Kapitel 8

Uselvisk tjeneste

Når vi glemmer os selv ved at tjene andre, vil vi finde større åndelighed og lykke.

Fra Spencer W. Kimballs liv

Præsident Spencer W. Kimball tilskyndede sidste dages hellige til at involvere sig i »enkle tjenestegerninger«, som vil velsigne andres liv såvel som deres eget.¹ Han fandt ofte selv lejlighed til at yde en sådan tjeneste, som den følgende beretning viser:

»En ung mor var med sin toårige datter på en længerevarende rejse strandet på grund af dårligt vejr i Chicago lufthavn uden mad eller rent tøj til sit barn og uden penge. Hun var … gravid og i fare for at abortere, så hun havde af lægen fået instruktioner om ikke at bære sit barn, medmindre det var meget vigtigt. Time efter time stod hun i den ene kø efter den anden i forsøget på at komme med et fly til Michigan. Terminalen var støjende, fuld af trætte, frustrerede og vrantne passagerer, og hun hørte kritiske bemærkninger om sit grædende barn, og om hvordan hun med foden lod sit barn glide henover gulvet, efterhånden som køen rykkede frem. Ingen tilbød at hjælpe hende med det gennemblødte, sultne og udmattede barn.

Senere fortalte kvinden, at så ›kom en eller anden mod os og sagde med et venligt smil: ›Er der noget jeg kan gøre for at hjælpe dig?‹ Med et taknemligt suk tog jeg imod hans tilbud. Han løftede min hulkende lille datter op fra det kolde gulv og holdt hende kærligt ind til sig, mens han klappede hende blidt på ryggen. Han spurgte, om hun kunne tygge et stykke tyggegummi. Da hun var faldet til ro, tog han hende med på armen og sagde noget venligt til de andre i køen foran mig om, hvordan jeg havde brug for deres hjælp. De lod til at være enige, og han gik op til billetskranken [forrest i køen] og sørgede for, at personen ved skranken fik mig anbragt på et fly, der snart afgik. Han gik med os hen til en bænk, hvor vi snakkede lidt, indtil han var sikker på, at jeg havde det fint. Så gik han sin vej. Omkring en uge senere så jeg et billede af apostlen Spencer W. Kimball og genkendte ham som den fremmede i lufthavnen.‹« ²

Adskillige år senere modtog præsident Kimball et brev, hvori der bl.a. stod:

»Kære præsident Kimball.

Jeg studerer på Brigham Young University. Jeg er netop vendt hjem fra min mission i München i Vesttyskland. Jeg havde en god mission og lærte meget …

I sidste uge var jeg til et præstedømmemøde, hvor der blev fortalt en beretning om en god gerning, som du ydede for ca. 21 år siden i Chicagos lufthavn. Der blev fortalt, hvordan du mødte en ung, gravid mor med et … ulykkeligt … skrigende barn, som ventede i en lang kø for at få en billet. Hun var i fare for at tabe barnet, og derfor kunne hun ikke løfte sin datter og trøste hende. Hun havde tidligere aborteret fire gange, hvilket understregede lægens ordre om ikke at bøje sig eller løfte noget.

Du trøstede det grædende barn og forklarede dilemmaet for de andre passagerer i køen. Denne kærlige handling beroligede min mor og dæmpede hendes bekymringer. Jeg blev født få måneder senere i Flint i Michigan.

Jeg vil bare gerne takke dig for din kærlighed. Tak for dit eksempel!« ³

Præsident Kimballs lærdomme

Vi bør følge Frelserens eksempel på uselvisk tjeneste

[Frelseren] gav sig selv for sine tilhængere … Han var altid bevidst om at gøre det rette og om at imødekomme det virkelige og sande behov hos dem, han tjente.⁴

Han satte sig selv og sine egne behov i anden række og tjente andre mennesker utrætteligt, kærligt og effektivt ud over sin pligt. Mange af verdens problemer i vore dage kommer af selviskhed og selvoptagethed, som bevirker, at alt for mange stiller barske krav til livet og til andre for at få tilfredsstillet deres egne krav.⁵

Jo mere vi forstår, hvad der virkelig skete for Jesus af Nazaret i Getsamene have og på Golgata, jo bedre vil vi være i stand til at forstå betydningen af offer og uselviskhed i vores liv.⁶

Hvis vi følger i [Frelserens] fodspor, kan vi leve i tro frem for i frygt. Hvis vi kan dele hans syn på mennesker, kan vi elske dem, tjene dem og række ud til dem – frem for at føle os bange eller truede af andre.⁷

Gud opfylder ofte andres behov gennem vore små tjenestegerninger

Vi må hjælpe dem, som vi prøver at tjene, til at forstå og erkende, at Gud ikke kun elsker dem, men at han er fuldstændig opmærksom på dem og på deres behov …

Gud lægger virkelig mærke til os, og han våger over os. Men almindeligvis er det gennem et andet menneske, han opfylder vore behov. Det er derfor livsvigtigt, at vi tjener hinanden i riget. Medlemmer af Kirken har brug for hinandens styrke, støtte og lederskab i et samfund af troende som en enklave af disciple. I Lære og Pagter kan vi læse om, hvor vigtigt det er at »bistå de svage, opløft[e] de nedhængende hænder, og styrk[e] de matte knæ« (L&P 81:5). Meget ofte består vore tjenestegerninger af ganske enkle opmuntringer eller af at give hverdagsagtig hjælp med hverdagsagtige opgaver, men hvilke vidunderlige konsekvenser kan der ikke komme af hverdagsagtige handlinger og af små, men bevidste gerninger! …

Hvis vi retter fokus mod enkle principper og enkle tjenestegerninger, vil vi se, at organisatoriske retningslinjer snart vil miste noget af deres betydning. Førhen har Kirkens organisatoriske retningslinjer alt for ofte skabt mure, som afholdt os fra at række ud til den enkelte så meget, som vi burde. Vi vil også se, at når vi bekymrer os mindre om at opnå organisatorisk eller personlig anerkendelse, bekymrer vi os mere om at tjene den, som vi er blevet bedt om at række ud til. Vi vil også se os selv blive mindre bekymrede for vores organisatoriske identitet og mere bekymrede for vores sande og endelige identitet som en søn eller datter af vor Fader i himlen og hjælpe andre med at opnå den samme følelse af tilhørsforhold.⁸

Vi bør bruge vore talenter og evner til at tjene andre

Ingen af os bør få så travlt i vore formelle kirkeopgaver, at der ikke bliver tid til stilfærdig kristen tjeneste over for vores næste.⁹

Det er let for os at indrette os efter de gamle, etablerede programmer, at gøre de ting, som forventes af os, at lægge et vist antal timer ind, at synge så og så mange gange og bede så og så mange gange, men I husker, at Herren sagde, at det er en lad tjener, som venter på at få befaling i alt (se L&P 58:26).¹⁰

»Sandelig siger jeg: Menneskene bør være ivrigt engageret i en god sag og gøre meget af egen fri vilje og udvirke megen retfærdighed« (L&P 58:27).

Alle mennesker er blevet givet særlige evner og bør inden for visse grænser udvikle disse evner, gøre plads til deres egne ideer og ikke blive nikkedukker. De bør udvikle deres egne talenter, evner og egenskaber til deres yderste og bruge dem til at opbygge riget.¹¹

Det kirkemedlem, som har den indstilling at lade det være op til andre, vil få meget at skulle svare for. Der er mange, der siger: »Min hustru gør arbejdet i kirken!« Andre siger: »Jeg er simpelthen ikke den religiøse slags«, som om det ikke kræver anstrengelser for de fleste mennesker at tjene og gøre deres pligt. Men Gud har skænket os talenter og tid, skjulte evner og muligheder for at kunne udnytte og udvikle dem i hans tjeneste. Derfor forventer han meget af os, sine privilegerede børn.¹²

I beretningen om det ufrugtbare figentræ (se Matt 21:19) blev det uproduktive træ forbandet pga. sin ufrugtbarhed. Hvilket tab for den enkelte og for menneskeheden, hvis vintræet ikke gror, træet ikke bærer frugt og sjælen ikke udvikles gennem tjeneste! Man skal leve, ikke kun eksistere; man skal gøre, ikke bare være; man skal vokse, ikke blot vegetere. Vi skal bruge vore talenter til glæde for vore medmennesker frem for at begrave dem i et selvcentreret livs grav.¹³

Nogle iagttagere undrer sig måske over, hvorfor vi bekymrer os om sådanne enkle ting som at tjene andre i en verden omgivet af så dramatiske problemer. Og alligevel er en af fordelene ved Jesu Kristi evangelium, at vi ser menneskene på denne planet, inklusive os selv, i perspektiv, så vi kan se det, som virkelig betyder noget og undgå at blive fanget i en mangfoldighed af mindre sager, som kappes om menneskehedens opmærksomhed …

Må jeg råde jer til, at når I vælger de sager, hvortil I vil give jeres tid, talenter og rigdomme i andres tjeneste, at I er omhyggelige med at vælge gode sager. Der er så mange af disse sager, som I kan gå fuldt og helt ind for, og som vil give jer og dem, I tjener, meget glæde og lykke. Der er andre sager, som fra tid til anden kan synes mere moderne, og som verden måske klapper af, men disse er som regel mere selviske i deres natur. Disse sidstnævnte sager har det med at komme af det, som skrifterne kalder »menneskebud« (Matt 15:9) frem for af Guds bud. Sådanne sager har nogle dyder og nogen nytte, men de er ikke nær så vigtige som de sager, der kommer af at holde Guds bud.¹⁴

De unge vil blomstre ved muligheden for at yde meningsfyldt tjeneste

Vi burde ikke være bange for at bede vore unge yde en tjeneste for deres medmennesker eller at ofre noget for riget. Vore unge har fornemmelse for indre idealisme, og vi behøver ikke at være bange for at appellere til denne idealisme, når vi kalder dem til at tjene.¹⁵

Når vi læser om lovovertrædelser og forbrydelser … og bemærker, at mange bliver begået af drenge og piger, spørger vi os selv: »Hvad er årsagen, og hvad skal behandlingen være?« I en fyldestgørende undersøgelse fandt man ud af, at størstedelen af de unge ønsker ansvar og vil blomstre ved det.

»Hvad kan vi gøre?« spørger [de unge] …

Købe ind, arbejde på et hospital, hjælpe naboerne … vaske op, støvsuge, rede senge, lave mad og lære at sy.

Læse gode bøger, reparere møbler, lave noget der er brug for i hjemmet, gøre rent, stryge tøj, rive blade og rydde sne.¹⁶

Vi er bekymrede over behovet for at skaffe vedvarende, betydningsfulde muligheder for vore unge mænd til at udvikle deres sjæl gennem tjeneste. Unge mænd bliver sædvanligvis ikke passive i Kirken på grund af, at de får for mange betydningsfulde opgaver at udføre. Ingen ung mand, som virkelig selv har opnået et vidnesbyrd om, at evangeliet virker i menneskers tilværelse, vil forlade sine pligter i riget og efterlade dem ugjorte.¹⁷

Jeg håber, vore unge piger i Kirken tidligt i deres liv vil grundlægge en vane med at yde kristen tjeneste. Når vi hjælper andre mennesker med deres problemer, sætter det vore egne problemer i et nyt perspektiv. Vi opmuntrer vore søstre i Kirken – unge som ældre – til at virke med iver (L&P 58:27) i diskrete tjenestegerninger for venner og naboer. Hvert princip i evangeliet vidner i sig selv om, at det er sandt. Således er det med tjenestegerninger: de hjælper ikke blot modtagerne af tjenesten, men opbygger også giveren.¹⁸

At yde uselvisk tjeneste fører os til et rigt liv

At tjene andre beriger og forsøder dette liv, mens vi forbereder os på at leve i en bedre verden. Det er ved at tjene, at vi lærer, hvordan man tjener. Når vi er engagerede i at tjene vore medmennesker hjælper vore gerninger ikke alene dem, men vi ser på vore egne problemer med friskere øjne. Når vi bekymrer os mere om andre, er der mindre tid til at bekymre os om os selv. I det mirakel, det er at tjene, er der i dets midte Jesu løfte om, at ved at miste os selv, finder vi os selv! (se Matt 10:39).

Ikke kun »finder« vi os selv med hensyn til at anerkende guddommelig ledelse i vores liv, men jo mere vi tjener vore medmennesker på passende måder, jo mere substans bliver der i vores sjæl. Vi bliver mere bemærkelsesværdige personer, når vi tjener andre. Vi bliver mere selvstændige, når vi tjener andre – det bliver faktisk nemmere at »finde« os selv, fordi der er så meget mere at finde! …

… Et liv i overflod, som der står i skriften (se Joh 10:10) er den åndelige sum af det, der er resultatet af at gange vores tjeneste for andre med at investere vore talenter i at tjene Gud og mennesker. Jesus sagde, husker I nok, at på de to første bud i loven hviler hele loven og profeterne, og disse to bud indebærer, at vi udvikler vores kærlighed til Gud, til os selv, til vores næste og til alle mennesker (se Matt 22:36-40). Der kan ikke være nogen virkelig overflod i livet, som ikke er forbundet med at holde og udføre disse to store bud.

Medmindre den måde, vi lever på, bringer os nærmere til vor himmelske Fader og til vore medmennesker, vil der være en enorm tomhed i vores liv. Fx er det skræmmende for mig at se, hvordan så manges livsstil nu til dags er årsag til, at de løsriver sig fra deres familier, venner og ligemænd for en hensynsløs jagt efter fornøjelser eller materialisme. Loyalitet mod familien, samfundet og landet bliver så ofte skubbet til side til fordel for andre bestræbelser, man fejlagtigt tror vil føre til lykke, mens det i virkeligheden så ofte er af selviskhed, man jagter tvivlsom fornøjelse, der så hurtigt forsvinder. En af forskellene mellem sand glæde og ren fornøjelse er, at visse fornøjelser kun opnås på bekostning af andres lidelse. Glæde, derimod, udspringer af uselviskhed og tjeneste, og det gavner andre frem for at såre dem.¹⁹

Jeg kender en mand, hvis eneste tanke gennem trekvart århundrede havde drejet sig udelukkende om ham selv … Han havde forsøgt at leve sit liv for sig selv og at samle alle livets goder til sin egen udvikling og nydelse. Underligt nok, da han prøvede at leve sit liv for sig selv … var han skrumpet ind, havde mistet sine venner og var blevet skyet af sit eget folk som værende en plage.

Og nu, da livet langsomt er ved at ebbe ud, oplever han, at han står alene, svigtet, bitter, uelsket og ubesunget; og i sin selvmedlidenhed kan han stadig kun tænke på én person, nemlig sig selv. Han har forsøgt at gemme sin tid, sine talenter og sine midler til sig selv. Han har mistet et liv i overflod.

På den anden side kender jeg en mand, der aldrig har tænkt på sig selv. Hans eneste ønske var at beskytte og behage dem omkring sig. Ingen opgave var for stor, intet offer for hans medmennesker var for meget for ham at gøre. Hans midler lindrede fysisk lidelse, og hans venlige arbejde og omtanke bragte glæde og opmuntring og mod. Hvor som helst folk var i nød, var han på pletten, opmuntrede de mismodige, begravede de døde, trøstede de efterladte og viste sig som en ven i nøden. Hans tid, hans midler og hans kræfter blev ødslet på dem, som havde brug for hans hjælp. Da han havde givet gavmildt af sig selv, havde han ved den selv samme handling øget sin mentale, fysiske og moralske anseelse lige til i dag, hvor han er i sine sidste leveår og er en kraft for det gode, et eksempel og en inspiration for mange. Han er vokset og har udviklet sig dertil, at han overalt er hyldet, elsket og værdsat. Han har givet liv og har på ægte vis virkelig opnået et liv i overflod.²⁰

Efterhånden som kontrasterne mellem verdens veje og Guds veje bliver mere udprægede på grund af omstændighederne, vil Kirkens medlemmers tro blive prøvet endnu hårdere. En af de vigtigste ting vi kan gøre er at udtrykke vore vidnesbyrd gennem tjeneste, som igen vil frembringe åndelig vækst, større forpligtelse og større evne til at holde budene …

Der er stor sikkerhed i åndelighed, og vi kan ikke få åndelighed uden at tjene!²¹

Hvis vi søger sand lykke, må vi bruge vore kræfter på formål, som rækker ud over vores egennytte. Lad os bønsomt overveje, hvordan vi effektivt og kærligt kan yde tjeneste til vores familie, vores næste og vore søskende i Kirken.²²

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Læs igen beretningen på side 82-84. Overvej virkningerne af præsident Kimballs enkle, venlige handling. Hvad kan vi lære af den måde, hvorpå han ydede tjeneste?
Hvordan ville du beskrive den måde, hvorpå Frelseren tjente andre? (Se eksemplerne på s. 84). Hvad kan vi gøre for at følge hans eksempel?
Læs det andet afsnit på side 85. Hvornår har Gud opfyldt dine behov gennem andre mennesker? Hvad kan vi gøre for at være beredt til at opfylde andres behov?
Gennemlæs kort side 85-87 og se efter forhindringer, som kan afholde os fra at yde uselvisk tjeneste. Hvordan kan vi overvinde disse hindringer?
Præsident Kimball belærte om, at de unge har brug for muligheder for at tjene (se s. 87-88). Hvordan kan det være? Hvad kan forældre og kirkeledere gøre for at give de unge betydningsfulde muligheder for at tjene?
Hvad tror I, at det vil sige at have »et liv i overflod«? (Se eksemplerne på s. 88-90). Hvorfor medfører uselvisk tjeneste et liv i overflod?

Skriftstedshenvisninger: Matt 25:40; Jak 1:27; Mosi 2:17; 4:14-16; L&P 88:123.