Omsorg
Udvikling af empati til at vise omsorg
Principper


Principper for omsorg

Udvikling af empati til at vise omsorg

At drage omsorg er at løfte. Vi kan opløfte andre, når vi prøver at forstå, hvad de oplever, og viser, at vi er villige til at gå med dem igennem det.

Liahona, februar 2019

Billede
rain falling on the outside and inside

Eftersom vor himmelske Fader ønsker at hjælpe os med at blive som ham, kan de udfordringer vi møder i dette liv, blive en mulighed for at lære, hvis vi vil stole på ham og forblive på stien. Desværre kan det være svært at blive på den smalle sti, især når vi føler, at vi står helt alene med vores prøvelser.

Men det har aldrig været meningen, at vi skulle gå alene på stien. Frelseren opnåede fuldkommen empati, han steg ned under alt, så han kunne vide, hvordan han kan hjælpe os i vores trængsler og skrøbeligheder (se Alma 7:11-12; L&P 122:8). Han forventer, at vi alle følger hans eksempel og også udviser medfølelse. Alle medlemmer af Kirken har indgået pagt om at »sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst« (Mosi 18:9). Trods vores egne udfordringer skal vi rette vores opmærksomhed udad og »styrk[e] … de synkende hænder og de kraftesløse knæ« og »gå den lige vej på jeres ben, så det lamme ikke vrides af led« (Hebr 12:12-13; se også Es 35:3-4; L&P 81:5-6).

Når vi tager andre ved hånden, lader dem læne sig lidt op ad os og går med dem, hjælper vi dem med at blive på den sti, der er lang nok til, at Frelseren ikke alene kan omvende dem – et af de store formål med at drage omsorg – men også helbrede dem (se L&P 112:13).

Hvad er empati?

Empati er at forstå andre menneskers følelser, tanker og situation og mere ud fra deres perspektiv i stedet for vores eget.1

At være empatisk er vigtigt i vores indsats for at drage omsorg for andre og opfylde vores rolle som omsorgsgivende brødre og søstre. Det gør, at vi kan »være i en andens sko«.

Det at gå i en andens sko

Der fortælles en historie om en genert sidste dages hellig mand, der ofte sad alene på bagerste række i kirken. Da et medlem af ældsternes kvorum pludselig døde, gav biskoppen præstedømmevelsignelser for at trøste mandens familie. Hjælpeforeningssøstrene kom med mad. Velmenende venner og naboer besøgte familien og sagde: »Lad os vide, hvis der er noget, vi kan hjælpe med.«

Men da denne generte mand besøgte familien senere den dag, ringede han på dørklokken og da enken svarede, sagde han blot: »Jeg er kommet for at pudse jeres sko.« I løbet af et par timer var alle sko, familien havde, pudsede, og de var skinnende klare til begravelsen. Den følgende søndag satte den afdødes familie sig med den generte mand på den bagerste række.

Her var en mand, der var i stand til at sørge for et udækket behov. Både de og han blev velsignet af hans medfølende omsorg.

Hvordan fungerer empati?

I de seneste 30 år har en række forskere lavet studier af empati. Selvom mange af dem går til emnet med forskellige tilgange, er de fleste af dem enige om, at empati er noget, der kan læres.2

For at forbedre vores evne til at vise empati kan en bedre forståelse af, hvordan empati virker, være en hjælp. Følgende forslag er alment accepterede som grundelementer i empati.3 Selvom de ofte er en del af noget, der sker uden, at vi er bevidste om det, kan det at være opmærksom på dem give os en chance for at blive bedre.

1. Forstå

Billede
person listening

Empati kræver en vis forståelse for en andens situation. Jo bedre man forstår deres situation, jo lettere bliver det at forstå, hvordan de har det og hvordan man kan hjælpe dem.

At lytte aktivt, stille spørgsmål og rådføre sig med dem og andre er vigtige handlinger for at forstå deres situation. I kan lære mere om de begreber i tidligere artikler om principper for omsorg:

  • »Fem ting, gode lyttere gør«, Liahona, juni 2018, s. 6.

  • »Rådfør jer om deres behov«, Liahona, sep. 2018, s. 6.

  • »Få hjælp til at hjælpe andre«, Liahona, okt. 2018, s. 6.

Når vi søger at forstå, må vi tage os tid til at forstå deres konkrete situation, snarere end at basere vores formodninger på en anden med en tilsvarende oplevelse. Ellers kan vi skyde forbi målet og efterlade dem med følelsen af at blive misforstået.

2. Forestil jer, at det er jer, det sker for

Billede
person thinking of someone else

I vores bestræbelser på at holde vores pagt om at sørge med dem, der sørger, og trøste dem, der står i behov for trøst, kan vi bede Helligånden om at hjælpe os med at forstå, hvordan en anden måtte have det, og hvordan vi kan hjælpe.4

Når vi først forstår en andens omstændigheder, kan vi alle – uanset om det sker naturligt eller ej – lave den øvelse at forestille os, hvad vi ville tænke eller føle, hvis vi stod i deres situation. Når vi gør det, kan vi lade vores egne tanker og følelser være en vejledning for, hvordan vi responderer.

Når vi kommer til at forstå en andens situation og kan forestille os, hvordan vi selv ville have det i deres situation, er det vigtigt, at vi er forsigtige med at dømme dem (se Matt 7:1). Når vi forholder os kritisk til, hvordan en person er havnet i en given situation, bagatelliserer vi gerne den smerte, som den givne situation medfører.

3. Respondér

Billede
speaking love

Det er vigtigt, hvordan vi responderer, fordi det er sådan, vi viser empati. Der er utallige måder, hvorpå vi kan formidle vores forståelse både verbalt og nonverbalt. Det er vigtigt at huske, at det ikke nødvendigvis er vores mål at fikse problemet. Ofte er målet ganske enkelt bare at opløfte og styrke ved at lade dem vide, at de ikke er alene. Det kan gøres ved at sige: »Jeg er rigtig glad for, at du fortalte mig det,« eller »det er jeg ked af. Jeg ved, hvordan det er,« eller »det må gøre ondt.«

I hvert tilfælde må vores respons aldrig være forstillet, den må være ægte og oprigtig. Og når det er passende at være sårbar nok til at lade den anden se ens egne svagheder og usikkerhed, kan det skabe en værdifuld følelse af fællesskab.

Opfordring til handling

Billede
loving one another

Når I overvejer, hvilken situation dem, I drager omsorg for, står i, så forestil jer, at I står i deres situation. Bed for at forstå, hvad de føler, og hvad I selv ville betragte som den største hjælp, hvis I var i deres sko. Jeres respons kan være ganske enkel, men den kan være betydningsfuld.

Noter

  1. Se W. Ickes, Empathic Accuracy, 1997 og M.L. Hoffman, Empathy and Moral Development: Implications for Caring and Justice, 2000.

  2. Se for eksempel Emily Teding van Berkhout og John M. Malouff, »The Efficacy of Empathy Training: A Meta-Analysis of Randomized Controlled Trials«, Journal of Counseling Psychology, 2016, 63(1), s. 32-41.

  3. Se for eksempel Brené Brown, I Thought It Was Just Me (But It Isn’t), 2008; Theresa Wiseman, »A Concept Analysis of Empathy«, Journal of Advanced Nursing, 1996, 23, s. 1162-1167 og Ed Neukrug og andre, »Creative and Novel Approaches to Empathy: a Neo-Rogerian Perspective«, Journal of Mental Health Counseling, 35(1), jan. 2013, s. 29-42.

  4. Se Henry B. Eyring, »Talsmanden«, Liahona, maj 2015, s. 17-21.

Udskriv