons Bog står der også, at et mærke med mørk hud kom over lamanitterne, da nefitterne skilte sig ud fra dem. Mærkets art og udseende kendes ikke fuldt ud. Mærket adskilte i første omgang lamanitterne fra nefitterne. Senere, hvor både nefitterne og lamanitterne gik gennem perioder af ugudelighed og retfærdighed, blev mærket irrelevant.

Profeter har i vore dage bekræftet, at mørk hud ikke er et tegn på guddommelig ugunst eller forbandelse. Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Jeg kan forvisse jer om, at jeres status i Guds øjne ikke afgøres af jeres hudfarve. Guds gunst eller mishag afhænger af jeres hengivenhed over for Gud og hans bud og ikke af farven på jeres hud« (»Lad Gud råde«, Liahona, nov. 2020, s. 94).

Som Nefi belærte, så »afviser [Herren] ingen, som kommer til ham, sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde … alle er lige for Gud« (2 Ne 26:33).

Se også »Till We All Come in the Unity of the Faith«, video, Evangelisk Bibliotek.

Se flere forslag i denne måneds nummer af Liahona og Til styrke for de unge.

Forslag til undervisning af børn

2 Nefi 3:6-24

Joseph Smith var profet.

  • Overvej, hvordan I kan lære jeres børn om det store værk, som Gud udførte gennem Joseph Smith. Til at begynde med kan I hjælpe jeres børn til at finde ordet »seer« i 2 Nefi 3:6 og forklare, at profeter kaldes seere, fordi vor himmelske Fader hjælper dem til at se ting, vi ikke kan se. Fortæl dem, hvorfor I er taknemmelige for at have en seer, der leder Kirken.

  • I Evangelisk kunst er der flere billeder, I kan bruge til at undervise om det værk, Gud udførte gennem Joseph Smith (se billede 89-95). Lad jeres børn fortælle, hvad de ved om billederne. Hvorfor kaldes Joseph Smith en »udsøgt seer«? Hvad gjorde Joseph Smith, som er »af stor værdi«? (v. 7).

2 Nefi 4:15-35; 5

Jeg elsker »det, der hører Herren til.«

  • Hvad gør os lykkelige? Overvej sammen at læse vers fra 2 Nefi 4 for at finde ud af, hvad der frydede Nefi eller gjorde ham glad (se v. 15-16, 20-25, 34-35). Ældste Ronald A. Rasband fortalte i sit budskab »Det, der rører sig i min sjæl« om syv ting, »der hører Herren til«, som er dyrebare for ham (Liahona, nov. 2021, s. 39-41). I kan måske gennemgå hans liste sammen og tale om »det, der hører Herren til«, som er dyrebart for jer.

  • 2 Nefi 5 beskriver også ting, der hjalp nefitterne til at leve »på lykkelig vis« (v. 27). I kan finde nogle ord eller billeder, der repræsenterer disse ting, og hjælpe jeres børn med at matche dem med vers i kapitel 5. Nogle eksempler omfatter familie (v. 6), Guds befalinger (v. 10), skrifterne (v. 12), arbejde (v. 15 og 17), templer (v. 16) og kirkekaldelser (v. 26). Hvordan giver disse ting os lykke?

2 Nefi 5:15-16

Templet er Herrens hus.

  • Når I læser 2 Nefi 5:15-16 for jeres børn, kan de lade som om, de hjælper Nefi med at bygge et tempel. I kan også vise dem billeder af forskellige bygninger, deriblandt et tempel. Hvordan adskiller templer sig fra andre bygninger? Fortæl hinanden, hvorfor templet er vigtigt for jer (se også »Jeg elsker Herrens tempel«, Børnenes sangbog, s. 99).

Ethvert øjeblik kan være en undervisningsmulighed. Tænk ikke på det at undervise jeres familie som noget, man gør en gang om ugen i en fast lektion. Tænk på det som noget, I gør hele tiden.

Se flere forslag i denne måneds udgave af Vores Ven.

Nefitter bygger et tempel

Nefis tempel [The Temple of Nephi], af Michael T. Malm