Beretning, cirka sommer 1832

Se billeder og hele udskrifter af førstehåndsberetninger om det første syn i »Primary Accounts of Joseph Smith’s First Vision of Deity« (Primære beretninger af Joseph Smiths første syn af Guddommen).

Da jeg var omkring 12 år, blev jeg alvorligt bekymret for min udødelige sjæls velfærd, hvilket førte til, at jeg begyndte at læse i skriften – idet jeg således, som jeg var blevet belært om, troede, at den indeholdt Guds ord og således anvendte dem på mig selv. Mit nære kendskab til de forskellige sekter førte til, at jeg i høj grad blev forundret, for jeg opdagede, at deres handlinger og lærdomme ikke var i overensstemmelse med det, jeg fandt i den hellige skrift. Dette var en sorg for min sjæl.

Fra jeg var 12, til jeg blev 15, overvejede jeg derfor mange ting i mit hjerte vedrørende menneskehedens situation, de stridigheder og splittelser, den syndighed samt de vederstyggeligheder og det mørke, som herskede i menneskenes sind. Jeg blev meget ulykkelig, for jeg blev klar over mine synder, og ved at læse i skrifterne fandt jeg ud af, at menneskeheden ikke kom til Herren, men at de var faldet bort fra den sande og levende tro. Og der var ikke noget trossamfund eller nogen sekt, som var bygget på Jesu Kristi evangelium, således som det var optegnet i Det Nye Testamente. Jeg følte lyst til at sørge over mine synder samt over verdens synder, for jeg lærte i skriften, at Gud er den samme i går, i dag og for evigt, og at der hos ham ikke er personsanseelse, for han er Gud.

For jeg kiggede på solen – jordens strålende himmellegeme – og ligeledes månen, som majestætisk ruller over himlene, og ligeledes stjernerne, som skinner i deres baner, og ligeledes jorden, som jeg stod på, og dyrene på marken og fuglene på himlen og fiskene i vandet og ligeledes mennesket, som majestætisk går på jordens overflade med skønhed og styrke og med magt og intelligens til at herske over det, som er så utroligt stort og fantastisk, ja, i hans billede, som skabte dem. Og når jeg tænkte over alle disse ting, udbrød jeg i mit hjerte: »Med rette har den vise mand sagt: ›Dårerne siger i hjertet: Der er ingen Gud.‹« Mit hjerte råbte: »Alt dette bærer vidnesbyrd og taler om en almægtig og allestedsnærværende kraft, et væsen som udsteder love og bestemmer, og som binder alle ting i deres sfærer, som fylder evigheden, som var, og som er, og som vil være fra evighed til evighed.« Og jeg overvejede alt dette, hvilket vil sige, at jeg ønskede at tilbede ham i ånd og sandhed.

Derfor anråbte jeg Herren om nåde, for der var ingen andre, jeg kunne gå til for at modtage nåde. Og Herren hørte mit råb i ødemarken, og mens jeg var i færd med at påkalde Herren, skete det i mit 16. leveår, at en lyssøjle så strålende som solen ved middagstid kom fra oven og hvilede på mig. Jeg blev fyldt med Guds Ånd, og Herren åbnede himlen for mig, og jeg så Herren.

Og han talte til mig og sagde: »Joseph, min søn, dine synder er dig tilgivet. Gå bort, lev efter min lov, og hold mine bud. Se, jeg er herlighedens Herre. Jeg blev korsfæstet for verden, for at alle, som tror på mit navn, må få evigt liv. Verden ligger i synd i øjeblikket, og ingen gør godt, nej, ikke en eneste. De er kommet på afveje fra evangeliet og holder ikke mine bud. De henvender sig til mig med deres læber, men deres hjerte er langt borte fra mig. Og min vrede er blusset op mod jordens indbyggere for at hjemsøge dem for deres ugudelighed og bringe det til opfyldelse, der er blevet talt om af profeters og apostles mund. Se engang, jeg kommer hurtigt, som det er skrevet om mig, i en sky, iklædt min Faders herlighed.«

Min sjæl blev fyldt med kærlighed, og i mange dage kunne jeg glæde mig over den store lykke. Herren var med mig, men jeg kunne ikke finde nogen, der ville tro på det himmelske syn. Ikke desto mindre gemte jeg disse ting i mit hjerte.