Kapitel 1
Hjælpeforeningen
En genoprettelse efter et gammelt mønster
Under sit jordiske virke viste Frelseren en særlig kærlighed og omsorg for kvinder. Ældste James E. Talmage fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Verdens største ridder og forsvarer for kvinden og kvindeligheden er Jesus Kristus.«1
Frelseren underviste kvinder i skarer og som enkeltpersoner, på gader og ved havets bred, ved brønde og i deres hjem. Han udviste kærlighed og venlighed mod dem og helbredte dem og deres familie. I mange lignelser fortalte han historier om kvinder i færd med almindelige aktiviteter. Han udviste dyb indsigt i kvinders levevis og gav os tidløse evangeliske lektier ud fra deres hverdagsoplevelser. Han tilgav dem. Han græd sammen med dem. Han havde medfølelse med dem i deres særlige omstændigheder som døtre, hustruer, husmødre, mødre og enker. Han påskønnede og priste dem.
Selv i sin kvalfulde smerte på korset bekymrede Frelseren sig om sin mor, som på det tidspunkt højst sandsynligt var enke med behov for underhold.2 Og den første person, han viste sig for efter sin opstandelse, var en kvinde.3
Kvindelige disciple i Det Nye Testamente
Mens man kun ved lidt om en formel organisering af kvinder i Det Nye Testamente, er der bevis for, at kvinder var væsentlige deltagere i Frelserens virke. Det Nye Testamente indeholder beretninger om kvinder, både navngivne og unavngivne, som udøvede tro på Jesus Kristus, lærte og efterlevede hans lærdomme og vidnede om hans tjenestegerning, mirakler og majestæt. Disse kvinder blev eksemplariske disciple og vigtige vidner i frelsesværket.
Kvinder rejste sammen med Jesus og hans tolv apostle. De gav af deres ejendele for at bistå ham i hans tjenestegerning. Efter hans død og opstandelse fortsatte kvinder med at være trofaste disciple. De mødtes og bad sammen med apostlene. De stillede deres hjem til rådighed som samlingssteder for kirkemedlemmer. De deltog tappert i værket med at frelse sjæle, timeligt som åndeligt.
Martha og hendes søster Maria er eksempler på kvindelige disciple i Det Nye Testamente. Luk 10 indeholder en beretning om Martha, der åbner sit hjem for Jesus. Hun betjente Herren ved at sørge for hans timelige behov, og Maria sad ved Mesterens fødder og sugede hans lærdomme til sig.
I en tid, hvor det generelt kun blev forventet, at kvinder ydede timelig tjeneste, underviste Frelseren Martha og Maria i, at kvinder også kunne deltage åndeligt i hans værk. Han opfordrede dem til at blive disciple og tage del i frelse, »den gode del«, der aldrig skulle tages fra dem.4
Martha og Maria blev aktive deltagere i Herrens jordiske tjenestegerning. Senere i Det Nye Testamente læser vi om Marthas stærke vidnesbyrd om Frelserens guddommelighed. I en samtale med Jesus siger hun: »Jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«5
Mange andre kvindelige disciple rejste sammen med Jesus og De Tolv og lærte af ham åndeligt og tjente ham timeligt. Lukas har nedskrevet:
»I den følgende tid gik han [Jesus] fra by til by og fra landsby til landsby, og han prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige. Sammen med ham var de tolv
og nogle kvinder, der var blevet helbredt for onde ånder og sygdomme. Det var Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af,
og Johanna, der var gift med Kuza, en embedsmand hos Herodes, og Susanna og mange andre. De sørgede for dem af deres egne midler.«6
Det er sandsynligt, at disse kvinder delvist understøttede Jesus og hans apostle økonomisk foruden at lave mad til dem. Udover at tage mod Jesu tjenestegerning – hans evangeliums gode tidender og velsignelserne ved hans helbredende kraft – betjente disse kvinder ham og gav af deres midler og hengivenhed.
Apostlen Paulus skrev om kvinder, der både i kirkestillinger og af egen fri vilje betjente de hellige. Hans beskrivelse af en retskaffen enke er betegnende for mange kvinder i den tidlige kirke: »… og er kendt for gode gerninger; hun skal have passet og opdraget børn, have været gæstfri, have vasket de helliges fødder, taget sig af nødlidende, ja, stræbt efter at gøre gode gerninger.«7 Paulus skrev også om kloge, erfarne ældre kvinders indflydelse. Han rådede Titus til at opmuntre ældre kvinder til at tjene og undervise unge kvinder om deres evige rolle som hustru og mor, »så de kan opdrage de unge kvinder til at elske mand og børn«.8
Apostlenes gerninger indeholder en beretning om en kvinde, der besad de dyder, Paulus beskrev. Tabitha, der betyder Hind, boede i Joppe, hvor hun syede tøj til kvinder i nød.
»I Joppe var der en kvindelig discipel, der hed Tabitha – det betyder Hind. Hun gjorde mange gode gerninger og gav mange almisser.
På den tid skete det, at hun blev syg og døde …
[Byen] Lydda ligger nær ved Joppe, og da disciplene hørte, at Peter var dér, sendte de to mænd hen til ham, og de bad ham: ›Skynd dig at komme til os!‹
Peter brød så op og gik med dem. Da han kom derhen … [kom] alle enkerne … grædende og viste alle de kjortler og kapper frem, som Tabitha havde lavet, mens hun var hos dem.
Peter sendte alle udenfor, faldt på knæ og bad; så vendte han sig mod liget og sagde: ›Tabitha, stå op!‹ Hun åbnede sine øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op.«9
Det Nye Testamente nævner andre hengivne kvinder. Priska og hendes mand, Akvila, satte deres liv på spil for apostlene og stillede deres hjem til rådighed for kirkemøder.10 Paulus skrev: »Mange hilsner i Herrens navn fra Akvila og Priska og menigheden i deres hus.«11
En kvinde ved navn Maria havde »gjort et stort arbejde« for apostlene.12 En kvinde ved navn Lydia blev døbt sammen med sin husstand og betjente derpå dem, der havde undervist hende.13
En kvinde ved navn Føbe beklædte tilsyneladende en stilling i kirken i sin menighed. Paulus sagde: »Jeg anbefaler vor søster Føbe til jer; hun er menighedstjener … Tag imod hende i Herrens navn, som det hører sig til mellem de hellige, og hjælp hende med alt, hvad hun kan få brug for fra jer. Hun har selv stået mange bi.« 14 Den slags tjeneste, som Føbe og andre storartede kvinder i Det Nye Testamente ydede, yder Hjælpeforeningens medlemmer fortsat i dag – ledere, besøgslærere, mødre og andre – som støtter eller hjælper mange.
Kvindelige disciple i de sidste dage
Der var brug for kvinderne i den oprindelige kirke, de var værdige, ædle og værdsatte. De tjente andre, helligede sig og deltog i det store værk med at frelse sjæle.
Dette mønster gentages i de sidste dage gennem oprettelsen af Hjælpeforeningen. Profeten Joseph Smith har forklaret: »Kirken var aldrig fuldstændig organiseret, før kvinderne således var organiseret.«15 Søster Eliza R. Snow, Hjælpeforeningens anden hovedpræsident, gentog denne lærdom. Hun sagde: »Skønt navnet nok er af nutidig dato, er den af gammel oprindelse. Vi har af vores profet, der led martyrdøden, fået at vide, at den samme organisation fandtes i kirken i fordums tid.«16
Udover Joseph Smith har andre sidste dages hellige profeter vidnet om, at Hjælpeforeningen som organisation er en inspireret del af genoprettelsen, hvorved kvinder i Kirken kaldes til kirkestillinger for at tjene hinanden og velsigne hele Kirken. Præsident Joseph F. Smith, Kirkens sjette præsident, har sagt: »Denne organisation er guddommeligt skabt, guddommeligt bemyndiget, guddommeligt indstiftet og guddommeligt forordnet af Gud til at tjene til frelse af kvinders og mænds sjæle.«17 Til en gruppe hjælpeforeningssøstre har præsident Lorenzo Snow, Kirkens femte præsident, sagt: »I har altid været at finde ved præstedømmets side, rede til at styrke deres hænder og gøre jeres del for at få fremmet Guds riges interesser, og eftersom I har taget del i disse anstrengelser, tager I visselig del i værkets sejr og i den ophøjelse og herlighed, som Herren giver til sine trofaste børn.«18
Når kvinder deltager i Hjælpeforeningen, tjener de som Jesu Kristi tapre disciple i frelsesværket. Ligesom kvinder i den oprindelige kirke arbejder de side om side med mænd, som bærer præstedømmet, for at øge tro og personlig retskaffenhed, styrke hjem og familie og finde og hjælpe dem, der lider nød. Søster Julie B. Beck, Hjælpeforeningens femtende hovedpræsident, har sagt: »I Hjælpeforeningen øver vi os på at være Kristi disciple. Vi lærer det, som han ønsker, vi skal lære, vi gør det, som han ønsker, vi skal gøre, og vi bliver, som han ønsker, vi skal blive.«19