Kom og følg mig
1.-7. juni. Alma 5-7: »Har I oplevet denne mægtige forandring i jeres hjerte?«


»1.-7. juni. Alma 5-7: ›Har I oplevet denne mægtige forandring i jeres hjerte?‹«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: Det Nye Testamente 2020, 2020

»1.-7. juni. Alma 5-7«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: 2020

Jesus holder et lam

I er ikke glemt, af Jon McNaughton

1.-7. juni

Alma 5-7

»Har I oplevet denne mægtige forandring i jeres hjerte?«

Alma 5-7 kan hjælpe dig med at reflektere over din løbende omvendelse til Jesus Kristus. Når du læser, så nedskriv hvad Ånden fortæller dig.

Nedskriv dine indtryk

Alma kendte ikke noget til vore dages livreddende hjertetransplantationer, der erstatter et ødelagt eller sygt hjerte med et sundt hjerte. Men han kendte til en mere mirakuløs »forandring i hjertet« (Alma 5:26) – en hvorved Frelseren giver os et fornyet åndeligt liv, der er ligesom at blive »født på ny« (se Alma 5:14, 49). Alma kunne se, at denne forandring i hjertet var lige præcis, hvad mange af nefitterne havde brug for. Nogle var rige og andre fattige, nogle var stolte og andre ydmyge, nogle forfulgte andre mennesker og andre blev forfulgt (se Alma 4:6-15). Men de havde alle brug for at komme til Jesus Kristus for at blive helbredt – ligesom vi alle har. Hvad enten vi søger at overvinde stolthed eller at udholde trængsler, så er Almas budskab det samme: »Kom, og frygt ikke« (Alma 7:15). Lad Frelseren forandre et forhærdet, syndefuldt eller såret hjerte til et, der er ydmygt, rent og nyt.

Personligt studieikon

Forslag til personligt skriftstudium

Alma 5:14-32

Jeg må opleve – og fortsat føle – en mægtig forandring i hjertet.

De introspektive spørgsmål, som Alma stillede Zarahemlas folk i Alma 5:14-33, kan hjælpe dig til at ransage din egen sjæl og forstå, hvad det vil sige at opleve en »mægtig forandring i hjertet« i løbet af hele dit liv. Præsident M. Russell Ballard har forklaret værdien af disse spørgsmål: »[Jeg] skal … regelmæssigt bruge tid på at spørge mig selv: ›Hvordan går det?‹ Det er lidt ligesom at have et personligt interview med sig selv … Som en vejledning for mig selv under denne private personlige gennemgang kan jeg lide at læse og tænke over de personligt reflekterende ord, der findes i det femte kapitel i Alma« (»Vend tilbage og modtag«, Liahona, maj 2017, s. 64).

Du kan overveje at læse Almas spørgsmål, som om du interviewede dig selv og undersøgte dit hjerte. Du kan eventuelt nedskrive dine svar på spørgsmålene. Hvad føler du dig inspireret til at gøre på grund af dit interview?

Se også Dale G. Renlund, »Bevar hjertets mægtige forandring«, Liahona, nov. 2009, s. 97-99.

pige beder ved seng

Alle Kristi disciple må opleve en »forandring i hjertet«.

Alma 5:33-62

Jeg kan få mit eget vidnesbyrd om Frelseren og hans evangelium gennem Helligånden.

Alma bar et stærkt vidnesbyrd om Frelseren og hans evangelium, og han forklarede også, hvordan han fik det vidnesbyrd. Da han bar vidnesbyrd, nævnte han ikke sin oplevelse med at se og høre en engel (se Mosi 27:10-17), men i stedet beskrev han den pris, han betalte for selv at kende sandheden. Hvad lærer du af Alma 5:44-51 om, hvordan Alma kom til at kende sandheden? Hvordan kan du følge hans eksempel i dine bestræbelser på at få eller styrke dit vidnesbyrd? Hvad lærer du om Frelseren af Almas lærdomme i Alma 5:33-35, 48-50 og 57-60?

Alma 7

Flittig lydighed vil hjælpe mig til at blive på den »sti, der fører til Guds rige«.

Folket i Gideon kæmpede ikke med det samme dilemma som folket i Zarahemla, så Ånden hjalp Alma til at fornemme deres behov og undervise dem på en anden måde (se Alma 7:17, 26). Det kan være, at du lægger mærke til nogen forskelle mellem Almas budskaber i Zarahemla (se Alma 5) og i Gideon. Alma fornemmede for eksempel, at folket i Gideon var »på den sti, der fører til Guds rige« (Alma 7:19). Alma lærte dem gennem sin prædiken mange ting om, hvordan man bliver på stien (se Alma 7). Hvilket råd gav han dem? Hvad kan du bruge i dit liv nu?

Alma 7:7-16

Frelseren påtog sig mine synder, smerter og trængsler.

Har du nogensinde følt, at der ikke var nogen, der forstod dine problemer eller udfordringer? Hvis det er tilfældet, så kan sandhederne i Alma 7:7-16 hjælpe. Ældste David A. Bednar har forklaret: »Men Guds Søn kender og forstår os fuldt ud, for han følte og bar vores personlige byrder. Og på grund af hans altomfattende og evige offer (se Alma 34:14) har han fuldkommen empati og kan udstrække sin barmhjertigheds arme« (»Bære deres byrder med lethed«, Liahona, maj 2014, s. 90).

Når du læser Alma 7:7-16 så tænk over, hvad disse vers hjælper os til at forstå om formålene med Frelserens offer. Hvordan får vi adgang til hans kraft i vores liv? Overvej at nedskrive dine tanker.

Se også Esajas 53:3-5.

Familiestudiumikon

Forslag til familieskriftstudium og familieaften

Når du læser i skrifterne sammen med din familie, kan Ånden hjælpe dig til at vide, hvilke principper du skal lægge vægt på og drøfte med din familie for at møde deres behov. Her er nogle forslag.

Alma 5:6-13

Hvorfor ville Alma gerne have sit folk til at huske Herrens barmhjertighed mod deres forfædre? Hvilke historier fra din families historie lærer dig om hans barmhjertighed? Du kan eventuelt gå ind på familysearch.org/myfamily for at nedskrive disse historier.

Alma 5:14-33

Måske ved din familie, hvordan det føles at være forberedt – eller uforberedt – til en rejse, en prøve i skolen eller et jobinterview. Hvilke nylige oplevelser kunne de dele for at vise vigtigheden af at være forberedt? Du kunne bede din familie om at gennemgå Alma 5:14-33 og finde spørgsmål, Alma stillede for at forberede sit folk til at møde Gud. Din familie kan eventuelt vælge et spørgsmål og fortælle, hvordan det kan være med til at forberede os til at møde Gud. Din familie kunne også sætte nogle af Almas spørgsmål op rundt omkring i jeres hus, så I kan tænke over dem.

Alma 6:4-6

Hvorfor samles vi som hellige? Hvad kan vi gøre, så vores tid i kirken bliver til større hjælp for os selv og andre?

Alma 7:9-16

Hvad lærer vi i disse vers, der hjælper os, så vi ikke frygter (se Alma 7:15), når vi har brug for at omvende os og forandre os? Hvad lærer disse vers os om at vende os mod Frelseren, når vi har brug for hjælp? Hvad har vi ellers gjort for at modtage hans hjælp? Hvordan har han bistået os?

Alma 7:23

Hvem kender vi, som er et godt eksempel på en eller flere af de kvaliteter, der står i dette vers? Hvorfor er det vigtigt at udvikle disse kvaliteter?

Find flere ideer til, hvordan man kan undervise børn i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Primary.

Gør undervisningen bedre

Stil spørgsmål, der opfordrer din familie til at handle. Du kan tænke over spørgsmål, der tilskynder din familie til at tænke over, hvordan de kan efterleve evangeliet mere fuldt ud. »Den slags spørgsmål er normalt ikke til drøftelse; de er til personlig refleksion« (Undervisning på Frelserens måde, s. 31).

Jesus bærer en rød robe

Vores talsmand, af Jay Bryant Ward