Kom og følg mig
6.-12. maj Lukas 12-17; Johannes 11: ›Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet‹


»6.-12. maj. Lukas 12-17; Johannes 11: ›Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet‹«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: Det Nye Testamente 2019, 2019

»6.-12. maj. Lukas 12-17, Johannes 11«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: 2019

Mand, der omfavner sin søn

Den fortabte søn, af Liz Lemon Swindle

6.-12. maj

Lukas 12-17; Johannes 11

»Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet«

Når du læser Lukas 12-17 og Johannes 11, så søg bønsomt det, som vor himmelske Fader ønsker, at du skal vide og gøre. Dit studium af disse kapitler kan åbne dit hjerte for budskaber, der er beregnet lige til dig.

Nedskriv dine indtryk

I de fleste tilfælde vil 99 ud af 100 blive anset for at være strålende – men ikke når sådanne numre betegner Guds elskede børn (se L&P 18:10). I det tilfælde fortjener blot en sjæl en ekstrem grundig søgen, »indtil [vi] finder de[n]« (Luk 15:4), ligesom Frelseren lærer os i lignelsen om det mistede får. Så kan jublen begynde, for der »bliver … større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse« (Luk 15:7). Hvis det synes uretfærdigt, så kan det være en hjælp at huske, at der rent faktisk ikke er nogen, »som ikke har brug for omvendelse«. Vi har alle brug for at blive reddet. Og vi kan alle tage del i redningen, glæde os sammen over hver en sjæl, der bliver frelst (se L&P 18:15-16).

Personligt studieikon

Forslag til personligt skriftstudium

Lukas 12; 14-16

Jeg bør tragte efter evigtvarende vigtige ting i stedet for det, der hører verden til.

Hvorfor siger Gud: »Din tåbe« til en hårdtarbejdende, succesrig mand, der har bygget store lader og fyldt dem med frugterne af sit arbejde (se Luk 12:16-21)? I disse kapitler i Lukas kommer Frelseren med flere lignelser, der kan hjælpe os til at løfte vores syn fra det verdslige til det evige. Nogle af disse lignelser står her. Hvordan vil du sammenfatte budskabet i dem alle? Hvad tror du, at Herren fortæller dig?

Se også Matthæus 6:19-34; 2 Nefi 9:30; Lære og Pagter 25:10.

Lukas 15

Vor himmelske Fader jubler, når de vildfarne bliver fundet.

Har du nogensinde tænkt over, hvordan vor himmelske Fader har det med dem, der har syndet, eller som på anden måde er fortabt? Farisæerne og de skriftkloge kritiserede Jesus for overhovedet at være sammen med sådanne mennesker. Som svar fortalte Jesus tre lignelser, der står i Lukas 15 – lignelserne om det mistede får, den tabte mønt og den fortabte søn.

Når du læser disse lignelser, kan du overveje at lave en liste over ligheder og forskelle i dem. Du kan for eksempel se efter, hvad der er mistet og hvorfor, hvordan det blev fundet, og hvordan folk reagerede, da det blev fundet. Hvilke budskaber havde Jesus til dem, der er fortabt – deriblandt dem, som ikke selv synes det? Hvilket budskab havde han til folk, der søger dem, der er mistet.

Selvfølgelig er det bedre ikke at fare vild. Angående Lukas 15:7 skrev ældste James E. Talmage: »Den slutning, at en angrende synder skal gives forrang for en retfærdig sjæl, som har modstået synden, kan ikke retfærdiggøres« (Jesus Kristus, s. 484). Men vi synder alle og har brug for at blive reddet, og det trøstende budskab i Frelserens lignelser er, at vi alle kan omvende os og vende tilbage til retfærdighed, for Gud ønsker, at ikke en eneste sjæl går tabt.

Se også Lære og Pagter 18:10-16; Jeffrey R. Holland, »Den anden fortabte søn«, Liahona, juli 2002, s. 69-72.

Kvinde, der leder efter en mønt

Den tabte mønt, af James Tissot

Lukas 16:1-12

Hvad underviste Kristus om i lignelsen om den uærlige godsforvalter?

Ældste James E. Talmage forklarede, hvad vi kan lære af denne lignelse: »Vær flittig, for den tid, i hvilken du kan gøre brug af dine jordiske rigdomme, vil snart være forbi. Lær noget af både de uærlige og de onde; hvis de er så forsigtige, så sørger de for den eneste fremtid, de tænker på, hvor meget mere bør da du, som tror på en evig fremtid, sørge for den! Hvis du ikke har lært at anvende den ›[uærlige] mammon‹ med klogskab og forsigtighed, hvorledes kan man da betro dig de evigt bestående rigdomme?« (Jesus Kristus, s. 486-487).

Lukas 17:11-19

Taknemlighed for mine velsignelser vil føre mig nærmere på Gud.

Hvis du havde været en af de ti spedalske, tror du så, at du var vendt tilbage og havde takket Frelseren? Hvilke yderligere velsignelser modtog den taknemlige spedalske mand, fordi han takkede? Hvordan påvirker det dig åndeligt at udtrykke taknemlighed? Det kan måske være til gavn for dig at begynde at skrive det, du er taknemlig for, i en dagbog, ligesom præsident Henry B. Eyring beskrev i sit budskab »O, husk, husk«, (Liahona, nov. 2007, s. 66-69).

Johannes 11:1-46

Jesus Kristus er opstandelsen og livet.

Miraklet med at oprejse Lazarus fra de døde var et stærkt og uigendriveligt vidnesbyrd om, at Jesus virkelig var Guds Søn og den lovede Messias. Hvilke ord, vendinger eller detaljer i Johannes 11:1-46 styrker din tro på, at Jesus Kristus er »opstandelsen og livet«? Hvordan påvirker denne kundskab dit liv og dine valg?

Familiestudiumikon

Forslag til familieskriftstudium og familieaften

Når du læser i skrifterne sammen med din familie, kan Ånden hjælpe dig til at vide, hvilke principper du skal lægge vægt på og drøfte med din familie for at møde din families behov. Her er nogle forslag:

Lukas 15:1-10

Forstår din familie, hvad det vil sige at miste noget – eller at være fortabt? Når de taler om deres oplevelser, kan det indlede en drøftelse om lignelsen om det mistede får og den tabte mønt. Eller I kan lege gemmeleg, hvor en skal gemme sig og de andre i familien skal finde personen. Hvordan hjælper denne aktivitet os til at forstå disse lignelser?

Lukas 15:11-32

Hvordan kan vi være ligesom faderen i denne historie, når nogle af vores kære er faret vild? Hvad kan vi lære af den ældste søns oplevelse, der kan hjælpe os til at blive mere kristuslignende? Hvordan er faderen i denne lignelse ligesom vor himmelske Fader?

Lukas 17:11-19

Hjælp din familie til at anvende beretningen om de ti spedalske ved at bede dem om at skrive hemmelige taknemlighedssedler og lægge dem rundt om i huset. I kan også sammen synge »Kastes du på bølgen om«, Salmer og sange, nr. 161.

Johannes 11:1-46

Find flere ideer til, hvordan man kan undervise børn i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Primary.

Gør undervisningen bedre

Benyt historier og eksempler til at undervise om evangeliske principper. Frelseren underviste ofte om evangeliske principper ved at bruge historier og lignelser. Tænk på eksempler og historier fra dit eget liv, der kan gøre et evangelisk princip levende for din familie (se Undervisning på Frelserens måde, s. 22).

Mand, der knæler og takker Jesus

Hvor er de ni, af Liz Lemon Swindle