»31. august-6. september Helaman 13-16: ›Glædelige tidender om stor glæde‹«, Kom og følg mig – Primary: Mormons Bog, 2020, 2020
»31. august-6. september«, Kom og følg mig – Primary: 2020
31. august-6. september
Helaman 13-16
»Glædelige tidender om stor glæde«
Forbered dig på at undervise ved at læse Helaman 13-16 og overveje, hvilke aktiviteter der bedst hjælper børnene til at lære sandheden i disse kapitler.
Nedskriv dine indtryk
Del med hinanden
Vis et billede af lamanitten Samuel, og bed børnene om at fortælle noget, de ved om ham. De kan fx tale om historien om Samuel, der underviser fra muren, eller de tegn han sagde ville ske, når Jesus blev født?
Undervis i læren: yngre børn
Ånden kan tale til vores hjerte.
Da lamanitten Samuel fik befaling om at forkynde for nefitterne, hjalp vor himmelske Fader ham til i sit hjerte at vide, hvad han skulle sige.
Mulige aktiviteter
-
Forklar børnene, at hvor vi taler med hinanden ved at bruge ord, kan Helligånden kommunikere gennem følelser i vores hjerte. Bed dem om at lægge hænderne på hjertet, hver gang du læser ordet »hjerte« i Helaman 13:2-5. Hjælp dem med at pynte hjerteformede stykker papir, hvor der står: »Ånden taler til mig i mit hjerte.«
-
Fortæl dem, at når de bliver døbt og bekræftet, får de Helligåndsgaven for at hjælpe dem til at vide, hvad vor himmelske Fader ønsker, at de gør og siger. Hjælp dem til at tænke på ting, som Helligånden kan fortælle dem, og opfordr dem til at fortælle, hvad de kan gøre for at følge hans tilskyndelser.
Profeter underviser om Jesus Kristus.
Beretningen om lamanitten Samuel er en storslået mulighed for at lære børnene, at alle profeter underviser om Jesus Kristus.
Mulige aktiviteter
-
Vis billedet af lamanitten Samuel i denne uges oplæg i Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier, og fortæl med enkle ord børnene om hans oplevelse i Helaman 13-16. Du kan også anvende »Kapitel 40: Lamanitten Samuel taler om Jesus Kristus« (Historier fra Mormons Bog, s. 111-113). Lad børnene fortælle ting, de ved om lamanitten Samuel.
-
Syng sammen »Samuel fortæller om Jesusbarnet« eller det syvende vers i »Mormons Bog fortæller«, Stjernen, dec. 1992, Børnestjernen, s. 7; (Børnenes sangbog, s. 62-63). Fortæl noget, du beundrer ved Samuel, og bed dem om at fortælle, hvad de godt kan lide ved hans historie.
-
Gem billeder rundt om i lokalet, der repræsenterer de tegn, Samuel profeterede om i Helaman 14:2-7 og 20-25. Læs en sætning, der beskriver et af tegnene, og lad børnene finde billedet på det tegn. Forklar, at disse tegn hjalp nefitterne til at kende til Jesus Kristus. Bær vidnesbyrd om, at alle profeter, ligesom Samuel, vidner om Jesus Kristus.
Jeg bliver velsignet, når jeg følger profeten.
Vor himmelske Fader har givet os en profet for at hjælpe os med at lære sin vilje at kende og følge sin plan. Vi velsignes, når vi lytter til profeternes ord og adlyder.
Mulige aktiviteter
-
Hjælp børnene med at bygge en lille mur af klodser eller bøger. Lad dem skiftes til at hjælpe Samuel, der er repræsenteret ved et lille stykke legetøj eller en dukke, til at klatre op på muren for at lære folket om Jesus Kristus. (Se også denne uges aktivitetsside). Kom med sætninger fra Helaman 16:1 og 5 for at forklare, at nogle mennesker troede på Samuel og blev døbt. Brug sætninger fra Helaman 16:2 og 6 for at vise, at andre ikke troede og blev vrede på Samuel. Bær vidnesbyrd om, at mennesker, der følger profeten, bliver velsignet.
-
Vis et billede af Frelseren, og bed et barn om at repræsentere profeten og lede de andre børn rundt i lokalet, mens de synger et par vers af »Følg Guds profeter« (Børnenes sangbog, s. 58-59) eller en anden sang om profeter. Lad derefter det barn, der repræsenterer profeten, lede børnene hen til billedet af Frelseren. Bær vidnesbyrd om, at hvis vi følger profeten, vil han lede os til Jesus Kristus. Fortæl om nogle ting, vores profet har lært os om Jesus for nylig. Hvordan kan vi følge hans råd?
Undervis i læren: ældre børn
Ånden kan tale til vores hjerte.
En dag vil de børn, du underviser, have brug for at vide, hvordan man gør det, Samuel gjorde: at dele det budskab, Herren lægger i deres hjerte.
Mulige aktiviteter
-
Vis et billede af lamanitten Samuel (fx det i Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier), og spørg børnene, hvordan Samuel vidste, hvad han skulle sige, da han forkyndte fra bymuren. Opfordr dem til at lede efter svar i Helaman 13:2-4. Fortæl om en gang, hvor Helligånden hjalp dig til i dit hjerte at vide, hvad Gud ønskede, du skulle gøre eller sige. Bed dem om at fortælle om lignende oplevelser, de har haft.
-
Vis et billede af den levende profet, der taler ved en generalkonference. Fortæl børnene, at Gud fortæller profeten, hvad han skal sige til os, ligesom han fortalte Samuel, hvad han skulle sige til nefitterne. Tal sammen om ting, profeten har sagt, der har været inspirerende for dig eller børnene.
Profeter underviser om Jesus Kristus.
Formålet med Samuels budskab var at vidne om Jesus Kristus og opfordre folket til at omvende sig og komme til ham. Vores profeter i dag har den samme rolle.
Mulige aktiviteter
-
Lad halvdelen af børnene læse Helaman 14:2-6 og lave tegninger af tegnene ved Jesu fødsel. Bed den anden halvdel om at læse Helaman 14:20-28 og lave tegninger af tegnene ved Jesu død. Lad derefter hver gruppe fortælle, hvad de har tegnet. Læs Helaman 14:11-12 sammen, og bed børnene om at lytte efter, hvorfor Samuel profeterede om disse tegn. Hvordan lærer vi om Jesus Kristus i dag?
-
Forklar, at ligesom lamanitten Samuel underviste om Jesus Kristus, gør levende profeter det samme i dag. Fortæl om en udtalelse fra et nyligt konferencebudskab, hvori den levende profet vidnede om Kristus. Lad børnene fortælle, hvad profeten har lært dem om Jesus Kristus.
Jeg bliver velsignet, når jeg følger profeten.
Vor himmelske Fader har givet os en profet for at hjælpe os med at lære sin vilje at kende og følge sin plan. Vi velsignes, når vi lytter til profetens ord og adlyder dem.
Mulige aktiviteter
-
Læs Mosija 16:1 og 5 højt sammen, og bed børnene om at rejse sig, når de hører noget, folket gjorde, da de troede på Samuels ord. Læs derefter vers 2 og 6, og lad børnene sætte sig, når de hører noget, folket gjorde, hvis de ikke troede. Hvordan kan vi vise, at vi tror på den levende profets ord?
-
Vis et billede af den levende profet, og bed børnene om at fortælle, hvad de ved om ham. Fortæl, hvordan du prøver at følge hans lærdomme, og hvordan du er blevet velsignet ved at gøre det.
Tilskynd til at lære derhjemme
Opfordr børnene til at lære noget, profeten har sagt, og dele det med klassen næste uge.