2 Korinther 1; 4
»Trøstes … af Gud«
Vi oplever alle hjertesorg og bedrøvelse, tilbageslag og forhindringer samt ubehag og sygdom. Da indbyggerne i Korinth oplevede trængsler, skrev Paulus til Kirkens medlemmer der for at tilbyde fortsat støtte og råd. Han vidnede om den trøst og fred, der var tilgængelig for dem gennem vor himmelske Fader og Jesus Kristus (se 2 Kor 1:3-4). Denne lektion kan hjælpe dig til at forstå nogle af de måder, hvorpå Gud trøster sine børn, og identificere, hvordan du kan dele hans trøst med andre.
Hvad giver dig trøst?
-
Hvad eller hvem vender du dig til for at finde trøst i svære tider?
-
Hvad eller hvem trøster dig mest? Hvorfor?
Tænk over følgende spørgsmål:
-
Hvorfor kan du stole på, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus vil trøste dig gennem Helligåndsgaven i sådanne tider?
-
Hvor godt føler du, at du genkender og modtager den trøst, som vor himmelske Fader og Jesus Kristus tilbyder gennem Helligånden?
-
Hvordan vil du være i stand til at fortælle andre om den trøst, de tilbyder?
Søg efter svar på de foregående spørgsmål, mens du studerer denne lektion.
Paulus ønskede at trøste de hellige i Korinth i deres prøvelser
Mens Paulus var i Makedonien, fik han af en discipel ved navn Titus besked om, at hans tidligere brev var blevet vel modtaget af de hellige i Korinth (se 2 Kor 2:13; 7:5). Paulus hørte også om disse helliges vedvarende udfordringer og skrev endnu et brev (2 Kor) for at trøste dem og løse deres problemer.
-
Hvad husker du om Korinth og de helliges vanskeligheder der?
Læs 2 Korinther 1:1-4 og bemærk, hvordan Paulus indledte sit andet brev til de hellige i Korinth.
-
Hvad lagde du især mærke til i Paulus’ introduktion til de hellige?
-
Hvilke navne eller titler brugte Paulus om vor himmelske Fader, der fangede din opmærksomhed?
-
Hvad lærer disse navne eller titler dig om vor himmelske Fader?
-
Hvilken sandhed underviste Paulus om i vers 4?
Modtage trøst fra vor himmelske Fader og hjælpe andre til at modtage den
Du har måske fundet en sandhed i vers 4 som følgende: Når vi modtager vor himmelske Faders trøst under vores prøvelser, kan vi bedre hjælpe andre til også at modtage den.
-
Hvad tror du, det betyder at »trøste alle dem, der er i trængsel«? (Vers 4).
-
Hvorfor tror du, at der er denne forventning til Jesu Kristi disciple?
Læs følgende udtalelse af præsident Spencer W. Kimball (1895-1985).
Gud lægger virkelig mærke til os, og han våger over os. Men det er som regel gennem et andet menneske, at han opfylder vore behov. Det er derfor livsvigtigt, at vi tjener hinanden i riget.
(Kirkens præsidenters lærdomme: Spencer W. Kimball, 2006, s. 85)
Se om muligt videoen »Gud vil løfte os op« (4:58) på ChurchofJesusChrist.org. Den fortæller historien om en ung kvinde ved navn Brittany, der fandt trøst i at tjene andre og stole på Herren i stedet for at fokusere på sin egen helbredsmæssige tilstand.
-
Hvorfor tror du, at vor himmelske Fader ofte bruger os til at hjælpe andre i deres prøvelser for at føle hans kærlighed og trøst?
Tænk på en, du kender, der for tiden oplever trængsler. Overvej bønsomt, hvordan du kan hjælpe dem til at føle den trøst, vor himmelske Fader tilbyder, mens du gør følgende:
-
Tænk over, hvad du har lært af 2 Korinther 1:1-4, der kan hjælpe denne person.
-
Læs to eller flere af følgende vers, som indeholder Paulus’ yderligere lærdomme til korintherne om prøvelser. Find en vending eller et vers, som du føler vil være betydningsfuldt for den person, du vælger.
-
Gør noget nu for at hjælpe denne person til at føle vor himmelske Faders trøst. Overvej at bede for dem, ligesom de hellige i Korinth bad for Paulus (se 2 Kor 1:11). Derudover kan du skrive et opmuntrende budskab til denne person, ligesom Paulus gjorde til korintherne, selvom dit budskab kan være en sms, e-mail eller note i stedet for et brev. (Overvej at medtage det, du har lært i denne lektion om 2 Kor 1; 4, såvel som enhver personlig oplevelse, der kan være en hjælp).
-
Læg yderligere planer for at hjælpe denne person. Vor himmelske Fader kan tilskynde dig til at gøre endnu mere, såsom at besøge dem eller tjene dem på en eller anden måde. Sørg for at nedskrive de planer, du tænker på, et sted, hvor du vil blive mindet om at følge op, f.eks. i din kalender, på din smartphone eller på et stykke papir, du senere vil se på.
Valgfrit: Vil du lære mere?
2 Korinther 1:4. Hvorfor forventer Herren, at jeg rækker ud og trøster folk i nød?
Ældste Gary E. Stevenson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt følgende:
Fra det øjeblik vi stiger op fra dåbens vande, er det vores opgave at udføre dette arbejde. Vi rækker ud i kærlighed til andre, fordi det er det, som Herren har befalet os at gøre … Når som helst vores næste er i nød timeligt eller åndeligt, så løber vi hen for at hjælpe dem. Vi bærer hinandens byrder, så de bliver lette. Vi sørger med dem, der sørger. Vi trøster dem, der står i behov for trøst. Det forventer Herren kærligt af os. Og dagen vil komme, hvor han vil holde os ansvarlige for den omhu, vi viser i vores omsorg for hans flok.
(Gary E. Stevenson, »Vær sjælehyrder«, Liahona, nov. 2018, s. 111)
2 Korinther 4:17. Hvad mente Paulus, da han omtalte vores jordiske udfordringer som »lette trængsler«?
Ældste Paul V. Johnson fra De Halvfjerds’ Præsidium har sagt:
Når man står midt i problemerne, er det nærmest umuligt at se, at de kommende velsignelser langt vil overgå den smerte, ydmygelse eller den hjertesorg, man oplever i nuet … Apostlen Paulus sagde: »For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed« [2 Kor 4:17]. Det er interessant, at Paulus siger »lette trængsler«. Dette kommer fra en person, som blev slået, stenet, led skibbrud, blev fængslet og oplevede mange andre prøver. Jeg tvivler på, at mange af os ville betegne vore trængsler som lette. Men i sammenligning med de velsignelser og den vækst, vi modtager i sidste ende, både i dette liv og i evigheden, så er vore trængsler i virkeligheden lette …
Sommetider ønsker vi vækst uden udfordringer og at udvikle styrke uden modgang. Men vækst kan ikke komme ved at vælge den lette udvej. Vi forstår jo godt, at en sportsmand, som ikke vil gennemgå hård træning, aldrig bliver verdensmester. Vi må være forsigtige med ikke at have modvilje over for det, som hjælper med at fremelske den guddommelige natur.
(Paul V. Johnson, »Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os«, Liahona, maj 2011, s. 79-80)