13.-19. juni. 1 Samuel 8-10; 13; 15-18: ›Krigen er Herrens‹«, Kom og følg mig – Primary: Det Gamle Testamente 2022, 2021
»13.-19. juni. 1 Samuel 8-10; 13; 15-18«, Kom og følg mig – Primary: 2022
13.-19. juni
1 Samuel 8-10; 13; 15-18
»Krigen er Herrens«
Selv om nedenstående aktiviteter er beregnet til enten yngre eller ældre børn, kan du tilpasse dem til at imødekomme behov hos dem, du underviser.
Nedskriv dine indtryk
Del med hinanden
Vis billedet af David og Goliat fra denne uges oplæg i Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier. Bed børnene om at fortælle, hvad de ved om historien, og stil spørgsmål for at hjælpe dem med at huske dele af historien, som de udelod.
Undervis i læren: Yngre børn
Herren ved, hvad der bor i mit hjerte.
At fortælle historien om, hvordan Herren bad Samuel om at vælge David til konge, kan hjælpe børnene med at forstå, at Herren kender os hver især.
Mulige aktiviteter
-
Fortæl, hvordan Herren fortalte Samuel, at David skulle blive konge af Israel (se 1 Sam 16:1-13). Mens du fortæller historien kan du lade et barn spille Samuel. Han eller hun kan give en papirkrone til et andet barn, som spiller David. Del dit vidnesbyrd om, at Herren kendte Davids hjerte, og at han kender os alle hver især.
-
Fortæl om en oplevelse, hvor du følte, at Herren var opmærksom på dig. Syng en sang om, at Frelseren kender og elsker os, f.eks. »Jesus er en dyrebar ven« (Børnenes sangbog, s. 37).
Tro på Jesus Kristus kan hjælpe mig til at være modig.
Børn kan nemt relatere til unge David, for selv om David var lille, overvandt han en stor udfordring. Hjælp dem til at forstå, at kilden til hans mod og styrke var hans tro på Jesus Kristus.
Mulige aktiviteter
-
Gennemgå historien om David og Goliat med børnene (se »David og Goliat« i Historier fra Det Gamle Testamente), og lad dem skiftes til at spille personer fra historien. Anmod barnet, der spiller Goliat, om at sige: »Kom med en mand, så vi kan kæmpe med hinanden!« (1 Sam 17:10). Anmod barnet, der spiller David, om at sige: »Jeg kommer mod dig i Hærskarers Herres navn« (1 Sam 17:45). Bær vidnesbyrd om, at når vi stoler på Herren, vil han hjælpe os til at være modige, som David var.
-
Brug denne uges aktivitetsside til at vise, hvor høj Goliat kan have været sammenlignet med en ung dreng som David. Forklar, at Israels hær var bange for Goliat. Bed børnene om at lade, som om de er bange. Vis derefter et billede af Jesus Kristus, og fortæl børnene, at fordi David stolede på Herren, kunne han være modig. Bed dem om at rejse sig op og stå, som om de er modige.
-
Tilskynd børnene til at marchere, som om de er David, der skal til at kæmpe med Goliat, mens I synger en sang om at være modig, såsom »Jeg vil være tapper« (Børnenes sangbog,s. 85).
Gode venner kan være en velsignelse for mig.
Jonatan og Davids venskab er et godt eksempel på de velsignelser, der kan komme fra gode venner.
Mulige aktiviteter
-
Tegn to figurer på tavlen, den ene skal repræsentere David, og den anden skal repræsentere Jonatan. Læs nogle få sætninger fra 1 Samuel 18:1-4, der lægger vægt på den kærlighed, disse to venner følte for hinanden. Giv hvert barn et papirhjerte, og spørg dem, hvordan de kan vise kærlighed til en ven. Hver gang et barn har delt en idé, kan du lade barnet sætte papirhjertet fast på tavlen.
-
Fortæl børnene om en god ven, som hjælper dig med at efterleve evangeliet eller styrker din tro på Jesus Kristus, og lad børnene fortælle, hvem der hjælper dem. Bed børnene om at agere, at de gør noget godt for en ven.
Undervis i læren: Ældre børn
1 Samuel 8:6; 9:15-17; 10:1-24; 16:1-13
De, der tjener i Kirken, er kaldet af Gud.
Beretningerne om Gud, der udvælger Saul og David til at være konger, kan hjælpe din klasse til at forstå, hvordan mennesker kaldes til at tjene i Kirken i dag. Disse beretninger kan styrke troen på, at kald kommer fra Gud igennem hans bemyndigede tjenere.
Mulige aktiviteter
-
Skriv på forskellige stykker papir følgende erklæringer og skriftsteder: Folket ville have en konge (1 Sam 8:6); Herren fortalte Samuel, at Saul ville blive konge (1 Sam 9:15-17); Samuel salvede Saul (1 Sam 10:1); Samuel præsenterede Saul for folket (1 Sam 10:24). Bed børnene om at læse disse skriftsteder og lægge dem i rigtig rækkefølge.
-
Lær sammen den tredje trosartikel udenad. Fortæl kortfattet børnene, hvordan du modtog din kaldelse til at undervise i Primary. Hvordan ved du, at du blev kaldet af Gud? Bær vidnesbyrd om, at Gud inspirerer ledere til at kalde mennesker til at tjene.
»Herren ser på hjertet.«
Det er naturligt at dømme andre baseret på, hvad vi kan se, men at blive mere som Jesus betyder bl.a. at lære, hvordan man ser, som han gør – ved at se »på hjertet« (1 Sam 16:7).
Mulige aktiviteter
-
Lad børnene forestille sig, at de blev bedt om at vælge nogen til at være konge. Hvilke egenskaber ville de se efter? Læs 1 Samuel 16:6-7 sammen for at finde ud, hvad Herren sagde til Samuel, da han ledte efter en ny konge af Israel. Hvad kan vi lære af Herrens vejledning?
-
Præsenter en genstand, der illustrerer for børnene, at bedømmelser, vi foretager baseret på »udseende« (v. 7), måske ikke er korrekte. Du kan f.eks. vise dem noget mad eller en bog med et omslag, der ikke stemmer med det virkelige indhold. Hvad lærer 1 Samuel 16:7 og denne illustration os om, hvordan vi bør se på os selv og andre mennesker?
-
Del en oplevelse, hvor du lærte, hvorfor du bør »se på hjertet« og ikke dømme folk på deres »udseende« (v. 7). Lad børnene fortælle om lignende oplevelser, de har haft. Syng en sang, der lægger vægt på dette princip, såsom »Jeg går med dig« eller »Vi er forskellige« (Børnenes sangbog, s. 78-79; Børnestjernen, aug. 1992, s. 11).
Jesus Kristus kan hjælpe mig med at overvinde enhver udfordring.
Børnene står måske over for udfordringer, der kan virke lige så vanskelige som at besejre en kæmpe som Goliat. Davids eksempel kan give dem håb om, at Herren vil hjælpe dem i deres kampe.
Mulige aktiviteter
-
Få børnene til at tegne billeder af forskellige dele af historien i 1 Samuel 17:20-54. Vis billederne i rigtig rækkefølge på tavlen, og lad børnene fortælle historien ved at tale om hvert billede, de har tegnet. Hvad ønsker Herren, at vi skal lære af denne historie?
-
Hjælp børnene med at lave en liste på tavlen over nogle vanskelige udfordringer, en person kan stå over for. Tilskynd dem til at finde ting, David sagde, der kan opmuntre nogle, som står over for udfordringer som disse (se 1 Sam 17:26, 32, 34-37, 45-47). Fortæl børnene, hvordan Jesus Kristus har hjulpet dig med udfordringer.
Tilskynd til at lære i hjemmet
Stil børnene et spørgsmål om noget, de har lært i dag. Skriv spørgsmålet ned, og giv en kopi til hvert barn, som de kan tage med hjem og snakke om i familien.