»18.-24. marts: ›Dette er vejen.‹ 2 Nefi 31-33«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Mormons Bog 2024, 2024
»18.-24. marts. 2 Nefi 31-33«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: 2024, 2024
18.-24. marts: »Dette er vejen«
2 Nefi 31-33
Blandt Nefis nedskrevne ord finder vi denne erklæring: »Herren [har] befalet mig, og jeg må adlyde« (2 Ne 33:15). Dette er en god sammenfatning af Nefis liv. Han forsøgte at forstå Guds vilje og adlød modigt – om det så betød at risikere sit eget liv for at få bronzepladerne fra Laban, bygge en båd og krydse havet eller trofast, enkelt og med kraft undervise andre i Kristi lære. Nefi kunne tale overbevisende om behovet for at »trænge [sig] frem med standhaftighed i Kristus« ved at følge den »snævre og trange sti, der fører til evigt liv« (2 Ne 31:20, 18), da det var den sti, han selv fulgte. Han vidste af egen erfaring, at den sti, til trods for, at den til tider er krævende, også er fyldt med glæde, og at der »ikke [er] givet nogen anden vej eller noget andet navn under himlen, hvorved mennesket kan blive frelst i Guds rige« (2 Ne 31:21).
Forslag til læring i hjem og i kirke
Jesus Kristus og hans lære er den eneste vej til evigt liv.
Hvis I skulle sammenfatte vejen til evigt liv med blot nogle få ord, hvad ville I så sige? Bemærk, hvordan Nefi beskrev den i 2 Nefi 31. Overvej at tegne en sti og skrive nogle af de principper eller trin langs stien, som I finder i disse kapitler. I kan til jeres tegning føje jeres egen sammenfatning af, hvad Nefi sagde om hvert princip.
I kan overveje Nefis lærdomme i 2 Nefi 31:18-20 og evaluere jeres egne bestræbelser på at »trænge jer frem« på evangeliets sti.
Jesus Kristus viste det fuldkomne eksempel på lydighed, da han blev døbt.
Uanset om jeres dåb fandt sted i går eller for 80 år siden, så var det et vigtigt øjeblik. I indgik en evig pagt om at følge Jesus Kristus. Tænk på jeres dåb, når I læser om Frelserens dåb i 2 Nefi 31:4-13. At besvare spørgsmål som disse kan hjælpe:
-
Hvorfor blev Kristus døbt? Hvorfor valgte jeg at blive døbt?
-
Hvilke løfter gav jeg, da jeg blev døbt? Hvad lover Herren til gengæld? (Se v. 12-13, se også Mosi 18:10, 13).
-
Hvordan kan jeg vise, at jeg stadig er opsat på at følge Jesus Kristus?
»Den, der holder ud til enden, han skal blive frelst.«
Når I læser 2 Nefi 31:15-20, så spørg jer selv: »Hvordan ved jeg, om jeg holder ud til enden?« Hvad lærer I af Nefi, der hjælper jer til at besvare dette spørgsmål?
Ældste Dale G. Renlund har sagt: »At holde ud til enden er ikke et særskilt trin i Kristi lære – som om vi færdiggør de første fire trin og så stopper der, bider tænder og venter på at dø. Nej, at holde ud til enden er aktivt og bevidst at gentage trinene« (Lifelong Conversion, [foredrag på Brigham Young University, 14. sep. 2021], s. 2, speeches.byu.edu). Hvordan kan I gentage trinene i Kristi lære (tro, omvendelse, dåb og modtagelse af Helligånden)?
Gennem Kristi og Helligåndens ord vil Gud vise mig, hvad jeg skal gøre.
Har I nogensinde følt jer usikre på de næste skridt i jeres liv? Nefis folk havde lignende bekymringer (se 2 Ne 32:1). Se efter Nefis svar i 2 Nefi 32:2-9. Hvordan vil I med jeres egne ord formulere det, som Nefi belærte om? Hvilke erfaringer har lært jer, at Nefis ord er sande?
Overvej at lave en liste over beslutninger eller situationer (nu og i fremtiden), hvor I har brug for Guds vejledning. Hvad kan I lære af 2 Nefi 32, der vil hjælpe jer til at modtage inspiration fra ham? Hvad kan få folk til at »forhærde[] hjertet mod den hellige Ånd«? (2 Ne 33:2).
Når I overvejer Nefis råd, så tænk over, hvordan I studerer Frelserens ord. Vil I beskrive det som at få en snack, spise eller tage for sig? Hvad er forskellen efter jeres mening? Overvej, hvordan I kan gøre jeres oplevelse med Frelserens ord til mere af en fest. Måske kan I få forslag fra en ven eller et familiemedlem.
Hvordan indbyder I Helligånden til at være en konstant ledsager i jeres liv snarere end en lejlighedsvis besøgende? Læs David A. Bednars tre forslag til at gøre Helligåndens ledsagelse til en »vedvarende proces« i »Modtag Helligånden« (Liahona, nov. 2010, s. 94-97). Hvordan vil I anvende hans råd?
Se også »Daily Bread: Pattern«, video, Evangelisk Bibliotek.
Mormons Bog overbeviser os alle om at tro på Kristus.
I 2 Nefi 33, da Nefi afsluttede sine skrivelser, forklarede han, hvorfor han overhovedet skrev. Hvilke begrundelser finder I i det kapitel? Tænk over de historier og lærdomme, I indtil videre har læst i 1 Nefi og 2 Nefi. Hvilke har påvirket jer og jeres tro på Kristus mest?
Se også »Nefi nedskriver sit sidste vidnesbyrd«, video, dk.jesukristikirke.org/mormons-bog-videoer.
Forslag til undervisning af børn
Når jeg bliver døbt, følger jeg Jesus Kristus.
-
Der er et billede af Jesus, der bliver døbt, i slutningen af dette oplæg. Måske kan jeres børn bruge det til at fortælle jer, hvad de ved om denne begivenhed (se også Matt 3:13-17). Hvorfor ønsker Jesus, at vi bliver døbt, som han blev? Jeres børn kan lytte efter årsager, når I sammen læser dele af 2 Nefi 31:4-13. Det kan være nyttigt, hvis en person, der for nylig er blevet døbt, kan fortælle om sin oplevelse.
Jesus Kristus lærte mig, hvordan jeg vender tilbage til min himmelske Fader.
-
Hjælp jeres børn til at visualisere lærdommene i 2 Nefi 31 ved at tegne en sti med et billede af Kristus for enden. I kan hjælpe dem med at finde eller tegne billeder, der repræsenterer trin på den sti, såsom tro på Kristus, omvendelse, dåb, Helligåndsgaven – samt at holde ud til enden. De kan pege på billederne, mens I læser 2 Nefi 31:17-20 sammen.
Jeg kan tage for mig af Kristi ord.
-
For at undervise i at »tage for sig« af Kristi ord kan I bede jeres børn om at vise, hvordan de ville tage for sig af deres yndlingsmad. Hvad opfordrede Nefi i 2 Nefi 32:3 til, at vi tog for os af? Hvad er forskellen på at tage for sig af Guds ord og blot at læse det? Måske kan jeres børn agere eller vise disse forskelle. Fortæl dem om de velsignelser, I har fået ved at tage for jer af skrifterne.
Min himmelske Fader ønsker, at jeg altid skal bede.
-
Når I har læst 2 Nefi 32:8-9, så tal med jeres børn om, hvorfor Satan ikke ønsker, at vi beder. Hvorfor ønsker Gud, at vi »altid skal bede«? Jeres børn kan lave en liste over eller lave tegninger af situationer, hvor de kan bede. Derefter kan I synge en sang om bøn, som fx »Da du styrket fra dit leje« (Salmer og sange, nr. 72). I kan erstatte nogle af ordene i sangen med ord fra deres lister. Hvordan velsigner Gud os, når vi altid beder?