»17.-23. april. Matthæus 18; Lukas 10: ›Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?‹«, Kom og følg mig – Søndagsskolen: Det Nye Testamente 2023, 2022
»17.-23. april. Matthæus 18; Lukas 10«, Kom og følg mig – Søndagsskolen: 2023
17.-23. april
Matthæus 18; Lukas 10
»Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?«
Læs Matthæus 18 og Lukas 10, og skriv dine åndelige indtryk ned. Når du modtager indtryk, kan du måske, som ældste Richard G. Scott foreslog, spørge: »Er der mere, jeg bør vide?« (»At opnå åndelig vejledning«, Liahona, nov. 2009, s. 8).
Del med hinanden
Disse kapitler indeholder mange eksempler på evangeliske lærdomme, der adskiller sig fra det, som verden lærer os. Klassemedlemmerne kan give nogle eksempler, de fandt i denne uges læsning. Hvordan velsigner Herren os, når vi gør brug af hans lærdomme?
Undervis i læren
Vi skal tilgive andre, hvis vi skal modtage tilgivelse fra Herren.
-
Hvordan kan du bruge lignelsen om den gældbundne tjener til at inspirere klassemedlemmerne til at blive mere tilgivende? Du kan måske skrive spørgsmål som følgende på tavlen og bede dem om at tænke på, at de er en person, der genfortæller lignelsen: Hvem repræsenterer kongen? Hvem repræsenterer den gældbundne tjener? Hvem repræsenterer medtjenerne? Hvad repræsenterer gælden? Bed klassen om at fortælle, hvilke budskaber lignelsen har for dem personligt. (Se også »Yderligere ressourcer«).
-
Du kan bede klassen om at skabe en tilpasning af lignelsen om den gældbundne tjener, der lærer den samme lektie om tilgivelse, ved at bruge nutidige situationer og detaljer. (Overvej at få dem til at arbejde i grupper). Tal om, hvordan lignelsen besvarede Peters spørgsmål om, hvor mange gange han skulle tilgive.
For at opnå evigt liv må vi elske Gud og vores næste.
-
Denne idé kan give dem et nyt syn på lignelsen om den barmhjertige samaritaner: Bed dem om at forestille sig, at de undersøger en sag om overfald og røveri på vejen mellem Jeriko og Jerusalem. Bed nogle om at komme til klassen forberedt på at repræsentere de forskellige personer i lignelsen og tale om deres involvering i sagen. Hvilke grunde kan der eksempelvis være til, at præsten og levitten ikke stoppede og hjalp den sårede mand? Hvorfor stoppede samaritaneren? Hvilke tanker kan værten på herberget tilføje? Hvad kunne den sårede mand have følt for de andre? Sørg for, at drøftelsen inspirerer klassemedlemmerne til at være som den barmhjertige samaritaner og værten på herberget og undgå at være som præsten og levitten.
-
Hvordan besvarer lignelsen om den barmhjertige samaritaner de spørgsmål, som blev stillet til Jesus i Lukas 10:25-29? Giv klassen mulighed for at tale om situationer, hvor de har følt sig som »en mand« (v. 30), der desperat havde brug for hjælp. Hvordan kom hjælpen? Hvordan kan vi som menighedens medlemmer hjælpe hinanden, som den barmhjertige samaritaner og værten på herberget gjorde?
Vi vælger »den gode del« ved dagligt at foretage valg, der fører til evigt liv.
-
Når I har læst Lukas 10:38-42 sammen, kan du spørge klassen, hvordan de ville have reageret på Frelserens råd, hvis de havde været i Marthas sted. Hvordan kan denne oplevelse have påvirket deres fremtidige valg? Hvordan kan vi vide, hvilke ting i vores liv, der kræver mere tid og opmærksomhed? Klassen kunne søge i præsident Dallin H. Oaks’ tale »God, bedre, bedst« (Liahona, nov. 2007, s. 104-108) for at finde råd, der kan hjælpe dem.
Yderligere ressourcer
Gælden i lignelsen om den gældbundne tjener.
Som kommentar til gælden i lignelsen om den gældbundne tjener har ældste Jeffrey R. Holland sagt:
»Der er delte meninger blandt de lærde om de monetære værdienheder, der nævnes her – og tilgiv mig henvisningen til amerikansk valuta – men for at gøre regnestykket lettere, hvis den mindre 100 denarer store gæld svarer til 100 dollars i vore dage, så må gælden på de 10.000 talenter, der blev eftergivet kvit og frit, ligge i omegnen af en milliard dollars – eller mere!
Som personlig gæld er det et astronomisk beløb – helt udover forstand. (Ingen kan shoppe for så meget)! Hvad angår formålet med denne lignelse, er det meningen, at det skal være ufatteligt, det er meningen, at det overgår vores fatteevne, for slet ikke at tale om vores evne til at betale tilbage. Det er, fordi det ikke er en historie i Det Nye Testamente om to tjenere, der ikke kommer overens. Det er en historie om os, den faldne menneskelige familie, alle dødelige skyldnere, overtrædere og fanger. Hver eneste af os er en skyldner, og kendelsen lød på fængsel for enhver af os. Og der måtte vi alle forblive, hvis det ikke havde været for en Konges nåde, som sætter os fri, fordi han elsker os og er ›bevæget af medfølelse med os‹ [L&P 121:4]« (»Så vær da fuldkomne – i sidste ende«, Liahona, nov. 2017, s. 41).