Kom og følg mig
27. april-3. maj. Mosija 7-10: »I Herrens styrke«


»27. april-3. maj. Mosija 7-10: ›I Herrens styrke‹«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: Mormons Bog, 2020, 2020

»27. april-3. maj. Mosija 7-10«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: 2020

Ammon underviser kong Limhi

Minerva K. Teichert (1888-1976), Ammon foran kong Limhi, 1949-1951, olie på masonit, 35 15/16 x 48 tommer. Brigham Young University Museum of Art, 1969.

27. april-3. maj

Mosija 7-10

»I Herrens styrke«

Når du læser, kan det være, at Ånden gør dig opmærksom på særlige vendinger eller skriftsteder. Skriv ned, hvordan du føler, at du kan anvende disse skriftsteder.

Nedskriv dine indtryk

Mens kong Mosijas folk nød »vedvarende fred« i Zarahemla (Mosi 7:1), kom de til at tænke på en anden gruppe nefitter, der mange år tidligere havde forladt dem for at bosætte sig i Lehi-Nefis land. Der var gået flere generationer, og Mosijas folk havde ikke hørt fra dem. Så Mosija bad Ammon om at lede et eftersøgningshold, der skulle finde de nefitter, der var taget afsted. Eftersøgningsholdet fandt ud af, at nefitterne »på grund af ugudelighed« (Mosi 7:24) var i fangenskab hos lamanitterne. Men da Ammon og hans brødre ankom, var der pludselig håb for udfrielse.

Nogle gange er vi ligesom de tilfangetagne nefitter og lider på grund af vores synder og overvejer, om vi nogensinde vil finde fred igen. Nogle gange føler vi os, ligesom Ammon, tilskyndet til at række ud til andre og i sidste ende finde ud af, at vores bestræbelser har inspireret dem til at løfte deres hoved, fryde sig og sætte deres lid til Gud (se Mosi 7:19). Uanset vores omstændigheder har vi alle brug for at omvende os og »vende [os] til Herren med hjertets faste forsæt« i troen på, at »han [vil] … udfri [os]« (Mosi 7:33).

Personligt studieikon

Forslag til personligt skriftstudium

Mosija 7:14-33

Hvis jeg vender mig til Herren, stoler på ham og tjener ham, så vil han udfri mig.

Da kong Limhi mødte Ammon, der var en nefit fra Zarahemla, fik han en gnist af håb, og han ønskede at viderebringe det håb til sit folk. Når du læser Mosija 7:14-33, så læg mærke til, hvad Limhi sagde til sit folk for at opmuntre dem, styrke deres tro og give dem håb om, at Gud ville hjælpe dem. Selvom du ikke er skyldig i de samme synder som Limhis folk, hvordan kan hans ord så hjælpe dig med at vende dig til Herren? Du vil for eksempel lægge mærke til, at Limhi mindede sit folk om tidligere beretninger, hvor Gud havde udfriet folk (se v. 18-20). Hvordan hjælper disse beretninger, såvel som andre beretninger i skriften eller personlige oplevelser, dig med at stole på Gud?

Mosija 8:5-12

Hvad var de 24 plader, som Limhis folk havde fundet?

Mens en lille gruppe af Limhis folk uden held søgte efter Zarahemlas land, fandt de 24 guldplader med indgraveringer på et ukendt sprog. Disse plader, der med tiden blev oversat af kong Mosija, fortalte om et folk, der var kendt som jereditterne, der kom til det forjættede land fra Babelstårnet, og som til sidst blev udryddet (se Mosi 28:11-19). Senere lavede Moroni en forkortelse af disse plader (se Eter 1:1-2), som blev til Eters Bog. Læg i Mosija 28:18 mærke til den effekt, den optegnelse havde på Mosijas folk.

Mosija 8:12-19

Herren sørger for profeter, seere og åbenbarere for at gavne menneskeheden.

Da Limhi hørte Ammons vidnesbyrd om, at Herren havde oprejst en seer, »frydede [Limhi] sig overordentligt og gav tak til Gud« (Mosi 8:19). Hvorfor tror du, han følte sådan? Hvad lærer du om seere af Ammons ord i Mosija 8:13-19? I vore dage »opretholdes Det Første Præsidentskab og De Tolvs Råd som profeter, seere og åbenbarere« (Guide til skrifterne, »Seer«). Hvornår tænkte du sidste gang over velsignelserne ved at have profeter, seere og åbenbarere på jorden? Måske kan du skrive ned, hvordan profeter, seere og åbenbarere har været »til stor gavn« for dig« (Mosi 8:18).

Profeten Joseph Smith er den store seer, der var overhoved for vores uddeling (se L&P 21:1; 124:125; JS-H 1:62). Hvordan var han i sin tjenestegerning et eksempel på Ammons beskrivelse af en seer?

Mosija 9-10

Jeg kan møde mine udfordringer »i Herrens styrke«.

Zeniff indrømmede, at han havde begået fejltagelser. Han var nogle gange overivrig, og han havde sat sit folk – Limhis folks forfædre – i en svær situation ved at indgå en dårlig aftale med kong Laman. Men senere da han gik i krig mod lamanitterne, hjalp han sit folk til at møde deres udfordringer med tro. Når du læser Mosija 9-10, så se efter, hvad Zeniffs folk gjorde for at vise deres tro Hvordan styrkede Gud dem? Hvad betyder det for dig at gå frem »i Herrens styrke«? (Mosi 9:17; 10:10-11).

Mosija 10:11-17

Mine valg kan påvirke flere generationer.

Hvordan forhindrede lamanitternes forfædres handlinger og indstilling ifølge Mosija 10:11-17 lamanitterne i at kende sandheden? Hvordan påvirkede lamanitternes forfædres valg de fremtidige generationer? Tænk på de folk, der kan blive påvirket af dine overbevisninger og valg; hvad gør du for at hjælpe dem til at få en større tro på Kristus?

Familiestudiumikon

Forslag til familieskriftstudium og familieaften

Når du læser i skrifterne sammen med din familie, kan Ånden hjælpe dig til at vide, hvilke principper du skal lægge vægt på og drøfte med din familie for at møde deres behov. Her er nogle forslag.

Mosija 7:19-20

Læg mærke til de eksempler, som Limhi gav for at tilskynde sit folk til at have tro. Hvilke eksempler fra skrifterne inspirerer os til at sætte vores »lid til Gud«? Hvad vil det sige at sætte vores lid til Gud? (Se også Mosi 9:17; 10:19). Hvilke historier fra vores liv eller vores forfædres liv kan vi dele for at inspirere os til at sætte vores lid mere til Gud?

Mosija 7:26-27

Hvad lærer vi om Frelseren af disse vers? (Se også L&P 130:22). Hvorfor er vi taknemmelige for at vide disse ting?

Mosija 8:13-18

Hjælp din familie til at forstå, hvad en seer er, ved eventuelt at vise dem billeder af redskaber, der hjælper os til at se ting, vi ellers ikke ville kunne se, såsom en kikkert, et teleskop eller et mikroskop. Hvordan er disse redskaber ligesom en seer? (Se Moses 6:35-36). Hvad kan seere se, som vi ikke kan? Hvilket bevis har vi på, at Joseph Smith var en seer?

Du kan eventuelt vise et billede af vores levende profeter, seere og åbenbarere og bede din familie om at fortælle, hvad de ved om dem. Hvordan følger vi dem?

Mosija 9:14; 10:1-10

Da lamanitterne angreb, var Zeniffs folk fysisk og åndeligt parate. Hvad kan vi lære af Zeniff og hans folk om at forberede sig til udfordringer?

Find flere ideer til, hvordan man kan undervise børn i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Primary.

Gør dit personlige studium bedre

Søg selv åndelig indsigt. Dette oplæg foreslår skriftsteder og principper, du kan fokusere på, men lad ikke disse forslag begrænse dit studium. Det kan være, at du får tilskyndelser af disse vers, eller at du opdager principper, der ikke er nævnt her. Lad Ånden vejlede dig.

Joseph Smith sammen med Moroni.

Joseph Smith får et syn, af Clark Kelley Price