Kapitel 5

Bøn, nøglen til åndelig kraft

Ved ærlig og dybtfølt bøn modtager vi kærlighed, kraft og styrke fra vor himmelske Fader.

Fra Spencer W. Kimballs liv

Jeg har altid næret en kærlighed til bøn og til den kraft og de velsignelser, der kommer gennem bøn«, sagde præsident Spencer W. Kimball. »Jeg har i min levetid modtaget flere velsignelser, end jeg nogen sinde kan sige tilstrækkelig tak for. Herren har været så god mod mig. Jeg har oplevet så mange ting, både i sygdom og ved godt helbred, at jeg ikke står tilbage med nogen skygge af tvivl i mit hjerte og sind om, at der er en Gud i himlen, at han er vor Fader, og at han hører og besvarer vore bønner.« ¹

En af disse oplevelser kom, da præsident Kimball og hans hustru, Camilla, rejste til en konference i New Zealand. Da de nåede til byen Hamilton var de så syge, at præsident Kimball bad præsident N. Eldon Tanner, førsterådgiveren i Det Første Præsidentskab, om at repræsentere ham ved en kulturel begivenhed, der var planlagt samme aften. Nogle timer senere vågnede præsident Kimball med et sæt og spurgte dr. Russell Nelson, som vågede over ham: »Bror Nelson, hvad tid skulle programmet begynde i aften?«

»Klokken syv, præsident Kimball.«

»Hvad er klokken nu?«

»Den er næsten syv.«

Spencer var gennemblødt af sved. Hans feber var gået ned … Han sagde: »Sig til søster Kimball, at vi tager af sted.«

Camilla stod ud af sengen, og de skyndte sig begge at klæde sig på og kørte derpå den korte vej hen til det stadium, hvor programmet lige var blevet annonceret. Præsident Tanner havde forklaret ved begyndelsen af mødet, at de var for syge til at deltage. I åbningsbønnen havde en ung newzealænder brændende bedt: ›Vi er tre tusind unge fra New Zealand, som er samlet her, klar til at synge og danse for din profet. Vil du helbrede ham og bringe ham hertil.‹ Da bønnen sluttede, kom bilen med Spencer og Camilla kørende, og stadiet brød ud i et spontant, øredøvende råb ved svaret på deres bøn.« ²

Præsident Kimballs lærdomme

Det forlanges, at vi beder, ligesom det forlanges, at vi overholder enhver anden befaling

Bøn er ikke en valgfri aktivitet; det er grundlæggende i vores religion.³

Hvorfor skal vi bede? Fordi vi er sønner og døtre af vor himmelske Fader, som vi er afhængige af for alt, hvad vi nyder glæde af – vores mad og tøj, vores helbred, selve vores liv, vores syn og hørelse, vore stemmer, vores bevægelsesevne, ja selv vores forstand.

… Kan I give jer selv jeres åndedræt, jeres liv og jeres eksistens? Kan I forlænge jeres liv med bare en enkelt time? Er I så stærke uden himlens gaver? Er jeres forstand lavet af jer selv, og har I formet den? Kan I give liv eller forlænge det? Har I magt til at klare jer uden Herren? Alligevel ser jeg, at mange ikke beder …

Jer, som beder nogle gange, hvorfor ikke bede mere regelmæssigt, oftere, mere inderligt? Er tiden så kostbar, livet så kort eller troen så knap? …

Vi er alle underlagt en stor forpligtelse over for Herren. Ingen af os har opnået fuldkommenhed. Ingen af os er fejlfri. Det kræves af alle mennesker, at de beder, ligesom at kyskhed er påkrævet, og overholdelse af sabbatten, tiende, efterlevelse af visdomsordet, deltagelse i møderne og indgåelse af et celestialt ægteskab er. Dette er en befaling fra Herren, så sand som enhver anden befaling.⁴

Da jeg i tidligere tider rejste rundt til Kirkens stave og missioner, mødte jeg ofte folk, som havde problemer eller havde store behov. Mit første spørgsmål til dem var: »Hvordan har du det med bøn? Hvor ofte beder du? Hvor dybt involveret er du, når du beder?« Jeg har lagt mærke til, at synd almindeligvis opstår, når kommunikationslinjerne er afbrudte. Af denne grund sagde Herren til profeten Joseph Smith: »Hvad jeg siger til en, siger jeg til alle: Bed altid, for at den Onde ikke får magt over jer« (L&P 93:49).⁵

Verden i dag har et stort behov for bøn, der kan bevare kontakten til Gud og holde kommunikationskanalerne åbne. Ingen af os burde have så travlt i vores liv, at vi ikke kan dvæle i bøn. Bøn er nøglen til åndelig kraft.⁶

Vore bønner burde indeholde udtryk for taknemlighed og ydmyge anråb om vor himmelske Faders velsignelser til os og dem omkring os

Hvad skal vi bede om i vore bønner? Vi bør give udtryk for en glad og oprigtig taknemlighed for allerede modtagne velsignelser. Herren har sagt: »… og I skal takke Gud i Ånden for en hvilken som helst velsignelse, I bliver velsignet med« (L&P 46:32). En vidunderlig og styrkende ånd kommer til os, når vi udtrykker oprigtig taknemlighed til vor himmelske Fader for vore velsignelser – for evangeliet og for velsignelsen at have modtaget kundskab om det, for forældres og andres anstrengelser og indsats for vores skyld, for vores familie og venner, for muligheder, for sind, legeme og livet, for gode oplevelser, som hjælper os gennem livet, for al vor Faders hjælp, godhed og besvarede bønner.

Vi kan bede for vore ledere. Paulus skrev:

»Jeg formaner da først af alt til bønner og anråbelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker;

bed for konger og for alle i høje stillinger« (1 Tim 2:1, 2).

Vi vil udvikle loyalitet over for vores land og de love, som styrer os, hvis vi beder på denne måde. Vi vil udvikle kærlighed og tro på vores kirkes ledere, og vore børn vil komme til at respektere dem. Det vil være svært at være kritisk over for Kirkens ledere, hvis man beder ærligt for dem. Det er en glæde for mig, at jeg hele mit liv har opretholdt mine ledere og bedt for deres velfærd. Og i de senere år har jeg følt en stor kraft tilflyde mig på grund af lignende bønner fra de hellige, opsendt til himlen på mine vegne.

Den altomfattende missionering bør altid være hensigten med vore bønner. Vi beder om, at nationernes døre vil blive åbnet, så evangeliet kan modtages. Vi beder om muligheder og vejledning i at dele det strålende evangeliske budskab med andre. Når et barn hele sit liv beder for missioneringen, vil han blive en god missionær.

… Vi beder for den person, som vi følte var vores fjende, for vi husker vor Herres smukke og magtfulde råd: »Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer« (Luk 6:27, 28). Kan nogen have en fjende særlig længe, når vedkommende beder for de personer, som findes i hans omgivelser, og som han måske nærer uvenlige følelser imod?

Vi beder om visdom, dømmekraft og forståelse. Vi beder om beskyttelse på farlige steder, om styrke i fristelsens øjeblik. Vi husker vore kære og vore venner. Vi fremsiger øjeblikkelige bønner i ord eller tanke, højlydt eller i den dybeste stilhed. Vi har altid en bøn i vores hjerte om, at vi må udføre dagens aktiviteter godt. Kan man gøre ondt, når ærlige bønner findes i ens hjerte eller på ens læber?

Vi beder for vores ægteskab, vore børn, vore naboer, vores arbejde, vore beslutninger, vore opgaver i Kirken, vore vidnesbyrd, vore følelser og vore mål. Vi følger i sandhed Amuleks gode råd, og vi beder om nåde, vi beder for de midler, hvorved vi tjener vores daglige udkomme, for vores husstand, beskyttelse mod vore fjenders magt, »mod Djævelen, som er en fjende af al retfærdighed«, og for markens afgrøder. Og når vi ikke råber til Herren, lader vi »da hjertet være fyldt, bestandig henvendt i bøn til ham for [vores] velfærd og også for velfærden for dem, der er omkring [os]« (se Alma 34:18-27).⁷

Vi beder om tilgivelse. Jeg har interviewet talrige kommende missionærer. Alt for ofte har jeg konstateret, at de ikke beder, selv om der er tåbeligheder, de endnu ikke har fået tilgivelse for. »Hvorfor beder I ikke«, har jeg spurgt, »når I har sådan en stor forpligtelse til at gøre det godt igen? Tror I, at I bare kan afskrive det, ryste jeres skuldre og ræsonnere, at det bare er noget, alle andre også gør? Skammer I jer over at knæle ned, skammer I jer over Kristus? Tvivler I på Gud? Ved I ikke, at han lever og viser kærlighed, tilgiver når I viser omvendelse? Ved I, at synder ikke kan fjernes og overtrædelser ikke kan tilgives ved flugt og yderligere forglemmelse?« …

Vi beder om alt, hvad der er brug for, hvad der er værdigt og passende. Jeg hørte en dreng på omkring fjorten år i en familiebøn bønfalde Herren om at beskytte familiens får oppe på bakken. Det sneede og var frysende koldt. Jeg hørte en familie bede om regn, da en alvorlig tørke forårsagede desperate omstændigheder. Jeg hørte en ung pige bede om hjælp til den eksamen, som hun skulle til den dag.

Vi kan også bede for de syge og lidende. Herren vil høre vore oprigtige bønner. Det kan godt være, at han ikke altid helbreder folk, men han giver dem måske fred, mod eller styrke til at holde ud. I vore bønner glemmer vi ikke de mennesker, som næsten har mere brug for velsignelser end dem med fysiske skavanker – nemlig de frustrerede og forvirrede mennesker, dem, der bliver fristet, de syndige og de foruroligede.

Vi beder for vore børns velfærd. Nogle gange, når børn bliver større, dukker der en oprørsk holdning op på trods af alt, hvad vi siger og gør. Alma betragtede sine formaninger over for sin [søn] som forgæves, og han bad for [ham], og hans bønner var mægtige. Nogle gange er det det eneste, forældre kan gøre. En retfærdigs bøn formår meget, siger skriften, og det gjorde den også i dette tilfælde (se Jak 5:16; Mos 27:14).⁸

Det er så stort et privilegium og en glæde at bede til vor himmelske Fader, så stor en velsignelse for os. Men vores oplevelse er ikke færdig, når bønnen er slut. Amulek viste os, hvad vi må gøre: »Og se nu, mine elskede brødre, … efter at I har [bedt], hvis I så viser den trængende og den nøgne bort og ikke besøger den syge og plagede og ikke giver af jeres gods, hvis I har noget, til dem, som står i behov – jeg siger jer, at hvis I ikke gør noget af dette, se, da er jeres bøn forgæves og gavner jer intet, og I er som hyklere, der fornægter troen« (Alma 34:28). Vi må aldrig glemme, at vi skal efterleve evangeliet ligeså ærligt og oprigtigt, som vi beder.⁹

I vore fortrolige, personlige bønner kan vi være i nær forbindelse med Gud og lære hans vilje

Der findes visse ting, som vi bedst kan bede om i enrum, hvor der ikke skal tages hensyn til tid og fortrolighed. Bøn i enrum er uvurderlig og gavnlig. Bøn i enrum hjælper os med at aflægge skam, hykleri og enhver rest af bedrag; det hjælper os at åbne vores hjerte og være fuldkommen ærlige i at udtrykke alle vore håb og forventninger.

Behovet for at være alene, når vi beder vore personlige bønner, har længe ligget mig på sinde. Frelseren fandt det af og til nødvendigt at gå op i bjergene eller ud i ørkenen for at bede. På samme måde søgte apostlen Paulus, efter sit store kald, ud i ørkenen og ensomheden. Enosh fandt ensomme steder for at kommunikere med Gud. Joseph Smith fandt sin uforstyrrethed i lunden, hvor kun fuglene, træerne og Gud lyttede til hans bøn. Læg mærke til nogle vigtige punkter i hans historie: »Så i overensstemmelse med denne, min beslutning om at bede Gud om visdom, gik jeg ud i skoven for at gøre forsøget … Det var første gang i mit liv, at jeg havde gjort et sådant forsøg, for trods al min ængstelse havde jeg endnu aldrig gjort et forsøg på at bede højt« (JS-H 1:14; fremhævelse tilføjet).

Vi bør ligeledes, hvor det er muligt, finde et værelse, et hjørne, et lønkammer eller et sted, hvor vi kan »trække os tilbage« for »at bede højt« i løndom. Vi mindes de mange gange, Herren instruerede os i at bede højt: »Og videre befaler jeg dig, at du skal bede lydeligt så vel som i dit hjerte; ja, over for verden så vel som i løndom, offentligt så vel som i enrum« (L&P 19:28).¹⁰

Hvis vi i disse særlige øjeblikke med bøn holder noget tilbage fra Herren, kan det betyde, at velsignelser kan blive holdt tilbage fra os. Når alt kommer til alt, beder vi som ansøgere foran en alvis himmelsk Fader, så hvorfor skulle vi nogen sinde tænke på at holde følelser og tanker tilbage, som har med vore behov og velsignelser at gøre?¹¹

I vore bønner må der ikke være noget, vi tilslører, intet hykleri, eftersom vi her ikke kan bedrage. Herren kender vore sande omstændigheder. Fortæller vi Herren, hvor gode vi er, eller hvor svage? Vi står nøgne over for ham. Fremkommer vi med vores påkaldelse i beskedenhed, oprigtighed og med et »sønderknust hjerte og en angerfuld ånd«, eller er vi lige som farisæeren, der roste sig selv for, hvor godt han overholdt Moseloven? (se Et 4:15; Luk 18:11,12). Fremkommer vi med nogle få fortærskede ord og forslidte sætninger, eller taler vi fortroligt med Herren, lige så længe som situationen kræver det? Beder vi lejlighedsvis, når vi burde bede regelmæssigt, ofte eller hele tiden?¹²

Bøn er så stort et privilegium – ikke alene at kunne tale til vor Fader i himlen, men også at kunne modtage kærlighed og inspiration fra ham. Ved afslutningen af vores bøn bør vi lytte intenst – ja selv i adskillige minutter. Vi har bedt om vejledning og hjælp. Nu må vi »stands[e] og forstå, at [han] er Gud« (se Sl 46:11).¹³

Vi bør afsætte tid til familiebøn hver dag

Kirken råder indtrængende til, at der afholdes familiebøn hver aften og hver morgen. Det er en bøn på knæ med alle eller flest mulige familiemedlemmer … Alle familiemedlemmer, også de små, bør få mulighed for på skift at fremsige bønnen, som anvist af den, der præsiderer. Det vil almindeligvis være faderen, der bærer præstedømmet, men i hans fravær moderen, og i deres fravær det ældste, tilstedeværende barn.¹⁴

Vor Fader i himlen har givet os bønnens velsignelser for at hjælpe os til succes i vore allervigtigste aktiviteter i hjemmet og livet. Jeg ved, at hvis vi beder brændende og oprigtigt, personligt og som familie, når vi står op om morgenen, og når vi går til ro om aftenen, og når vi sidder rundt om bordet ved måltiderne, vil vi ikke alene blive knyttet nærmere til vore kære, men vi vil også vokse åndeligt. Vi har sådan brug for vor himmelske Faders hjælp i vore forsøg på at lære evangeliets sandheder og derpå efterleve dem, og i vores søgen efter hans hjælp til at træffe beslutninger i vores liv.¹⁵

Familiebønnens længde og indhold bør være afpasset efter behov. Et ægtepars … bøn vil være forskellig fra en bøn hos en familie, der har store børn eller hos en med små børn. Den skal bestemt ikke være lang, når små børn er med, ellers vil de miste interessen og blive trætte af bøn og ende med ikke at kunne lide det. Når børn beder, vil de sandsynligvis ikke bede ret længe. Fader vor, som er en rettesnor, varer kun omkring tredive sekunder, og man kan så afgjort både takke og bede om meget på et, to eller tre minutter, selv om der oplagt er tidspunkter, hvor det vil være passende at kommunikere med Gud i længere tid.¹⁶

Når vi knæler i familiebøn med børnene ved siden af os på deres knæ, lærer de en vane, som vil blive deres resten af livet. Hvis ikke afser tager tid til bøn, siger vi i virkeligheden til vore børn: »Nåh ja, det er alligevel ikke så vigtigt. Det skal vi ikke spekulere på. Hvis vi kan gøre det, når det er belejligt, så vil vi holde bøn, men hvis skoleklokken ringer, og bussen kommer, og vi skal på arbejde – nåh ja, bøn er ikke så betydningsfuld, og vi vil gøre det en anden gang, når det er belejligt.« Medmindre man planlægger det, synes det aldrig at være belejligt.¹⁷

Ingen omsorgsfuld mor ville sende sit lille barn i skole en vintermorgen uden varmt tøj til at beskytte det mod sne, regn og kulde. Men der er talrige fædre og mødre, som sender deres børn i skole uden det beskyttende lag, som de kan få gennem bøn – en beskyttelse mod at blive udsat for ukendte farer, onde mennesker og sædvanlige fristelser.¹⁸

Tidligere var det måske i orden at holde familiebøn en gang om dagen. Men fremover vil det ikke være nok, hvis vi skal frelse vore familier.¹⁹

I vores familiekreds vil vore børn lære, hvordan de skal tale til deres himmelske Fader ved at lytte til forældrene. De vil snart se, hvor dybtfølt og ærlige vore bønner er. Hvis vores bøn er forjaget, ja nærmer sig et tankeløst ritual, så vil de også se dette. Vi bør hellere som familier og enkeltpersoner gøre, som Mormon indtrængende anmoder os om: »Derfor, mine elskede brødre, bed til Faderen med hjertets hele styrke« (Moro 7:48).²⁰

I familiebøn sker der endda mere end påkaldelse og udtryk for taknemlighed. Bøn er et skridt fremad mod enhed og solidaritet i familien. Bøn opbygger en bevidsthed om familien og grundlægger en ånd af indbyrdes samhørighed i familien. Her findes et øjeblik i den fortravlede dag med larmende radioer bragt til tavshed, dæmpet belysning og alles sind og hjerte vendt mod hinanden og mod det uendelige, et øjeblik, hvor verden er lukket ude og himlen er lukket ind.²¹

Når vi beder i forsamlinger bør vi bede, som det passer sig til lejligheden

Når vi samles i bøn, enten i hjemmet, kirken eller ved venskabelige eller offentlige anledninger, bør vi huske formålet med vores bøn – at samtale med vor Fader i himlen. Selv om det kan forekomme svært, har jeg lært ved at bede sammen med andre, at det er bedre for vores indstilling, at vi bekymrer os om at samtale kærligt og ærligt med Gud snarere end at bekymre os over, hvad tilhørerne måtte tænke. Selvfølgelig må vi tage i betragtning, hvor og hvem vi beder sammen med, og det er en af årsagerne til, at offentlige bønner, ja selv familiebønner, ikke kan dække vores fulde behov for bøn.²²

Offentlige bønner bør altid være passende til lejligheden. En indvielsesbøn er måske af længere varighed, men en indledningsbøn meget kortere. Den bør anmode om det nødvendige ved denne bestemte lejlighed. Afslutningsbønnen kan være endnu kortere og bestå af en tak og en afslutning. En salvelse med olie er en kort og specifik del af en ordinance og bør ikke overlappe den efterfølgende bekræftelse, som kan have en længde, der er passende til at nedkalde velsignelserne på modtageren. At velsigne maden behøver ikke at tage lang tid, men bør udtrykke taknemlighed for og nødvendig velsignelse af maden. Den bør ikke være en gentagelse af en familiebøn, der lige er blevet bedt.²³

Hvor ofte hører vi ikke folk blive mere og mere veltalende i deres bønner, indtil de holder en hel prædiken? Tilhørerne bliver trætte og virkningen går tabt.²⁴

Fordi vor himmelske Fader kender og elsker os på en fuldkommen måde, kan vi stole på hans svar på vore bønner

Er bøn kun en envejskommunikation? Nej! …

At lære bønnens sprog er en glædelig og livslang oplevelse. Af og til oversvømmes vores sind af ideer, når vi lytter efter at have bedt. Af og til overvældes vi af følelser. En rolig ånd forsikrer os om, at alt nok skal gå. Men hvis vi har været ærlige og oprigtige, får vi altid en god følelse – en varm følelse over for vor Fader i himlen og en fornemmelse af hans kærlighed til os. Det har bragt mig sorg, at nogle af os ikke har lært betydningen af denne rolige, åndelige varme at kende, for den er et vidnesbyrd for os om, at vore bønner er blevet hørt. Og eftersom vor Fader i himlen elsker os højere, end vi elsker os selv, betyder det, at vi kan forlade os på hans godhed og sætte vores lid til ham. Det betyder, at hvis vi bliver ved med at bede og leve, som vi bør, vejleder og velsigner vor Faders hånd os.

Og således siger vi i vore bønner: »Ske din vilje« – og vi mener det. Vi ville ikke spørge en leder om råd og så derefter undlade at følge det. Vi må ikke bede Herren om velsignelser og derefter ignorere svaret. Vi beder derfor således: »Ske din vilje, o Herre. Du ved bedst, kære Fader. Jeg vil acceptere og følge din vejledning uden sure miner.« ²⁵

Vi bør bede i tro, men være opmærksomme på, at når Herren svarer, er det måske ikke det svar, vi forventer eller ønsker. Vi må tro på, at Guds valg for os er det rette.²⁶

Efter et langt liv med bøn kender jeg til den kærlighed, kraft og styrke, som kommer af ærlig og dybtfølt bøn. Jeg kender til vor Faders villighed til at hjælpe os i dette jordiske liv, undervise os, lede os og vejlede os. Således har vor Frelser med stor kærlighed sagt: »Hvad jeg siger til en, siger jeg til alle: Bed altid« (L&P 93:49).

Hvis vi gør dette, vil vi selv opnå en personlig viden om, at vor Fader i himlen i sandhed hører og besvarer bønner. Denne viden ønsker han, at hver eneste af os skal have. Søg denne viden, mine elskede brødre og søstre. Søg den!²⁷

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

På hvilken måde ville dit liv være anderledes, hvis du ikke bad? Tænk over årsagerne til at Herren befaler os at bede (side 50-51).
Læs igen side 51-54. Hvilken virkning har det på os, når vi udtrykker taknemlighed i bøn? Når vi beder for andre?
Læs igen det andet afsnit på side 54. Hvorfor er vore bønner ufuldendte, hvis vi ikke »efterlever evangeliet ligeså ærligt og oprigtigt, som vi beder«?
Præsident Kimball sagde: »Bøn i enrum er uvurderlig og gavnlig« (s. 54). Hvad kan vi gøre for at få tid til meningsfyldt, personlig bøn? Hvorfor tror du, at det til tider er en hjælp at bede højt i vore personlige bønner? Hvorfor er det at lytte en vigtig del af bøn?
På side 56-58 fortæller præsident Kimball om velsignelser, der kommer som følge af familiebøn. Hvilke oplevelser har du haft med disse velsignelser? Hvad kan familierne gøre for at få tid til familiebøn hver morgen og hver aften?
Præsident Kimball underviste i, at bønner i forsamlinger, alt efter i hvilken sammenhæng det er, bør være passende til lejligheden (s. 58). Når vi bliver bedt om at bede sådanne bønner, hvad er så vores ansvar? Hvad kan vi lære af det eksempel, den unge newzealænder viste i beretningen på side 49-50?
Læs det andet afsnit på side 59. Hvilken indflydelse har bøn haft på dit forhold til vor himmelske Fader?

Skriftstedshenvisninger: Sl 55:17; Matt 6:5-15; Jak 1:5-6; 2 Ne 32:8-9; 3 Ne 18:18-21.