Kapitel 2
»Noget bedre«
Nauvoos Kvindelige Hjælpeforening
I foråret 1842 arbejdede de sidste dages hellige i Nauvoo i Illinois begejstrede på at opføre et tempel i deres by. Profeten Joseph Smith opmuntrede til, at alle hjalp. Mændene opførte selve templet, og kvinder stræbte også ivrigt efter måder at bidrage på. Sarah M. Kimball har berettet:
»Væggene i templet i Nauvoo var omkring en meter høje. Kirkens præsident og andre appellerede indtrængende om hjælp til at fremskynde arbejdet.
Fr. Margaret Cook … bemærkede en dag i en samtale med mig om en nylig forespørgsel på mad, tøj, sengetøj og andre fornødenheder til de arbejdende mænd og deres familier, at hun med glæde ville bidrage med at sy, hvis hun kunne få noget at sy af. Jeg tilbød hende materiale, som hun kunne sy, og forelagde, at andre kunne føle som os. Vi talte derpå om at organisere et syhold. Det skulle have til formål at hjælpe med til opførelsen af templet.
Omkring et dusin af søstrene i nabolaget mødtes på opfordring i mit hjem den følgende torsdag.«1
I den tidsperiode var det populær praksis for kvinder at danne deres egne organisationer, ofte med love og vedtægter – regelsæt, der styrer organisationerne. De kvinder, der mødtes i Sarah Kimballs hjem, besluttede at oprette love og vedtægter, og Eliza R. Snow påtog sig ansvaret for at skrive dem. Derpå bad kvinderne Joseph Smith om at gennemgå dem og give sin mening til kende. Efter profeten havde læst dem, sagde han, at det var ›de bedste, han nogensinde havde set. Men,‹ sagde han, ›det er ikke det, I ønsker. Fortæl søstrene, at Herren har modtaget deres offer, og at han har noget bedre i vente for dem end nogle skrevne vedtægter. Jeg opfordrer alle til, at de mødes med mig og nogle få brødre … den kommende torsdag eftermiddag, så organiserer jeg kvinderne under præstedømmet og efter præstedømmets mønster.«2
Hjælpeforeningens organisering
Den efterfølgende torsdag, den 17. marts 1842, sad 20 kvinder forsamlet på den øvre etage i en bygning, der ofte blev kaldt den røde købmandsforretning, hvor Joseph Smith havde et kontor og en forretning til at ernære sin familie med. De mødtes under ledelse af Joseph Smith og to medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum, ældste John Taylor og ældste Willard Richards.3
Frem for at en organisation for sidste dages hellige kvinder skulle efterligne de kvindeforeninger, der var fremherskende og populære på den tid, organiserede profeten Joseph Smith dem på guddommeligt inspireret og bemyndiget vis.
I begyndelsen af mødet fortalte han søstrene, at de skulle opmuntre »brødrene til at gøre godt ved at tilse de fattiges behov – i søgen efter muligheder for at udøve barmhjertighed og ved at yde den hjælp, der er behov for – ved at hjælpe med at forbedre moralen og styrke dyderne hos samfundets kvinder.«4
Joseph Smiths hustru Emma blev valgt til at tjene som præsident for denne nye forening. Profeten opmuntrede dernæst sin hustru til at vælge rådgivere, der sammen med hende skulle »præsidere over denne forening med at tage vare på de fattige – betjene dem i forhold til deres behov og tage sig af denne forenings forskellige anliggender.« Søster Smith valgte Sarah M. Cleveland og Elizabeth Ann Whitney som sine rådgivere. Ældste Taylor indsatte senere ved håndspålæggelse hver rådgiver til at handle i deres embede i præsidentskabet.5
Da mødet fortsatte, sagde Joseph Smith, at hans hustrus kaldelse opfyldte en profeti, han fik åbenbaret omtrent 12 år før. Her talte Herren til hende som »en udvalgt kvinde, som jeg har kaldet«, og fortalte hende, at hun skulle »ordineres under [Joseph Smiths] hånd til at udlægge skrifterne og til at formane Kirken, sådan som det skal blive givet dig ved min Ånd«.6 Joseph Smith læste hele den åbenbaring, der nu er afsnit 25 i Lære og Pagter, for de tilstedeværende.7
I åbenbaringen fortalte Herren Emma om privilegier, som hun skulle få, som fx at være skriver for sin ægtemand og samle salmer til de hellige. Herren rådede også Emma til at give agt på advarsler, at være trofast og dydig, ikke at murre, at trøste sin mand og være ham en hjælp, at undervise ud fra skrifterne og formane Kirken, at skrive og lære, at »lægge denne verdens ting til side og søge dem, der hører en bedre til«, at holde pagterne, at være sagtmodig og vogte sig for stolthed og at holde befalingerne.8
Ved slutningen af denne åbenbaring forklarede Herren, at det, han havde sagt til Emma, ikke kun gjaldt hende, men var »hans røst til alle«.9 Med profetisk myndighed gentog Joseph Smith denne udtalelse og understregede, at dette råd og disse advarsler i denne åbenbaring gjaldt alle medlemmer af denne netop organiserede forening. Han sagde, »at ikke blot Emma, men også andre kan opnå de samme velsignelser«.10 Denne åbenbaring fastlagde de grundlæggende principper for sidste dages hellige kvinder.
Efter nogen diskussion besluttede søstrene at kalde sig Nauvoos Kvindelige Hjælpeforening. Emma Smith sagde: »Vi vil gøre noget ekstraordinært … Vi forventer ekstraordinære begivenheder og vigtige kald.«11
John Taylor
Ved slutningen af mødet fortalte ældste John Taylor om sine tanker. Han sagde, at hans »hjerte frydede sig«, da han så »de mest fremragende personer træde frem i en sådan sag beregnet på at udøve enhver dyd og give spillerum til de godgørende følelser, der findes i kvinders hjerte«. Han frydede sig også over »at se organiseringen af denne forening i overensstemmelse med himlens lov – i overensstemmelse med en åbenbaring til fru [Emma] Smith, der udpegede hende til denne vigtige kaldelse – og over at se alting gå fremad på en så storartet måde«. Hans bøn var, at »Guds velsignelser og himlens fred må hvile over denne forening fra nu af«. Et kor lød da efter ældste Taylors tale, som sang »Vi glædes og frydes« inden afslutningsbønnen.12
Ifølge præstedømmets myndighed og orden og med dets velsignelser
Ved et hjælpeforeningsmøde seks uger senere underviste profeten Joseph Smith længe og sagde derpå: »Denne forening vil få vejledning gennem den orden, som Gud har indstiftet – gennem dem, som er udpeget til at lede – og jeg giver jer nu nøglen i Guds navn, og denne forening skal glædes, og kundskab og intelligens skal tilflyde jer fra nu af. Dette er begyndelsen til en bedre tid for denne forening.«13
Som Herrens profet besad Joseph Smith alle præstedømmemyndighedens nøgler på jorden. Således åbnede han mulighed for, at Kirkens kvinder kunne spille en væsentlig rolle i Herrens riges værk, da han organiserede Hjælpeforeningen til at virke under sin overordnede ledelse. De tjente nu under præstedømmets myndighed og blev lovet velsignelser udover dem, de allerede havde fået. Disse velsignelser ville komme til dem i overensstemmelse med deres trofasthed og flid. Kundskab og intelligens ville tilflyde dem, når de modtog en fylde af præstedømmets velsignelser i templet. De skulle modtage ordinancer og indgå hellige pagter, som skulle hjælpe dem med at forberede dem selv og deres familie til evigt liv. (Se mere om Hjælpeforeningen og præstedømmet i kapitel 8).
Hjælpeforeningens første spændende tid
Nauvoos Kvindelige Hjælpeforening voksede hurtigt og nåede et medlemstal på over 1.100 i august 1842. Til at begynde med blev alle Kirkens kvindelige medlemmer ikke automatisk medlem af foreningen. Kvinderne måtte ansøge om at blive medlem, og de blev godkendt på grundlag af deres godhed og dyd. Joseph Smith har sagt: »Der bør findes en udvalgt forening, som adskiller sig fra alle verdens onder, ved at være udvalgt, dydig og hellig.«14
Søstre i Nauvoo higede efter at blive medlem af Hjælpeforeningen. De var ivrige efter at yde timelig og åndelig støtte på organiseret og bemyndiget vis. De erkendte også den uforlignelige mulighed for at blive undervist af en profet som forberedelse til en større åndelig kundskab samt templets velsignelser. De elskede at være forenede med hinanden og med deres præstedømmebrødre i denne store sag.
Da nu søstrene fik dette privilegium, havde de et ansvar for at leve op til det. Joseph Smith forklarede dem: »I er nu sat i en situation, hvor I kan handle i henhold til det medfølende sind, som Gud har plantet i jeres indre. Hvor vil det være fremragende og strålende, hvis I lever op til disse principper!15 Som præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum sagde mange år senere: »Det er ligeså meget en kvindes pligt at tilegne sig de dyder, der næres i Hjælpeforeningen, som det er mændenes pligt at bygge deres liv på de karaktertræk, der næres i præstedømmet.«16
Hjælpeforeningen var ikke blot endnu en gruppe kvinder, der prøvede at gøre godt i verden. Den var anderledes. Den var »noget bedre«, fordi den var organiseret under præstedømmets myndighed. Dens organisering var et nødvendigt skridt i udviklingen af Guds værk på jorden. Den forberedte Kirkens kvinder på at modtage præstedømmets ordinancer og pagter, og den hjalp dem med deres ansvar i familien.
Joseph Smiths instruktioner
Ved det første møde i Nauvoos Kvindelige Hjælpeforening blev søster Eliza R. Snow udpeget til at være organisationens sekretær. I den egenskab tog hun omhyggelige og nøjagtige notater, som blev kaldt et referat, ved hvert hjælpeforeningsmøde, hun deltog i. Joseph Smith fortalte søstrene, at dette referat ville blive foreningens »love og vedtægter«.17
Ved de fleste hjælpeforeningsmøder afsatte søstrene tid til at modtage instruktion. Søstrene blev velsignede med at få undervisning af profeten Joseph Smith under seks af deres møder. Mens han underviste, mærkede de Åndens rige udgydelser. Ved slutningen af et af disse møder skrev søster Snow: »Herrens Ånd blev udgydt meget stærkt, hvilket aldrig bliver glemt af de tilstedeværende ved denne interessante lejlighed.«18
Af alle de referater, som søster Snow skrev, var hendes notater fra profetens taler de mest indflydelsesrige. Profetens lærdomme i disse situationer vejledte hjælpeforeningssøstrenes og de præstedømmelederes arbejde, der tjente sammen med dem. Disse lærdomme øver fortsat indflydelse på Kirkens værk i dag.
Joseph Smith underviste i principper, der hjalp hjælpeforeningssøstre til at »hjælpe de fattige« og »frelse sjæle« – grundlæggende principper, som foreningen var bygget på.19 På dette grundlag har Hjælpeforeningen levet og øget sin indflydelse. Lige siden Hjælpeforeningens første møder har søstre anvendt profetens lærdomme i deres bestræbelser på at øge tro og personlig retskaffenhed, styrke hjem og familie og finde og hjælpe dem, der lider nød.
Øge tro og personlig retskaffenhed
Joseph Smith underviste søstre i, at de havde en højtidelig forpligtelse til at stræbe efter deres egen frelse. Han sagde: »Vi kan kun leve ved at tilbede vor Gud – enhver er nødt til at gøre det for sig selv – ingen kan gøre det for andre.« 20 Han underviste dem i at være retskafne personer, at blive et helligt folk og at forberede sig til templets ordinancer og pagter. Han opmuntrede dem til at have fred med Herren, med mennesker omkring sig og med sig selv. »Søstre … skal der være strid blandt jer? Jeg vil ikke have det. I skal omvende jer og tilegne jer Guds kærlighed.«21 »Ingen strid, ingen kævl, ingen modsigelse eller skænderi, men sagtmodighed, kærlighed, renhed – det er det, der vil højne os.«22
Ved et hjælpeforeningsmøde talte profeten Joseph om kapitel 12 i 1 Korintherbrev, hvor han understregede, at hver søster, der udfylder sin rolle, er vigtig for hele Kirken. Han gav »instruktioner omkring de forskellige embeder [i Kirken] og vigtigheden af, at enhver person handler i den sfære, hvori Gud har sat ham eller hende og udfylder de mange embeder, som de er udpeget til.« Han advarede også mod tilbøjeligheden til at »betragte de mindre embeder i Kirken som uværdige og til at se med misundelige øjne på andres position«. Dette, sagde han, »var menneskehjertets dumheder, at en person tragtede efter andre stillinger end dem, Gud har udpeget.«23 Gennem sådanne lærdomme hjalp han søstrene med at vandre »i hellighed over for Herren«.24
»Hvis vi skulle komme frem for Gud,« fortalte Joseph Smith hjælpeforeningssøstrene, »lad os da selv være rene.«25
Styrk hjem og familie
Skønt de første hjælpeforeningssøstre var engagerede i deres lokalsamfund og rede til at tjene deres næste, tabte de aldrig deres ansvar for deres eget hjem og familie af syne. De var tro mod deres medfødte gaver som mødre og opdragere. De var også tro mod åbenbaringer, som Herren havde givet gennem Joseph Smith om familieansvaret:
»Og den opgave, som er dit kald, skal være at være til trøst for … din mand, i hans trængsler med opmuntrende ord, i en sagtmodig ånd.«26
»For så vidt som forældre, der har børn i Zion eller i nogen af hendes stave, som er organiseret, ikke lærer dem at forstå læren om omvendelse, tro på Kristus, den levende Guds Søn, og om dåb og Helligåndsgaven ved håndspålæggelse, når de er otte år gamle, skal synden hvile på forældrenes hoved.
For dette skal være en lov for indbyggerne i Zion eller i enhver af hendes stave, som er organiseret.
Og deres børn skal døbes til deres synders forladelse, når de er otte år gamle, og modtage håndspålæggelsen.
Og de skal også lære deres børn at bede og at vandre retskaffent for Herren.«27
»Men jeg har befalet jer at opdrage jeres børn i lys og sandhed …
Sæt … først dit hus i orden …
Hvad jeg siger til en, siger jeg til alle …
Se til, at [familiens medlemmer] er mere flittige og engagerede hjemme og altid beder.«28
Uddrag fra Nauvoos Kvindelige Hjælpeforenings referat antyder, at Joseph Smith og søstrene aldrig tabte principperne i disse åbenbaringer af syne. Deres ord og handlinger viste, at deres og andres hjem lå dem stærkest på sinde. Fx underviste Emma Smith i, at »det var på høje tid for mødre at passe på deres døtre og formane dem til at blive på dydens sti«.29 Profeten Joseph udtrykte særlig interesse for forholdet mellem ægtemand og hustru. Han rådede søstrene: »Lad denne forening undervise i, hvordan de skal opføre sig overfor deres ægtemand og behandle dem kærligt og mildt. Når en mand føler sig tynget af vanskeligheder – når han føler sig rådvild og da kan få et smil i stedet for strid – hvis han da mødes med mildhed, vil det berolige hans sjæl og formilde hans følelser. Når sindet er ved at fortvivle, trænger det til husvalelse … Når I går hjem, sig da aldrig et gnavent ord, men lad venlighed, barmhjertighed og kærlighed være kronen på jeres værk.«30 I en anden situation rådede profeten mændene på lignende vis og sagde, at det er en ægtemands pligt at »elske, opbygge og forsørge sin hustru« og »tage hensyn til hendes følelser«.31
Når hjælpeforeningssøstre talte om, hvordan de kunne hjælpe mennesker i deres lokalsamfund, fokuserede de ofte på hjem og familie. Deres mødereferater er fyldt med udtryk som disse: »Fr. Hawkes talte om familien Drury – de er stadig syge og har brug for vore bønner – hvis ikke andet.«32 »Søster Joshua Smith … tog hen og besøgte søster McEwen og søster Modley. Fandt, at de og deres familier led nød. De har brug for besøg hver dag.«33 »P.M. Wheeler … anbefaler, at søster Francis Lew Law, som er syg og uden et hjem, en aldrende enke, der for øjeblikket står helt uden penge, kommer under denne forenings vinger.«34 »Søster Peck rapporterede, at hr. Guyes og familie er syge og nødlidende. Uddelte hjælp til dem … Fr. Kimball berettede, at en hr. Charleston og familie var syge, hans hustru meget nedtrykt og havde hårdt brug for en sygeplejerske. Sagde, hun havde hjulpet dem.«35
De helliges forenede indsats med at opføre et tempel i Nauvoo var foranlediget af deres kærlighed til deres familie. Profeten Joseph havde lært dem, at de kunne blive døbt på vegne af deres afdøde familiemedlemmer. De fik lov at udføre disse ordinancer uden for templet et stykke tid, men Herren havde befalet dem:
»Byg et hus til mit navn, som den Højeste kan bo i.
For der findes ikke et sted på jorden, som han kan komme til og på ny gengive det, der har været tabt for jer, eller som han har taget bort, nemlig præstedømmets fylde.
For en døbefont er der ikke på jorden, så de, mine hellige, kan blive døbt for dem, der er døde –
for denne ordinance hører til mit hus.«36
De ønskede også at opføre et tempel, for at de kunne modtage den nye og evigtvarende ægteskabspagt, hvorved deres familie kunne forenes for evigt.37
Kirkemedlemmer i Nauvoo fandt stor trøst i dåb for de døde og løftet om evige familier. Et af disse medlemmer var en søster, der hed Sally Randall. Da hendes 14-årige søn George døde, udsendte hun de sørgelige nyheder til familien. Kort tid derefter lærte hun om dåb for de døde. Atter skrev hun til sine slægtninge, denne gang med en nyfunden fred og forvisning:
»Georges far er blevet døbt for ham, og hvor er det herligt, at vi tror på og modtager evangeliets fylde, som det nu forkyndes, og at vi kan blive døbt for alle vore døde venner og frelse dem så langt tilbage, som vi overhovedet kan få kendskab til dem. Jeg beder jer skrive til mig og give mig fornavnene på alle vore afdøde slægtninge, i hvert fald så langt tilbage som bedstefædre og bedstemødre. Jeg agter at gøre, hvad jeg kan for at frelse mine venner … Jeg formoder, at I synes, det er en mærkelig lære, men I vil opdage, at den er sand.«
Til moderen, som også havde mistet et barn, vidnede Sally: »Åh mor, hvis vi er så lykkelige at få del i den første opstandelse, får vi vore børn, præcis som vi lagde dem i graven.«38
Giv hjælp ved at finde og hjælpe de nødlidende
Siden Kirkens organisering i 1830 har sidste dages hellige kvinder fundet utallige måder at yde tjeneste på. De har været tro mod Frelserens ord: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«39
Da profeten Joseph Smith ledte arbejdet med at opføre templet i Kirtland i Ohio, så søstrene mange behov blandt de arbejdende mænd og deres familie. Som Sarah M. Kimball fortalte: »Kvinderne kærnede smør og sendte det med glæde til de mænd, der arbejdede på templet, og undværede det ved deres eget bord.«40 Søstrene så også behovet for, at der blev lavet tæpper og gardiner til templet. Polly Angell husker en bemærkning fra Joseph Smith, da han så dem arbejde. Han sagde: »Søstrene er altid først og forrest i alle gode gerninger. Maria Magdalene var den første ved opstandelsen, og søstrene er nu de første til at arbejde med templets indre.«41
Med Hjælpeforeningens organisering under præstedømmets myndighed blev indsatsen for at hjælpe dem, der byggede templet i Nauvoo, endnu større. Ved et hjælpeforeningsmøde fokuserede kvinderne på nogle praktiske måder, hvorpå de kunne tjene de mænd, der arbejdede så flittigt på templet. »Søstrene udtrykte deres følelser en efter en« og udviste enstemmigt et »ønske om at bistå med at fremskynde templet og hjælpe i Zions sag.« Referatet beskriver mange bidrag ydet af Hjælpeforeningens medlemmer:
»Søster Jones sagde, at hun var villig til at gå rundt og anmode om stof, hvis hun blev bedt om det – hun tilbød også at give en person, der arbejdede på templet, kost og logi.
Fr. Durfee sagde, at hun, hvis foreningens ledere ønskede det, var villig til at gå omkring med en vogn og indsamle uld m.m. med det formål at befordre arbejdet.
Fr. Smith foreslog, at hustruer til købmænd donerede stof, så andre kunne beskæftiges.
Fr. Wheeler sagde, at hun er villig til at give hvad som helst, eller al sin tid –
Fr. Granger er villig til at gøre alt, strikke, sy eller sidde ved de syge, hvilket kan være yderst brugbart.
Fr. Ells sagde, at hun ville tilbyde at gå ud og anmode om bidrag osv.
Fr. Angell sagde, at hun var villig til at reparere gammelt tøj om nødvendigt, når der ikke kan skaffes nyt stof.
Fr. Smith foreslog at få uld og forsyne ældre damer med garn, så de kunne strikke sokker og forsyne de mænd, der arbejdede på templet den kommende vinter.
Søster Stringham tilbød at sy mændenes tøj og arbejde på templet.
Søster Felshaw foreslår at give noget sæbe …
Søster Stanley foreslog at give en tiendedel af hvert halve kilo hør, også en liter mælk pr. dag.
Fr. Beman vil sy tøj.
Søster Smith foreslog at få musselin osv. fra købmænd, der ikke var medlem af Kirken, og som var venlige …
Søster Geen tilbød at donere tråd, hun selv havde spundet.«42
Fra disse søstres hjerte strømmede et stort ønske om at tage del i gode gerninger. Det gjorde de med uld og vogne, sæbe og syning, føde og fint tøj, tid og talenter. Gennem den nye forening handlede Kirkens kvinder i overensstemmelse med deres naturlige medfølelse på at opbygge Herrens kirke.
Profeten Joseph Smith opmuntrede hjælpeforeningssøstrene i deres bestræbelser på at styrke dem, der led nød. Ved et hjælpeforeningsmøde begyndte han efter at have undervist dem ud fra 1 Kor 12 (se s. 18) at læse Paulus’ tale om kærlighed i 1 Kor 13. I sine bemærkninger om dette kapitel sagde han: »Vær ikke snæversynede i jeres måde at anskue jeres næstes dyder på … I skal åbne jer for andre, hvis I vil gøre som Jesus … Når I vokser i uskyld og dyd, når I vokser i godhed, lad da jeres hjerte være rummeligt – lad det være åbent for andre – I skal være langmodige og bære over med menneskehedens fejl og mangler. Menneskenes sjæle er af stor værdi!«43
Ved et andet hjælpeforeningsmøde forklarede han: »Intet er i den grad i stand til at få folk til at forsage synden som det at tage dem ved hånden og våge over dem med kærlighed og blidhed. Når folk viser mig den mindste venlighed og kærlighed, o, hvilken magt har det da ikke over mit sind, mens det modsatte har tendens til at fremkalde hårde følelser og gøre det menneskelige sind nedtrykt.«44
Hjælpeforeningssøstre tog næstekærlig tjeneste til sig som et grundlæggende princip i deres organisation. Når Nauvoos Kvindelige Hjælpeforening mødtes hver uge, rapporterede de enkelte søstre om personer i nød. En kasserer tog imod bidrag, og bidragene blev uddelt for at understøtte de nødlidende. Bidragene bestod af penge, naturalier, talenter og tid. Kvinderne gav tøj og sengetøj. De kom med hør, uld og garn, der kunne sys til tøj. De donerede også fødevarer: æbler, løg, mel, sukker, brød og smør.
Søster Emma Smith var som præsident for Hjælpeforeningen et altoverskyggende eksempel på næstekærlig tjeneste. Hun åbnede sit hjem for de sultne, hjemløse og syge. »The Homestead«, som familien Smiths bjælkehytte sommetider blev kaldt, bestod af et fællesrum og to soveværelser. Da Hjælpeforeningen blev organiseret, havde de 11 mennesker boende, udover Emma, Joseph og deres fire børn i deres hjem.
De tidlige hjælpeforeningssøstre betjente de nødlidende og modtog af og til selv hjælp. Fx tilsluttede Ellen Douglas sig Hjælpeforeningen kort tid efter, at hun og hendes familie ankom til Nauvoo i marts 1842. Tre måneder senere døde hendes mand, George. Hun og hendes familie arbejdede sammen for at ernære sig, men de kæmpede uden ægtemand og far. Alligevel deltog Ellen i Hjælpeforeningens værk ved aktivt at afhjælpe andres lidelser, sygdom og fattigdom. Så blev hun og nogle af hendes børn syge i april 1844 og fik selv brug for hjælp. Hun sendte et brev til sin familie i England, der beskrev, hvordan Hjælpeforeningen kom hende til undsætning, da hun tog hen for at besøge en ven ved navn Ann:
»Da jeg var begyndt at blive rask, tog jeg ind til byen for at besøge Ann, og jeg blev der to nætter … Den kvinde, der boede hos Ann, ville have mig til at indgive en ansøgning til Den kvindelige Hjælpeforening om noget tøj, som jeg og min familie havde brug for. Det nægtede jeg, men hun sagde, at jeg havde brug for noget, og at jeg havde været syg så længe, og hvis jeg ikke selv ville gøre det, ville hun gøre det for mig.« Søster Douglas gik til sidst med til at bede om hjælp. »Vi tog hen til en af søstrene,« fortsatte hun, »og hun spurgte mig, hvad jeg havde mest brug for. Jeg fortalte hende, at jeg havde brug for … mange ting. Mens jeg var syg, sled børnene deres tøj op, fordi jeg ikke kunne reparere det, så hun sagde, hun ville gøre det bedste for mig, hun kunne. Ann kom over et par dage, og de tog vognen med og hentede så meget til mig, som jeg aldrig før har fået.«45
»Så vi alle kan være sammen i himlen«
Ældste John A. Widtsoe fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev Hjælpeforeningens grundlæggende arbejde: »Afhjælpning af fattigdom, afhjælpning af sygdom, afhjælpning af tvivl, afhjælpning af uvidenhed – afhjælpning af alt det, der hindrer en kvindes glæde og udvikling. Hvilket storslået hverv!«46
Sidste dages hellige kvinder, som er stærke i troen og vidnesbyrdet, har vitterlig fået overdraget »engles ærinder«.47 Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Enhver søster i denne kirke, som har indgået pagter med Herren, har en guddommelig forpligtelse til at medvirke til at frelse sjæle, til at lede verdens kvinder, til at styrke Zions hjem og til at opbygge Guds rige.«48
Da Sarah M. Kimball og Margaret Cook besluttede at påbegynde en syforening, ønskede de at medvirke til at berede et tempel til folket. Under profetens og andre præstedømmelederes inspiration og vejledning endte de og deres søstre til slut med at hjælpe med at berede et folk til templet.
Dette værk fortsætter i dag. Vejledt af de principper, som Joseph Smith underviste i, arbejder hjælpeforeningssøstre sammen om at berede kvinder og deres familier til Guds største velsignelser. De følger med glæde Joseph Smiths mors, Lucy Mack Smiths, råd: »Vi skal værdsætte hinanden, passe på hinanden, trøste hinanden og modtage instruktioner, så vi alle kan være sammen i himlen.«49
De hellige havde et presserende ønske om at bygge templet i Nauvoo.
Den 17. marts 1842 blev Emma Smith Hjælpeforeningens første præsident.
Ved Peter, Jakob og Johannes overdrog Herren »nøglerne til [sit] rige« til Joseph Smith (se L&P 27:13).
Emma Smith ledte hjælpeforeningsmøderne.
Profeten Joseph Smith instruerede hjælpeforeningssøstrene.
»Opdrag jeres børn i lys og sandhed« (se L&P 93:40).
Dåbslokalet i templet i Helsinki i Finland
I Nauvoo i Illinois førte Emma og Joseph Smith an i indsatsen for at hjælpe de sultne, hjemløse og syge.
Templet i Toronto i Ontario