Kapitel 8

Ordets kraft

»Guds ord, som findes i skrifterne, i de levende profeters ord, og som vi får i personlig åbenbaring, har kraft til at styrke de hellige og udruste dem med Ånden, så de kan modstå det onde, holde fast ved det gode og finde glæde i dette liv«

Fra Ezra Taft Bensons liv

Da præsident Thomas S. Monson tjente som andenrådgiver for præsident Ezra Taft Benson i Det Første Præsidentskab, bemærkede han følgende: »Præsident Benson er hurtig til at forstå, hvad en sag drejer sig om, når han hører om den. Han har ikke brug for at overveje en sag længe, inden han finder den inspiration fra Herren, som leder ham i den rigtige retning. Med den vækst, Kirken gennemgår i dag over hele verden, og de mange sager, der runder Det Første Præsidentskab, er denne evne til at skære igennem og komme til sagens kerne altafgørende for udføre det administrative arbejde i Kirken.«¹

I forbindelse med sin første generalkonference som præsident for Kirken præsiderede præsident Benson over et særligt møde for præstedømmeledere den 4. april 1986. De brødre, der var til stede, så hans evne til at »skære igennem og komme til sagens kerne«. Da han talte til de forsamlede, nævnte han mange af de udfordringer, som de sidste dages hellige havde – fristelser, familieproblemer, vanskeligheder ved at holde befalingerne og passe sine pligter i Kirken – og han fremkom med det, han så som løsninger på disse udfordringer.

Præsident Benson holdt kun en del af sin tale ved det præstedømmelederskabsmøde, så han bad om, at hele talen blev inkluderet i konferencenummeret af Kirkens tidsskrifter. Dette kapitel indeholder denne tale i sin helhed. Selvom præsident Benson talte til præstedømmeledere, så underviste han i principper, der gælder alle medlemmer af Kirken.

Ezra Taft Bensons lærdomme

Når vi står over for vor tids store udfordringer, er vi nødt til at holde fast i Guds ord.

Kære brødre, det er en fornøjelse at se ud over hele denne forsamling af præstedømmeledere og tænke på, hvor mange tusinde hellige I betjener, hvilken hengivenhed I lægger i det, og hvilken trofasthed I tilsammen repræsenterer! Der findes ingen anden forsamling i hele verden i dag, som mødes om samme retfærdige formål som denne gruppe – hverken politisk, religiøst eller militært – eller som har samme kraft, som I har her i aften.

Vi lever i en tid med store udfordringer. Vi lever netop i den tid, som Herren talte om, da han sagde: ›Fred skal borttages fra jorden, og Djævelen skal have magt over sit eget rige‹ (L&P 1:35). Vi lever i den tid, som Johannes Åbenbarer forudså, hvor »dragen rasede mod kvinden og gik hen for at føre krig mod hendes øvrige børn, som holder fast ved Guds bud og ved Jesu vidnesbyrd« (Åb 12:17). Dragen er Satan, og kvinden repræsenterer Jesu Kristi Kirke. Satan fører krig mod de medlemmer af Kirken, som har et vidnesbyrd og stræber efter at efterleve befalingerne. Og skønt mange af vore medlemmer forbliver trofaste og stærke, er der dog nogle, som vakler. Nogle falder fra. Nogle er med til at opfylde Johannes’ profeti om, at nogle hellige vil blive overvundet i krigen mod Satan (se Åb 13:7).

Profeten Lehi så også vor tid i sin forunderlige drøm om livets træ. Han så mange mennesker, som for vild i den mørke tåge, der symboliserede djævelens fristelser (se 1 Ne 12:17). Han så, at nogle gik på »forbudne stier«, mens andre druknede i flodens snavs eller vandrede på »fremmede veje« (1 Ne 8:28, 32). Når vi læser om de udbredte forbandelser ved narkotikamisbrug eller om pornografiens og umoralitetens skadelige smuds, er der så nogen af os, der er i tvivl om, hvad disse forbudne stier og det snavsede vand, som Lehi beskriver, er?

Ikke alle dem, Lehi så gå til grunde, var af verden. Nogle kom og fik del i frugten. Det vil med andre ord sige, at nogle af Kirkens medlemmer i vore dage hører til de sjæle, som Lehi så gå tabt.

Apostlen Paulus så også vor tid. Han beskrev den som en tid, hvor menneskene ville være spottelystne, ufromme, ukærlige, uforsonlige, opblæste og søge efter verdslige fornøjelser (se 2 Tim 3:1-7). Han advarede også mod »onde mennesker og bedragere[, som] vil komme længere og længere ud i det onde, føre andre vild og selv fare vild« (2 Tim 3:13).

Sådanne forfærdelige forudsigelser, som de gamle profeter kom med, kunne blive årsag til stor frygt og mange skuffelser, dersom de ikke samtidig havde givet løsningen. Vi kan i deres inspirerede råd finde løsningen på vor tids åndelige krise.

I samme drøm så Lehi en jernstang, der førte ud af den mørke tåge. Han så, at dersom folk ville holde fast i jernstangen, så kunne de undgå at falde i den snavsede flod, undgå at komme på de forbudne stier og slippe for at vandre på de fremmede veje, som fører til undergang. Senere forklarede hans søn, Nefi, hvad jernstangen symboliserer. Da Laman og Lemuel spurgte: »Hvad betyder den jernstang?« svarede Nefi: »Det var Guds ord, og [bemærk forjættelsen] at den, der ville lytte til Guds ord og ville holde fast ved det, de skulle aldrig fortabes, ej heller kunne Modstanderens fristelser og brændende pile overvælde dem, så de blev blinde, og føre dem bort til undergang‹ (1 Ne 15:23-24; fremhævelse tilføjet). Ikke alene vil Guds ord føre os til frugten, som er mere ønskværdig end nogen anden, men det er i og ved Guds ord, at vi kan finde styrken til at modstå fristelse, kraften til at forpurre Satans og hans medhjælperes værk.

Paulus gav det samme budskab som Lehi. Først skildrede han den forfærdelige ugudelighed, der ville komme i fremtiden – hans fremtid, men vores nutid! Han sagde til Timotheus: »Men … bliv ved det, du har lært …

fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse« (2 Tim 3:14-15; fremhævelse tilføjet).

Kære brødre, her har vi løsningen på den store udfordring, vi står over for i vore dage. Guds ord, som findes i skrifterne, i de levende profeters ord, og som vi får i personlig åbenbaring, har kraft til at styrke de hellige og udruste dem med Ånden, så de kan modstå det onde, holde fast ved det gode og finde glæde i dette liv.²

Præsident Ezra Taft Benson vidnede ofte om kraften i Guds ord.

Når det enkelte medlem og familierne regelmæssigt og konsekvent fordyber sig i skriften, vil aktiviteten på andre områder automatisk stige.

Vi siger nu til jer præstedømmeledere, at I skal undersøge de profetiske råd som Lehi, Paulus, og andre som dem har givet. I sådanne råd kan I finde løsningen på de udfordringer, I kommer ud for, mens I vogter jeres hjord mod de »glubske ulve«, som omgiver dem (se Matt 7:15; ApG 20:29). Vi ved, at også I er meget bekymrede for medlemmerne i jeres menighed og stav, og at I bruger megen tid og mange kræfter på dem. Vi beder vore udvalgte ledere om meget. Vi lægger mange byrder på jer. I bliver bedt om at køre kirkens programmer, afholde interviews og sidde i råd med medlemmerne, sørge for, at økonomien i stav og menighed fungerer retmæssigt, lede velfærdsprojekter, opføre bygninger og engagere jer i et væld af andre tidskrævende aktiviteter.

Selv om ingen af disse aktiviteter må ignoreres eller tilsidesættes, så er det ikke det allervigtigste, I kan gøre for dem, I betjener. I de senere år har vi tid efter anden vejledt jer om, at visse aktiviteter resulterer i større åndelighed end andre. Allerede i 1970 sagde præsident Harold B. Lee til regionalrepræsentanterne:

›Vi er overbevist om, at vore medlemmer hungrer og tørster efter evangeliet, ufortyndet og med dets rigdom af sandhed og indsigt … Der er nogle, som ser ud til at have glemt, at de stærkeste våben, Herren har givet os mod alt ondt, er hans egne erklæringer; de tydelige og enkle lærdomme om frelse, som står i skrifterne‹ (fra et seminar for regionalrepræsentanter, 1. okt. 1970, s. 6).

Der følger store velsignelser, »når enkeltpersoner og familier fordyber sig i skriften«.

I et budskab fra Det Første Præsidentskab i 1976 sagde præsident Spencer W. Kimball:

»Jeg er overbevist om, at vi hver især, på et eller andet tidspunkt i livet, er nødt til selv at opdage skrifterne – og ikke kun én gang, men igen og igen …

Herren driver ikke spøg med, at han giver os disse ting, for ›enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af‹ (Luk 12:48). Når vi har adgang til disse ting, betyder det, at vi har et ansvar for dem. Vi må studere skrifterne i henhold til Herrens befaling (se 3 Ne 23:1-5) – og lade dem styre vores livsførelse« (Ensign, sep. 1976, s. 4-5).

I april 1982 talte ældste Bruce R. McConkie til regionalrepræsentanterne om, hvor højt vi bør prioritere skrifterne. Han sagde: »Vi er så travlt optagede af programmer og statistikker og begivenheder, af huse, jord og penge og af at nå forskellige mål, som kan kaste glans over vores arbejdes fortrinlighed, at vi glemmer det, der er vigtigere. Uanset hvor dygtige menneskene er til at administrere, hvor veltalende de kan fremlægge deres synspunkter, hvor lærde de er i det verdslige – så går de glip af Åndens milde hvisken, som de kunne have fået, dersom de ville betale prisen for den – nemlig at meditere og bede mens de studerer skrifterne« (fra et seminar for regionalrepræsentanter den 2. okt. 1982, s. 1-2).

Samme dag talte ældste Boyd K. Packer til stavspræsidenter og regionalrepræsentanter. Han sagde: »Byggerier og budgetter, rapporter og programmer og fremgangsmåder er meget vigtige. Men de kan i sig selv ikke tilføre os den nødvendige åndelige næring, og gennem dem vil vi ikke kunne udrette det, som Herren har bedt os om … Det rigtige, det som giver den sande, åndelige næring, er centreret i skriften« (fra et møde med stavspræsidenter og regionalrepræsentanter, 2. apr. 1982, s. 1-2).

Jeg vil gerne tilslutte mig disse kloge og inspirerede brødre og sige til jer, at noget af det vigtigste, I præstedømmeledere kan gøre, er at fordybe jer i skrifterne. Søg dem flittigt. Tag for jer af Kristi ord. Sæt jer ind i læresætningerne. Tilegn jer principperne deri. I kan ikke bruge jeres kræfter på meget andet, som kan give jer større udbytte i jeres kaldelse. Der findes ikke mange andre måder at opnå større inspiration på, mens I tjener Gud.

Men hvor værdifuldt det end er, så er det i sig selv ikke nok. I er nødt til at indrette jeres arbejde og aktiviteter således, at I kan motivere Kirkens medlemmer til meningsfyldt at studere skriften. Vi bruger ofte en masse kræfter i vore forsøg på at øge aktivitetsniveauet i vore stave. Vi arbejder ihærdigt på at hæve den procentvise deltagelse ved nadvermøderne. Vi arbejder på at få en højere procentdel af vore unge mænd til at tage på mission. Vi bestræber os på at få flere viet i templet. Det er alt sammen rosværdigt og vigtigt for rigets vækst. Men når det enkelte medlem og familier regelmæssigt og konsekvent selv fordyber sig i skriften, vil aktiviteten på de andre områder automatisk stige. Vidnesbyrdene vil blive styrket. Hengivenheden vil tiltage. Familierne vil blive stærkere. Personlig åbenbaring vil tilflyde os.³

Når vi studerer Guds ord, vil vi modtage vejledning i vores hverdag, heling af sjælen og kraft til at undgå bedrag og modstå fristelse.

Profeten Joseph Smith sagde, at »Mormons Bog var den mest korrekte bog på jorden og vor religions slutsten, og at et menneske ville komme Gud nærmere ved at efterleve forskrifterne i den end i nogen anden bog« (Indledning til Mormons Bog, fremhævelse tilføjet). Er det ikke det, vi ønsker for medlemmerne i vore menigheder og stave? Ønsker vi ikke, at de skal komme Gud nærmere? Tilskynd dem derfor på enhver mulig måde til at fordybe sig i vor tids forunderlige vidnesbyrd om Kristus.

I må hjælpe de hellige til at indse, at det ikke er en byrde, Herren har pålagt dem, når han siger, at de skal studere og ransage skrifterne, men at det er en pragtfuld velsignelse og mulighed. Bemærk, hvad Herren selv har sagt om fordelene ved at studere hans ord. Han sagde til den store profet og leder, Josva:

»Denne lovbog skal du altid have på dine læber; du skal grunde på den dag og nat og omhyggeligt gøre alt, hvad der står i den; da vil det gå dig godt, da vil du have lykken med dig« (Jos 1:8; fremhævelse tilføjet).

Herren lovede ikke Josva materiel velstand og berømmelse, men at han i dette liv ville gå fremad i retfærdighed, og at han ville få succes med det, der betyder mest i livet – nemlig at finde den sande glæde (se 2 Ne 2:25).

Har I medlemmer i jeres stave, medlemmer, hvis tilværelse er knust af synd eller ulykke, som er fortvivlede og uden håb? Har I længtes efter at finde en måde at hjælpe dem til at hele deres sår på og berolige deres betrængte sjæl? Profeten Jakob siger, lige hvad der skal til i sit bemærkelsesværdige løfte: »Jeg formoder, at de er kommet herop for at høre Guds behagelige ord, ja, det ord, der læger den sårede sjæl« (Jakob 2:8; fremhævelse tilføjet).

I vore dage er verden fyldt med besnærende og tiltrækkende ideer, som kan føre selv de bedste af vore medlemmer ud i fejltagelser og bedrag. Studerende ved universiteterne bliver somme tider så fyldt med verdslige lærdomme, at de kommer til at tvivle på evangeliets lære. Hvordan hjælper I præstedømmeledere jeres medlemmer til at værne sig mod sådanne bedrageriske lærdomme? Frelseren gav løsningen i sin storslåede bjergprædiken, da han lovede: »Og den, som omhyggeligt bevarer mit ord, skal ikke blive ført vild« (JS-M 1:37; fremhævelse tilføjet).

Skrifterne er fyldt med lignende løfter om ordets værdi. Har I medlemmer, som længes efter at få vejledning i deres liv? I Salmerne står der: »Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti« (Sl 119:105), og Nefi lover, at når I tager for jer af Kristi ord, så vil de »fortælle jer alt det, som I skal gøre« (2 Ne 32:3).

Er der medlemmer i jeres hjord, der er så dybt involveret i synd, at de ser sig nødsaget til at holde sig væk? Helaman har også et løfte til dem: »Ja, vi ser, at hver den, der vil, kan gribe fat i Guds ord, som er levende og virksomt, som skal sønderdele al Djævelens snedighed og alle hans snarer og rænker« (Hel 3:29).

Succes i retfærdighed, kraft til at undgå bedrag og til at modstå fristelser, vejledning i vores daglige liv, helse for sjælen – det er blot nogle få af de løfter, Herren har givet dem, der vil komme til hans ord. Lover Herren noget uden at holde det? Hvis han siger, at vi vil få disse ting, så vil vi selvfølgelig også få velsignelserne, hvis vi holder os til hans ord. Men gør vi det ikke, kan vi miste velsignelserne. Uanset hvor flittige vi er på andre områder, så er der visse velsignelser, man kun kan finde gennem skrifterne, kun ved at komme til Herrens ord og holde fast ved dem på vores vej gennem den mørke tåge mod livets træ.⁴

Herrens ord er en dyrebar gave, og vi må ikke behandle den letsindigt.

Og dersom vi ignorerer det, som Herren har givet os, kan vi miste lige netop den kraft og de velsignelser, vi søger efter. Herren gav de første hellige denne alvorlige advarsel i forbindelse med Mormons Bog: »Og jeres sind har tidligere været formørket på grund af vantro, og fordi I har behandlet det, som I har fået, letsindigt –

hvilken stolthed og vantro har bragt hele kirken under forsømmelse.

Og denne fordømmelse hviler over Zions børn, ja, dem alle.

Og de skal forblive under denne fordømmelse, indtil de omvender sig og erindrer den nye pagt, nemlig Mormons Bog« (L&P 84:54-57).

Kære brødre, lad os ikke være letsindige med de storslåede ting, vi har modtaget fra Guds hånd! Hans ord er noget af det mest værdifulde, han har skænket os. Jeg vil kraftigt tilskynde jer til på ny at forpligte jer til at studere skrifterne. Fordyb jer i dem dagligt, så I kan have Åndens kraft hos jer i alle jeres kaldelser. Læs dem i familien og lær jeres børn at elske og værdsætte dem. Forsøg på enhver mulig måde bønsomt og i samråd med andre at opmuntre dem til at følge jeres eksempel. Gør I det, vil I opdage det samme, som Alma gjorde, nemlig at »forkyndelsen af ordet [har] en stærk tendens til at få folket til at gøre det, der [er] retfærdigt – ja, den [har] en større virkning på folkets sind end sværdet eller noget som helst andet, der [er] hændt dem« (Alma 31:5).

Og ligesom Alma siger jeg til jer: »Det [er] tjenligt, at [I skal] prøve virkeevnen af Guds ord« (Alma 31:5).⁵

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Overvej det, som præsident Benson anførte som »løsningen på vor tids store udfordringer« (afsnit 1). Hvordan kan den løsning være os en hjælp, når vi møder udfordringer?
Gennemgå de resultater, som præsident Benson sagde, det ville give, »når det enkelte medlem og familier regelmæssigt og konsekvent selv fordyber sig i skriften« (afsnit 2). Hvorfor tror I, at studium af skriften kan føre til sådanne resultater?
Præsident Benson sagde, at skrifterne er en velsignelse og ikke en byrde (se afsnit 3). Hvilke velsignelser har I og jeres familie fået gennem studium af skriften? Hvilket råd kunne I tilbyde en, som føler, at studium af skriften er en byrde?
Hvilke farer er der ved at behandle Guds ord letsindigt? (Se afsnit 4). Hvad kan vi gøre for at vise Guds ord større opmærksomhed?

Skriftstedshenvisninger

ApG 17:11; 2 Tim 3:16-17; 1 Ne 19:23-24; Alma 32:21-43; L&P 18:33-36; 21:4-6; 68:1-4

Studiehjælp

»Mange synes bedst om at studere om morgenen efter nattens hvile … Andre foretrækker at studere i de stille timer efter dagens arbejde og bekymringer … Men måske er det vigtigere, at der sættes et fast tidspunkt af til studium hver dag, end hvornår på dagen man studerer« (se Howard W. Hunter, »Studium af skrifterne«, Den danske Stjerne, maj 1980, s. 98-99).