Kapitel 8

Præstedømmets velsignelser gælder alle

Uadskilleligt forbundet til præstedømmet

Gennem profeten Joseph Smith er Guds præstedømme blevet gengivet til jorden i sin fylde. Præstedømmet er Guds evige magt og myndighed, hvorved han velsigner, forløser og ophøjer sine børn og tilvejebringer »udødelighed og evigt liv for mennesket«.¹

Vor himmelske Faders værdige sønner ordineres til præstedømmeembeder og tildeles bestemte pligter og ansvarsopgaver. De bemyndiges til at handle i hans navn til at drage omsorg for hans børn og til at hjælpe dem til at modtage ordinancer samt indgå og ære pagter. Alle vor himmelske Faders sønner og døtre bliver velsignet i samme grad, når de trækker på præstedømmets kraft.

I en generalkonferencetale har ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum sagt: »Mens vi af og til bruger ordet ›præstedømmet‹ om dets bærere, må vi aldrig glemme, at præstedømmet ikke ejes af eller er personificeret i dem, der bærer det. Det bæres med en hellig forpligtelse til at blive anvendt til gavn for både mænd, kvinder og børn.«² Ældste Oaks citerede derpå ældste John A. Widtsoe, der også har tjent som medlem af De Tolvs Kvorum: »Mænd har ikke større krav end kvinder på de velsignelser, der kommer gennem præstedømmet og besiddelsen af det.«³

»Tager fuldt del i præstedømmets åndelige velsignelser«

Mange sidste dages hellige kvinder har båret vidnesbyrd om præstedømmets velsignelser i deres tilværelse. Søster Elaine L. Jack, Hjælpeforeningens 12. hovedpræsident, udtrykte også andre hjælpeforeningssøstres følelse: »Jeg har et fast vidnesbyrd om præstedømmets magt i alle kirkemedlemmers tilværelse«, sagde hun. »I Lære & Pagter får vi at vide, at Det Melkisedekske Præstedømme har ›nøglerne til alle de åndelige velsignelser i Kirken‹ (L&P 107:18). Jeg ved, at det er Guds magt og myndighed på jorden til at velsigne vores tilværelse og hjælpe os med at bygge bro fra vore jordiske oplevelser til evighederne. Når vi modtager præstedømmets velsignelser, trækker vi på Guds kraft og nåde.« Søster Jack fortsatte:

»Det er betydningsfuldt for mig, at kvinderne er organiseret under præstedømmets myndighed. Vi opretholder præstedømmet og støttes af dets kraft. Søstrene i Kirken værdsætter … vores mulighed for fuldt ud at få del i præstedømmets åndelige velsignelser.

Vi kan hver især blive vejledt og velsignet i vores evige udvikling ved at modtage disse velsignelser. Ordinancerne, pagterne, beseglingerne og Helligåndsgaven er nødvendige for ophøjelse. Der er også utallige præstedømmevelsignelser. Præstedømmevelsignelser giver os vejledning, øger vores forståelse, opmuntrer og inspirerer os samt foranlediger os til forpligtelse. Vi kan alle få del i disse åndelige velsignelser.«⁴

Søster Sheri L. Dew, der virkede som rådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, gentog disse lærdomme: »Søstre, nogle vil prøve at overbevise jer om, at da I ikke er ordineret til præstedømmet, er I blevet snydt. De tager ganske enkelt fejl, og de forstår ikke Jesu Kristi evangelium. Præstedømmets velsignelser er tilgængelige for enhver retskaffen mand og kvinde. Vi kan alle modtage Helligånden, få personlig åbenbaring og modtage begavelsen i templet, hvorved vi bliver ›udrustet‹ med kraft. Præstedømmets kraft helbreder, beskytter og vaccinerer alle de retfærdige mod mørkets magter. Vigtigst af alt, præstedømmets fylde findes i de højeste ordinancer, som hører til Herrens hus, og kan kun modtages af en mand og kvinde sammen.«⁵

Ordinancer, pagter og velsignelser

Da Joseph Smith organiserede Hjælpeforeningen i Nauvoo i Illinois i foråret 1842, var dens medlemmer kvinder, der allerede havde været velsignet med nogle præstedømmeordinancer og -pagter. De var blevet døbt til syndernes forladelse. De havde modtaget Helligåndsgaven, som gav dem ret til Åndens stadige ledsagelse og evnen til at blive ledt af personlig åbenbaring. De havde taget del i nadveren til ihukommelse af Jesus Kristus og deres pagter. De havde modtaget Åndens gaver. Nogle havde fået deres patriarkalske velsignelse, hvori de lærte om deres personlige gaver og potentiale og om deres medlemskab af Israels hus. Herren havde helbredt dem, trøstet dem og undervist dem i henhold til deres behov, deres tro og hans vilje.

Søster Elizabeth Ann Whitney, der overværede det første hjælpeforeningsmøde, havde lært om det gengivne evangelium 12 år tidligere i 1830. »Så snart jeg hørte evangeliet, sådan som ældsterne forkyndte det,« sagde hun senere, »vidste jeg, at det var den gode hyrdes røst«. Hun »blev straks døbt«, og hendes mand, Newel K. Whitney, blev døbt få dage senere.⁶ Når hun mindedes denne oplevelse, fortalte hun om de velsignelser, hun modtog gennem præstedømmeordinancerne dåb og bekræftelse:

»Findes der noget princip, der har givet mig styrke, og som lærer mig at leve et mere oprigtigt og nyttigt liv, føler jeg, at jeg har lyst til at videregive denne glæde og styrke til andre, at fortælle dem, hvad evangeliet har betydet og betyder for mig, lige siden jeg antog det og lærte at efterleve dets love. En ny åbenbaring fra Ånden dag for dag, en afsløring af hemmeligheder, som før lå i mørke, var dybe, uforklarlige og uforståelige, og en yderst ubetinget tro på en guddommelig magt, på uendelig sandhed, som udspringer fra Gud Faderen.«⁷

Åndens gaver

Den 28. april 1842 talte Joseph Smith ved et møde for Den Kvindelige Hjælpeforening i Nauvoo. En del af denne tale var baseret på apostlen Paulus’ lærdomme i 1 Kor 12-13 om Åndens gaver. Joseph Smith understregede, at »disse tegn, såsom helbredelse af de syge, uddrivelse af djævle osv. bør følge alle, som tror«.⁸

Eftersom sidste dages hellige kvinder har modtaget Helligåndsgaven, kan de søge efter og blive velsignet med åndelige gaver som fx »tungemålsgaven, profeti, åbenbaring, syner, helbredelse, udlægning af tungemål og så videre«.⁹ I hele Kirkens historie har sidste dages hellige kvinder fået Åndens gaver og anvendt dem til at velsigne deres familie og andre.

Amanda Barnes Smith var til stede den 28. april 1842, da Joseph Smith underviste hjælpeforeningssøstrene om Åndens gaver. Hun kendte til sandheden af hans lærdomme, for hun var blevet velsignet med åbenbaringens ånd omkring fire år tidligere på et tidspunkt, hvor hun havde brug for Herrens hjælp til at redde sin søn.

Sidst i oktober 1838 var Amanda og hendes mand, Warren, på vej til Far West i Missouri med deres børn og andre kirkemedlemmer. De stoppede ved en mølle for at reparere på deres vogn. Mens de var der, angreb en pøbelhob de sidste dages hellige, der arbejdede ved møllen og dræbte 17 mænd og drenge og sårede 15. Amanda, der havde gemt sig under angrebet, kom frem og fandt Warren og deres søn Sardius blandt de døde. En anden søn, Alma, var hårdt såret. Hans hofte var blevet skudt væk af et geværskud. Amanda fortalte senere om den personlige åbenbaring, hun fik, så hendes søn kunne blive rask:

»Jeg sad der, hele den lange, forfærdelige nat, med mine døde og mine sårede og med ingen anden end Gud som vores læge og hjælp.

O, min himmelske Fader,« bad jeg, »hvad skal jeg gøre? Du ser min stakkels sårede dreng og ved, hvor uerfaren jeg er. O, himmelske Fader, fortæl mig, hvad jeg skal gøre!

Og så blev jeg vejledt, som var det af en stemme, der talte til mig.«

Amanda blev vejledt til at lave en lud, eller en vandopløsning af aske fra deres bål til at rense såret. Derpå blev hun vejledt til at lave et grødomslag af stof og elmeblade og fylde det i såret. Næste dag fandt hun noget balsam og hældte det i såret for at dulme Almas smerte.

»›Alma, mit barn,‹ sagde jeg, ›tror du, at Herren har skabt din hofte?‹

›Ja, mor.‹

›Herren kan skabe noget i stedet for det, der mangler i din hofte, tror du ikke, Alma?‹

›Tror du, at Herren kan, mor?‹ spurgte barnet troskyldigt.

›Ja, min søn,‹ svarede jeg, ›han har vist mig det hele i et syn.‹

Så lagde jeg ham, så han lå behageligt på maven, og sagde: ›Nu skal du bare blive liggende der uden at røre dig, så vil Herren lave en ny hofte til dig.‹

Så lå Alma på maven i fem uger, indtil han var helt rask – der var vokset en fleksibel knogle ud som erstatning for det manglende led og ledskål … et under for lægerne.

Den dag, han igen kunne gå, var jeg væk fra huset for at hente en spand vand, da jeg hørte børnene skrige. Jeg løb skrækslagen tilbage, trådte ind, og der stod Alma på gulvet og dansede rundt, og børnene skreg af forbløffelse og glæde.«¹⁰

Ved hjælp af åbenbaringens åndelige gave lærte Herren søster Smith, hvordan hun skulle pleje sin søn. Hun fik, ligesom Elizabeth Ann Whitney og utallige andre, »glæde og styrke« og »ny åbenbaring fra Ånden«¹¹ takket være sin trofasthed.

Tempelvelsignelser

Et af Herrens formål med at organisere Hjælpeforeningen var at forberede sine døtre på præstedømmets større velsignelser, som findes i templets ordinancer og pagter. De første søstre i Nauvoo så med stor spænding frem til templets færdiggørelse, for de vidste, sådan som profeten Joseph Smith havde lovet Mercy Fielding Thompson, at begavelsen ville føre dem »ud af mørket ind i et vidunderligt lys«.¹²

Herren åbenbarede ved profeten Joseph Smith følgende til de sidste dages hellige i Kirtland i Ohio: »Jeg gav jer den befaling, at I skulle bygge et hus, i hvilket hus jeg agter at begave dem, som jeg har udvalgt, med kraft fra det høje.«¹³ Han lovede at give de trofaste hellige »en mængde velsignelser«,¹⁴ og han udtrykte, at templet skulle være »et sted til taksigelse for alle hellige og … et sted til undervisning af alle dem, som er kaldet til at tjene i alle deres forskellige kald og embeder; så de må blive gjort fuldkomne i forståelsen af deres tjeneste, i teori, i princip og i lære, i alt det, der vedrører Guds rige på jorden.«¹⁵

I Nauvoo befalede Herren atter de hellige at bygge et tempel og sagde, at han ville gengive »præstedømmets fylde« og »åbenbare [sine] ordinancer« der.¹⁶

Hjælpeforeningssøstre hjalp hinanden med at forberede sig på disse ordinancer og de tilhørende pagter. De bidrog til opførelsen af templet, lærte af profeten og af hinanden ved hjælpeforeningsmøder, tjente hinanden i næstekærlighed og stræbte efter en mere hellig levevis.

Da templet nærmede sig sin færdiggørelse, blev 36 kvinder kaldet til at tjene som tempeltjenere. Elizabeth Ann Whitney, en af de første tempeltjenere, husker: »Jeg gav mig selv, min tid og min opmærksomhed til den opgave. Jeg arbejdede i templet hver dag uden ophør, indtil det lukkede.«¹⁷

I det højere præstedømmes ordinancer, som de hellige modtog i templet i Nauvoo, blev »guddommelighedens kraft« tilkendegivet.¹⁸ Når de hellige holdt deres pagter, styrkede denne kraft dem og holdt dem oppe i deres prøvelser på den tid og i årene fremover (se kapitel 3).

Præsident Joseph Fielding Smith — Joseph Fielding Smith

I Kirken i dag tjener trofaste kvinder og mænd over alt i verden fortsat i templet og finder styrke i de velsignelser, man kun kan få i kraft af tempelordinancerne. Som præsident Joseph Fielding Smith, Kirkens 10. præsident, sagde: »Det er søstrenes privilegium i denne kirke at modtage ophøjelse i Guds rige og modtage myndighed og magt som dronninger og præstinder.«¹⁹

Præstedømmet i hjemmet

Hjælpeforeningen styrker søstrenes hjem og familie og er således med til at opfylde en af præstedømmets grundlæggende formål. »Præstedømmemyndigheden er blevet gengivet,« har ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum sagt, »for at familier kan blive beseglet for al evighed.«²⁰ Ældste Richard G. Scott, også fra De Tolv Apostles Kvorum, har forklaret: »Familien og hjemmet er grundlaget for et retskaffent liv. Præstedømmet er kraften, og præstedømmets myndighedslinje er det middel, som er blevet tilvejebragt af Herren for at støtte familien.«²¹ Hjælpeforeningen bistår i dette arbejde ved at hjælpe kvinder og deres familie til at efterleve evangeliet på en sådan måde, at de kan få de lovede præstedømmevelsignelser.

Ægtemand og hustru

Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Det afgørende og højeste udtryk for kvindelighed og mandighed ligger i den nye og evige ægteskabspagt mellem mand og kvinde. Kun denne forbindelse kulminerer i ophøjelse. Som apostlen Paulus lærte: ›I Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden.‹«²² Fordums skrifter bekræfter dette i beretningerne om ægteskabspagten mellem Abraham og Sarah, Isak og Rebekka samt Jakob og Rakel. Beseglingsordinancen knytter ægtemand og hustru til hinanden, deres børn og til deres Fader i himlen. »Således«, fortsatte ældste Oaks, »er det fælles formål med broderskab i vore præstedømmekvorummer og søsterfællesskab i Hjælpeforeningen at bringe mænd og kvinder sammen i de hellige ægteskabs- og familieforhold, som fører til evigt liv, ›den største af alle Guds gaver.‹«²³

Når mand og hustru velsignes med muligheden for at blive forældre, deler de et højtideligt ansvar for at hjælpe deres børn til at forstå og modtage præstedømmets ordinancer og pagter.²⁴ Vore første forældre, Adam og Eva, var et eksempel på et indbyrdes afhængigt og forenet forhold, når de underviste deres børn. Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret:

»Det var ikke blot Adam, der var involveret i dette …

Eva var en aktiv deltager. Hun hørte alt det, Adam sagde. Hun talte om ›vor overtrædelse‹, om ›glæden over vor forløsning‹, om de ›efterkommere‹, de ville få sammen, og om ›det evige liv‹, som ingen af dem kunne få enkeltvis, men som altid er forbeholdt en mand og en kvinde sammen.

Hun og Adam bad begge, de velsignede begge Herrens navn, de underviste begge deres børn, de fik begge åbenbaring, og Herren befalede dem begge at tilbede og tjene ham i Jesu Kristi navn for evigt.«²⁵

Sidste dages profeter og apostle har opmuntret mand og hustru til at følge dette eksempel i deres hjem: »I henhold til den guddommelige plan skal fædre lede deres familier i kærlighed og retskaffenhed og har ansvaret for at sørge for livets fornødenheder samt beskytte deres familier. Mødre har primært ansvaret for at opdrage deres børn. I disse hellige ansvar er fædre og mødre forpligtet til at hjælpe hinanden som jævnbyrdige partnere. Uarbejdsdygtighed, dødsfald eller andre omstændigheder kan nødvendiggøre individuelle tilpasninger. Den øvrige familie bør hjælpe til, når der er behov herfor.«²⁶

Sidste dages hellige overalt i verden følger dette råd på enkel men yderst virkningsfuld vis. Mand og hustru samler deres børn til bøn og læsning i skrifterne. I mange hjem finder forældre et særligt sted – måske en enkel hylde – hvor de opbevarer skrifterne og andet kirkemateriale. De underviser i evangeliet ved deres ord og eksempel. De forbereder deres børn på at modtage templets velsignelser, tjene på en fuldtidsmission, skabe deres eget hjem og fortsat tjene i Kirken. Ligesom Adam og Eva deles de om ansvaret for at undervise, bede, tjene og tilbede Herren.

I visse tilfælde kan en ægtemand eller hustru være alene om disse ansvarsopgaver, fordi deres ægtefælle ikke har indgået pagter eller er kommet bort fra de pagter, de har indgået. Selv i disse situationer behøver trofaste familiemedlemmer ikke at føle sig alene. De velsignes og styrkes gennem de præstedømmeordinancer, de har modtaget, og de pagter, de holder. De kan også bede om støtte fra familien og andre sidste dages hellige.

Enlige søstre og præstedømmet

Mange sidste dages hellige er aldrig blevet gift. Andre er enlige på grund af en ægtefælles død, er blevet svigtet eller skilt. Ligesom alle Kirkens medlemmer bliver disse medlemmer velsignet, når de forbliver trofaste mod deres pagter og gør alt, hvad de kan, for at stræbe efter idealet om at leve i en evig familie. De kan nyde præstedømmets velsignelser, styrke og indflydelse i deres tilværelse og hjem gennem de ordinancer, de har modtaget, og de pagter, de holder.

Ældste Dallin H. Oaks fortalte om sin mor, der blev enke i en ung alder. Eftersom hun var blevet beseglet til sin mand i templet, betragtede hun sig ikke som enlig. Ikke desto mindre måtte hun opfostre sine tre børn alene. Ældste Oaks husker:

»Min far døde, da jeg var syv. Jeg var det ældste af tre små børn, som vores mor, der nu var enke, kæmpede for at tage sig af. Da jeg blev ordineret til diakon, sagde hun, at det glædede hende meget at have en præstedømmebærer i hjemmet. Men mor blev ved med at lede familien, herunder at bestemme, hvem af os der skulle bede, når vi knælede sammen hver morgen …

Da min far døde, præsiderede min mor over vores familie. Hun havde intet præstedømmeembede, men som den overlevende forælder i sit ægteskab var hun blevet lederen i sin familie. Samtidig respekterede hun altid fuldstændig præstedømmemyndigheden hos vores biskop og andre kirkeledere. Hun præsiderede over sin familie, men de præsiderede over Kirken …

Den trofaste enke og mor, som opdrog os, var ikke forvirret omkring familiens evige natur. Hun ærede altid vores afdøde fars position. Hun gjorde ham nærværende i vores hjem. Hun talte om deres tempelægteskabs evige natur. Hun mindede os ofte om, hvad vores far ønskede, at vi gjorde, så vi kunne få opfyldt Frelserens løfte om, at vi kunne blive en familie for evigt.«²⁷

En anden mand fortalte om sin mor, der præsiderede i hjemmet: »Lige da jeg forberedte mig til at tjene på fuldtidsmission, forlod min far familien og Kirken. Under disse omstændigheder var det vanskeligt for mig at forlade hjemmet i to år, men jeg tog af sted. Og mens jeg tjente Herren i et fjernt land, hørte jeg om min mors styrke i hjemmet. Hun havde brug for og værdsatte den særlige opmærksomhed, hun fik af mænd, der bar præstedømmet – sin far og brødre, sine hjemmelærere og andre mænd i menigheden. Imidlertid hentede hun sin største styrke fra Herren selv. Hun behøvede ikke at afvente besøg for at få præstedømmets velsignelser i sit hjem, og når gæsterne gik, forsvandt velsignelserne ikke sammen med dem. Eftersom hun var trofast mod de pagter, hun havde indgået i dåbens vande og i templet, havde hun altid præstedømmets velsignelser i sin tilværelse. Herren gav hende inspiration og styrke udover hendes egne evner, og hun opfostrede børn, der nu holder de samme pagter, der har holdt hende oppe.«²⁸

Disse kvinder forstod, at de havde fået yderligere styrke og hjælp ved de pagter, de havde indgået og holdt.

Tjeneste i Kirken

Alle de, der tjener i embeds medfør i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, gør det under ledelse og myndighed af dem, der har præstedømmenøgler, som fx biskopper og stavspræsidenter. I Hjælpeforeningen blev denne orden fastslået ved det første hjælpeforeningsmøde. Som instrueret af profeten Joseph Smith lagde ældste John Taylor fra De Tolv Apostles Kvorum sine hænder på hovedet af søster Emma Smith og hendes rådgivere, søster Sarah M. Cleveland og søster Elizabeth Ann Whitney, en efter en. Han velsignede dem med, at de ville blive vejledt i deres tjeneste. Lige siden har søstre, der har tjent i hjælpeforeningskaldelser, i alle andre kirkekaldelser og som besøgslærere, tjent under den myndighed, som bærerne af præstedømmets nøgler har.

Præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret:

»Hjælpeforeningen virker under Det Melkisedekske Præstedømmes ledelse, for ›alle andre beføjelser og embeder i kirken er tillæg til dette præstedømme‹. Den blev organiseret ›efter præstedømmets mønster‹ …

Brødrene ved, at de tilhører et præstedømmekvorum. Men alt for mange søstre betragter Hjælpeforeningen som blot en klasse, de deltager i. Den samme følelse af at tilhøre Hjælpeforeningen, snarere end bare at deltage i en klasse, bør fremelskes i enhver kvindes hjerte.«²⁹

Præstedømmekvorummer organiserer mænd i et broderfællesskab for at tjene, lære at udføre deres pligter og studere evangeliets læresætninger. Hjælpeforeningen fuldfører de samme formål for Kirkens kvinder. Alle kvinder i Kirken tilhører Hjælpeforeningen, også selv om de har andre ansvar, der gør det vanskeligt for dem at overvære alle Hjælpeforeningens møder. Der våges fortsat over dem, og de undervises til stadighed gennem Hjælpeforeningens søsterfællesskab.

Enighed: »Alle må optræde samlet«

I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige skal mænd og kvinder styrke og opbygge hinanden og arbejde sammen i enighed. Herren har sagt: »Vær ét; og hvis I ikke er ét, er I ikke mine.« ³⁰

Profeten Joseph Smith har forklaret: »Alle må optræde samlet, ellers kan man intet udføre.«³¹ Og han viste eksemplet ved at arbejde i samråd med andre. Søster Eliza R. Snow huskede og værnede om dette eksempel hele sit liv. Hun fortalte om dette til lokale kirkeledere, da Hjælpeforeningen skulle genetableres i Utah. Hun underviste biskopperne om, at de skulle »have det samme forhold« til menighedens Hjælpeforening som Joseph Smith havde til Hjælpeforeningen i Nauvoo. Hun underviste også om, at »hver forening … ikke kunne eksistere uden biskoppens råd«.³²

Da søster Bathsheba W. Smith tjente som Hjælpeforeningens fjerde hovedpræsident, huskede hun Joseph Smiths undervisning og eksempel. Hun vejledte hjælpeforeningssøstrene i at arbejde i samdrægtighed med præstedømmelederne. Hun sagde: »Vi ønsker i ydmyghed at forstørre de kaldelser, Herren har givet os, og for at gøre det på en acceptabel måde har vi brug for tro og støtte fra Kirkens Første Præsidentskab, apostlene, stavspræsidenterne og biskopperne, hvem vi altid ønsker at opretholde, og som vi ønsker at arbejde i samdrægtighed med.«³³

Denne orden har holdt ved gennem årtier. Præsident Henry B. Eyring, rådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »En vidunderlig del af Hjælpeforeningens arv ses i den måde, hvorpå præstedømmet altid har vist respekt for og modtaget respekt fra Hjælpeforeningen.«³⁴

Da søster Barbara W. Winder begyndte sin tjeneste som Hjælpeforeningens 11. hovedpræsident, bad præsident Gordon B. Hinckley, der dengang virkede som rådgiver i Det Første Præsidentskab, hende om at forene de søstre, der tjente i Hjælpeforeningen, Unge Piger og Primary under præstedømmet. Søster Winder blev klar over, at »enighed ikke blot drejer sig om, at søstrene arbejder sammen, men at vi spiller sammen med præstedømmebrødrene. Vi er partnere i dette værk.«³⁵

Søster Winder sagde, at kort tid efter hun var blevet kaldet til at virke som Hjælpeforeningens hovedpræsident, bad ældste Dallin H. Oaks om et møde med hende. Han var blevet bedt om at forberede en udtalelse for Kirken om et vigtigt emne, og han følte, at han var nødt til at få noget indsigt fra Kirkens kvindelige ledere. Han viste respekt og taknemlighed for søster Winders viden, meninger og inspiration ved at bede om og bruge hendes hjælp.

Søster Winder fortalte senere, at mænd og kvinder i Kirken har brug for hinandens hjælp i værket. »Jeg lærte, at når man bliver inviteret til et møde,« forklarede hun, »inviteres man ikke for at komme og beklage sig over alle sine problemer, men man bliver inviteret for at komme med løsninger. Så kan man sammen tale om forslag for at se, hvad der vil virke. Præstedømmebrødrene forventer og har brug for Kirkens kvinders perspektiv. Vi er nødt til at være beredte på at bistå dem.«³⁶

Denne enighed om hensigt er tydelig ved Kirkens rådsmøder. Når mænd og kvinder i disse råd lytter til hinanden, søger Åndens vejledning og arbejder i enighed, får de inspiration til at vide, hvordan de skal imødekomme enkeltpersoners og familiers behov. Herren har sagt: »Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn angående en sag, se, dér vil jeg være midt iblandt dem.«³⁷

Præsident Thomas S. Monson, Kirkens 16. præsident, kom med et eksempel på, hvad der kan ske, når hjælpeforeningssøstre og præstedømmebrødre arbejder sammen i Herrens tjeneste:

»Den 24. august 1992 røg orkanen Andrew ind over Floridas kyst syd for Miami. Vindstødene var på over 300 km i timen … 87.000 hjem blev ødelagt og gjorde 150.000 mennesker hjemløse …

De lokale præstedømme- og hjælpeforeningsledere organiserede sig hurtigt for at besigtige skaderne og hjælpe til med oprydningsarbejdet. De store bølger af frivillige medlemmer, hvor over 5.000 deltog, arbejdede skulder ved skulder med de katastroferamte beboere og hjalp med at reparere 3.000 hjem, en jødisk synagoge, en pinsemenigheds kirke og to skoler.«³⁸

»Hånd i hånd med præstedømmet«: Inspirerede råd fra sidste dages profeter

Sidste dages profeter har talt om de velsignelser, Kirken og familier får, når trofaste præstedømmebærere og trofaste hjælpeforeningssøstre arbejder sammen.

Præsident Spencer W. Kimball, Kirkens 12. præsident, har sagt: »Der ligger en kraft i den organisation (Hjælpeforeningen), som endnu ikke fuldt ud er blevet udøvet, til at styrke Zions hjem og opbygge Guds rige – og det vil ikke ske, før både søstrene og præstedømmet forstår Hjælpeforeningens vældige muligheder.«³⁹

Præsident Joseph Fielding Smith sammenfattede forholdet mellem Hjælpeforeningen og præstedømmekvorummerne:

»Søstrene har deres egne møder, som fx Hjælpeforeningen, hvori de har fået magt og myndighed til at udføre ganske mange ting …

Herren har i sin visdom kaldet vore søstre til at være til støtte for præstedømmet. Takket være deres forståelse, medfølende hjerte og venlighed ser Herren på dem og giver dem pligter og ansvar om at betjene de trængende og plagede. Han har udstukket den vej, de skal følge, og han har givet dem denne store organisation, hvor de har myndighed til at tjene under biskoppens ledelse og i enighed med ham ved at varetage vores folks både timelige og åndelige interesser.«⁴⁰

Da præsident Gordon B. Hinckley tjente som Kirkens 15. præsident, sagde han følgende til hjælpeforeningssøstrene:

»Lad mig sige til jer søstre, at I ikke indtager en sekundær plads i vor Faders plan for sine børns evige lykke og velbefindende. I er en absolut afgørende del af den plan.

Uden jer ville planen ikke fungere. Uden jer ville hele programmet bryde sammen …

I er hver især en datter af Gud, begavet med en guddommelig fødselsret. I behøver ikke forsvare den placering …

Der findes styrke og store evner blandt denne kirkes kvinder. Der findes lederskab og styring, en vis ånd af uafhængighed og alligevel stor tilfredsstillelse ved at være en del af dette, Herrens rige, og ved at arbejde hånd i hånd med præstedømmet for at føre værket fremad.«⁴¹

Amanda Smith bad om hjælp til at pleje sin søn.

Templet i Nauvoo, Illinois

Tempeltjenere på trappen foran templet i Salt Lake City, 1917

Adam og Eva havde et forhold, der var forenet i pagten.

Når sidste dages hellige kvinder indgår og holder pagter, styrker Herren dem, så de kan tjene i hans rige.

Hjælpeforeningen er en støtte til kvinder i opfostringen af deres børn.

En følelse af at tilhøre Hjælpeforeningen »bør fremelskes i enhver kvindes hjerte« (Boyd K. Packer).

I Kirken arbejder mænd og kvinder sammen i enighed.

»Der findes styrke og store evner blandt denne kirkes kvinder« (Gordon B. Hinckley).