»Noget at være opmærksom på: Åbenbaringsteltet og offer«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: Det Gamle Testamente 2022, 2021
»Noget at være opmærksom på: Åbenbaringsteltet og offer«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier 2022
Noget at være opmærksom på
Åbenbaringsteltet og offer
Når vi læser Det Gamle Testamente, finder vi nogle gange lange skriftsteder om ting, der tydeligvis var vigtige for Herren, men som måske umiddelbart ikke virker relevante for os i dag. 2 Mosebog 25-30; 35-40; 3 Mosebog 1-9; 16-17 er eksempler herpå. Disse kapitler beskriver i detaljer Israels åbenbaringstelt i ørkenen og slagtofrene, der blev udført der.1 Åbenbaringsteltet var et transportabelt tempel, og Herrens bolig hos sit folk.
Vor tids templer har ligheder med Israels helligdom, men de stemmer bestemt ikke overens med beskrivelsen i 2. Mosebog. Og vi slår ikke dyr ihjel i vores templer – Frelserens forsoning gjorde en ende på slagtofre for over 2.000 år siden. På trods af disse forskelle er der i dag stor værdi i at læse om det gamle Israels former for tilbedelse, især hvis vi ser dem, som Guds folk i Mormons Bog gjorde – som en »styrke[else af] deres tro på Kristus« (Alma 25:16; se også Jakob 4:5; Jar 1:11). Når vi forstår symbolikken i åbenbaringsteltet og slagtofrene, kan vi få åndelig indsigt, der også vil styrke vores tro på Kristus.
Illustration af israelitter, der bringer et lam til åbenbaringsteltet, af Robert T. Barrett
Åbenbaringsteltet styrker troen på Jesus Kristus
Da Gud befalede Moses at bygge en helligdom i israelitternes lejr, meddelte han formålet med den: »Så vil jeg tage bolig hos dem« (2 Mos 25:8). Inde i åbenbaringsteltet blev Guds tilstedeværelse repræsenteret af pagtens ark – en trækasse, der var dækket med guld og indeholdende den skriftlige optegnelse over Guds pagt med sit folk (se 2 Mos 25:10-22). Arken blev opbevaret i det Allerhelligste, det inderste rum, adskilt fra resten af åbenbaringsteltet med et forhæng. Dette forhæng symboliserer vores adskillelse fra Guds nærvær på grund af faldet.
Bortset fra Moses kender vi kun til én person, der havde adgang til det »Allerhelligste« (2 Mos 26:34) – højpræsten. Ligesom de andre præster skulle han først vaskes og salves (se 2 Mos 40:12-13), og bære hellige klæder som symbol på sit embede (se 2 Mos 28). Én gang om året, på en dag. der blev kaldt forsoningsdagen, bragte højpræsten ofre på vegne af folket, inden han gik alene ind i åbenbaringsteltet. Ved forhænget brændte han røgelse (se 3 Mos 16:12). Den velduftende røg, der steg op til himlen, repræsenterede folkets bønner, der steg op til Gud (se Sl 141:2). Derefter gik højpræsten gennem forhænget med blodet fra en dyreofring og nærmede sig Guds trone, der var symboliseret ved pagtens ark (se 3 Mos 16:14-15).
Ud fra det, I ved om Jesus Kristus og hans rolle i vor himmelske Faders plan, kan I da se, hvordan åbenbaringsteltet peger på Frelseren? Ligesom åbenbaringsteltet og arken repræsenterede Guds nærvær iblandt sit folk, er Jesus Kristus i dag Guds nærvær iblandt sit folk (se Joh 1:14). Ligesom højpræsten er Jesus Kristus formidleren mellem os og Gud Faderen. Han gik gennem forhænget for at gå i forbøn for os i kraft af sit eget blod, som han udgød som offer (se Hebr 8-10).
Nogle aspekter ved Israels åbenbaringstelt lyder måske velkendt for jer, især hvis I har været i templet for at indgå jeres egne pagter. Ligesom åbenbaringsteltets Allerhelligste, repræsenterer templets celestiale rum Guds nærvær. For at komme ind er det nødvendigt, at vi først vaskes og salves. Vi har hellige klæder på. Vi beder ved et alter, hvorfra bønner stiger op til Gud. Og vi passerer endelig gennem et forhæng og ind i Guds nærhed.
Måske er den vigtigste lighed mellem moderne templer og det gamle åbenbaringstelt, at begge, hvis de forstås korrekt, styrker vores tro på Jesus Kristus og fylder os med taknemmelighed for hans sonoffer. Gud ønsker, at alle hans børn kommer ind i hans nærhed. Han ønsker »et kongerige af præster« og præstinder (2 Mos 19:6). Men vores synder hindrer os i at opnå den velsignelse, for »intet urent kan bo hos Gud« (1 Ne 10:21). Så Gud Faderen sendte Jesus Kristus, vores »højpræst for de goder, som nu er blevet til« (Hebr 9:11). Han åbner forhænget for os og bemyndiger alle Guds folk til at »med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed« (Hebr 4:16).
I dag er formålet med templerne større, end at vi selv opnår ophøjelse. Efter at have modtaget vores egne ordinancer kan vi på vegne af vores forfædre, stedfortrædende modtage ordinancer på deres vegne. På en måde kan vi blive noget, der svarer til de gamle højpræster – og den store højpræst – der åbner vejen for Guds nærvær for andre.
Offerydelser styrker troen på Jesus Kristus
Principperne for forsoning og forligelse fremgår tydeligt af den gamle praksis med slagtofre, der eksisterede længe før moseloven. På grund af det gengivne evangelium ved vi, at Adam og Eva foretog ofringer, de forstod ofringens symbolske reference til Frelserens offer og lærte deres børn dette (se Moses 5:4-12; se også 1 Mos 4:4).
Symbolikken i dyreofringer har måske virket særligt gribende på forsoningsdagen (»Yom Kippur« på hebraisk) i det gamle Israel. Behovet for denne årlige ceremoni udtrykkes i 3 Mosebog 16:30: »På den dag bliver der skaffet jer soning, og I bliver renset; I bliver renset for alle jeres synder for Herrens ansigt.« Således kunne Guds nærvær forblive iblandt folket. Denne forsoning blev udført gennem en række ceremonier. I en af disse blev en ged slået ihjel som et offer for folkets synder, og højpræsten bar gedeblodet ind i det Allerhelligste. Senere lagde højpræsten sine hænder på en levende ged og bekendte Israels børns synder – og overførte symbolsk disse synder til geden. Geden blev derefter drevet ud af Israels lejr.
I dette ritual symboliserede gederne Jesus Kristus, der trådte i stedet for det syndige folk. Synd kan ikke tillades i Guds nærhed. Men i stedet for at udslette eller fordrive syndere, sørgede Gud for en anden måde – en ged ville i stedet blive dræbt eller fordrevet. »Bukken skal bære alle deres synder« (3 Mos 16:22).
Symbolerne i disse ritualer pegede på den løsning, Gud har tilvejebragt for at føre os tilbage i hans nærhed – Jesus Kristus og hans forsoning. Om Frelseren står der: »Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar«, og »Herren lod al vor skyld ramme ham« (Es 53:4, 6). Han stillede sig i vores sted, gav sit liv for at betale syndens straf og besejrede derefter døden gennem sin opstandelse (se Mosi 15:8-9). Jesu Kristi offer var »et stort og sidste offer, ja, ikke et offer af et menneske, ej heller af et dyr,« men »et altomfattende og evigt offer.« (Alma 34:10). Han var opfyldelsen af alt det, de gamle ofringer pegede frem imod.
Af denne grund sagde han, efter at hans offer var fuldbragt: »I skal ikke mere bringe mig udgydelse af blod; ja, jeres slagtofre og jeres brændofre skal høre op … Og I skal som offer bringe mig et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« (3 Ne 9:19-20).
Så når I finder skriftsteder i Det Gamle Testamente om ofringer og åbenbaringsteltet (eller senere, templet) – og I finder mange af dem – så husk, at det primære formål med det hele er at styrke jeres tro på Messias, Jesus Kristus. Vend jeres hjerte og sind til ham. Overvej, hvad han har gjort for at føre jer tilbage i Guds nærhed – og hvad I vil gøre for at følge ham.