Kapitel 24

Et liv, der er centreret om Kristus

»Den bedste målestok for sand storhed er, hvor kristuslignende vi er.«

Fra Ezra Taft Bensons liv

Præsident Ezra Taft Benson citerede ofte Frelserens råd til de tolv nefitiske disciple: »Hvad slags mænd burde I derfor være? Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er« (3 Ne 27:27).¹ Dette princip – om behovet for at være mere kristuslignende – var et gennemgående tema i præsident Bensons virke, især da han tjente som præsident for De Tolv Apostles Kvorum og som Kirkens præsident.

Eftersom præsident Benson havde viet sit liv til at tjene Herren, talte han med kraft og overbevisning, da han bar følgende vidnesbyrd:

»Jeg vidner for jer om, at der ikke findes nogen større eller mere spændende eller sjælsforædlende udfordring end at forsøge at lære Kristus at kende og vandre i hans fodspor. Vores forbillede, Jesus Kristus, gik omkring på denne jord og var ›eksemplet‹. Han er vores talsmand hos Faderen. Han udvirkede det store sonoffer, så vi kan nyde en fylde af glæde og blive ophøjet i overensstemmelse med hans nåde og vores omvendelse og retfærdighed. Han gjorde alt perfekt og har befalet os at være fuldkomne, ligesom han og Faderen er fuldkomne (se 3 Ne 12:48).

›Hvad ville Jesus have gjort?‹ eller ›hvad ønsker han, at jeg skal gøre?‹ er de vigtigste spørgsmål, vi kan stille os selv i dette liv. Den største bedrift, vi kan udføre i dette liv, er at vandre ad hans stier. Den mand eller kvinde, der i sandhed har størst succes i dette liv, er den, som kommer tættest på at leve som Mesteren.«²

Når præsident Benson formanede de hellige til at følge Frelserens fuldkomne eksempel, mindede han dem samtidig om, at det kun lader sig gøre med Frelserens hjælp. Han sagde:

»Jeg ved, at Herren lever. Jeg ved, at han elsker os. Jeg ved, at ingen kan opnå succes uden ham, og ingen af dem, der indgår partnerskab med ham, vil få fiasko.

Jeg ved, at Gud kan få langt mere ud af vore liv, end vi selv kan.

Må vi alle have det moralske mod fra nu af til fuldt ud at stræbe efter hver dag at tænke på Kristus, lære af ham, vandre i hans fodspor og gøre det, som han ønsker, at vi gør.«³

Jesus sagde: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig« (Joh 14:6).

Ezra Taft Bensons lærdomme

Jesu Kristi eksempel og belæringer sætter en stor standard for hele menneskeheden.

For to tusinde år siden gik der en fuldkommen mand omkring på jorden: Jesus Kristus. Han var søn af en himmelsk far og en jordisk mor. Han var denne verdens Gud, under Faderen. Han underviste menneskene i sandheden, som kunne frigøre dem. Hans eksempel og forskrifter udgjorde den høje standard, som er den eneste sikre vej for hele menneskeheden.⁴

Ingen anden enkeltstående påvirkning har haft så stor en indvirkning på denne jord, som Jesu Kristi liv har. Vi kan ikke begribe vores liv uden hans lærdomme. Uden ham ville vi være fortabt i et blændværk af tro og gudsdyrkelse affødt af frygt og mørke, hvor det sensuelle og materialistiske hersker. Vi kommer til kort over for det mål, han har sat for os, men vi må aldrig tabe det af syne, ej heller må vi glemme, at vores klatren mod lyset, mod fuldkommenhed ikke ville være mulig uden hans lære, liv, død og opstandelse.

Vi må igen og igen lære, at det kun er ved at acceptere og efterleve kærlighedens evangelium, som selveste Mesteren underviste i, og kun ved at gøre hans vilje, at vi kan bryde uvidenhedens og tvivlens lænker, som binder os. Vi må lære denne enkle og glorværdige sandhed, så vi kan opleve Åndens sødmefulde glæder nu og for evigt. Vi må lære at miste os selv i udførelsen af hans vilje. Vi må lade ham komme i første række i vores liv.⁵

I det 14. kapitel af Johannesevangeliet tager Jesus ømt afsked med sine disciple efter den første nadver. Han fortæller dem, at han tager bort for at gøre en plads rede til dem i sin Faders hus, for at de også kan være, hvor han er. Og Thomas siger til ham:

»›Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?‹

Jesus sagde til ham: ›Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig‹« (Joh 14:5-6). Vejen ligger åben for os. Den er tydeligt markeret.⁶

Vi kommer til Kristus, når vi ser hen til ham i hver en tanke og tilegner os hans egenskaber.

Som det formuleres i Mormons Bog, er vi nødt til »at tro på Kristus og ikke forkaste ham« (2 Ne 25:28). Vi må sætte vores lid til Kristus og ikke til en arm af kød (se 2 Ne 4:34). Vi må ›kom[me] til Kristus, og bliv[e] fuldkommengjort i ham‹ (Moro 10:32). Vi må komme »med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd« (se 3 Ne 12:19), hungrende og tørstende efter retfærdighed (se 3 Ne 12:6). Vi er nødt til tage for os af Kristi ord (se 2 Ne 31:20), som vi modtager gennem skriften, hans salvede og hans hellige Ånd.

Kort sagt må vi »følge den levende Guds Søns eksempel« (2 Ne 31:16).⁷

Herren har sagt: »Se hen til se mig i alle jeres tanker« (L&P 6:36). At se hen til Herren i enhver tanke er den eneste mulige vej til at blive den slags mænd og kvinder, som vi bør være.

Herren stillede sine disciple dette spørgsmål: »Hvad slags mænd burde I derfor være?« Det besvarede han selv ved at sige: »Ligesom jeg er« (3 Ne 27:27). For at blive, som han er, må vi konstant have ham i vores tanker. Hver gang vi deltager i nadveren, lover vi at erindre ham altid (Moro 4:3; 5:2; L&P 20:77, 79).

Hvis tanker gør os til det, vi er, og vi skal blive som Kristus, så er vi nødt til at tænke kristuslignende. Lad mig lige gentage det: Hvis tanker gør os til det, vi er, og vi skal blive som Kristus, så er vi nødt til at tænke kristuslignende.

Vi bør rette vore tanker mod Herren. Vi bør tænke på Kristus.⁸

Lad vores liv, vores hjem og vores arbejde afspejle vores kristuslignende karakter. Lev, så andre kan sige om jer: »Der er en sand kristen!«

Ja, vi tror på Jesus Kristus, men ikke kun det –vi ser hen til ham, vi sætter vores lid til ham og stræber efter at ligne ham.⁹

Kristus er vores ideal. Han er vores mønstereksempel … Den bedste målestok for sand storhed er, hvor kristuslignende vi er.¹⁰

At være som Frelseren – sikke en udfordring for enhver. Han er medlem af Guddommen. Han er Frelseren og Forløseren. Han var på enhver måde fuldkommen. Der var ikke det mindste at udsætte på ham. Er det muligt for os … at være som han er? Svaret er ja. Ikke alene kan vi, vi er forpligtet til det, det er vores ansvar. Han ville ikke give os den befaling, hvis han ikke mente, vi kunne og skulle adlyde den [se Matt 5:48; 3 Ne 12:48].

Apostlen Peter, som her er portrætteret med den opstandne Jesus Kristus, belærte os om, hvordan vi kan tilegne os Frelserens karaktertræk.

Apostlen Peter talte om den proces, hvorved et menneske kan »få del i guddommelig natur« (2 Pet 1:4). Det er meget vigtigt, for hvis vi virkelig får del i den guddommelige natur, vil vi blive som Gud. Lad os undersøge, hvad Peter lærer os om denne proces. Dette er, hvad han sagde:

»Sæt netop derfor al jeres iver ind på, at I til jeres tro føjer dyd, til dyden erkendelse,

til erkendelsen selvbeherskelse, til selvbeherskelsen udholdenhed, til udholdenheden gudsfrygt,

til gudsfrygten brodersind, og til brodersindet kærlighed« (2 Pet 1:5-7).

De dyder, som Peter opridser, er del af den guddommelige natur eller Frelserens karaktertræk. Det er disse dyder, vi må stræbe efter at opnå, hvis vi skal blive mere som ham. Lad os derfor tale om et par af disse vigtige træk.

Det første karaktertræk, på hvilket alle de andre hæftes, er tro. Tro er den grundvold, på hvilken den guddommelige karakter bygges …

Peter siger så, at vi til troen skal føje dyd … Dydig opførsel vil sige, at ens tanker og handlinger er rene. Man vil ikke nære begær i sit hjerte, for at gøre det er at »fornægte troen og … ikke have Ånden« (L&P 42:23) – og intet er vigtigere i dette værk end at have Ånden …

Dyd er beslægtet med hellighed, det er et guddommeligt karaktertræk. [Vi] bør aktivt stræbe efter det, der er dydigt og elskeligt og ikke det, der er fornedrende og lavt. Lad altid dyd pryde [vore] tanker (se L&P 121:45). Hvordan kan nogen hengive sig til pornografiens onder, gudsbespottelse og vulgaritet, og dog betragte sig selv som fuldstændig dydig? …

Det næste trin, Peter nævner i denne udviklingsproces, er at føje erkendelse til vores tro og dyd. Herren har sagt os, at »det er umuligt for et menneske at blive frelst i uvidenhed« (L&P 131:6). Et andet sted har Gud befalet: »Søg visdomsord i de bedste bøger; stræb efter at lære, ja, ved studium og også ved tro« (L&P 88:118) … Selv om studiet af enhver sandhed er værdifuldt, så er de frelsende sandheder de vigtigste, som et menneske kan studere. Herrens spørgsmål: »For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?« (Matt 16:26) kan lige så vel bruges om tilegnelsen af verdslig lærdom, som om tilegnelsen af verdslig gods. Herren kunne også have spurgt: »For hvad hjælper det et menneske, at han lærer alt i verden, men ikke hvordan man bliver frelst?« …

Ved at forene vores åndelige uddannelse med vores verdslige studium kan vi bedre fokusere på det, der har størst betydning her i livet …

Et andet træk, som Peter peger på i den guddommelig natur, er selvbeherskelse. Et selvbehersket menneske kan tøjle sine følelser og verbale udbrud. Han viser mådeholdenhed i alt og tillader sig ikke at ty til overdrivelser. Han har med andre ord selvkontrol. Han er herre over sine følelser, ikke omvendt …

Til vores selvbeherskelse skal vi tilføje udholdenhed … Udholdenhed er en anden form for selvkontrol. Det er evnen til at udskyde fornøjelser og tøjle sine lyster. I omgangen med sine kære vil det udholdende menneske ikke udvise en ubesindig adfærd, som vedkommende senere vil fortryde. Udholdenhed er at bevare fatningen i stress-situationer. Et udholdende menneske udviser forståelse for andres fejl.

Et udholdende menneske venter også på Herren. Nu og da læser eller hører vi om folk, der søger en velsignelse fra Herren, men bliver utålmodige, når den ikke straks kommer. En del af den guddommelige natur er at have så meget tillid til Herren, at man kan være »rolig og vid[e], at [han] er Gud« (L&P 101:16).

Et menneske, der er udholdende, vil være tolerant over for sine kæres fejl og ufuldkommenheder. Fordi han elsker dem, vil han ikke finde fejl eller kritisere eller bebrejde.

Et andet karaktertræk, som Peter nævner, er kærlighed … Den, der er kærlig, er medfølende og mild over for andre. Han er betænksom over for andres følelser og er høflig. Han er en hjælpsom natur. Kærlighed tilgiver andres fejl og svagheder. Kærlighed strækker sig til alle – til gamle og unge, til dyr, til de fattige såvel som de rige.

Disse er den guddommelige naturs sande kendetegn. Forstår I nu, hvordan vi kan blive mere kristuslignende, når vi er mere dydige, mere kærlige, mere udholdende og har mere kontrol over vore følelser?

Apostlen Paulus brugte nogle levende vendinger til at illustrere, at et medlem af Kirken må adskille sig fra verden. Han opfordrede os til at »[iklæde os] Kristus« (Gal 3:27), »aflægge det gamle menneske« og »iføre [os] det nye menneske« (Ef 4:22, 24).

Den sidste og kronende egenskab i den guddommelige karakter er næstekærlighed eller Kristi rene kærlighed (se Moro 7:47). Hvis vi virkelig vil stræbe efter at blive mere som vor Frelser og Mester, så må det at lære at elske, som han elskede, være vores største mål. Mormon kaldte næstekærlighed ›det største af alt‹ (Moro 7:46).

Man taler meget om kærlighed i verden i dag, og mange søger efter den. Men Kristi rene kærlighed adskiller sig væsentligt fra det, verden forstår ved kærlighed. Næstekærligheden søger ikke selvisk tilfredsstillelse. Kristi rene kærlighed søger og ønsker kun, at andre mennesker opnår evig udvikling og glæde …

Frelseren erklærede, at evigt liv er at kende den eneste sande Gud og hans Søn Jesus Kristus (se Joh 17:3). Hvis det er sandt, og jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om, at det er sandt, så må vi spørge os selv, hvordan vi kan lære Gud at kende. Denne proces med at føje det ene guddommelige karaktertræk til det andet, sådan som Peter beskriver, bliver selve nøglen til at opnå den kundskab, der fører til evigt liv. Læg mærke til Peters løfte, som følger umiddelbart efter beskrivelsen af processen:

»For når alt dette findes og vokser hos jer, kan I aldrig være uden flid og uden frugt i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus« (2 Pet 1:8, fremhævelse tilføjet) …

Jeg beder til, at disse af Frelserens kvaliteter og karaktertræk må findes i os, så vi, når han på dommens dag spørger hver enkelt af os om, hvilken slags menneske vi er, må kunne løfte vores blik i taknemlighed og glæde og svare: »Sandelig, som du er.«¹¹

Frelseren vil styrke og støtte os i vores bestræbelser på at blive på den sti, han har vist os.

Selvom vi måtte komme væk fra den sti, som manden fra Galilæa viste os, selvom vi fejler i vores personlige kampe …står vi ikke uden hans hjælp. Atter og atter sagde han til sine disciple og til os alle: »Jeres hjerte må ikke forfærdes …

Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det …

Jeg vil ikke efterlade jer faderløse …

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer …« (Joh 14:1, 14, 18, 27).¹²

Lad os igen se på Mormons Bog … for at lære nogle principper om, hvordan vi kommer til Kristus, hengiver os til ham, gør ham til midtpunkt og lader vores vilje opsluge i hans. Lad os citere et par af de mange skriftsteder om dette:

For det første må vi vide, at Kristus opfordrer os til at komme til ham. »Se, han sender en opfordring til alle mennesker; for barmhjertighedens arme er strakt ud mod dem … ja, han siger: Kom til mig, så skal I nyde af frugten af livets træ« (Alma 5:33-34).

Kom for han står »med åbne arme for at tage imod jer« (Morm 6:17).

Kom så »vil han trøste jer i jeres trængsler, så vil han tale jeres sag« (Jakob 3:1).

»Ja, kom til ham og bring hele jeres sjæl som et offer til ham« (Omni 1:26).

Da Moroni afsluttede optegnelsen om det jereditiske folk, skrev han: »Jeg vil anbefale jer at søge denne Jesus, om hvem profeterne og apostlene har skrevet« (Eter 12:14).

De sidste ord, Moroni skrev om den nefitiske nations endeligt, var: »Ja, kom til Kristus, og bliv fuldkommengjort i ham, og fornægt jer selv al gudløshed; og hvis I fornægter jer selv al gudløshed og elsker Gud af al jeres kraft, sind og styrke, da er hans nåde tilstrækkelig for jer« (Moro 10:32).

De, som er Kristus hengivne, skal »stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder,« hvor de befinder sig, »ja, indtil til døden« (Mosi 18:9). De vil altid have Kristi navn »skrevet i hjertet« (Mosi 5:12). De vil påtage sig »Kristi navn og [have] en fast beslutning om at ville tjene ham til enden« (Moro 6:3).

Vi lever et liv, der er centreret om Kristus, så »taler [vi] om Kristus, fryder [vi] os i Kristus, prædiker [vi] om Kristus« (2 Ne 25:26). Vi modtager »Guds behagelige ord, og tag[er] for [os] af hans kærlighed« (Jakob 3:2). Selv da Nefis sjæl var tynget af sorg over hans ufuldkommenhed, sagde han: »Jeg [ved,] til hvem jeg har sat min lid. Min Gud har været min støtte« (2 Ne 4:19-20).

Vi husker sikkert Almas råd: »Lad alle dine gerninger være for Herren, og hvor du end går hen, lad det ske i Herren; ja, lad dine tanker være henvendt til Herren; ja, lad dit hjertes hengivenhed være rettet mod Herren for evigt. Rådfør dig med Herren i alle dine gerninger« (Alma 37:36-37).

Helaman sagde: »Husk, husk, at det er på klippen, vor forløser, som er Kristus … at I skal bygge jeres grundvold, så når Djævelen udsender sine mægtige vinde … at [de] ingen magt skal få over jer til at drage jer ned i elendighedens … kløft« (Hel 5:12).

Nefi sagde: »Han har fyldt mig med sin kærlighed, ja, som om mit kød skulle fortæres« (2 Ne 4:21). De, som lader sin vilje opsluge i Kristus, bliver »gjort levende i Kristus« (2 Ne 25:25). De vil ikke »lide nogen slags trængsler, uden at de blev opslugt i glæden over Kristus« (Alma 31:38). De bliver »favnet i Jesu arme« (Morm 5:11). Nefi sagde: »Jeg fryder mig ved min Jesus, for han har forløst min sjæl« (2 Ne 33:6). Lehi sagde: »Jeg er i evighed omsluttet af hans kærligheds arme« (2 Ne 1:15) …

Den ædle sjæl, Mormon, skrev i et brev til sin elskede søn, Moroni, disse ord:

»Min søn, vær trofast i Kristus; og måtte ikke det, som jeg har skrevet, bedrøve dig, så det tynger dig til døde, men måtte Kristus løfte dig op, og måtte hans lidelser og død og det, at han viste sit legeme for vore fædre, og hans barmhjertighed og langmodighed og håbet om hans herlighed og om det evige liv bo i dit sind for evigt.

Og måtte nåden fra Gud Faderen, hvis trone er høj i himlene, og fra vor Herre Jesus Kristus, som sidder ved hans magts højre hånd, indtil alting skal blive ham underkastet, være og forblive hos dig for evigt« (Moro 9:25-26).

Det er min bøn for os alle sammen, at vi også må følge dette inspirerede råd: »Vær trofast i Kristus.« Så vil han ophøje os, og hans nåde vil være med og dvæle hos os for evigt.¹³

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Benson sagde: Ingen anden enkeltstående påvirkning har haft så stor en indvirkning på denne jord, som Jesu Kristi liv har« (afsnit 1). På hvilke måder har Frelserens liv en indvirkning på jorden? Hvordan har hans liv påvirket jer?
Hvordan ændrer vores liv sig, når vi »tænke[r] på Kristus«? Hvordan hænger vore tanker sammen med vore karaktertræk? Når I studerer afsnit 2, så tænk nøje over, hvad I kan gøre for i større grad at udvikle de kristuslignende egenskaber, der nævnes der.
Hvordan kan belæringerne i afsnit 3 give os håb i vores stræben efter at blive Frelseren mere lig? Hvordan har Frelseren hjulpet jer i jeres bestræbelser på at følge ham?

Skriftsteder

Mark 8:34; Fil 4:13; 1 Joh 3:23-24; 2 Ne 25:23, 26; Mosi 3:19; Alma 7:11-13; Moro 7:48

Studiehjælp

»Planlæg studieaktiviteter, som opbygger din tro på Frelseren« (Forkynd mit evangelium, 2005, 2007, s. 22). Når I studerer kan I for eksempel stille jer selv spørgsmål som: »Hvordan kan disse belæringer hjælpe mig til større forståelse af Jesu Kristi forsoning? Hvordan kan de hjælpe mig til at blive mere lig Frelseren?«