Kapitel 13

Lydighed som kommer af tro på Gud

Tro på Herren kan hjælpe os til at efterleve budene af et villigt hjerte og modtage utallige velsignelser.

Fra Spencer W. Kimballs liv

I marts 1972, da Spencer W. Kimball var fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, oplevede han alvorlige hjerteproblemer. På det tidspunkt var en af hans læger Russell M. Nelson, som senere blev medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Ældste Nelson berettede:

»Da præsident Kimballs hjerte blev dårligere, og han fornemmede, at døden var nær, fik han et møde med sine nærmeste ledere i Kirken, Det Første Præsidentskab. For at få de ønskede lægelige oplysninger inviterede han sin hengivne hjertespecialist, dr. Ernest L. Wilkinson og mig.

Præsident Kimball begyndte stakåndet: ›Jeg er en døende mand. Jeg kan mærke, hvordan livet er ved at ebbe ud. Med den nuværende grad af forværring tror jeg, at jeg kun har ca. to måneder tilbage at leve i. Nu vil jeg gerne have min læges mening.‹

Dr. Wilkinson bekræftede så præsident Kimballs fornemmelser og konkluderede, at han sandsynligvis ikke ville komme sig, og at døden lå ikke alt for langt væk.

Så henvendte præsident Kimball sig til mig som hjertekirurg og spurgte: ›Hvad kan kirurgien tilbyde?‹

Jeg angav, at i tilfælde af en operation ville den foregå over to omgange. Først ville det kræve en udskiftning af en aortaklap. Dernæst skal en vigtig blokeret kranspulsåre behandles med en bypass-operation.

Præsident Harold B. Lee fra Det Første Præsidentskab kom så med det afgørende spørgsmål: ›Hvad er risikoen ved en sådan operation?‹

›Det ved jeg ikke,‹ svarede jeg. For en mand på 77 år er risikoen ved hver af operationerne stor. Men at udføre begge på en person, hvis hjerte er svækket, ville medføre en så høj risiko, at operationen ikke kan anbefales …

Da en udmattet præsident Kimball svarede: ›Jeg er en gammel mand og klar til at dø‹, afbrød præsident Lee ham. Han rejste sig op, slog sin næve i bordet og sagde med sin profetiske kraft: ›Spencer, du er blevet kaldet! Du skal ikke dø! Du skal gøre alt, hvad du kan, for at tage vare på dig selv og fortsætte dit liv.‹

Præsident Kimball svarede: ›Så vil jeg gerne opereres.‹

Han fik den indviklede operation, ikke fordi den efter hans lægers mening var blevet bedømt til at være rimelig sikker, men fordi han var lydig over for Herrens råd gennem Kirkens ledere – uanset den personlige risiko.

Resultatet er velkendt. Han blev velsignet med at overleve operationen, som blev et vendepunkt i hans sygdom.« ¹

Gennem sit eksempel og i sine råd til de hellige, belærte præsident Kimball om, at vi bliver velsignet, når vi viser vores tro på Gud ved at være lydige over for hans vilje.

Præsident Kimballs lærdomme

Sand tro motiverer os til at gøre Guds vilje

At udøve tro er villighed til at acceptere uden et fuldstændigt klart bevis og at bevæge sig fremad og udrette noget. »En tro uden gerninger er … død« (Jak 2:26), og en død tro vil ikke lede en fremad til at tilpasse sit liv eller tjene tappert. Virkelig tro skubber én frem mod konstruktive og velgørende handlinger, som om man vidste det med sikkerhed.²

Man kan nyde godt af miraklerne i den fysiske verden uden en fuldkommen kundskab om de bagvedliggende principper. Man kan lave mørke om til lys ved at trykke på en knap og læse i den mørkeste nat. Man behøver ikke at kunne lave elektricitet eller at vide, hvordan man lægger ledninger i hjemmet. Men man må have tro nok til at sørge for lamper og tro for at trykke på kontakten. Så kan man få lys … Man kan dreje på knappen og nyde dejlig musik langvejs fra uden at have forstand på en radio eller fuldt ud forstå, hvordan den virker, men man vil aldrig kunne få velsignelsen, medmindre man tilslutter strømmen og drejer knappen rigtigt. På samme måde kan man få åndelige velsignelser og tilkendegivelser ved at oprette kontakt og dreje på knappen. Nøglen til det, er tro udvist gennem bøn og gerning.³

Vi beder om at blive oplyst og søger så dernæst af al kraft og med vore bøger og tanker og retskaffenhed at få inspiration. Vi beder om dømmekraft og bruger så alle vore kræfter på at handle klogt og udvikle visdom. Vi beder om succes i vores arbejde og studerer intenst og kæmper af al magt for at hjælpe med at få vore bønner besvaret. Når vi beder om sundhed, må vi efterleve loven for sundhed og gøre alt, hvad vi kan for at holde vore legemer livskraftige og i god form. Vi beder om beskyttelse og tager så fornuftige forholdsregler for at undgå fare. Der må være gerninger sammen med tro.⁴

Der må være tro på Gud som gør, at mennesker renser deres liv; at de glemmer sig selv i andres tjeneste, og at de overvinder kødets svagheder; at deres tro medfører en fuldstændig og vedvarende omvendelse og som vil føre dem til dåbens, præstedømmets og templets ordinancer.⁵

Heri ligger det geniale i Jesu Kristi evangelium, kun opfattet af det åndelige øje. Omfattet af evangeliets godgørende love bliver enhver – rig eller fattig, lærd eller ulærd – opmuntret til først at opfatte med troens øje, og dernæst ved anstrengelse at udtrykke denne tro gennem et mere ophøjet og ædelt liv.⁶

Lydighed baseret på tro er ikke blind lydighed

Vi udfører intelligent, konstruktiv lydighed, når vi frivilligt, ydmygt og med glæde adlyder vor Herres befalinger.⁷

At adlyde! At lytte! Sikke et svært krav! Ofte hører vi: »Ingen skal sige mig, hvad jeg skal have på, hvad jeg skal spise eller drikke. Ingen skal sætte retningslinjer for min sabbat, bestemme over mine indtægter eller på nogen måde begrænse min personlige frihed! Jeg gør, som det passer mig! Jeg vil ikke handle i blind lydighed!«

Blind lydighed! De forstår slet ikke! …

Når mennesker adlyder en skabers bud, er det ikke blind lydighed. Sikken forskel der er på en krybende undersåt over for sin totalitære hersker og den værdige, frivillige lydighed, man viser sin Gud. Diktatoren er ambitiøs, selvisk og har skjulte motiver. Hver eneste af Guds befalinger er retfærdige, ethvert direktiv formålstjenstligt og alt sammen til gavn for den, der lader sig lede. Det førstnævnte kan være blind lydighed, men det sidstnævnte er bestemt lydighed i tro…

Er det blind lydighed, når man ser skiltet »Højspænding – Adgang forbudt«, eller er det lydighed i tro på eksperternes bedømmelse, nogle som kender faren?

Er det blind lydighed, når den flyrejsende spænder sit bælte, når skiltet lyser, eller er det tillid til den erfaring og visdom fra dem, som kender mere til risikoen og farerne?

Er det blind lydighed, når det lille barn gladelig springer ud fra bordet og i armene på sin smilende far, eller er det den ubetingede tillid til en kærlig forælder, som føler sig sikker på at kunne gribe det, og som elsker barnet højere end selve livet? …

Er det så blind lydighed, når vi, med vores begrænsede udsyn, elementære viden, selviske ønsker, skjulte motiver og kødelige lyster, accepterer og følger vejledningen og adlyder befalingerne fra en kærlig Fader, som … skabte verden til os, elsker os og har planlagt et konstruktivt program til os, helt og aldeles uden skjulte motiver, hvis største glæde og herlighed er at »tilvejebringe udødelighed og evigt liv« til alle sine børn? (Se Moses 1:39).⁸

Det er ikke blind lydighed, selv uden at have forstået det hele, at følge en Fader, som har bevist sit værd.⁹

Skrifterne giver eksempler på lydighed, som kommer af tro

Vore retskafne og kloge forældre, Adam og Eva, var eksemplariske med hensyn til den lydighed, som kommer af at have en tro som et barns:

»… Og Adam var lydig mod Herrens befalinger.

Og efter mange dage viste en engel fra Herren sig for Adam og sagde: Hvorfor bringer du slagtofre til Herren? Og Adam sagde til ham: Det ved jeg ikke, ud over at Herren befalede mig det.

Og da talte engelen og sagde: Dette er et sindbillede på Faderens Enbårnes offer, han som er fuld af nåde og sandhed« (Moses 5:5-7).

Blind lydighed? Bestemt ikke. De havde kendt Jahve, hørt hans stemme, vandret med ham i Edens have og kendte til hans godhed, retfærdighed og indsigt. Og derfor dræbte de i »mange dage« de lydefri lam og ofrede dem uden at vide hvorfor, men i fuld tillid til, at der var et retfærdigt formål i loven, og at årsagen til det senere ville blive forklaret, når de havde efterlevet det.¹⁰

Da Paulus talte til hebræerne, sagde han:

»I tro fik Noa et varsel om det, som endnu ikke var at se, og byggede i sin gudfrygtighed en ark til frelse for sit hus« (Hebr 11:7).

Indtil da havde der ikke været noget tegn på regn og oversvømmelse. Hans folk spottede ham og kaldte ham for en tåbe. Han prædikede for døve ører. Hans advarsler blev anset for at være fornuftsstridige. Der var ikke noget fortilfælde, aldrig havde man kendt til en oversvømmelse, der kunne dække jorden. Hvor tåbeligt at bygge en ark på den tørre jord, når solen skinnede og livet gik videre som sædvanligt! Men tiden udløb. Arken blev gjort færdig. Vandfloden kom. De ulydige og oprørske druknede. Miraklet med arken fulgte efter den tro, der blev udtrykt, da den blev bygget.

Paulus fortsatte:

»I tro fik selv Sara, der var ufrugtbar, kraft til at grundlægge en slægt, skønt hun var ude over den alder, fordi hun anså ham, der havde givet løftet, for troværdig« (Hebr 11:11) …

Så absurd var det at få at vide, at børn kunne fødes af en hundredårig, at selv Sara tvivlede til at begynde med. Men et storslået ægtepars tro vandt, og den mirakuløse søn blev født til at være fader for mangfoldige nationer.

Abraham viste overmåde stor tro, da en overmenneskelig prøve blev påført ham. Hans unge »lovede søn«, bestemt til at blive fader over riger, skulle nu ofres på det hellige alter. Det var Guds befaling, men den virkede så selvmodsigende! Hvordan kunne hans søn, Isak, blive fader til et utalligt afkom, hvis hans jordiske liv i sin ungdom skulle have en ende? Hvorfor skulle han, Abraham, blive bedt om at gøre denne oprørende handling? Det var uforeneligt, umuligt! Og alligevel troede han på Gud. Hans ufortrødne tro førte ham med et sønderknust hjerte til Morija-landet sammen med sin unge søn …

»Og han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, han blev tværtimod styrket i troen og gav Gud æren

Og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre« (Rom 4:20-21).

Fader Abraham og moder Sara vidste det – vidste, at løftet ville blive opfyldt. Hvordan vidste de ikke og forlangte ikke at få det at vide. Isak ville helt sikkert leve og blive fader til et talrigt afkom. Det vidste de, han ville, selv om han skulle dø. De vidste, at han stadig kunne oprejses fra de døde for at opfylde løftet, og her gik tro forud for miraklet.¹¹

Husk at Abraham, Moses, profeten Elias og andre ikke kunne se slutningen klart fra begyndelsen. De … vandrede i tro og uden sigte. Husk igen, at ingen porte var åbne, Laban ikke var fuld og intet jordisk håb var berettiget i det øjeblik, hvor Nefi udøvede sin tro og til sidst tog af sted for at få fat i pladerne. Der var intet asbesttøj eller andre almindelige opfindelser som beskyttelse i den gloende ovn til at beskytte de tre hebræere mod døden; løverne havde ingen mundkurv af læder eller metal på, da Daniel blev låst inde i løvekulen …

… Husk der ikke var nogen landsbyer eller byer, ingen gårde eller haver, ingen hjem eller indkøbscentre og ingen blomstrende ørken i Utah, da de forfulgte pionerer krydsede sletterne … Og husk, at der ikke var nogen himmelske væsener i Palmyra, i Susquehannafloden eller i Cumorahøjen, da den sjælehungrende Joseph stille gik hen i lunden, knælede ned i bøn ved flodbredden og klatrede op ad skråningerne på den hellige høj.¹²

Troen går forud for miraklet

I tro sår vi frøet, og snart ser vi det blomstrende mirakel. Mennesker har ofte misforstået det og har vendt om på processen. De ønsker at høste, før de sår, belønningen før tjenesten og miraklet før troen … Mange af os ønsker kraft uden at skulle overholde reglerne for sundhed, fremgang gennem himlens åbne vinduer uden at skulle betale tiende. Vi ønsker det nære fællesskab med vor Fader uden at skulle faste og bede, vi ønsker regn i rette tid og fred i landet uden at skulle overholde sabbatten og Herrens andre befalinger. Vi ønsker at plukke rosen, før vi planter den, vi ønsker at høste kornet, før det bliver sået og dyrket.

Hvis vi bare kunne indse det, som Moroni skriver:

»For hvis der ikke er nogen tro blandt menneskenes børn, kan Gud ikke udføre noget mirakel blandt dem …

Og der er heller ikke nogen, der på noget tidspunkt har udvirket mirakler, førend de troede; derfor troede de først på Guds Søn« (Eter 12:12, 18).¹³

Hvis vi nu kan vandre i tro, hvis vi kan tro på Guds storslåede løfter, hvis vi kan adlyde og tålmodigt vente, vil Herren opfylde alle sine storslåede løfter til os.

»… Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham« (1 Kor 2:9).¹⁴

Det kræver stor tro at betale tiende, når midlerne er få og behovene er store. Det kræver tro at faste og have familiebøn og overholde visdomsordet. Det kræver tro at udføre sit arbejde som hjemmelærer, medlemsmissionær og i anden tjeneste, når det kræver ofre. Det kræver tro at tage på fuldtidsmission. Men vid – at alt dette er at så, mens trofaste, hengivne familier, åndelig sikkerhed, fred og evigt liv er høsten …

… Lige som uforfærdet tro har lukket munden på løver, uskadeliggjort ildflammer, åbnet tørre korridorer gennem floder og have, beskyttet mod oversvømmelse og tørke og medført himmelske tilkendegivelser på profeternes foranledning, således kan troen i hvert enkelts liv helbrede de syge, bringe trøst til dem, som sørger, styrke en beslutning til at modstå fristelse, lette trældommen af skadelige vaner, give styrke til omvendelse og forandring af vores liv og føre til en sikker viden om Jesu Kristi guddommelighed. Uovervindelig tro kan hjælpe os med at efterleve budene af et villigt hjerte og derved føre til utallige velsignelser såsom fred, fuldkommenhed og ophøjelse i Guds rige.¹⁵

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Se på dette kapitels titel. Hvorfor er lydighed en handling, som kommer af tro?
Læs om den beslutning, som præsident Kimball måtte tage i marts 1972 (s. 139, 140). Hvilke evangeliske principper tror du, kan anvendes, når vi står over for svære beslutninger?
Når du læser præsident Kimballs sammenligning mellem »blind lydighed« og »lydighed i tro«, hvilke forskelle kan du så finde? (Se s. 142-143). Hvad ved vi om vor himmelske Fader, som kan hjælpe os med at adlyde ham »frivilligt, ydmygt og med glæde«? Hvad kunne du sige til en person, som påstår, at Kirkens medlemmer følger deres ledere blindt?
Læs igen historierne fra skriften på side 143-145. Hvilke ting har personerne i disse historier tilfælles? Hvad har du tilfælles med dem? Hvad kan du lære af dem?
Hvornår har du set, at troen går forud for miraklet? (Se eksemplerne på s. 145-146). Hvordan kan vi lære vores familie, at troen går forud for miraklet?

Skriftstedshenvisninger: Jos 22:5; Jak 2:14-26: Eter 12:4-21; Moro 7:33; L&P 130:20-21.