Noget at være opmærksom på

Pagten

Igennem hele Det Gamle Testamente vil du ofte læse ordet pagt. I dag tænker vi som regel på pagter som hellige løfter med Gud, men i oldtidens verden var pagter også en vigtig del af folks interaktion med hinanden. Folk skulle kunne have tillid til hinanden for at være i sikkerhed og overleve, og pagter var en måde at sikre den tillid på.

Så når Gud talte til Noa, Abraham eller Moses om pagter, så opfordrede han dem til at indgå i et tillidsforhold med sig. En af de bedst kendte eksempler på en pagt i Det Gamle Testamente er den, som Gud indgik med Abraham og Sara – og efterfølgende fornyede med deres efterkommere Isak og Sara (også kaldt Israel). Vi kalder ofte dette for Abrahams pagt, selv om den i Det Gamle Testamente ganske enkelt blev kaldt »pagten«. Du vil se, at Det Gamle Testamente dybest set er historien om mennesker, der anså sig selv for at være arvtagere af denne pagt – pagtsfolket.

Abrahams pagt er fortsat vigtig i dag, særligt for de sidste dages hellige. Hvorfor? Fordi vi også er pagtsfolk, hvad enten vi er direkte efterkommere af Abraham, Isak og Jakob eller ej (se Gal 3:27-29). Af den grund er det vigtigt at forstå, hvad Abrahams pagt er, og hvordan den gælder for os i dag.

Hvad er Abrahams pagt?

Abraham ønskede »at blive en, der mere ihærdigt stræbte efter at leve retfærdigt« (Abraham 1:2), så Gud tilbød ham et pagtsforhold. Abraham var ikke den første, som havde dette ønske, og han var ikke den første, der modtog en pagt. Han søgte efter »fædrenes velsignelser« (Abraham 1:2) – velsignelser, der blev tilbudt som en pagt til Adam og Eva og derefter til dem, som oprigtigt søgte disse velsignelser.

Guds pagt med Abraham rummede et løfte om vidunderlige velsignelser: et arveland, mange efterkommere, adgang til præstedømmeordinancer og et navn, der ville blive æret i generationer fremover. Men fokusset i denne pagt var ikke bare på velsignelserne, som Abraham og hans familie ville modtage, men også på de velsignelser, de ville blive for resten af Guds børn. »Du skal være en velsignelse,« erklærede Gud, »i dig skal alle jordens slægter velsignes« (1 Mosebog 12:2-3).

Gav denne pagt Abraham, Sara og deres efterkommere en privilegeret status blandt Guds børn? Kun i den forstand, at det er privilegeret at velsigne andre. Abrahams familie skulle komme til at »bære denne tjenestegerning og dette præstedømme til alle folkeslag« og dele »evangeliets velsignelser, som er frelsens velsignelser, nemlig evigt liv« (Abr 2:9, 11).

Denne pagt blev den velsignelse, som Abraham længtes efter. Efter at have modtaget den sagde Abraham i sit hjerte: »Din tjener har ihærdigt søgt dig; nu har jeg fundet dig« (Abr 2:12).

Det er tusindvis af år siden, men denne pagt er blevet gengivet i vor tid (se 1 Ne 22:8-12). Og den fuldføres i øjeblikket i Guds folks liv. Faktisk tager pagten til i styrke blandt de sidste dage, efterhånden som Guds værk skrider frem, så familier velsignes i hele verden. Enhver, der ligesom Abraham ønsker at stræbe mere ihærdigt efter at leve retfærdigt, som oprigtigt søger Herren, kan blive en del af den.

Hvad betyder Abrahams pagt for mig?

Du er et barn af pagten. Du indgik en pagt med Gud, da du blev døbt. Du fornyer den pagt, hver gang du deltager i nadveren. Og du indgår hellige pagter i templet. Som et samlet hele gør disse pagter dig til deltager i Abrahams pagt, hvis fulde omfang, vi lærer om i tempelordinancerne. Præsident Russell M. Nelson har lært os, at »endelig kan vi i det hellige tempel blive medarvinger til den evige families velsignelser, som det engang blev lovet Abraham, Isak, Jakob og deres efterkommere.«¹

Gennem disse pagter og ordinancer bliver vi Guds folk (se 1 Mos 6:7; 5 Mos 7:6; 26:18; Ez 11:20). Vi adskiller os fra verden omkring os. Vores pagter gør det muligt for os at være sandfærdige, dedikerede disciple af Jesus Kristus. »Vores pagter«, har præsident Nelson forklaret, »binder os til ham og giver os guddommelig kraft.«² Og når Gud velsigner sit folk med sin kraft, er det en opfordring til og forventning om, at de vil velsigne andre – at de vil »være en velsignelse« for »alle jordens slægter« (Abraham 2:9, 11).

Dette er den værdifulde forståelse, som gives os på grund af gengivelsen af Abrahams pagt gennem profeten Joseph Smith. Så når du læser om pagter i Det Gamle Testamente, så skal du ikke kun tænke på Guds forhold til Abraham, Isak og Jakob. Tænk også på hans forhold til dig. Når du læser om løftet om lige så mange efterkommere som jordens støv (se 1 Mosebog 28:14), så tænk ikke bare på de millioner, som i dag kalder Abraham deres fader. Tænk også på Guds løfte over for dig om evig familie og evig udvikling (se L&P 131:1-4; 132:20-24). Når du læser om løftet om et arveland, så tænk ikke blot på det land, der blev lovet Abraham. Tænk også på selve jordens celestiale skæbne – som en arv, der er lovet de »sagtmodige«, som »håber på Herren« (Matt 5:5; Sl 37:9, 11; se også L&P 88:17-20). Og når du læser løftet om, at Guds pagtsfolk vil velsigne »alle jordens slægter« (Abr 2:11), så tænk ikke bare på Abrahams virke eller profeterne, som nedstammede fra ham. Tænk også på, hvad du kan gøre – som pagtsfølger af Jesus Kristus – for at være en velsignelse for slægter omkring dig.

Noter

1. Se Russell M. Nelson, »Pagter«, Liahona, nov. 2011, s. 88.

2. Russell M. Nelson, »Træk Jesu Kristi kraft ind i jeres liv«, Liahona, maj 2017, s. 41. Præsident Linda K. Burton har sagt: »Det at indgå og holde pagter indebærer at vælge at binde os til vor himmelske Fader og Jesus Kristus«. Det er at forpligte sig til at følge Frelseren« (»Styrken, glæden og kærligheden i at holde pagterne«, Liahona, nov. 2013, s. 111).