»6.-12. januar. 1 Nefi 1-7: ›Jeg vil tage af sted og gøre det‹«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: Mormons Bog, 2020, 2020
»6.-12. januar. 1 Nefi 1-7«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: 2020
6.-12. januar
1 Nefi 1-7
»Jeg vil tage af sted og gøre det«
Nefi nedskrev »det, der hører Gud til« (1 Ne 6:3). Når du studerer Nefis skrivelser, så læg mærke til det, der hører Gud til, især indtryk fra Ånden.
Nedskriv dine indtryk
Mormons Bog begynder med en beretning om en rigtig familie, der oplever rigtige udfordringer. Det fandt sted 600 f.Kr., men der er ting i denne beretning, som kan virke bekendt for familier i vore dage. Familien boede i en verden med stigende ugudelighed, men Herren lovede dem, at hvis de ville følge ham, så ville han føre dem i sikkerhed. Undervejs havde de gode øjeblikke og dårlige øjeblikke; de oplevede store velsignelser og mirakler, men de oplevede også en del skænderier og strid. Det er sjældent, at der i skrifterne er sådan en lang beretning om en familie, der forsøger at efterleve evangeliet: En far, der kæmper for at indgyde sin familie tro, sønner, der beslutter, om de vil tro ham eller ej, en mor, der frygter for sine børns sikkerhed, og brødre, der håndterer jalousi og strid – og som nogle gange tilgiver hinanden. Generelt er der virkelig styrke i at følge eksemplerne på tro, som denne familie – på trods af deres ufuldkommenheder – viste.
Forslag til personligt skriftstudium
Skrifterne har stor værdi.
De første seks kapitler i Mormons Bog indeholder mange henvisninger til hellige bøger, hellige optegnelser og Herrens ord. Når du læser 1 Nefi 1-6, hvad lærer du så om, hvorfor Guds ord er »af stor værdi«? (1 Ne 5:21). Hvad lærer disse skriftsteder dig om skrifterne? Hvad finder du, som inspirerer dig til at søge i skrifterne med større forpligtelse?
Se også »Scriptures Legacy« (video, ChurchofJesusChrist.org).
Mormons Bog vidner om Jesus Kristus.
Mormons Bog begynder, idet den er tro mod den hensigt, der står i titelbladet – at overbevise alle om, at Jesus er Kristus – med Lehis bemærkelsesværdige syn om Frelseren. Hvad lærer du om Jesus Kristus af det, som Lehi så? Hvilke af Frelserens »store og forunderlige« gerninger findes i dit liv? (1 Ne 1:14).
Når jeg søger og stoler på Herren, kan han blødgøre mit hjerte.
Selvom Laman, Lemuel og Nefi alle voksede op i den samme familie og oplevede det samme, er der en stor forskel på, hvordan de reagerede på den guddommelige vejledning, som deres far modtog i dette kapitel. Når du læser 1 Nefi 2, se da, om du kan finde ud af, hvorfor Nefis hjerte blev blødgjort, mens hans brødres hjerte ikke blev. Du kan også tænke på din egen reaktion på Herrens vejledning, hvad enten det er gennem Helligånden eller hans profet. Hvornår har du følt, at Herren har blødgjort dit hjerte, så du mere villigt kunne tage imod hans vejledning og råd?
Gud bereder en vej for mig, så jeg kan gøre hans vilje.
Da Herren befalede Lehi og hans familie at få bronzepladerne fra Laban, kom han ikke med specifikke instruktioner om, hvordan hans befaling skulle udføres. Det gælder ofte ved andre befalinger eller de personlige åbenbaringer, vi modtager fra Gud, og det kan få os til at føle, at han har krævet »noget vanskeligt« (1 Ne 3:5). Hvad inspirerer dig ved Nefis reaktion på Herrens befaling i 1 Nefi 3:7, 15-16? Er der noget, som du føler dig tilskyndet til at »tage af sted og gøre«?
Når du studerer 1 Nefi 1-7, så se efter, hvordan Gud forberedte vejen for Lehi og hans familie. Hvordan har han gjort det for dig?
Se også Ordsprogene 3:5-6; 1 Nefi 17:3; »Obedience«, Gospel Topics, topics.ChurchofJesusChrist.org.
Når jeg ihukommer Guds gerninger, kan det give mig tro til at adlyde hans befalinger.
Da Laman og Lemuel havde lyst til at murre, havde de normalt Nefi og Lehi i nærheden til at opmuntre og formane dem. Når du har lyst til at murre, så kan du få værdifulde råd og perspektiv ved at læse Nefis og Lehis ord. Hvordan prøvede Nefi og Lehi at hjælpe deres familie til at opbygge tro på Gud? (se 1 Ne 4:1-3; 5:1-8; 7:6-21). Hvad lærer du af deres eksempler, som kan hjælpe dig næste gang, du fristes til at murre eller gøre oprør?
Forslag til familieskriftstudium og familieaften
Når du læser i skrifterne sammen med din familie, kan Ånden hjælpe dig til at vide, hvilke principper du skal lægge vægt på og drøfte med din familie for at møde deres behov. Her er nogle forslag.
1 Nefi 1-7
Når I gennemgår 1 Nefi 1-7, kan du opfordre din familie til at lægge mærke til interaktioner mellem medlemmerne i Lehi og Sarijas familie. Hvad kan vi lære af disse forhold, som kan hjælpe vores familie?
1 Nefi 2:20
Princippet i 1 Nefi 2:20 gentages ofte i Mormons Bog. Hvordan kan din familie anvende det i deres liv, når I studerer Mormons Bog sammen i år? I kan måske lave en plakat sammen, hvor Herrens løfte i dette vers står på, og derefter hænge den op i jeres hjem. Den kan være en påmindelse om regelmæssigt at tale om, hvordan I har set Herren give jeres familie fremgang, når I har holdt hans befalinger. Du kan overveje at skrive disse oplevelser på plakaten.
1 Nefi 2:11-13; 3:5-7
Måske kan det gavne din familie at lægge mærke til forskellen mellem Laman og Lemuels reaktion på Herrens befaling og Nefis reaktion. Hvad kan vi lære af 1 Nefi 2:11-13; 3:5-7 om at murre? Hvilke velsignelser får vi, når vi udøver tro?
1 Nefi 3:19-20; 5:10-22; 6
Disse vers kunne inspirere din familie til at føre en optegnelse over vigtige begivenheder og oplevelser i jeres liv. I kan eventuelt begynde at føre en familiedagbog, der minder om de optegnelser, som Nefi og Lehi førte om deres families oplevelser. Hvad kan I tage med i jeres familieoptegnelse?
1 Nefi 7:19-21
Hvad gør indtryk på os ved Nefis eksempel i disse vers? Hvordan bliver vores familie velsignet, når vi »uforbeholdent tilg[iver]« hinanden?
Find flere ideer til, hvordan man kan undervise børn i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Primary.