Kapitel 18
Vogt jer for stolthed og hovmod
»Stolthed er den universelle synd – den store last. Kuren mod stolthed er ydmyghed.«
Fra Ezra Taft Bensons liv
Ved sin første generalkonferencetale som præsident for Kirken belærte præsident Ezra Taft Benson om forskellen på stolthed og ydmyghed:
»Den stolte ser ikke op til Gud og er ligeglad med, hvad der er rigtigt. Han skeler til mennesker og argumenterer for, hvem der har ret …
Stolthed karakteriseres ved, at man spørger: ›Hvad vil jeg have ud af mit liv?‹ frem for: ›Hvad ønsker Gud, at jeg skal gøre i mit liv?‹ Det er egenviljen, som går imod Guds vilje. Det er at frygte mennesker mere end Gud.
Den ydmyge efterkommer Guds vilje – han frygter Guds dom og reagerer på sine medmenneskers behov. For den stolte ringer verdens ros sødt i ørerne, mens den ydmyge bliver varm om hjertet af himlens ros.«1
Disse belæringer var ikke nye for de mænd, som havde tjent sammen med præsident Benson i De Tolv Apostles Kvorum. De vidste, at han som præsident for deres kvorum aldrig havde bekymret sig om sine personlige meninger – kun om at lære Guds vilje at kende og følge den. Præsident Boyd K. Packer, der senere selv tjente som præsident for De Tolvs Kvorum, har fortalt følgende om præsident Bensons tilgang til diskussioner ved kvorumsmøderne: »Man kunne sagtens være uenig med præsident Benson uden at bekymre sig for, at der lå noget personligt i det. Vi havde livlige diskussioner uden at bekymre os om, hvad hans synspunkt var.«2 Ældste Russell M. Nelson, der i to år tjente i De Tolvs Kvorum under præsident Bensons ledelse, har sagt: »Under enhver overvejelse afvejede præsident Benson, uanset sin egen mening, kun en situation efter én standard – hvad er bedst for riget? Betød det, at en rynke skulle foldes på en måde, han ikke ville have gjort det, så blev den det. Han ønskede kun, hvad der var bedst for riget.«3
Som minister var præsident Benson stadig lige optaget af at gøre, hvad der var bedst for Guds rige. Da han var landbrugsminister, modtog han meget af »verdens ros«4 – tillige med en god del hård kritik. Han lå ikke under for nogen af delene. I stedet huskede han på et råd, han ofte blev mindet om af sin hustru, Flora: »Du skal ikke bekymre dig om, hvad verden synes, så længe Herren synes, du gør det godt.«5 Idet han var tilfreds med »himlens [stille] applaus«,6 stræbte han altid efter at gøre Guds vilje.
Frelseren, der var »sagtmodig og ydmyg af hjertet« (Matt 11:29), er vores store eksempel på ydmyghed.
Ezra Taft Bensons lærdomme
1
Herren har advaret os mod stolthed og hovmod.
I Lære og Pagter står der, at Mormons Bog er »en optegnelse om et faldent folk« (L&P 20:9). Men hvorfor faldt de? Det er et af hovedbudskaberne i Mormons Bog. Mormon besvarer spørgsmålet i et af de sidste kapitler med disse ord: »Se, dette folkeslags, eller det nefitiske folks, stolthed bliver deres undergang« (Moro 8:27). Og for at vi ikke skal overse dette vigtige budskab fra et faldent folk i Mormons Bog, giver Herren os denne advarsel i Lære og Pagter: »Vogt jer for stolthed, så I ikke bliver som nefitterne fordum« (L&P 38:39).
Jeg er oprigtigt interesseret i jeres tro og bønner, når jeg nu bestræber mig på at kaste lys over dette budskab i Mormons Bog – om det syndige i stolthed og hovmod. Dette budskab har ligget mig meget på sinde i nogen tid. Jeg ved, at Herren ønsker, at dette budskab skal ud lige netop nu.
I det store råd i himlen var det stolthed, der var skyld i Lucifers fald, han var »en af morgengryets sønner« (2 Ne 24:12-15; se også L&P 76:25-27; Moses 4:3). Når denne jord skal forgå, når Gud vil rense jorden med ild, skal de hovmodige brænde op som halm, og de sagtmodige skal arve jorden (se 3 Ne 12:5; 25:1; L&P 29:9; JS-H 1:37; Mal 3:19).
Tre steder i Lære og Pagter bruger Herren udtrykket: »Vogt dig for stolthed«, deriblandt i forbindelse med en advarsel til Oliver Cowdery, den anden ældste i Kirken, og til Emma Smith, profetens hustru (L&P 23:1; se også 25:14; 38:39).7
2
Det centrale træk ved stolthed er fjendtlighed mod Gud og vore medmennesker.
Stolthed er en meget misforstået synd, og mange synder i uvidenhed (se Mosi 3:11; 3 Ne 6:18). I skrifterne finder man ikke noget, der hedder retfærdig stolthed – stolthed betragtes altid som en synd. Så uanset hvordan verden benytter det ord, så må vi forstå, hvordan Gud bruger ordet, så vi kan forstå sproget i den hellige skrift og drage nytte af den (se 2 Ne 4:15; Mosi 1:3-7; Alma 5:61).
De fleste mennesker opfatter stolthed som selvoptagethed, indbildskhed, pral, overlegenhed eller hovmod. De er alle træk ved denne synd, men det mest centrale har vi endnu ikke beskrevet.
Det centrale træk ved stolthed og hovmod er fjendtlighed – fjendtlighed over for Gud og vore medmennesker. Fjendtlighed er et »hadefuldt, fjendtligsindet, modsætningsfyldt forhold« Det er ved den kraft, at Satan ønsker at regere over os.
Stolthed og hovmod er af natur konkurrencebetonet. Vi sætter vores egen vilje op imod Guds vilje. Når vi er stolte i forhold til Gud er det åndeligt set som at sige, »min vilje ske og ikke din«. Som Paulus sagde: »De … søger jo deres eget og ikke det, der hører Jesus Kristus til« (Fil 2:21).
Når vores vilje konkurrerer imod Guds vilje, tillader vi begær, lyster og lidenskaber at forblive ubeherskede (se Alma 38:12; 3 Ne 12:30).
Stolte mennesker kan ikke acceptere, at Gud har myndighed til at give dem retningslinjer i livet (se Hel 12:6). De sætter deres opfattelse af sandhed op imod Guds store kundskab, deres evner op imod Guds præstedømmekraft og deres resultater op imod hans storslåede skaberværk.
Vores fjendtlighed mod Gud antager mange forskellige former, såsom oprør, hårdhjertethed, stivnakkethed, mangel på omvendelse, opblæsthed, fornærmethed og søgen efter tegn. De stolte ønsker, at Gud skal være enig med dem. De er ikke interesseret i at ændre opfattelse for at blive enige med Gud.
Et andet væsentligt træk ved denne meget fremherskende synd er fjendtligheden mod vore medmennesker. Vi fristes dagligt til at hævde os og ringeagte andre (se Hel 6:17; L&P 58:41).
De stolte gør alle mennesker til deres modstandere ved at sammenligne deres intellekt, meninger, resultater, velstand, talenter eller andre verdslige målbarheder med andres. C.S. Lewis har engang sagt: »Den stolte har ingen glæde ved at have noget, kun ved at have mere af det end næsten … Det er sammenligningen, der gør en stolt: Glæden ved at hævde sig over resten. Når først konkurrenceelementet er væk, så er stoltheden det også« (Mere Christianity, New York: Macmillan, 1952, s. 109-110).
Ved det store råd i himlen fremsatte Lucifer sit forslag i modstrid med Faderens plan, som Jesus Kristus var fortaler for (se Moses 4:1-3). Satan ønskede at blive æret frem for nogen anden (se 2 Ne 24:13). Hans hovmodige ønske var kort og godt at overtage Guds trone (se L&P 29:36); 76:28).
Skrifterne er fyldt med beviser på de alvorlige konsekvenser af enkeltpersoners, gruppers, byers og nationers hovmod og stolthed. »Hovmod går forud for ulykke« (Ordsp 16:18). Det førte til udryddelsen af den nefitiske nation og byen Sodoma (se Moro 8:27; Ez 16:49-50).8
3
Den stolte frygter menneskers dom mere end Guds.
Det var stolthed, der gjorde, at Kristus blev korsfæstet. Farisæerne var forbitrede over, at Jesus hævdede, at han var Guds Søn, hvilket var en trussel mod deres stilling, og derfor sammensvor de sig om at slå ham ihjel (se Joh 11:53).
Saul gjorde David til fjende på grund af sin stolthed. Han var misundelig, fordi de israelitiske kvinder sang: »Saul har dræbt sine tusinder, men David sine titusinder« (1 Sam 18:6-8).
Den stolte frygter menneskers dom mere end Guds (se L&P 3:6-7; 30:1-2, 60:2). »Hvad vil folk mon tænke om mig?« vejer tungere end, »hvad vil Gud mon tænke om mig?
Kong Noa ville løslade profeten Abinadi, men da hans ugudelige præster appellerede til hans stolthed, overlod han Abinadi til flammerne (se Mosi 17:11-12). Herodes var bedrøvet over, at hans hustru krævede Johannes Døbers hoved på et fad. Men hans stolthed forbød ham at tabe ansigt foran sine gæster, hvilket gjorde, at han slog Johannes Døber ihjel. (Matt 14:9; se også Mark 6:26).
Kong Noas stolthed førte både til Abinadis og hans egen død.
Frygten for menneskers dom viser sig i konkurrencen om menneskers anerkendelse. »De elskede nemlig ære fra mennesker frem for ære fra Gud« (Joh 12:42-43). Vores motiv til det, vi gør, afslører vore synder. Jesus sagde, at han altid gjorde »det, der er godt i [Guds] øjne« Joh 8:29). Ville det ikke også være godt for os, dersom vore motiver var at behage Gud fremfor at forsøge på at hævde os over for vore søskende og overgå andre?
Nogle stolte mennesker bekymrer sig ikke så meget om, hvorvidt deres løn kan dække deres behov, men mere om de får mere i løn end andre. Deres belønning ligger i at ligge over resten. Deri er fjendtligheden ved stolthed.
Når stoltheden først får tag i vores hjerte, mister vi vores uafhængighed af verden, og vi opgiver vores frihed fordi, vi lægger under for menneskers mening. Verden råber højere, end Helligånden hvisker. Folk tilsidesætter Guds åbenbaringer i deres ræsonnementer, og de stolte slipper jernstangen (se 1 Ne 8:19-28; 11:25; 15:23-24).9
4
Hovmod og stolthed viser sig på mange måder.
Hovmod er en synd, som er nem at få øje på hos andre, men som man sjældent er parat til at indrømme hos en selv. De fleste af os betragter hovmod som en synd, der kun findes hos folk i toppen, hos de rige og de lærde, som ser ned på os andre (se 2 Ne 9:42). Men der findes dog en lidelse, der er langt mere udbredt blandt os, og det er den stolte, der kigger nedefra og op. Det giver sig udslag på mange forskellige måder, som for eksempel ved at finde fejl, sladre, bagtale, surmule, leve over evne, misunde, begære, ved at afholde sig fra at være taknemlig og rose andre for at kunne opløfte dem, samt ved at man er utilgivende og jaloux.
Ulydighed er i al væsentlighed en hovmodig magtkamp mod personer med større autoritet end vi selv. Det kan være forældre, en præstedømmeleder, en lærer eller i sidste ende Gud. Stolte mennesker hader den kendsgerning, at nogen står over dem. De føler, det er fornedrende.
Selviskhed er en mere almindelig side af hovmod. »Hvordan påvirker det mig«, vil altid være kernen i alt for den selviske og give sig udslag i indbildskhed, selvmedlidenhed, verdslig selvtilfredshed, selvglæde og selvoptagethed.
Hovmod fører til hemmelige sammensværgelser, der går ud på at få mere magt, flere besiddelser i verden og større verdslig ære (se Hel 7:5; Eter 8:9, 16, 22-23; Moses 5:31). Hemmelige sammensværgelser, hovmodets syndige frugt, medførte både den jereditiske og den nefitiske nations undergang, og den har og vil altid være årsag til mange nationers fald (se Eter 8:18-25).
En anden side af hovmod er splid og strid. Skænderier, bataljer, uretfærdigt herredømme, generationskløfter, skilsmisser, mishandling af sin ægtefælle, spektakler og uroligheder falder alle ind under denne kategori.
Splid i familien jager Herrens ånd bort. Splid fordriver også mange familiemedlemmer. Splid er alt lige fra fjendtlige ord til verdensomspændende konflikter. I skriften står der, at »den ryggesløse og grådige volder strid« (se Ordsp 13:10; se også Ordsp 28:25).
Skriften vidner om, at de stolte let lader sig fornærme og bærer nag (se 1 Ne 16:1-3). De holder deres tilgivelse tilbage for at lade en anden stå i gæld til dem og for at retfærdiggøre deres sårede følelser.
De stolte har ikke let ved at tage imod råd eller irettesættelse (se Ordsp 15:10; Amos 5:10). De går i defensiven for at retfærdiggøre og bortforklare deres svagheder og fejl (se Matt 3:9; Joh 6:30-59).
De stolte forlader sig på, at verden fortæller dem, hvorvidt de er noget værd eller ej. Deres selvagtelse afgøres af, hvor de står på verdens rangliste. De føler sig værdifulde, hvis der er et tilstrækkeligt antal, som står under dem, hvad angår bedrifter, talenter, skønhed eller intellekt. Stolthed og hovmod er grimme egenskaber. Deres motto er: »Hvis du har succes, så er jeg en fiasko.«
Hvis vi elsker Gud, gør hans vilje og frygter hans mening mere end menneskers, får vi selvagtelse.10
5
Stolthed begrænser eller sætter en stopper for fremgang.
Stolthed er i ordets egentlige betydning en ødelæggende synd. Den begrænser eller sætter en stopper for fremgang (se Alma 12:10-11). De stolte har ikke let ved at lære (se 1 Ne 15:3, 7-11). De vil ikke forandre deres tankegang for at acceptere sandheden, fordi det indebærer, at de har taget fejl.
Stolthed og hovmod har en skadelig virkning på alle vore forhold – på vores forhold til Gud og hans tjenere, mellem mand og hustru, forældre og børn, ansat og arbejdsgiver, lærer og elev samt til hele menneskeheden. Hvor stolte og hovmodige vi er, kan måles ud fra, hvordan vi tjener Gud og behandler vore søskende. Kristus ønsker at opløfte os til sit stade. Ønsker vi det samme for andre?
Hovmod svækker vores fornemmelse af, at vi er Guds børn, og af at alle mennesker er vore søskende. Stolthed og hovmod adskiller os og rangordner os i »klasser efter [vores] rigdomme og … mulighed for at tilegne os kundskab« (3 Ne 6:12). Det er umuligt for et stolt folk at blive ét, og medmindre vi er ét, er vi ikke Herrens (se Mosi 18:21; L&P 38:27; 105:2-4; Moses 7:18).
Tænk på, hvad stolthed og hovmod har kostet os førhen, og hvad det koster os nu i vores liv, i vore familier og i Kirken.
Tænk på, hvilken omvendelse der kunne finde sted, hvordan liv kunne ændres, ægteskaber bevares og hjem styrkes, dersom stolthed og hovmod ikke afholdt os fra at bekende vore synder og aflægge dem (se L&P 58:43).
Tænk på de mange kirkemedlemmer, som er mindre aktive, fordi de er blevet fornærmede, og hvis stolthed forbyder dem at tilgive eller deltage fuldt ud i nadveren ved Herrens bord.
Tænk på de tusinder af unge mennesker og ægtepar, der også kunne komme på mission, hvis det ikke var, fordi deres stolthed forhindrede dem i at give deres hjerte helt til Gud (se Alma 10:6; Hel 3:34-35).
Tænk på, hvor meget mere tempeltjeneste der ville blive udført, dersom det var vigtigere for os at anvende vores tid i denne guddommelige tjeneste end på de mange stolte gøremål, der kappes om vores tid.11
Ydmyghed giver enighed og styrke i ægteskaber og familier.
6
Kuren mod stolthed og hovmod er ydmyghed.
Vi påvirkes alle sammen af stolthed på forskellige tidspunkter og i forskellig grad. Nu ser I, hvorfor bygningen i Lehis drøm, der repræsenterer verdens stolthed, var så stor og rummelig. Det var for, at den kunne rumme de mange mennesker, som trådte ind i den (se 1 Ne 8:26, 33; 11:35-36).
Stolthed er den universelle synd i verden – den store last. Ja, stolthed er en meget fremherskende synd – en stor last.
Kuren mod stolthed er ydmyghed – sagtmodighed, underdanighed (se Alma 7:23). Det er et sønderknust hjerte og en angergiven ånd (se 3 Ne 9:20; 12:19; L&P 20:37; 59:8; Sl 34:19; Es 57:15; 66:2). Rudyard Kipling formulerede det så fint:
»Tumult og råben forstummer,
kaptajner og konger forgår,
men dit evige offer stadig består,
og et ydmygt, angergivent hjerte.
Hærskarers Herre vær med os endnu,
så vi kommer i hu, så vi kommer i hu.«
Gud ønsker et ydmygt folk. Vi kan enten vælge at være ydmyge eller blive tvunget til at være det. Alma sagde: »Velsignede er derfor de, der ydmyger sig uden at være nødt til at være ydmyge« (Alma 32:16).
Lad os vælge at være ydmyge.
Vi kan vælge at være ydmyge ved at overvinde vores fjendtlighed mod vore søskende, ved at agte dem, som vi agter os selv, og opløfte dem til vores eget eller et højere niveau (se L&P 38:24; 81:5; 84:106).
Vi kan vælge at være ydmyge ved at tage imod råd og irettesættelse (se Jakob 4:10; Hel 15:3; L&P 63:55; 101:4-5; 108:1; 124:61, 84; 136:31; Ordsp 9:8).
Vi kan vælge at være ydmyge ved at tilgive dem, som har såret os (se 3 Ne 13:11, 14; L&P 64:10).
Vi kan vælge at være ydmyge ved at yde uselvisk tjeneste (se Mosi 2:16-17).
Vi kan vælge at være ydmyge ved at tage på mission og forkynde ordet, som kan gøre andre ydmyge (se Alma 4:19; 31:5, 48:20).
Vi kan vælge at være ydmyge ved at tage mere hyppigt til templet.
Vi kan vælge at være ydmyge ved at bekende og forsage vore synder og blive født af Gud (se L&P 58:43; Mosi 27:25-26; Alma 5:7-14, 49).
Vi kan vælge at være ydmyge ved at elske Gud, underkaste os hans vilje og sætte ham først i vores liv (se 3 Ne 11:11; 13:33; Moro 10:32).
Lad os vælge at være ydmyge. Vi kan gøre det. Jeg ved, at vi kan.
Mine kære søskende, vi skal forberede os på at forløse Zion. Det var hovedsageligt synderne stolthed og hovmod, der afholdt os fra at etablere Zion på profeten Joseph Smiths tid. Det var den samme syndige stolthed, der bragte indvielsesloven til ophør blandt nefitterne (se 4 Ne 1:24-25).
Stolthed og hovmod er den største forhindring for Zions fremgang. Jeg gentager: Stolthed og hovmod er den største forhindring for Zions fremgang.
Vi må rense vores bæger indeni for at overvinde vores stolthed og hovmod (se Alma 6:2-4; Matt 23:25-26).
Vi må følge »den hellige Ånds tilskyndelser«, aflægge det stolte »naturlige menneske«, blive »en hellig ved Herren Kristi forsoning« og blive »som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg« (Mosi 3:19; se også Alma 13:28).
At vi må gøre dette og nå vores guddommelige bestemmelsessted er min inderlige bøn.12
Forslag til studium og undervisning
Spørgsmål
-
Præsident Benson påpegede, at stolthed og hovmod førte til det nefitiske folks undergang (se afsnit 1). Hvorfor tror I, at stolthed og hovmod rummer sådan en destruktiv kraft?
-
På hvilke måder kan mennesker »[sætte deres] vilje op imod Guds? (Se afsnit 2). Hvilke velsignelser får vi, når vi følger Guds vilje?
-
Hvorfor tror I, at vi sommetider bekymrer os mere om, hvad andre mennesker tænker om os, end om hvad Gud tænker om os? (Se afsnit 3). Hvordan ændrer vores liv sig, når vores største ønske er at behage Gud?
-
Gennemgå de forskellige træk ved stolthed og hovmod, som nævnes i afsnit 4. Hvordan kan vi undgå de udslag af stolthed i vores liv?
-
Præsident Benson sagde: »Stolthed og hovmod har en skadelig virkning på alle vore forhold« både med Gud og mennesker (afsnit 5). Hvorfor er dette sandt? Hvordan forbedrer det vore forhold, når vi er ydmyge?
-
I afsnit 6 nævner præsident Benson forskellige ting, vi kan vælge at gøre for at være ydmyge. Hvorfor tror I, at det er bedre at vælge at være ydmyg end at blive tvunget til at være ydmyg?
Skriftstedshenvisninger
Matt 23:12; Luk 18:9-14; Jak 4:6; Alma 5:27-28; L&P 112:10; 121:34-40
Studiehjælp
For at anvende profetens ord på dig selv kan du tænke over, hvordan hans belæringer angår dig (se Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 159-160). Overvej, hvordan disse belæringer kan hjælpe dig med de bekymringer, spørgsmål og udfordringer, du har i dit liv.