2 Korinther 7
»Bedrøvelse efter Guds vilje«
Det kan være en udfordring at vide med sikkerhed, om vi har omvendt os helt. Har du nogensinde kæmpet med at vide, om du har omvendt dig fuldstændigt fra noget eller ej? I sit første brev til korintherne revsede apostlen Paulus nogle af de korinthiske hellige for deres syndighed. Til sin glæde og tilfredshed fik Paulus senere besked om, at de korinthiske hellige havde oplevet sand omvendelse. Denne lektion kan hjælpe dig til at forstå et vigtigt element i sand omvendelse og at komme Jesus Kristus nærmere.
Bedrøvelse efter Guds vilje
Læs følgende scenarie. I et interview til en tempelanbefaling i forbindelse med sin vielse bekender en ung kvinde nogle tidligere synder for sin biskop. Efter yderligere drøftelse kommer biskoppen frem til, at den unge kvinde ikke virkelig har omvendt sig fra sine synder, og at hendes synder er alvorlige nok til, at hun er uværdig til en tempelanbefaling. Biskoppen forklarer, at den unge kvinde må vente med at modtage en tempelanbefaling, til hun har omvendt sig fuldt ud. Hun er foruroliget og påstår, at hun har omvendt sig, fordi hun ikke har gentaget nogen af de synder længe. Biskoppen forklarer, at det blot at stoppe med at synde ikke er en fuld omvendelse, og han beder hende om oprigtigt at begynde en sand omvendelsesproces.
Den unge kvinde forklarer sin biskop, at hun er meget ked af det, fordi hun allerede har fortalt andre mennesker om brylluppet og lagt planer for festen. Hun bekymrer sig over skammen ved at udsætte sine bryllupsplaner og over, hvordan hun skal fortælle sin forlovede og sine forældre det. Hun spørger, om der er nogen måde for hende at gå videre med brylluppet som planlagt og bagefter fortsætte med arbejdet gennem omvendelsesprocessen.
-
Hvad lader til at være den unge kvindes største bekymring, ud fra hendes svar til sin biskop?
-
Hvorfor kan hendes fokus gøre det svært at omvende sig fuldt ud?
Tænk over, hvad denne unge kvinde ikke helt forstår om omvendelse. Når du fortsætter denne lektion, så se efter et princip, der kan hjælpe denne unge kvinde. Overvej også, om du har brug for dette princip i din egen omvendelse.
Bedrøvelse efter Guds vilje
Et af Paulus’ formål med at skrive sit tidligere brev til korintherne var at opfordre visse personer til at omvende sig. I sit opfølgende brev roste Paulus dem, han irettesatte, for deres oprigtige omvendelse, og underviste om en afgørende del af omvendelse.
Læs 2 Korinther 7:8-11 og se efter indsigt, som Paulus deler om omvendelse, og som kan hjælpe kvinden i scenariet. Du kan også se bibel-videoen »Bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse« (1:40), som findes på ChurchofJesusChrist.org, og samtidig følge med i dine skrifter.
Læs Alma 36:12-13; 42:29, og se efter indsigt fra Mormons Bog om bedrøvelse efter Guds vilje.
-
Hvilken indsigt fik du, som vil være nyttig for kvinden i scenariet?
-
Hvordan kan disse lærdomme hjælpe dig?
En sandhed, du måske har fundet, er, at bedrøvelse efter Guds vilje fører til oprigtig omvendelse.
-
Hvilken anden form for bedrøvelse nævnte Paulus i vers 10?
-
Hvad så du i scenariet, der viser, hvilken slags bedrøvelse den unge kvinde følte?
Lav to kolonner i din studiebog ved at tegne en lodret linje midt på en side. Skriv bedrøvelse efter Guds vilje øverst i den ene kolonne og bedrøvelse i verdens forstand øverst i den anden.
Notér dine tanker om følgende spørgsmål under hver af overskrifterne.
-
Hvad lærer Paulus os i vers 8-10 om forskellen på bedrøvelse efter Guds vilje og bedrøvelse i verdens forstand?
-
Hvilke andre forskelle tror du, der er på de to former for bedrøvelse?
Læs følgende udtalelser, og søg efter yderligere indsigt om bedrøvelse efter Guds vilje og bedrøvelse i verdens forstand. Tilføj denne indsigt til dit diagram.
Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har givet denne definition på bedrøvelse efter Guds vilje:
[Bedrøvelse efter Guds vilje betyder] at føle dyb sorg og anger over adfærd, der tilfører Frelseren smerte og lidelse, idet vores sjæl frasiger sig enhver fornægtelse eller undskyldning …
Måske er den største opvågnen i dette liv for en åndeligt følsom søn eller datter af Gud den helt personlige erkendelse af, at Jesu Kristi betaling for synd er meget reel, og at hans lidelse ikke kun er for alle andre – men også for dig og mig! … Når vi åndeligt forstår, at han har lidt for vores synder, føler vi sorg over vores andel i hans smerte. Vi ved, at det er en del af vor Faders plan, men vi er overvældede af den gave, han tilbyder os. Dette under, denne påskønnelse, denne beundring af en Frelser, der har gjort dette for os, bringer os på knæ, når vores ånd fyldes med bedrøvelse efter Guds vilje.
(Neil L. Andersen, The Divine Gift of Forgiveness, 2019, s. 149, 150)
Præsident Dieter F. Uchtdorf, tidligere medlem af Det Første Præsidentskab, har sagt følgende om bedrøvelse efter Guds vilje:
Bedrøvelse efter Guds vilje inspirerer til forandring og håb gennem Jesu Kristi forsoning. Bedrøvelse i verdens forstand trækker os ned, slukker håbet og overtaler os til at give efter for yderligere fristelser.
Bedrøvelse efter Guds vilje fører til omvendelse og en forandring af hjertet. Den får os til at hade synd og elske det gode. Den opfordrer os til at rejse os og vandre i lyset af Kristi kærlighed. Sand omvendelse er forandring, ikke smerte eller lidelse. Ja, dybfølt omvendelse og sand anger over ulydighed er ofte smertefulde og meget vigtige trin i omvendelsens hellige proces. Men når skyld fører til selvhad eller afholder os fra at rejse os igen, så hæmmer den mere end den fremmer vores omvendelse.
(Dieter F. Uchtdorf, »Du kan gøre det nu!«, Liahona, nov. 2013, s. 56)
Se videoen »Omvendelse er en proces, der bringer fred« fra tidskode 0:00 til 1:39 for at se, hvordan en person beskriver sin oplevelse med bedrøvelse efter Guds vilje, og hvordan den velsignede hendes liv.
Tænk et øjeblik over din egen indsats for at omvende dig. Overvej, hvad Frelseren følte og oplevede ved at lide for dine synder. Hvad kan du gøre for mere fuldt ud at åbne dit hjerte for at føle bedrøvelse efter Guds vilje og indbyde Frelserens helbredende kraft i dit liv? Overvej at skrive dit svar på dette spørgsmål i en personlig notesbog.
Valgfrit: Vil du lære mere?
Hvordan kan jeg bedre forstå forskellen på bedrøvelse efter Guds vilje og bedrøvelse i verdens forstand?
Mens han tjente som områdehalvfjerdser, sagde ældste D. Chad Richardson:
En væsentlig forskel på [bedrøvelse efter Guds vilje og bedrøvelse i verdens forstand] er deres kilde. Bedrøvelse i verdens forstand fremmes af Satan. Det er sorgen over at blive opdaget, over ikke at kunne fortsætte med at synde eller ved at vende sig mod sig selv med selvhad eller foragt.
Bedrøvelse efter Guds vilje er på den anden side en gave fra Gud til dem, der er villige til at modtage den. Bedrøvelse efter Guds vilje fører os til en fuld erkendelse af omfanget af vores synder, men med kundskab om, at vi kan blive fri for dem.
(D. Chad Richardson, »Forgiving Oneself«, Ensign, mar. 2007, s. 32)
I september 2019 trykte tidsskriftet New Era en infografik baseret på ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorums lærdomme, der kan hjælpe dig til yderligere at skelne mellem bedrøvelse efter Guds vilje og bedrøvelse i verdens forstand. Find den her: Dieter F. Uchtdorf, »Godly Sorrow«, New Era, sep. 2019, s. 32-33.