»Kirkens Historie«, 1. marts 1842 (Wentworth-brevet)

Da jeg var omkring 14 år gammel, begyndte jeg at tænke over vigtigheden af at være beredt for en fremtidig tilstand, og da jeg begyndte at spørge om planen for frelse, opdagede jeg, at der var store uoverensstemmelser mellem religionerne. Når jeg gik til ét samfund, henviste de mig til én plan, og andre til en anden, og hver især pegede på sin egen bestemte trosbekendelse som den mest afgørende kilde til fuldkommenhed. Da jeg mente, at ikke alle kunne have ret, og at Gud ikke kunne være ophav til så megen forvirring, besluttede jeg mig for at undersøge emnet mere fuldstændigt, eftersom jeg troede på, at hvis Gud havde en kirke, så ville den ikke være delt op i kliker, og at han, hvis han lærte det ene samfund at tilbede på én måde og at forrette et bestemt sæt ordinancer, ikke ville lære en anden kirke principper, der var direkte i modstrid dermed. Da jeg troede på Guds ord, havde jeg tillid til Jakobs erklæring: »Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.«

Jeg trak mig tilbage til et afsides sted i en lund og begyndte at påkalde Herren. Mens jeg var optaget af inderlig bøn, blev mit sind fjernt fra de ting, der var omkring mig, og jeg blev indhyllet i et himmelsk syn og så to strålende personer, der lignede hinanden fuldstændigt, og de var omgivet af et strålende lys, der overgik solens ved højlys dag. De fortalte mig, at alle de forskellige religiøse trosretninger troede på ukorrekte læresætninger, og at ingen af dem var godkendt af Gud som hans kirke og rige. Jeg fik udtrykkelig befaling om »ikke at slutte mig til dem«, og på samme tid fik jeg et løfte om, at evangeliets fylde ville blive gjort kendt for mig på et fremtidigt tidspunkt.