»31. oktober-6. november. Daniel 1-6: ›Der er ingen anden gud, der kan redde som han‹«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: Det Gamle Testamente 2022 (2021)
»31. oktober-6. november. Daniel 1-6«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: 2022
31. oktober-6. november
Daniel 1-6
»Der er ingen anden gud, der kan redde som han«
Ældste Richard G. Scott sagde, at hvis vi nedskriver den inspiration, vi får, »viser vi Gud, at vi regner hans kommunikation til os for hellig. At skrive det ned vil også styrke vores evne til at erindre åbenbaring« (»Sådan opnår man åbenbaring og inspiration i sit personlige liv«, Liahona, maj 2012, s. 46).
Nedskriv jeres indtryk
Det er ikke sandsynligt, at nogen nogensinde vil true med at kaste jer i en ovn med flammende ild eller en løvehule på grund af jeres tro på Jesus Kristus. Men ingen af os kommer igennem livet uden at vores tro bliver prøvet. Vi kan alle lære af mennesker som Daniel, Shadrak, Meshak og Abed-Nego, der som unge mænd blev taget til fange af det mægtige babyloniske rige (se 2 Kong 24:10-16). Disse unge mennesker var omgivet af en ukendt kultur med anderledes værdier, og de blev udsat for store fristelser til at opgive deres tro og retfærdige traditioner. Alligevel forblev de tro mod deres pagter. Ligesom Josef i Egypten og Ester i Persien bevarede Daniel og hans venner i Babylon deres tro på Gud, og Gud udførte mirakler, der stadig inspirerer de troende den dag i dag.
Hvordan fandt de styrken til at forblive så trofaste? De gjorde de små og enkle ting, som Gud har bedt os alle om at gøre – at bede, faste, vælge gode venner, stole på Gud og være et lys for andre. Idet vi styrkes ved at gøre de samme små og enkle ting, kan vi møde løverne og ovnen med flammende ild i vores eget liv med tro.
I kan finde en oversigt over Daniel i »Daniel« i Guide til skrifterne.
Forslag til personligt skriftstudium
Jeg kan stole på Herren, når min tro bliver prøvet.
På en måde bor vi alle i Babylon. Verden omkring os er fyldt med mange fristelser til at kompromittere vores standarder og sætte spørgsmålstegn ved vores tro på Jesus Kristus. Mens I læser Daniel 1, 3 og 6, så læg mærke til, hvordan Daniel, Shadrak, Meshak og Abed-Nego blev presset til at gøre ting, de vidste var forkert. Har I nogensinde været presset til at gå på kompromis med jeres tro? Hvad lærer I af disse mænd, der kan hjælpe jer til at stole på Herren, når I står over for modstand?
Daniel og mange andre skrifter skildrer situationer, hvor stor tro førte til store mirakler. Men hvad hvis vores tro ikke fører til de mirakler, vi søger? (Se f.eks. Alma 14:8-13). Baseret på det, I læser i Daniel 3:13-18, hvordan tror I så, at Shadrak, Meshak og Abed-Nego ville have besvaret dette spørgsmål? Hvordan kan deres eksempel påvirke den måde, I forholder jer til prøver på? I kan finde mere om disse vers i ældste Dennis E. Simmons’ budskab »Og selv om han ikke gør det …« (Liahona, maj 2004, s. 73-75).
Daniel viser også, hvordan en persons retfærdige valg kan føre andre til større tro på Herren. Hvilke eksempler på dette finder I i kapitel 1, 3, og 6? Overvej de virkninger, som jeres valg kan have på andre (se Matt 5:16).
Se også Dieter F. Uchtdorf, »Frygt ikke, tro kun«, Liahona, nov. 2015, s. 76-79; David R. Stone, »Zion midt i Babylon«, Liahona, maj 2006, s. 90-93.
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er Guds rige på jorden.
Gennem åbenbaring så Daniel, at Nebukadnesars drøm forudsagde fremtidige verdslige riger såvel som det fremtidige Guds rige, som »skal bestå i al evighed« (Dan 2:44). »Kirken er det sidste dages rige, der blev profeteret om«, har Ældste D. Todd Christofferson sagt. »Det er ikke skabt af mennesker, men oprettet af himlens Gud, og det ruller frem som en sten, ›revet løs fra bjerget, men ikke ved menneskehånd‹ og opfylder jorden« (»Hvorfor Kirken«, Liahona, nov. 2015, s. 111). Tænk på Guds sidste dages rige, når I læser beskrivelserne af stenen i Daniel 2:34-35, 44-45. Hvilke ligheder ser I mellem stenen og riget? Hvordan kan I se Guds rige fylde jorden i dag?
Se også Gordon B. Hinckley, »En sten hugget ud af bjerget«, Liahona, nov. 2007, s. 83-86; L.Whitney Clayton, »Tiden skal komme«, Liahona, nov. 2011, s. 11-13.
Herren hjælper mig under mine prøvelser.
Hvilken indsigt får I, når I læser om den fjerde person, der viser sig i ovnen med flammende ild sammen med Shadrak, Meshak og Abed-Nego? Hvordan kan denne beretning hjælpe jer i de prøvelser, I står overfor? I kan finde yderligere indsigt i Mosija 3:5-7; Alma 7:11-13; Lære og Pagter 61:36-37; 121:5-8.
Forslag til familieskriftstudium og hjemmeaften
-
Daniel 1-2.Når I læser Daniel 1 og 2 sammen, kan I søge efter de velsignelser, som Daniel og hans venner modtog ved at undlade at spise kongens kød og vin. I kan sammenligne disse velsignelser med Herrens løfter til os, når vi holder hans bud, såsom visdomsordet (se L&P 89:18-21). Hvordan har Herren velsignet os, fordi vi har efterlevet visdomsordet?
-
Daniel 3.Hvordan kan I hjælpe jeres familie med at lære om beretningen i Daniel 3? »Shadrak, Meshak og Abed-Nego« i Historier fra Det Gamle Testamente kan være nyttig. Hvad gør indtryk på os ved Shadrak, Meshak og Abed-Nego? Hvilke situationer står vi overfor, der udfordrer vores tro, og hvor vi er nødt til at vise, at vi stoler på Gud?
-
Daniel 6:1-23.Jeres familie har måske lyst til at opføre dele af beretningen i Daniel 6:1-23 (f.eks. v. 10-12 eller 16-23). Hvad lærer vi af Daniels eksempel? Hvad kan vi gøre for at blive mere som ham?
-
Daniel 6:25-27.Hvordan blev kong Darius ifølge disse vers påvirket, da Herren frelste Daniel fra løverne? I kan også læse i Daniel 2:47; 3:28-29 om, hvordan kong Nebukadnesar blev påvirket på en lignende måde. Hvilke muligheder har vi for at påvirke andre? Drøft eksempler, som I selv har set, på, hvordan andre menneskers tro, herunder jeres familiemedlemmers, har påvirket andre positivt.
Få flere ideer til, hvordan man kan undervise børn i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Primary.
Forslag til sang: »At leve evangeliet«, Børnenes sangbog, s. 72.