20.-26. juni. 2 Samuel 5-7; 11-12; 1 Kongebog 3; 8; 11: ›Dit kongedømme skal stå fast … til evig tid‹«, Kom og følg mig – Primary: Det Gamle Testamente 2022, 2021
»20.-26. juni. 2 Samuel 5-7; 11-12; 1 Kongebog 3; 8; 11«, Kom og følg – Primary: 2022
20.-26. juni
2 Samuel 5-7; 11-12; 1 Kongebog 3; 8; 11
»Dit kongedømme skal stå fast … til evig tid«
Når du læser skrifterne, kan Helligånden give dig indtryk og inspirere dig til at vide, hvad der vil give mest mening for de børn, du underviser.
Nedskriv dine indtryk
Del med hinanden
Bed nogle få børn om at tale om deres oplevelser med at læse skrifterne (individuelt, sammen med familien eller i kirken). Hvornår og hvor læser de skrifterne? Hvordan har de det, når de læser skrifterne? Hvilke velsignelser får de ved at adlyde dette bud?
Undervis i læren: Yngre børn
Hvis jeg har brug for vejledning, kan jeg spørge vor himmelske Fader.
Disse vers beskriver, hvordan David bad om råd og vejledning som Israels konge. Hvordan kan du inspirere børnene til at vende sig til Gud i bøn, når de har brug for det?
Mulige aktiviteter
-
Forklar børnene, at da David havde brug for hjælp, »spurgte« eller bad han om svarene. Læs 2 Samuel 5:19, 23, og bed børnene om at lytte efter ordet »spurgte« og lægge armene over kors, når de hører det. Bær vidnesbyrd om, at vi altid kan bede til vor himmelske Fader, når vi har brug for hjælp.
-
For at hjælpe børnene med at komme på, hvad de kan sige, når de beder, kan du bede dem om at afslutte sætninger som disse: »Vi takker dig for …« og »Vi beder dig om …« Lad børnene tegne billeder af ting, de kan takke for eller bede om i bøn.
-
Fortæl dem om engang, hvor du bad vor himmelske Fader om hjælp. Hvordan besvarede han din bøn? Hvilken forskel gjorde det, at han hjalp dig? Lad børnene fortælle om deres oplevelser.
Jesus Kristus er vores konge.
Da David var Israels konge, fortalte Herren ham, at hans »trone [skulle] være grundfæstet til evig tid« (2 Sam 7:16). Dette løfte henviser til Jesus Kristus, vores Konge i evighed, som blev født af Davids efterkommere.
Mulige aktiviteter
-
Bed et af børnene om at lade som om, at han eller hun er konge eller dronning. Giv om muligt barnet nogle enkle rekvisitter. Hvad er en konge eller dronning? Hvad skal de gøre? Fortæl børnene, at David var konge, og at han var forfader til Jesus Kristus, som vi kalder »Kongernes Konge« (Åb 19:16). Hjælp børnene til at tænke over, hvordan vi kan vise, at vi tror på, at Jesus Kristus er vores konge i evighed.
-
Mens børnene fuldfører denne uges aktivitetsside, så syng eller afspil en sang, der henviser til Kristus som vores konge, såsom »Kaldet til at tjene« eller »Jeg på Kristus tror« (Børnenes sangbog, s. 94; Salmer og sange, nr. 69). Bed børnene om at lytte efter ordet »konge« og holde et billede af Jesus op, når de hører det. Hvordan har vi det, når vi synger om Jesus?
Jeg kan vandre ad Guds veje.
For israelitterne var bygningen og indvielsen af templet en mulighed for at vende deres hjerte til Herren og igen forpligte sig til at »vandre ad alle hans veje« (1 Kong 8:58). Hvordan kan du hjælpe de børn, du underviser, til at »vandre ad alle hans veje«?
Mulige aktiviteter
-
Vis børnene et billede af et moderne tempel og det tempel, som Salomo byggede (se denne uges oplæg i Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier). Forklar, at da Salomo byggede et tempel til israelitterne, tilskyndede han dem til at »vandre ad alle [Herrens] veje« (1 Kong 8:58). Fortæl børnene, hvordan templet hjælper en med at vandre ad Herrens veje. Lad børnene fortælle, hvad de føler om templet. Syng en sang med børnene om templet, såsom »Jeg elsker Herrens tempel« (Børnenes sangbog, s. 99).
-
Giv nogle af børnene papirhjerter og andre børn papirfodspor. Læs 1 Kongebog 8:58, og bed børnene om at løfte hjerterne op, når du siger ordet »hjerte« og fodsporene, når du siger udtrykket »vandrer ad alle hans veje«. Hjælp børnene med at forstå, at vi vandrer ad Herrens veje, når vi følger Jesus og prøver at blive lige som ham. Spørg børnene, hvad de gør for at vandre ad Frelserens veje. I kan synge en sang sammen om at følge Jesus, såsom »Jeg prøver at bli’ som Jesus« (Børnenes sangbog, s. 40-41).
Undervis i læren: Ældre børn
Jesus Kristus er vores konge.
De konger, vi læser om i Det Gamle Testamente, havde alle fejl og begik fejltagelser – selv de gode af dem. Men den konge, der blev profeteret om, som skulle nedstamme fra David, Jesus Kristus, er fuldkommen og vil regere i al evighed.
Mulige aktiviteter
-
Bed børnene om at læse, hvad profeten Natan fortalte kong David i 2 Samuel 7:16-17, og spørg dem, hvad de tror, denne profeti betyder. Hvorfor får Davids kongedømme aldrig ende? Hjælp børnene med at finde og læse skriftsteder, der lærer os, at Jesus Kristus, efterkommer af David, er konge, såsom Lukas 1:32-33; Johannes 18:33-37 og Johannes’ Åbenbaring 19:16. Hvordan er Jesus Kristus ligesom en konge? På hvilke måder kan vi vise, at Jesus Kristus er vores konge i evighed?
-
Syng nogle salmer sammen med børnene, der handler om, at Kristus er vores konge, såsom »O, kom, du Konge, kom«, »O, glæd dig nu vor jord!« eller »Jesus vil i herlighed« (Salmer og sange,, nr. 21, 28, 118). Hvad lærer disse salmer os om, hvad det betyder at have Jesus Kristus som vores konge?
Jeg kan overvinde fristelse.
De børn, du underviser, tager små, men vigtige beslutninger hver dag. Hvordan kan du hjælpe dem til at forstå vigtigheden af at vælge det rette, selv når det er svært?
Mulige aktiviteter
-
Gennemgå 2 Samuel 11 med børnene, og påpeg de valg, David foretog. Spørg børnene, hvilke gode valg, David burde have foretaget. Nævn nogle ting, vi kan gøre, når vi bliver fristet, der kan hjælpe os med at vælge det rette.
-
For at give et eksempel på nogle, der – i modsætning til David – modstod fristelse, så spørg børnene, om de kan huske historien om Josef og Potifars kone (se 1 Mos 39:7-12). Du kan eventuelt repetere historien for børnene og hjælpe dem med at sammenligne den med historien om David. Hvad kan vi lære af historierne om David og Josef om, hvordan vi kan modstå fristelse?
Tilskynd til at lære i hjemmet
Hjælp børnene til at komme på noget, de kan gøre for at bruge det, de har lært i dag. Tilskynd dem til at handle efter deres planer.