Kom og følg mig
29. april-5. maj. Johannes 7-10: ›Jeg er den gode hyrde‹


»29. april-5. maj. Johannes 7-10: ›Jeg er den gode hyrde‹«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: Det Nye Testamente 2019, 2019

»29. april-5. maj. Johannes 7-10«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: 2019

Kristus og kvinden, der var blevet grebet i ægteskabsbrud

Han, der er uden synd, af Liz Lemon Swindle

29. april-5. maj.

Johannes 7-10

»Jeg er den gode hyrde«

Når du læser Johannes 7-10, kan du modtage indtryk fra Helligånden om de lærdomsmæssige principper i disse kapitler. Hvis du nedskriver dine indtryk, kan det hjælpe dig til at lægge en plan og handle på dem.

Nedskriv dine indtryk

Selvom Jesus Kristus kom for at bringe »fred til mennesker [og] Guds velbehag« (Luk 2:14), var der en »uenighed i folkeskaren på grund af ham« (Joh 7:43). Folk, der var vidne til de samme begivenheder, kom til meget forskellige konklusioner om, hvem Jesus var. Nogle konkluderede: »Han er en god mand«, mens andre sagde: »Han fører folket vild« (Joh 7:12). Da han helbredte en blind mand på sabbatten, var der nogle, der insisterende sagde: »Den mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke sabbatten«, mens andre spurgte: »Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?« (Joh 9:16). Men på trods af al den forvirring genkendte de, der søgte efter sandheden, kraften i hans ord, for »aldrig har noget menneske talt sådan« (Joh 7:46). Da jøderne bad Jesus om at »sig[e] … det ligeud«, om han var Kristus, åbenbarede han et princip, der kan hjælpe os til at skelne sandhed fra vildfarelse: »Mine får hører min røst,« sagde han, »og jeg kender dem, og de følger mig« (Joh 10:27).

Personligt studieikon

Forslag til personligt skriftstudium

Johannes 7:14-17

Når jeg efterlever de sandheder, som Jesus Kristus underviste om, vil jeg komme til at vide, at de er sande.

Jøderne forundredes over, at Jesus vidste så meget, siden han ikke var oplært (se v. 15) – i det mindste ikke på en måde, som de var bekendt med. Jesus underviste med sit svar om en anden måde at kende sandhed, der er tilgængelig for alle, uagtet uddannelse eller baggrund. Hvordan kan du ifølge Johannes 7:14-17 komme til at vide, at Jesu lære er sand? Hvordan har denne proces hjulpet dig til at udvikle dit vidnesbyrd om evangeliet?

Johannes 8:2-11

Frelserens nåde er tilgængelig for alle.

Da ældste Dale G. Renlund talte om Frelserens interaktion med kvinden, der var blevet taget i ægteskabsbrud, sagde han: »Frelseren tolererede bestemt ikke ægteskabsbrud. Men han fordømte heller ikke kvinden. Han tilskyndede hende til at ændre sit liv. Hun blev motiveret til at ændre sig på grund af hans barmhjertighed og nåde. Joseph Smiths oversættelse af Bibelen vidner om, at dette resulterede i, at hun fulgte ham: ›Og kvinden herliggjorde fra da af Gud og troede på hans navn‹ (se JSO, Joh 8:11 (i den engelske SDH-udgave af Bibelen, fodnote c)« (»Vores gode hyrde«, Liahona, maj 2017, s. 30).

Hvornår har du følt dig ligesom kvinden og har modtaget nåde i stedet for fordømmelse fra Frelseren? Hvornår har du været ligesom de skriftkloge og farisæerne og har beskyldt eller dømt andre, når du ikke selv har været uden synd (se Joh 8:7)? Hvad kan du ellers lære af den måde, hvorpå Frelseren interagerede med de skriftkloge og farisæerne og kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud? Hvad lærer du om Frelserens tilgivelse, når du læser disse vers?

Johannes 8:58-59

Hvorfor blev jøderne fornærmede, da Jesus sagde: »Jeg er, før Abraham blev født«?

»Jeg er« er en vending, som Jahve brugte til at identificere sig selv med over for Moses, som det står i 2 Mosebog 3:14. Så da Jesus sagde: »Jeg er«, identificerede han sig selv som Jahve, Det Gamle Testamentes Gud. Jøderne anså dette for blasfemi, og ifølge moseloven var straffen døden ved stening.

Johannes 9

Gennem vores udfordringer kan Gud vise sig i vores liv.

Fordi negative konsekvenser ofte følger efter synd, kan vi se nogle af vores uheldige omstændigheder som et resultat af fejltagelser. Men da Frelserens disciple formodede, at en mand var født blind på grund af hans eller hans forældres synder, rettede Jesus dem. Hvordan ændrer Frelserens ord i Johannes 9:3 dit syn på dine udfordringer og andres udfordringer? Når du læser Johannes 9, så tænk over, hvordan »Guds gerninger … åbenbares« (Joh 9:3). Hvordan er de blevet åbenbaret for dig, når du har stået over for udfordringer?

Det er også interessant at bemærke, at disciplenes spørgsmål i Johannes 9:2 viste, at de troede på den førjordiske tilværelse, en lære, der gik tabt i kristendommen, men som blev gengivet gennem profeten Joseph Smith (se L&P 93:29; Moses 4:1-4; Abr 3:22-26).

Johannes 10:16

Hvem er de »andre får«, som Frelseren henviste til i Johannes 10:16?

Da Frelseren besøgte Amerika efter sin opstandelse, forklarede han, hvor hans andre får er (se 3 Ne 15:21-16:5).

Familiestudiumikon

Forslag til familieskriftstudium og familieaften

Når du læser i skrifterne sammen med din familie, kan Ånden hjælpe dig til at vide, hvilke principper du skal lægge vægt på og drøfte med din familie for at møde din families behov. Her er nogle forslag:

Johannes 7:24

Hvordan kan du hjælpe din familie til at forstå Jesu undervisning i Johannes 7:24? Et forslag er at gå uden for og snavse en i familien til. Hvad vil fremmede eventuelt tænke om dette familiemedlem ved at se på hans eller hendes udseende? Skriv nogle af de gode kvaliteter, som dette familiemedlem har, som man ikke kan se ved bare at se på ham eller hende (se også 1 Sam 16:7).

Johannes 8:31-36

Hvordan bliver vi nogle gange syndens træl. Hvilke sandheder, som Jesus underviser om, kan sætte os fri?

Kristus helbreder en blind mand

Jesus helbreder den blinde, af Carl Bloch

Johannes 9

Hvordan kan du hjælpe din familie til at visualisere beretningen om Jesus, der helbreder den blinde mand i Johannes 9? I kan rollespille historien sammen. Bed din familie om at lægge mærke til det, de kan lære af denne beretning, såsom hvad det vil sige at blive omvendt til Jesu Kristi evangelium.

Johannes 10:1-18, 27-29

Få din familie til at tage del i at lære af lignelsen om den gode hyrde ved at bede dem hver især om at tegne et billede af en af de følgende ting: En tyv, en dør, en hyrde, en daglejer, en ulv og et får. Bed dem om at læse Johannes 10:1-18, 27-29 og drøft derefter sammen som familie, hvad Frelseren sagde om de ting, som de tegnede.

Find flere ideer til, hvordan man kan undervise børn i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Primary.

Gør dit personlige studium bedre

Søg efter inspirerende ord og vendinger. Når du læser, kan Ånden gøre dig opmærksom på ord eller vendinger, der inspirerer og motiverer dig, eller som synes at være skrevet lige præcis til dig. Overvej at notere alle ord eller vendinger, der inspirerer dig i Johannes 7-10.

Kristus med et lam

Ikke længere fortabt, af Greg K. Olsen