»26. februar-3. marts: ›Han skal få navnet … Fredsfyrsten.‹ 2 Nefi 11-19«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Mormons Bog 2024, 2024
»26. februar-3. marts. 2 Nefi 11-19«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: 2024, 2024
26. februar-3. marts: »Han skal få navnet … Fredsfyrsten«
2 Nefi 11-19
Indgraveringer på metalplader er ikke lette at udføre, og pladsen på Nefis små plader var begrænset. Så hvorfor gjorde Nefi den indsats at kopiere så mange af profeten Esajas’ skrifter ind i sin optegnelse? Han gjorde det, fordi han ønskede, at vi skulle tro på Jesus Kristus. »Min sjæl fryder sig,« skrev han, »ved at bevise sandheden om Kristi komme for mit folk« (2 Ne 11:4). Nefi havde set, hvad der ville ske med hans folk i fremtidige generationer. Han så, at de på trods af deres store velsignelser ville blive stolte, stridbare og verdslige (se 1 Ne 12; 15:4-6). Han så også lignende problemer i vore dage (se 1 Ne 14). Esajas’ skrifter advarede mod en sådan ugudelighed. Men de gav også Nefi håb om en glorværdig fremtid – en ende på ugudelighed, en indsamling af de trofaste og »et stort lys« for mennesker, der »vandrede i mørke« (2 Ne 19:2). Alt dette ville ske, fordi »et barn er født os«, som skulle afslutte al strid – »Fredsfyrsten« (2 Ne 19:6).
Forslag til læring i hjem og i kirke
Hvordan kan jeg bedre forstå Esajas’ lærdomme?
Nefi anerkendte, at »Esajas’ ord ikke er tydelige [for dem, der ikke er fyldt af profetiens ånd]« (2 Ne 25:4). Men Nefi kom også med forslag til, hvordan man kan finde mening i Esajas’ skrivelser.
-
»Anvend hans ord på« jer selv (2 Ne 11:2). Mange af Esajas’ lærdomme har forskellige betydninger og anvendelsesmuligheder. Overvej for eksempel, når I læser om boliger i 2 Nefi 14:5-6, hvordan disse vers kan anvendes i jeres hjem. Spørg jer selv: »Hvad ønsker min himmelske Fader, at jeg skal lære?«
-
Se efter symboler på Jesus Kristus (2 Ne 11:4). Mange af Esajas’ lærdomme om Frelseren formidles gennem symboler. Hvordan bliver Frelseren for eksempel repræsenteret i 2 Nefi 19:2? Hvad fortæller dette symbol jer om ham?
-
Søg at blive »fyldt af profetiens ånd« (2 Ne 25:4). Bed om åndelig vejledning, når I studerer. I forstår måske ikke det hele med det samme, men Ånden kan hjælpe jer til at lære, hvad I har brug for at vide.
Det kan også være en hjælp at bruge hjælpekilder til skrifterne, deriblandt fodnoter, kapiteloverskrifter og Guide til skrifterne. Mormons Bog og instituthæfter om Det Gamle Testamente har flere oplysninger, der kan hjælpe jer til at lære om Esajas’ lærdommes historiske sammenhæng.
Esajas vidner om Jesus Kristus.
Fordi Esajas brugte sproglig symbolik, kan det være let at overse hans kraftfulde vidnesbyrd om Jesus Kristus. Se efter Frelseren i 2 Nefi 13:13; 14:4-6; 15:1-7; 16:1-7; 17:14; 18:14-15; 22:2. Hvad lærer disse vers jer om ham?
Profetien i 2 Nefi 19:6 nævner flere af Jesu Kristi titler. Hvordan har han opfyldt disse roller i jeres liv?
Se også Ulisses Soares, »Jesus Kristus: Vores omsorgsgiver«, Liahona, maj 2021, s. 82-84.
Den stolte og verdslige vil blive ydmyget.
Nefi havde forudset, at stolthed ville forårsage hans folks undergang (se 1 Ne 12:19). Så det er ikke overraskende, at Nefi delte Esajas’ gentagne advarsler mod stolthed med sit folk. Se i kapitel 12 og 13 efter ord, som Esajas brugte til at beskrive stolthed, som for eksempel hovne og hovmod. Se i 2 Nefi 15:1-24 efter et symbolsk sprog, der beskriver følgerne af stolthed. I kan derefter forsøge at sammenfatte det, I har læst, med jeres egne ord. Tænk over, hvordan I vil vælge at være ydmyge.
Se også »Kapitel 18: Vogt jer for stolthed og hovmod«, Kirkens præsidenters lærdomme: Ezra Taft Benson, 2014, s. 231-243.
Templet er Herrens hus.
Esajas kaldte templet for »det bjerg, hvorpå Herrens hus ligger« (2 Ne 12:2). Hvorfor er et bjerg et godt symbol på templet?
Hvordan vil I forklare nogen, hvorfor vi har brug for templer? I kan finde nogle mulige svar i 2 Nefi 12:2-3 og præsident Russell M. Nelsons tale »Templet og jeres åndelige fundament« (Liahona, nov. 2021, s. 93-96). Hvad ønsker Herren, at I lærer og oplever i hans hellige hus, ud fra det, I læser? Hvilke oplevelser har I haft der?
I kan finde interviewspørgsmålene vedrørende tempelanbefalinger på s. 36-37 i Til styrke for de unge: Vejledning til at træffe valg. Overvej at læse dem hver især og spørge jer selv: Hvad lærer dette spørgsmål mig om Herrens veje? Hvordan hjælper det mig til at »vandre ad hans veje«?
Se også »På bjergets høje top«, Salmer og sange, nr. 5.
Jesus Kristus vil forløse sit folk
På trods af den ugudelighed, som Esajas iagttog, så han håb for fremtiden. Overvej at studere hvert af følgende skriftsteder. Skriv en eller flere sandheder, som hvert skriftsted lærer os om vor tid: 2 Nefi 12:1-5; 14:2-6; 15:20-26; 19:2-8. Hvorfor føler I, at disse skriftsteder er vigtige for os at forstå?
Forslag til undervisning af børn
Templet er Herrens hus.
-
Esajas beskrev templet som »det bjerg, hvorpå Herrens hus ligger«. Mens I læser 2 Nefi 12:2-3, vil jeres børn måske synes om at forestille sig, at de klatrer op på et bjerg, Hjælp dem til at finde vendinger i disse vers, der beskriver, hvorfor vi har templer.
-
For at illustrere vendingen »vi vil vandre på hans stier« fra 2 Nefi 12:3 kan I lave en sti på gulvet, der fører til et billede af et tempel. Når jeres børn går på stien, kan de nævne ting, de kan gøre for at vandre på Herrens stier.
-
Måske kan jeres børn tegne sig selv på vej til templet. De kan også synge eller lytte til en sang om templet, fx »Jeg elsker Herrens tempel« (Børnenes sangbog, s. 99). Hjælp dem med at finde vendinger i sangen, der forklarer, hvad templet er, og hvad vi laver der.
Jesus Kristus er min Frelser.
-
Der findes adskillige benævnelser for Jesus Kristus i 2 Nefi 11:4-7; 17:14; 19:6. Hjælp jeres børn med at finde dem og tale om, hvad de betyder. For eksempel betyder »Kristus« »den salvede«, og »Immanuel« »Gud med os«. Hvad lærer disse benævnelser os om Jesus?
-
Vis dele af videoen »The Christ Child«, Evangelisk Bibliotek, der viser forskellige mennesker, der ser Jesus for første gang. Sæt videoen på pause under disse skildringer, og spørg jeres børn, hvad disse mennesker kan have følt. Hvad ville vi føle, hvis vi var til stede? Hvordan vil vi have det, når vi ser ham igen?
Satan prøver at forvirre mig omkring godt og ondt.
-
Vis jeres børn noget bittert eller surt, fx en citron, der er pakket ind i noget slikpapir. Læs 2 Nefi 15:20 sammen. Hvordan prøver Satan at få det onde til at se godt ud? I kan også vise de første 90 sekunder af videoen »You Will Be Freed«, Evangelisk Bibliotek. Hvorfor skjuler fiskeren sin krog? Hvorfor skjuler Satan synd? Hvordan hjælper Jesus Kristus os til at undgå at blive bedraget af Satan?