Kapitel 6

Et verdensomspændende søsterfællesskab

Da profeten Joseph Smith mødtes med hjælpeforeningssøstrene i Nauvoo, underviste han i, at de udover at yde timelig tjeneste skulle styrke folk åndeligt (se kap. 2). Med baggrund i dette råd har hjælpeforeningssøstre fundet kærlighed og ly for livets storme, når de har tjent sammen. De har delt Jesu Kristi evangelium med hinanden og med mennesker omkring sig. Hjælpeforeningen er blevet en beskyttelse mod verden – et tilflugtssted – og et centrum af lys for verden – et sted, der øver indflydelse.

Ved et hjælpeforeningsmøde i Ogden i Utah anerkendte søster Eliza R. Snow, Hjælpeforeningens anden hovedpræsident, taknemligt søstrenes indsats for at styrke hinanden timeligt og åndeligt. Hun fortalte dem, at selv om Kirken ikke førte optegnelser over ethvert bidrag, de ydede for at hjælpe de nødlidende, fører Herren en fuldkommen optegnelse over deres frelsende arbejde:

»Jeg er fuldt ud klar over, at der ydes temmelig meget, der aldrig nedskrives i bøgerne. Profeten Joseph Smith har sagt, at denne forening blev organiseret for at frelse sjæle. Hvad har søstrene gjort for at vinde dem tilbage, der er kommet på afveje? – For at varme de hjerter, der er blevet kolde over for evangeliet? – Der føres endnu en bog over jeres tro, jeres venlighed, jeres gode gerninger og ord. Der føres endnu en optegnelse. Intet går upåagtet hen.«¹

Der føres en himmelsk optegnelse over hjælpeforeningssøstrenes tjeneste, når de rækker ud til dem, hvis hjerte er blevet koldt, og som har brug for tro, venlighed, gode gerninger og opløftende ord.

Verdensomspændende søsterfællesskab

I midten af 1900-tallet, da verden led under eftervirkninger af krige og naturkatastrofer, tog hjælpeforeningssøstrenes arbejde til i omfang. Tro mod organisationens formål – at øge tro og personlig retskaffenhed, styrke hjem og familie og finde og hjælpe dem, der lider nød – udgjorde Hjælpeforeningen et tilflugtssted for sidste dages hellige søstre og virkede for det gode. I 1947 forklarede hovedpræsidentskabet (søster Belle S. Spafford, Marianne Sharp og Gertrude Garff): »Vores mission er helbredende og kræver et stort hjerte, en venlig kontakt og en fast vilje.«²

På det tidspunkt gennemførte nogle regeringer politiske restriktioner og byggede endda nogle fysiske barrierer. Disse restriktioner og barrierer, som går under betegnelser som Jerntæppet og Berlinmuren, og var udtænkt for at tilbageholde nogle mennesker og udelukke andre. I modsætning hertil byggede hjælpeforeningssøstrene mure om åndelige tilflugtssteder, der skulle beskytte og inddrage. De mødtes i en verdensomspændende kreds af søsterfællesskab og opfordrede andre til at tilslutte sig.

Selv i lande med politiske begrænsninger og love, der forhindrede fri deltagelse i gudsdyrkelse, følte medlemmer af Hjælpeforeningen en tilknytning til deres søstre overalt i verden. De forholdt sig i det stille tro mod deres vidnesbyrd om det gengivne evangelium og mod Hjælpeforeningens formål.

I 1980 besøgte præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum og hans hustru, Donna, en Hjælpeforening i Tjekkoslovakiet (nu Tjekkiet og Slovakiet). Han mindedes senere:

»Det var ikke let at få visum, og vi måtte udvise stor forsigtighed for ikke at bringe vore medlemmers sikkerhed og velbefindende i fare, for de havde i generationer kæmpet for at holde deres tro i live under ubeskrivelig undertrykkelse.

Det mest mindeværdige møde fandt sted på et loftsværelse. Rullegardinerne var trukket ned. Selv om det var aften, kom deltagerne på forskellige tidspunkter, en fra en retning og en fra en anden for ikke at vække opsigt.

Der var 12 søstre til stede. Vi sang Zions salmer fra sangbøger – tekst uden musik – som var blevet trykt over 50 år tidligere. En lektion blev ærbødigt præsenteret fra et håndskrevet hæfte …

Jeg fortalte disse søstre, at de tilhørte verdens største og på alle måder mest storslåede kvindeorganisation. Jeg citerede profeten Joseph Smith, da han og brødrene organiserede Hjælpeforeningen …

Ånden var til stede. Den dejlige søster, der havde ledt mødet med mildhed og ærbødighed, græd åbenlyst.

Jeg fortalte dem, at jeg efter vores hjemkomst skulle tale ved en hjælpeforeningskonference. Kunne jeg overbringe et budskab fra dem? Flere af dem skrev små sedler, og hver eneste af dem udtrykte gavmildhedens ånd – ingen bad om noget. Jeg glemmer aldrig det, en søster skrev: ›En lille kreds af søstre sender deres kærligste hilsener og tanker til alle søstre og trygler Herren om at hjælpe os med at gå fremad.‹

Disse ord, en kreds af søstre, inspirerede mig. Jeg kunne se dem stå i en rundkreds, der strakte sig ud over det værelse og omkransede hele verden.«³

Med dette møde i tankerne sagde præsident Packer: »Jeg stod et øjeblik i den kreds og fornemmede, hvordan troens, modets og kærlighedens impulser kom og udgik fra begge sider.«⁴

Sådan tro, mod og kærlighed i forening former hjælpeforeningssøstrenes arv overalt. Præsident Henry B. Eyring, rådgiver i Det Første Præsidentskab, opmuntrede hjælpeforeningssøstre til at tage del i den arv. »I viderefører den arv, når I hjælper andre med at modtage næstekærlighedens gave i deres hjerte,« har han sagt. »Dermed bliver de i stand til at give den videre til andre. Hjælpeforeningens historie er optegnet i ord og tal, men arven videreføres fra hjerte til hjerte.«⁵ Dette sker i Hjælpeforeningens kreds af søsterfællesskab.

Et tilflugtssted

Siden Hjælpeforeningens første dage har søstre skabt et tilflugtssted – et sted med helbredelse, kærlighed, venlighed, omsorg og tilhørsforhold. I Nauvoo fandt søstre et tilflugtssted i Hjælpeforeningen, når de stolede på hinandens tro og evner, og når de deltes om mad og tøj. Dette fortsatte, mens de krydsede sletterne, og efter de bosatte sig i territoriet Utah. Efterhånden som Kirken vokser overalt i verden, finder søstre fortsat et tilflugtssted i Hjælpeforeningen.

Præsident Boyd K. Packer har sagt: »Denne store søsterkreds vil være en beskyttelse for enhver af jer og for jeres familie. Hjælpeforeningen kan sammenlignes med et tilflugtssted – et trygt sted, hvor man kan være beskyttet – som i fordums tiders helligdom. I kan føle jer trygge der. Den omkranser alle søstre som en beskyttende mur.«⁶

I 1999 flyttede Bobbie Sandberg, en ung hustru og mor, sammen med sin familie fra USA til Taiwan. Skønt hun kun skulle være der i et halvt år, mens hun og hendes mand underviste i engelsk, tog hendes taiwanesiske søstre hende under Hjælpeforeningens beskyttende vinger.

Denne beskyttelse blev især tydelig, da et frygteligt jordskælv rystede landet med sit epicentrum nær familien Sandbergs hjem. Bygninger styrtede sammen på begge sider af den skole, hvor de boede. Inden for få timer efter den første, store rystelse kom søster Sandbergs hjælpeforeningspræsident ud til familien som en barmhjertig engel for at vurdere deres behov og hjælpe dem. Eftersom mange af vejene og bygningerne var blevet ødelagt og alle kommunikationslinjer var brudt ned, tog denne omsorgsfulde præsident det eneste transportmiddel, hun kunne finde. Hun kørte på sin cykel gennem ruinerne, indtil hun havde besøgt mange af søstrene i menigheden.

Midt i al denne fysiske tumult var søster Sandberg under Hjælpeforeningens trygge beskyttelse. Hendes hjælpeforeningspræsident bekymrede sig om alle menighedens søstres sikkerhed og behov.

Ligesom søster Sandberg kan mange sidste dages hellige rundt om i verden bevidne sandheden af denne udtalelse fra præsident Packer: »Hvor er det dog en stor trøst at vide, at uanset hvor en familie rejser hen, så venter en kirkefamilie på dem. Fra den dag de ankommer, tilhører han et præstedømmekvorum og hun en hjælpeforening.«⁷

Et betydningsfuldt sted

Søster Belle S. Spafford blev kaldet som Hjælpeforeningens niende hovedpræsident i april 1945, og præsident George Albert Smith blev indsat som Kirkens ottende præsident omkring seks uger senere. Præsident Smith opmuntrede søster Spafford og alle hjælpeforeningssøstre til at sørge for timelig hjælp til mennesker, der fortsat led under dønningerne af anden verdenskrig. Han bad dem også om at gøre deres indflydelse gældende blandt alle verdens kvinder. Han sagde: »Da profeten Joseph Smith åbnede døren for kvindernes frigørelse, blev den åbnet for hele verden.«⁸

Hjælpeforeningsbygningen, et centrum for indflydelse

I oktober 1945 blev der bekendtgjort planer om at opføre en hjælpeforeningsbygning.⁹ I oktober 1947 godkendte Det Første Præsidentskab en plan fremlagt af søster Belle S. Spafford: Hvert medlem af Hjælpeforeningen, som dengang talte 100.000, blev bedt om at donere fem dollars til projektet. Søstre fra hele verden sendte deres bidrag. Nogle sendte kulturgenstande fra deres hjemland for at forskønne bygningens indre. På ét år rejste søstrene 554.016 dollars.

Søster Spafford udtalte: »Denne indsamling udgør et stort pengebeløb, men er ikke alene af monetær værdi. Heri afspejles mange uhåndgribelige skatte – skatte af allerstørste værdi – en påskønnelse for den ærefulde stilling, kvinder tildeles i evangeliets plan, vidnesbyrd om foreningens guddommelige virke, taknemlighed for den mulighed Kirkens søstre får for at tjene … loyalitet mod lederne og uselvisk opofrelse for en storslået sag. Den afspejler den storhed, som er uløseligt forbundet til foreningen.«¹⁰

Bygningen, der ligger nordøst for templet i Salt Lake City, blev indviet den 3. oktober 1956. I indvielsesbønnen talte præsident David O. McKay, Kirkens niende præsident, om den verdensomspændende indflydelse, som ville udgå fra denne bygning: »For at forbedre sin indsats over for de trængende og lidende i Kirken og i verden har Hjælpeforeningen med hjælp fra Kirkens medlemmer opført dette smukke hjemsted for Hjælpeforeningen.«¹¹

Siden 1984 har bygningen også lagt lokaler til Unge Pigers og Primarys hovedpræsidentskaber.

Indflydelse på folk med en anden tro

Søster Spafford lærte en storslået lektie af præsident George Albert Smith om at formidle Kirkens værdier til verdens kvinder. Kort tid efter hun var blevet opretholdt som Hjælpeforeningens hovedpræsident, »kom der et brev fra Det Nationale Kvinderåd, der annoncerede deres årlige møde, som skulle holdes i New York City.

Søster Spafford havde tidligere overværet disse møder, og i betragtning af sine tidligere erfaringer overvejede hun og hendes rådgivere i flere uger omhyggeligt indbydelsen.

De besluttede at anbefale Kirkens præsident, at Hjælpeforeningen skulle opsige sit medlemskab af disse råd. De udarbejdede et anbefalingsdokument, der angav alle grundene til at gøre det.

Rystende og usikker anbragte søster Spafford det stykke papir på præsident George Albert Smiths skrivebord og sagde: ›Hjælpeforeningens præsidentskab ønsker at anbefale, at hovedbestyrelsen opsiger sit medlemskab i Det Nationale Kvinderåd og i Det Internationale Kvinderåd af de grunde, som er nedskrevet her.‹

Præsident Smith læste omhyggeligt brevet. ›Havde de ikke været medlemmer i noget mere end et halvt århundrede?‹ forhørte han sig.

Søster Spafford forklarede, hvor dyrt det var at rejse til New York, tiden det tog, og hun beskrev de ydmygende situationer, de sommetider oplevede. Hun anbefalede, at de meldte sig ud, for ›vi får ikke noget som helst ud af disse råd‹.

Den vise, gamle profet lænede sig tilbage i stolen og så på hende med et ængsteligt udtryk. ›I ønsker at trække jer ud, fordi I ikke får noget ud af det?‹

›Det er vores fornemmelse,‹ svarede hun.

›Sig mig,‹ sagde han, ›hvad er det, I bidrager med?

›Søster Spafford,‹ fortsatte han, ›du overrasker mig. Tænker du altid ud fra, hvad I får? Tænker I ikke også ud fra, hvad I har at give?‹

Han gav hende brevet tilbage og rakte hende hånden. Med betydelig fasthed sagde han: ›Fortsæt jeres medlemskab i de råd og gør jeres indflydelse gældende.‹«¹²

Og det gjorde hun! Hun deltog i Det Nationale Kvinderåd og Det Internationale Kvinderåd og sad i lederpositioner i mange år i disse organisationer. Hun holdt fast på Jesu Kristi evangeliums principper og på Hjælpeforeningens formål.

Hver gang søster Spafford tog af sted til Det Internationale Kvinderåd, fik hun tildelt mødet for den »sociale og moralske velfærd«. Hun fortalte:

»Engang protesterede jeg over at skulle tilbage til mødet for social og moralsk velfærd, og jeg var på det tidspunkt på god talefod med Rådets formand … og jeg sagde: ›Jeg deltager i dette møde hver gang, og det bliver mere og mere frastødende. Jeg kunne tænke mig et andet.‹ Hun sagde: ›Jamen, du har bestemt ret til et andet, og jeg skal sørge for, at du får det.‹

Så kom hun tilbage og sagde: ›Vi kan ikke imødekomme din forespørgsel, fordi dit eget råd insisterer på, at du bliver på mødet for social og moralsk velfærd.‹ Hun sagde: ›Det vil måske interessere dig at vide hvorfor. Din nationale præsident siger, at du altid står ved din kirkes holdning i disse anliggender, og de kender Mormonkirkens holdning, og de føler sig trygge ved at have dig der.‹«¹³

Kvinderne i disse organisationer vidste, at deres ven Belle Spafford ville stå ved Kirkens principper, og de havde brug for den slags visdom og styrke. I 1954 blev hun valgt som leder for USA’s delegation til Det Internationale Kvinderåd i Helsinki i Finland. Mens hun stod i spidsen for en stor indmarch ved konferencens åbning, gik hendes tanker tilbage i tiden:

»Da jeg så ud over de glimtende deltagere bestående af mennesker fra mange lande … kom jeg pludselig i tanke om Hjælpeforeningens lederes ord fra pionertiden … ›stå, som vi gør, i spidsen for verdens kvinder‹ … ›for Zions kvinders og for alle nationers kvinders rettigheder‹ … Jeg vidste, at vore kvindelige ledere fra pionertiden ved guddommelig indsigt havde fået kundskab om Hjælpeforeningens skæbne … Det er min overbevisning, at den tid er kommet, hvor Hjælpeforeningens indflydelse skal gøre sig gældende blandt alverdens kvinder.«¹⁴

I 1987 rådede Det Første Præsidentskab Hjælpeforeningen til at trække sig ud af Det Nationale Kvinderåd og Det Internationale Kvinderåd. Tiden var kommet for Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab til at kanalisere mere energi over på den hastigt voksende, verdensomspændende organisation frem for på andre nationale og globale sager. Men efterhånden som Kirken er vokset, har sidste dages hellige kvinder fortsat gjort deres indflydelse gældende over alt i verden – i deres lokalsamfund, skoler og værdige lokale organisationer. De har fulgt det eksempel, som præsident Smith og søster Spafford har sat, ved at tænke på, hvad de kan give, og ikke hvad de kan få ud af noget.

Næring og undervisning af undersøgere og nyomvendte

Med Kirkens verdensomspændende vækst har Hjælpeforeningen været et sted, der har øvet indflydelse på undersøgere og nyomvendte. Denne indflydelse har omfattet at give nye medlemmer muligheder for at tjene og lede. Søster Silvia H. Allred, rådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, har fortalt om sin mor, Hilda Alvarenga, der tjente som grenens hjælpeforeningspræsident i San Salvador i El Salvador:

»Min mor var for nylig blevet omvendt til Kirken, da hun blev kaldet som hjælpeforeningspræsident i vores lille gren i San Salvador. Hun fortalte grenspræsidenten, at hun var uerfaren, uforberedt og ikke dygtig nok. Hun var i trediverne, havde meget lidt formel uddannelse, og hun havde viet hele sit liv til at tage sig af sin mand og syv børn. Men grenspræsidenten kaldte hende alligevel.

Jeg så min mor vokse med kaldelsen. Mens hun tjente, tilegnede hun sig lederevner og udviklede nye gaver som fx undervisning, at tale offentligt samt planlægge og organisere møder, aktiviteter og tjenesteprojekter. Hun øvede indflydelse på kvinderne i grenen. Hun betjente dem og lærte dem at tjene hinanden. Søstrene elskede og respekterede hende. Hun hjalp andre kvinder til at opdage, bruge og udvikle gaver og talenter. Hun hjalp dem til at opbygge riget og blive stærke, åndelige familier. Hun forblev trofast mod de tempelpagter, hun indgik. Da hun gik bort, havde hun fred med sin Skaber.

En søster, som tjente sammen med hende som rådgiver i Hjælpeforeningen, skrev et brev til mig flere år senere: ›Din mor var den person, der lærte mig, hvordan jeg kunne blive dét, jeg er nu. Af hende lærte jeg næstekærlighed, venlighed, ærlighed og ansvarlighed i vore kaldelser. Hun var min vejleder og mit eksempel. Jeg er nu 80 år gammel, men jeg er forblevet trofast mod Frelseren og hans evangelium. Jeg har været på mission, og Herren har velsignet mig meget.‹«¹⁵

Denne hengivne hjælpeforeningspræsident var med til at styrke de søstres vidnesbyrd, som allerede var medlem af grenen. Hun nærede også troen hos de kvinder, der undersøgte Kirken, og de, der nylig var blevet døbt og bekræftet. Hun anstrengte sig for at gøre Hjælpeforeningen til et imødekommende og nærende sted.

Indflydelse på andre ved at fortælle om evangeliet

Ikke længe efter præsident og søster Packers besøg i den lille søsterkreds i Tjekkoslovakiet blev en ung kvinde, der søgte et åndeligt tilflugtssted, kærlighed og en mening med livet, inddraget i netop den kreds. Hun hed Olga Kovářová, og hun var på det tidspunkt lægestuderende på universitetet i byen Brno. Universitetet indpodede de studerende ateistiske lærdomme. Olga følte, at de studerende og andre overalt omkring hende savnede et mål med tilværelsen. Hun hungrede efter et større åndeligt indhold i tilværelsen, og hun fornemmede den selvsamme hunger blandt sine venner og kolleger.

I løbet af Olgas tid på universitetet mødte hun Otakar Vojkůvka, en 75-årig sidste dages hellig mand. Hun mindedes senere: »For mig så han ud som én på 75 år, men i sit hjerte var han snarere 18 og livsglad. Det var meget usædvanligt i Tjekkoslovakiet i en tid med kynisme … Jeg så, at han ikke blot var uddannet, men han vidste, hvordan man kunne leve et liv med glæde.« Hun spurgte ham og hans familie om meningen med livet, og til sidst præsenterede de hende for andre kirkemedlemmer. Hun ønskede at vide, hvordan de fandt glæde, og hvor de læste om Gud. De gav hende en Mormons Bog, som hun ivrigt begyndte at læse i.

Olga blev omvendt til det gengivne evangelium, og hun besluttede at blive døbt. Hun var nødt til at blive døbt i skoven om aftenen for at undgå at vække opsigt med en religiøs handling. Uheldigvis var der mange fiskere i skoven den aften, hvor hun blev døbt. Men efter Olga og hendes venner havde ventet og til sidst bedt en oprigtig bøn, gik fiskerne deres vej.

Et kirkemedlem, der var med til Olgas dåb, spurgte hende: »Ved du, hvorfor der var så mange fiskere ved vandet i aften?« Derpå sagde han: »Husk, at Jesus, mens han gik langs Galilæa Sø, sagde til Simon Peter og Andreas, som kastede net i søen: ›Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.‹« Olga følte, at hans opfattelse var, at jeg snart skulle blive et redskab i Guds hænder til at føre unge mennesker ind i Kirken.«

Olga gjorde præcis det. Hun påvirkede mange, der søgte efter sandhed og lykke. Eftersom forkyndelse ikke var tilladt i deres land, ledte hun og familien Vojkůvka en klasse, som de kaldte »Visdommens skole«. I disse omgivelser underviste de i moralske og etiske værdier for at hjælpe mennesker til at finde åndeligt indhold og glæde i livet. Mange af deres elever mærkede Åndens kraft, og der åbnede sig ofte muligheder for samtaler med visse personer om vor himmelske Fader og Jesu Kristi evangelium.¹⁶

Senere, da søster Barbara W. Winder virkede som Hjælpeforeningens 11. hovedpræsident, havde hun mulighed for at rejse til Tjekkoslovakiet sammen med sin mand, Richard W. Winder, som havde tjent der som ung missionær for år tilbage. Da de kom ind i et hjem, hvor et møde skulle holdes, kom en livfuld ung kvinde begejstret hen til dem og sagde: »Velkommen! Jeg hedder Olga, og jeg er hjælpeforeningspræsident.« Bror og søster Winder lagde mærke til det lys, hun udstrålede, og den Ånd fra Herren, hun havde over sig. Som hjælpeforeningspræsident i den lille gren var Olga Kovářová en positiv indflydelse i en verden med politisk undertrykkelse og religiøs forfølgelse, og hun var med til at give ly til dem, der sluttede sig til Kirken og blev medlem af Hjælpeforeningen. Hun hjalp med at frelse sjæle ved at bringe dem til Kristus.

Søster Kovářovás omvendelseshistorie og hendes missionering er en delvis opfyldelse af præsident Spencer W. Kimballs, Kirkens 12. præsidents profeti: »Meget af den store vækst, som kommer til Kirken i de sidste dage, kommer, fordi mange af de gode kvinder, der findes i verden (som ofte besidder en indre sans for det åndelige), bliver tiltrukket af Kirken i stort antal. Dette vil ske i det omfang, at kvinderne i Kirken afspejler retskaffenhed og en klar holdning, og i det omfang kvinderne i Kirken ses som noget særligt og anderledes – på en god måde – i forhold til kvinder af verden.«¹⁷

Påvirkning af andre gennem tjeneste

I 1992 fejrede søstre over hele verden Hjælpeforeningens 150-års fødselsdag ved at deltage i tjenesteprojekter i deres lokalsamfund. Ved denne indsats, som blev organiseret under ledelse af generalautoriteter og lokale præstedømmeledere, udøvede søstrene Hjælpeforeningens påvirkning overalt i verden. Søster Elaine L. Jack, der på det tidspunkt virkede som Hjælpeforeningens 12. hovedpræsident, sagde:

»Vi bad hver af vore lokale enheder om at se på deres eget lokalsamfunds behov og beslutte, hvilken samfundstjeneste der ville være mest brug for. Kan I forestille jer, hvad det gjorde i denne verden?

En af vore hjælpeforeningspræsidenter tog til byrådet i en by i Californien og sagde: ›Hvad synes I, dette lokalsamfund har brug for, som vi kan gøre?‹ Og mændene sagde: ›Siger du, at 20.000 grupper verden over vil gøre ligesådan?‹ Og hun svarede ja. Og et af byrådsmedlemmerne sagde: ›I vil forandre verden.‹ Og det tror jeg, vi gjorde … til det bedre. Det var en af den slags ting, der forenede. Og der var så mange forskellige slags tjenester … Søstre lavede uldne tæpper i Sydafrika til de ældre på et plejehjem … De plantede blomster rundt om et klokketårn i Samoa. Og mange ting blev gjort for herberger med hjemløse eller at skaffe bøger til børn eller male hjemmet hos ugifte mødre og lignende ting. Vi følte, at disse samfundstjenesteprojekter overalt i verden var en virkelig god ting, både for søstrene og for lokalsamfundet.«¹⁸

Påvirkning af andre gennem læsefærdighed

Mens hjælpeforeningssøstre organiserede tjenesteprojekter i lokalsamfundet, koncentrerede søster Jack og hendes rådgivere sig om en verdensomspændende indsats: Nemlig, at hjælpe søstre til at lære at læse. »Vi følte, at kvinder over hele verden var nødt til at kunne læse, og det var der mange, der ikke kunne,« sagde hun. »Kan I forestille jer dette – hvis de ikke kan læse, hvordan kan de så undervise deres børn, hvordan kan de forbedre deres situation, hvordan kan de studere evangeliet? Derfor tænkte vi, at den største velgørenhedsindsats, vi kunne gøre, var at fremme skrive- og læsefærdighed … Men vores formål var også at opmuntre hver søster til at lære gennem hele livet.«¹⁹

Præsident Thomas S. Monson, Kirkens 16. præsident, mødte engang en kvinde i Monroe i Louisiana, som var blevet velsignet af denne hjælpeforeningstjeneste, og som havde givet denne velsignelse videre til andre. Hun kom hen mod ham i en lufthavn og sagde: »Præsident Monson, før jeg tilsluttede mig Kirken og blev medlem af Hjælpeforeningen, kunne jeg ikke læse. Jeg kunne ikke skrive. Det kunne ingen i min familie.« Hun fortalte præsident Monson, at hjælpeforeningssøstre havde lært hende at læse, og nu hjalp hun andre med at lære at læse. Efter at have talt med hende »tænkte (præsident Monson) på den overvældende lykke, hun måtte have følt, da hun åbnede sin bibel og for første gang læste Herrens ord … Den dag i Monroe i Louisiana«, sagde han »modtog jeg en bekræftelse fra Ånden af jeres ædle mål for at forbedre læse- og skrivefærdighederne blandt jeres søstre.«²⁰

Påvirkning og styrkelse af søstre i menighederne

Selv om trofaste hjælpeforeningssøstre havde gjort deres indflydelse gældende i lokalsamfundet og overalt i verden, havde de ikke glemt at styrke hinanden i deres egne menigheder. Søster Julie B. Beck, der senere virkede som Hjælpeforeningens 15. hovedpræsident, fandt et søsterfællesskab, tilflugtssted og en støtte i Hjælpeforeningen, da hun var en ung, uerfaren mor og husmor. Hun mindes det således:

»Hjælpeforeningen bør organiseres, rettes ind efter og mobiliseres for at styrke familien og hjælpe til at gøre vores hjem til et helligt tilflugtssted fra verden. Det lærte jeg for år tilbage, da jeg var nygift. Mine forældre, som var mine naboer, meddelte, at de skulle flytte til en anden del af verden. Jeg var afhængig af min mors omsorgsfulde, kloge og opmuntrende eksempel. Nu skulle hun være væk i lang tid. Det var, før der fandtes e-mail, fax, mobiltelefoner og webkameraer, og posten var vitterlig langsom. En dag før hun tog af sted, sad jeg og græd sammen med hende og spurgte: ›Hvem skal nu være min mor?‹ Mor tænkte sig godt om, og med Ånden og åbenbaringens kraft, som kommer til den slags kvinder, sagde hun til mig: ›Hvis jeg aldrig kommer tilbage, hvis du aldrig ser mig igen, hvis jeg aldrig vil være i stand til at lære dig noget mere, så knyt dig til Hjælpeforeningen. Hjælpeforeningen vil være din mor.‹

Min mor vidste, at hvis jeg var syg, ville søstrene tage sig af mig, og når jeg fik børn, ville de hjælpe mig. Men min mors største håb var, at søstrene i Hjælpeforeningen ville være stærke, åndelige ledere for mig. Jeg begyndte fra da af til overflod at lære af kvinder med statur og tro.«²¹

En stadigt voksende søsterkreds

Første gang præsident Boyd K. Packer offentligt fortalte om sin oplevelse med hjælpeforeningssøstre i Tjekkoslovakiet, talte han ved Hjælpeforeningens møde i 1980. Han sagde: »Jeg så for mig en stor søsterkreds.«²² I 1998 fortalte han igen om oplevelsen, denne gang i en generalkonferencetale til hele Kirken. Han bemærkede: »Hjælpeforeningen er mere end en kreds nu. Den minder mere om et kniplingsstykke, der er bredt ud over kontinenterne.«²³

Hjælpeforeningssøstre er en del af en guddommeligt inspireret organisation, som profeten Joseph Smith oprettede under præstedømmets myndighed. Når kvinder deltager i Hjælpeforeningen og er hengivne over for den, vil de til stadighed udgøre et tilflugtssted og et søsterfællesskab og være en stærk, positiv indflydelse. Præsident Packer lovede store velsignelser til søstre, der tjener i denne sag:

»Alle jeres behov bliver opfyldt, nu og i evighederne, enhver forsømmelse bliver fjernet, der bliver rettet op på ethvert overgreb. Alt dette kan komme til jer, og komme hurtigt, når I er hengivne over for Hjælpeforeningen.

Tjeneste i Hjælpeforeningen højner og helliggør hver enkelt søster. Jeres medlemskab af Hjælpeforeningen bør altid være en del af jer. Når I er hengivne over for Hjælpeforeningen og organiserer den, virker i den og deltager i den, støtter I en sag, som velsigner enhver kvinde, der kommer under dens vinger.«²⁴

Søsterskabet styrkes gennem udtryk for næstekærlighed

I en tale til hjælpeforeningssøstrene formulerede præsident Thomas S. Monson sine tanker om, hvordan udtryk for næstekærlighed styrker søsterfællesskabets bånd i Hjælpeforeningen:

»Jeg anser næstekærlighed – eller ›Kristi rene kærlighed‹ – som det modsatte af at kritisere og dømme. Når jeg taler om næstekærlighed, så tænker jeg i øjeblikket ikke på at hjælpe nødlidende ved at give af vore midler. Det er selvfølgelig både nødvendigt og passende. Men i aften tænker jeg på den næstekærlighed, der bliver tilkendegivet, når vi er tolerante over for andre og ser mildt på deres handlinger, den form for næstekærlighed, der tilgiver, den form for næstekærlighed, der er tålmodig.

Jeg tænker på den form for næstekærlighed, der får os til at være sympatiske, omsorgsfulde og barmhjertige, ikke kun på tidspunkter med sygdom, lidelser og nød, men også på tidspunkter med svaghed eller fejl fra andres side.

Der er et alvorligt behov for den næstekærlighed, som giver opmærksomhed til dem, der er ubemærkede, håb til dem, der er nedtrykte, hjælp til dem, der er plagede. Sand næstekærlighed er kærlighed i funktion. Behovet for næstekærlighed findes overalt.

Der er brug for den næstekærlighed, som nægter at stille sig tilfreds ved at høre eller gentage rapporter om andres uheld, medmindre den uheldigt stillede kan nyde godt derved …

Næstekærlighed er at have tålmodighed med en person, der har svigtet os. Det er at modstå impulsen til let at blive såret. Det er at acceptere svagheder og ufuldkommenhed. Det er at acceptere mennesker, som de virkelig er. Det er at se forbi det fysiske udseende til egenskaber, som ikke sløres med tiden. Det er at modstå trangen til at sætte andre i bås.

Næstekærlighed, denne Kristi rene kærlighed, ses, når en gruppe unge kvinder fra en menighed for unge voksne rejser mange hundrede kilometer for at deltage i begravelsen af moderen til en af deres hjælpeforeningssøstre. Næstekærlighed vises, når hengivne besøgslærere kommer igen måned efter måned, år efter år, til den samme, lidt uinteresserede og lidt kritiserende søster. Det vises, når en ældre enke huskes og tages med til aktiviteter i menigheden og i Hjælpeforeningen. Det mærkes, når søsteren sidder alene i Hjælpeforeningen og får opfordringen: ›Kom – sid hos os.‹

På hundredvis af små måder bærer I alle næstekærlighedens kappe. Livet er ikke fuldkomment for nogen af os. Vi bør i stedet for at være fordømmende og kritiske over for hinanden have Kristi rene kærlighed over for vore medrejsende på denne rejse gennem livet. Må vi erkende, at enhver gør sit bedste for at klare de vanskeligheder, hun møder på sin vej, og må vi stræbe efter at gøre vores bedste for at hjælpe til.

Næstekærlighed er blevet defineret som ›den højeste, ædleste og stærkeste form for kærlighed‹, som ›Kristi rene kærlighed … og den, som på den yderste dag findes i besiddelse af den, med [hende] skal det være vel.‹

›Kærligheden ophører aldrig‹. Må det langtidsholdbare hjælpeforeningsmotto, denne tidløse sandhed, vejlede jer i alt, hvad I gør. Må den gennemtrænge jeres sjæls inderste og komme til udtryk i alle jeres tanker og handlinger.«²⁵

Hjælpeforeningssøstre finder kærlighed og sikkerhed mod livets storme, når de tjener sammen.

Medlemmer af Hjælpeforeningen mødes i en kreds af søstre.

»Uanset hvor en familie rejser hen, venter en kirkefamilie på dem« (Boyd K. Packer).

Hjælpeforeningens bygning, Salt Lake City, Utah, 1956

Søster Belle S. Spafford, til venstre, ved et møde i Det internationale Kvinderåd

Hjælpeforeningssøstre og fuldtidsmissionærer i San Antonio, Texas, omkring 1950

Ligesom Frelserens fordums apostle kan hjælpeforeningssøstre være et redskab i Guds hænder.

Tjeneste kan ændre verden til det bedre.

Evnen til at læse hjælper kvinder til at forbedre deres situation, studere evangeliet og undervise deres børn.

Et hjælpeforeningskor synger i Tabernaklet i Salt Lake City, 1956

»Sand næstekærlighed er kærlighed i funktion. Behovet for næstekærlighed findes overalt« (Thomas S. Monson).

Næstekærlighed føles i opfordringen »Kom – sid hos os.«