Kirkens præsidenters lærdomme
Indledning


Indledning

Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum har ladet serien Kirkens præsidenters lærdomme udarbejde for at hjælpe dig til at få et tættere forhold til din himmelske Fader og give dig en dybere forståelse af Jesu Kristi gengivne evangelium. Efterhånden som Kirken udgiver nye bind i denne serie, kan du opbygge en samling af evangeliske opslagsbøger i dit hjem. Bøgerne i denne serie er udarbejdet med henblik på anvendelse til både personligt studium og undervisning om søndagen. De kan også være en hjælp til at forberede andre lektioner og taler eller til at svare på spørgsmål om Kirkens lære.

Denne bog indeholder præsident Ezra Taft Bensons lærdomme. Han tjente som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige fra den 10. november 1985 til den 30. maj 1994.

Personligt studium

Søg bønsomt Helligåndens inspiration, når du studerer præsident Ezra Taft Bensons lærdomme. Spørgsmål i slutningen af hvert kapitel kan hjælpe dig til at overveje, forstå og anvende præsident Bensons lærdomme. Følgende forslag kan hjælpe dig:

  • Nedskriv tanker og følelser, der kommer til dig fra Helligånden, når du studerer.

  • Understreg passager, som du ønsker at huske. Overvej at lære disse passager udenad eller skriv dem i dine skrifter ud for tilknyttede vers.

  • Læs et kapitel eller en passage mere end en gang, så du bedre kan forstå det.

  • Stil dig spørgsmål som følgende: Hvordan har præsident Bensons lærdomme forøget min forståelse af evangeliske principper? Hvad ønsker Herren, at jeg skal lære af disse lærdomme?

  • Fortæl familiemedlemmer og venner om, hvad du har lært.

  • Spørg dig selv, hvordan lærdommene i denne bog kan hjælpe dig med personlige udfordringer og problemer.

Undervisning baseret på denne bog

Denne bog er udarbejdet til brug i hjemmet og i Kirken. Følgende retningslinjer kan være en hjælp, når du underviser ud fra hæftet.

Forbered undervisningen

Søg Helligåndens vejledning, når du forbereder dig på at undervise. Studér bønsomt det pågældende kapitel for at være sikker i din forståelse af præsident Bensons lærdomme. Du kan undervise med større oprigtighed og kraft, når hans ord har påvirket dig personligt (se L&P 11:21).

Hvis du underviser i en lektion i Det Melkisedekske Præstedømme eller Hjælpeforeningen, bør du ikke lægge denne bog til side eller forberede lektioner ud fra andre materialer. Udvælg bønsomt de lærdomme i kapitlet, som du føler, vil være til størst gavn for dem, du underviser. Nogle kapitler indeholder mere stof, end du vil være i stand til at drøfte i løbet af klassetiden.

Motivér deltagerne til at studere kapitlet før lektionen og til at medbringe deres hæfte. Når de gør det, har de bedre forudsætninger for at deltage i drøftelser og opbygge hinanden.

Når du forbereder dig til at undervise, så læg især mærke til afsnittet »Forslag til studium og undervisning« i slutningen af hvert kapitel. Her finder du spørgsmål, relevante skriftsteder og hjælp til studium og til undervisning. Spørgsmålene og de relevante skriftsteder hænger sammen med det kapitel, som de findes i. Hjælp til studium og til undervisning kan vejlede dig i al din indsats for at lære om og efterleve evangeliet og hjælpe andre til at gøre det samme.

Præsentation af kapitlet

Prøv at skabe en atmosfære, hvor Ånden kan røre hjertet og sindet hos dem, du underviser, når du præsenterer kapitlet og i løbet af lektionen. Hjælp dem i indledningen af lektionen til at fokusere på lærdommene i kapitlet. Du kan eventuelt bruge et eller flere af følgende forslag:

  • Læs og tal om afsnittet »Fra Ezra Taft Bensons liv« i begyndelsen af kapitlet.

  • Tal om et billede eller et skriftsted fra kapitlet.

  • Syng en relevant salme sammen.

  • Fortæl kort om en personlig oplevelse om emnet.

Led en drøftelse om præsident Bensons lærdomme

Tilskynd andre til at fortælle om deres tanker, stille spørgsmål og undervise hinanden, når du underviser ud fra denne bog. Når de deltager aktivt, vil de være mere beredt på at lære og modtage personlig åbenbaring. Giv plads til gode drøftelser frem for at prøve at gennemgå alle lærdommene. For at opmuntre til samtale kan du anvende spørgsmålene i slutningen af hvert kapitel. Du kan også formulere dine egne spørgsmål, der passer særligt til dem, du underviser.

Følgende forslag kan give dig yderligere ideer:

  • Bed deltagerne om at fortælle, hvad de har lært af deres personlige studium af kapitlet. Det kan være en fordel at kontakte nogle få deltagere i løbet af ugen og bede dem om at forberede sig på at fortælle om det, de har lært.

  • Bed deltagerne om at læse udvalgte spørgsmål fra slutningen af kapitlet (enten enkeltvis eller i små grupper). Bed dem om at se efter lærdomme i kapitlet, der vedrører spørgsmålene. Lad dem derpå fortælle om deres tanker og indblik.

  • Læs nogle af præsident Bensons lærdomme fra kapitlet sammen. Bed deltagerne om at komme med eksempler fra skrifterne og egne oplevelser, som illustrerer disse lærdomme.

  • Bed deltagerne om at vælge et afsnit og læse det på egen hånd. Opdel dem i grupper på to eller tre personer, som valgte det samme afsnit, og lad dem tale om det, de har lært.

Tilskynd til samtale og anvendelse

Præsident Bensons lærdomme vil give mest mening for de deltagere, der fortæller andre om dem og anvender dem. Du kan eventuelt bruge et eller flere af følgende forslag:

  • Spørg deltagerne om, hvordan de kan anvende præsident Bensons lærdomme i de ansvar, de har derhjemme og i Kirken. Du kan for eksempel bede dem om at overveje og drøfte, hvordan de kan anvende hans lærdomme som ægtemand, hustru, forælder, søn, datter, hjemmelærer eller besøgslærer.

  • Tilskynd deltagerne til at fortælle familiemedlemmer og venner om præsident Bensons lærdomme.

  • Anspor deltagerne til at anvende det, de har lært, og fortælle om deres oplevelser ved begyndelsen af klassen næste gang.

Afrunding af drøftelsen

Sammenfat kort lektionen eller bed en eller to deltagere om det. Bær vidnesbyrd om de lærdomme, I har talt om. Du kan også bede andre om at bære deres vidnesbyrd.

Oplysninger om de kilder, der citeres i denne bog

Lærdommene i denne bog er direkte citater fra taler, artikler, bøger, breve og dagbøger af og om præsident EzraTaft Benson. De oprindelige kilder på engelsk spænder over en lang periode, og i oversættelsen har man forsøgt at bibeholde sproget, medmindre det af hensyn til læsbarheden har været nødvendigt at foretage redaktionelle eller typografiske ændringer. Af denne årsag kan du støde på små forskelle i teksten.

Præsident Benson brugte også ofte det engelske ord for mand eller mænd i betydningen alle mennesker, både mænd og kvinder. Han brugte ofte stedord som han, hans og ham med henvisning til begge køn. Det var almindeligt sprogbrug på hans tid. Trods denne forskel på den tids og vor tids sprogbrug gælder præsident Bensons lærdomme både kvinder og mænd.