»27. juni-3. juli. 1 Kongebog 17-19: ›Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham‹«, Kom og følg mig – Primary: Det Gamle Testamente 2022, 2021
»27. juni-3. juli. 1 Kongebog 17-19«, Kom og følg mig – Primary: 2022
27. juni-3. juli
1 Kongebog 17-19
»Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham«
De fleste børn elsker historier. Hjælp børnene med at finde sandheder i historierne i 1 Kongebog 17-19, der vil styrke deres tro på Jesus Kristus.
Nedskriv dine indtryk
Del med hinanden
Vis børnene billederne i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier. Bed børnene om at fortælle, hvad de ved om historierne, som er vist på billederne. Hvad lærer vi af disse historier?
Undervis i læren: Yngre børn
Herren velsigner dem, der har tro.
1 Kongebog 17 indeholder flere eksempler på stor tro. Som følge af stor tro blev profeten Elias fodret af ravne under en hungersnød, en enke og hendes søn fik mangedoblet deres mad, og profeten Elias opvakte enkens søn fra de døde.
Mulige aktiviteter
-
Vis billeder eller genstande, der passer til historierne i 1 Kongebog 17, såsom fugle, brød eller en dreng. Fortæl børnene disse historier (»Profeten Elias « i Historier fra Det Gamle Testamente kan være til hjælp), og lad dem finde det billede eller den genstand, der passer til hver historie. Læg vægt på, at profeten Elias og enken havde tro på Jesus Kristus og modtog store velsignelser.
-
Hjælp børnene med at komme på måder, hvorpå de kan vise, at de har tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus, hvilket betyder, at de tror på dem og stoler på dem. Syng en sang med dem om tro, såsom »Jeg ved, min Fader lever« (Børnenes sangbog, s. 8).
Jeg kan vælge at følge Jesus Kristus.
Profeten Elias tilskyndede Israels folk til at træffe en beslutning om at følge Jesus Kristus. Hjælp børnene til at se, at de kan foretage det samme valg.
Mulige aktiviteter
-
Forklar børnene, at folk på profeten Elias’ tid ikke var sikre på, om de ønskede at følge Herren. Fortæl historien om, hvordan Elias tilskyndede dem til at vælge at følge Herren, fra 1 Kongebog 18:17-39 (se også »Profeten Elias og Ba’als præster« i Historier fra Det Gamle Testamente). Fortæl børnene, hvorfor du vælger at følge Jesus Kristus, og spørg dem, hvorfor de vælger at følge ham.
-
Læs for børnene, hvad profeten Elias sagde til folket: »Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham« (1 Kong 18:21). Hvad vil det sige at følge Jesus Kristus? Hjælp børnene til at komme på specifikke ting, de kan gøre for at følge Jesus Kristus, og tilskynd dem til at tegne billeder af sig selv, der gør disse ting.
Helligånden taler til mig med en stille sagte røst.
Med lidt vejledning kan små børn genkende Helligåndens indflydelse i deres liv. Overvej, hvordan du kan hjælpe dem.
Mulige aktiviteter
-
Repetér historien i 1 Kongebog 19:9-12 for børnene, og læs vers 11-12. Lad dem lave nogle bevægelser, der repræsenterer den stærke vind, jordskælvet og ilden. Bed dem derefter om at sidde meget stille, mens du læser slutningen af vers 12 med en dæmpet stemme: »Efter ilden lød der en sagte susen«. Bed dem om at prøve at tale, så det lyder som en sagte susen. Fortæl dem om tidspunkter, hvor du har oplevet en tilskyndelse fra Helligånden.
-
Hjælp børnene med at genkende tidspunkter, hvor de kan have følt Helligåndens indflydelse. Syng eller spil eksempelvis en ærbødig sang om Jesus, og spørg dem, hvad de føler, når de tænker på ham. Spørg dem, hvad de føler ved andre ærbødige aktiviteter, såsom bøn med deres familier, eller når de deltager i nadveren. Forklar dem, at disse følelser kommer fra Helligånden. Fortæl børnene, hvordan Helligåndens kraft har velsignet dit liv.
Undervis i læren: Ældre børn
Når Herren beder mig om at ofre noget, kan jeg adlyde i tro.
Enken i Sarepta stolede på Herren og hans profet, selv om hun blev bedt om et stort offer. Denne historie kan hjælpe børnene, når Herren beder dem om at ofre noget.
Mulige aktiviteter
-
Læs 1 Kongebog 17:8-16 for børnene. Bed dem om at fremføre historien, mens du læser den en gang til. Hold pause forskellige steder, og spørg dem, hvordan de ville føle det, hvis de var profeten Elias eller enken. Lad dem fortælle, hvad de lærer af denne historie.
-
Bed et barn om at tegne et billede på tavlen af det, Herren bad enken om at give profeten Elias (se 1 Kong 17:12-13). Bed et andet barn om at tegne det, som enken modtog til gengæld (se 1 Kong 17:15-16). Hvilke ting beder Herren os om at ofre? Bed børnene om at fortælle, hvordan de er blevet velsignet for at have ofret noget.
Jeg kan vælge at følge Jesus Kristus.
Israelitterne kunne ikke beslutte sig for, om de ville følge Herren. Tænk over, hvordan du kan inspirere børnene til at forpligte sig til at være disciple.
Mulige aktiviteter
-
Bed hvert barn om at læse nogle vers fra 1 Kongebog 18:17-39 og tegne et billede af det, hans eller hendes vers beskriver. Hjælp om nødvendigt børnene med at forstå versene. Lad dem derefter bruge deres billeder til at fortælle historien. Hvad lærer denne historie os om Herren?
-
Lad børnene tale om tidspunkter, hvor de måtte vælge mellem to forskellige ting. Hvad hjalp dem til at vælge? Hjælp dem med at komme i tanke om situationer, hvor de måske vil skulle beslutte sig for, om de skal følge Jesus Kristus eller ikke. Hvilke sandheder fra historien i 1 Kongebog 18:17-39 kunne hjælpe dem til at beslutte sig?
Helligånden taler til mig med en sagte røst.
Verden er fuld af forstyrrende lyde, der kan gøre det svært at høre Åndens sagte røst. Hvordan kan du hjælpe børnene til at høre den?
Mulige aktiviteter
-
Bed børnene om at lytte godt efter, mens du læser 1 Kongebog 19:11-12 højt for dem med meget dæmpet stemme. Tilskynd dem til at lede i 1 Kongebog 19 efter de vers, du læste, og finde ud af, hvad profeten Elias gjorde. Snak om, hvad de var nødt til at gøre for at høre, hvad du sagde, og hjælp dem med at sammenligne dette med, hvad vi er nødt til at gøre for at høre Åndens »sagte røst«. Lad børnene skiftes til stille at læse andre vers fra 1 Kongebog 19, mens andre børn finder disse vers i skrifterne.
-
Del nogle flere skriftsteder med børnene, der beskriver, hvordan Ånden kommunikerer med os (se Guide til skrifterne, »Inspiration«, https://www.churchofjesuschrist.org/study/scriptures?lang=dan). Bed børnene om at tale om tidspunkter, hvor de har følt, at Helligånden vejledte dem eller vidnede for dem. Hvad foretog de sig? Hvad kan distrahere os fra at høre Ånden? Læs Moroni 4:3 sammen, og tilskynd børnene til at vælge en ting, de vil gøre, så de »altid må have hans Ånd hos sig«.
Tilskynd til at lære i hjemmet
Bed børnene om at komme på noget, som de vil gøre på baggrund af det, de har lært i dag. De kan f.eks. sætte sig et åndeligt, intellektuelt, fysisk eller socialt mål om at blive mere som Jesus Kristus.