Kapitel 20

Kvinder i Kirken

Retskafne kvinder, som opfylder de kolossale ansvar, Gud har givet dem, er en stor velsignelse for deres familie, for Kirken og for verden.

Fra Spencer W. Kimballs liv

Jeg beundrer så mange søstres trofasthed og deres aldrig svigtende hengivenhed for retskaffenhedens sag,« skrev præsident Spencer W. Kimball. Så fortalte han følgende:

»Min egen vidunderlige mors dagbog beskriver et langt liv i taknemlighed over muligheden for at tjene og begræder kun, at hun ikke kunne udrette mere. Jeg smilede, da jeg for nylig læste en indføjelse fra den 16. januar 1900. Hun virkede som førsterådgiver i Hjælpeforeningen i Thatcher i Arizona, og præsidentskabet besøgte en søsters hjem, hvor en syg baby havde forhindret moderen i at sy. Mor tog sin symaskine, en madpakke, sin baby og en høj stol med, og så begyndte de at arbejde. Hun skrev den aften, ›vi syede fire forklæder, fire par bukser og begyndte på en skjorte til en af drengene‹. De var nødt til at holde op kl. 16 for at deltage i en begravelse, så ›vi fik ikke gjort mere end det‹. Jeg ville have været imponeret over et sådant resultat snarere end at tænke: ›Nå, det var ikke meget.‹

›Så mødtes Hjælpeforeningen i vores hjem to dage senere til et arbejdsmøde. Der var god tilslutning,‹ skrev mor, og ›temmelig meget blev udført‹. Og efter det arbejdsmøde tog hun uden at kny til et bestyrelsesmøde.

Det er sådan et hjem, jeg blev født i, ledt af en kvinde, som i alle sine handlinger ledtes af ønsket om at tjene. Det er sådan et hjem, min hustru har skabt. Det er sådan et hjem, tusinder af vidunderlige kvinder i hele Kirken skaber.«¹

Præsident Kimball belærte om den betydning, som alle retskafne kvinder har i vor himmelske Faders plan for sine børn. Han sagde: »En dag, når hele historien om denne og tidligere uddelinger kan fortælles, vil den være fuld af tapre historier om vore kvinder, om deres klogskab, deres hengivenhed og deres mod, for man har på fornemmelsen, at ligesom kvinder var de første ved graven efter Jesu opstandelse, har vore retskafne kvinder meget ofte været instinktivt følsomme over for det, der har evig betydning.« ²

Præsident Kimballs lærdomme

Eftersom mænd og kvinder har fået forskellige ansvar, må de arbejde sammen i et ligestillet og respektfyldt fællesskab

Skrifterne og profeterne har tydeligt lært os, at Gud, som besidder en fuldkommen retfærdighed, »ikke gør forskel på nogen« (ApG 10:34) … Vi var fuldstændig ligestillede som hans åndelige børn. Vi har lige meget ret til Guds fuldkomne kærlighed til enhver af os. Afdøde ældste John A. Widtsoe skrev:

»Kirkens kvinders plads er at gå ved siden af manden, ikke foran ham og ikke bagved ham. I Kirken er der fuldstændig ligeret mellem mand og kvinde. Evangeliet … har Herren udarbejdet lige såvel for manden som for kvinden« (Improvement Era, mar. 1942, s. 161).

Dog ligger der i disse storslåede forsikringer, at vore roller og opgaver er forskellige. Det er evige forskelle – idet kvinden fik mange store ansvarsopgaver med moderskab og søsterskab, og manden fik de store ansvarsopgaver, der ligger i at være far og have præstedømmet – men i Herren er manden intet uden kvinden og kvinden intet uden manden (se 1 Kor 11:11). Både en retskaffen mand og en retskaffen kvinde er en velsignelse for alle, de kommer i berøring med.

Husk, at i den verden vi kommer fra, fik trofaste kvinder overdraget visse hverv, mens trofaste mænd blev forudordineret til visse præstedømmeopgaver. Selv om vi ikke nu kan huske alle detaljerne, så ændrer det ikke den strålende virkelighed i det, som vi engang sagde ja til.³

Somme tider hører vi foruroligende beretninger om, hvordan søstre bliver behandlet. Måske er dette, når det sker, et resultat af ufølsomhed og tankeløshed, men således bør det ikke være, brødre. Denne kirkes kvinder har et værk at udføre, som, selv om det er anderledes, er lige så vigtigt som det værk, vi udfører. Deres arbejde er i virkeligheden det samme grundlæggende arbejde, som vi er blevet bedt om at udføre – selv om vore roller og vore opgaver er forskellige …

Vore søstre ønsker hverken at blive føjet eller at blive behandlet nedladende; de ønsker at blive respekteret og æret som vore søstre og som vore ligestillede. Jeg nævner alle disse ting, mine brødre, ikke fordi der er tvivl med hensyn til Kirkens lærdomme og forskrifter vedrørende kvinder, men fordi vores opførsel i visse situationer er af tvivlsom karakter.⁴

Hjælpeforeningen er Herrens organisation for kvinder. Den komplementerer den præstedømmeoplæring, som brødrene får. Der ligger en kraft i denne organisation, en kraft, som endnu ikke fuldt ud er blevet udøvet, til at styrke Zions hjem og opbygge Guds rige …

… Vor Fader i himlen har i sin visdom og barmhjertighed gjort manden og kvinden afhængige af hinanden, for at de kan blomstre i fuldt flor og nå deres potentiale.. Fordi de i deres natur er en del forskellige, kan de supplere hinanden; fordi de på mange måder ligner hinanden, kan de forstå hinanden. Lad ingen misunde hinandens forskelligheder; lad begge erkende, hvad der er overfladisk, og hvad der smukt og grundlæggende i disse forskelligheder, og så handle derefter. Og må præstedømmets broderskab og Hjælpeforeningens søsterskab blive til velsignelse for alle medlemmers tilværelse i denne storslåede kirke, mens vi hjælper hinanden på vejen mod fuldkommenhed.⁵

Gud har kaldet kvinder til at hjælpe med at berige, beskytte og værne om hjemmet og familien

At være en retskaffen kvinde er ærefuldt i enhver tidsperiode. At være en retskaffen kvinde under denne afsluttende fase på jorden før Frelserens andet komme er en særligt ærefuld kaldelse. Den retskafne kvindes styrke og indflydelse i vore dage kan være ti gange så stærk som i mere fredelige tider. Hun er blevet anbragt her for at hjælpe med at berige, beskytte og værne om hjemmet, der er samfundets grundlæggende og ædleste institution. Andre institutioner i samfundet vakler måske og slår endda fejl, men den retskafne kvinde kan hjælpe med at redde hjemmet, der måske er det sidste og eneste tilflugtssted for nogle mennesker midt i storme og stridigheder.⁶

I læser aviser, I ser fjernsyn, I hører radio, I læser bøger og blade, og meget af det, der kommer ind i jeres bevidsthed, er beregnet på at lede jer på afveje … Noget af det, man siger nu til dags, er: det er ikke nødvendigt at gifte sig; det er ikke nødvendigt at gifte sig for at få børn; det er ikke nødvendigt at få børn; I kan få alle verdens fornøjelser uden disse forpligtelser og ansvar … Der er [mange] måder at forære jer denne skrøbelige, såkaldte frihed på. Man fortæller jer, at I er lænket til jeres hjem, jeres ægtemand, jeres børn og jeres husarbejde. Man taler og skriver til jer om en frihed, som man ikke ved noget om …

Eva, som lige var kommet fra den evige trone, lod til at forstå livet, som det skulle leves, for hun var lykkelig – lykkelig! – over, at de havde spist af den forbudne frugt … Vores elskede moder Eva påbegyndte menneskeslægten med glæde, ønskede sig børn, glad over den glæde, som de ville bringe hende, villig til at påtage sig problemerne forbundet med familielivet, men også glæderne …

Mødre har en hellig rolle. De er partnere med Gud såvel som med deres egen ægtemand, først ved at føde Herrens åndelige børn, og så ved at opdrage dem, så de vil tjene Herren og holde hans bud … Moderrollen er en hellig kaldelse, en hellig pligttroskab til at videreføre Herrens værk, en indvielse og en hengivenhed til at opdrage, pleje og nære krop, sind og ånd hos dem, som bestod deres første prøvestand og som kom til denne jord til deres anden prøvestand for at lære, blive prøvet og arbejde hen mod guddommelighed.⁷

For mange kvinder bruger deres tid på at deltage i selskabslivet, i politik og samfundsanliggender, når de burde være hjemme og undervise, oplære, tage imod og elske deres børn ind på en sikker kurs.⁸

Der kan ikke gives en kvinde nogen større ære end at hjælpe til i [Guds] guddommelige plan. Jeg ønsker utvetydigt at sige, at en kvinde ikke vil finde nogen større tilfredsstillelse, glæde og fred og ikke kan yde noget større bidrag til menneskeheden end ved at være en klog og værdig kvinde og opdrage gode børn.⁹

Herren har lovet, at alle trofaste kvinder får det evige familielivs velsignelser

Nogle af jer har mistet jeres ægtefælle ved død, andre ved skilsmisse. Nogle har endnu ikke opnået det store privilegium at blive gift. Men set i evighedens perspektiv skal disse manglende velsignelser »kun vare et øjeblik« (se L&P 121:7) …

Husk også, når vi retter blikket mod det strålende og vigtige i familielivet her, at vi allesammen tilhører en evig familie hos vor Fader i himlen.

I kan også være forvisset om, at alle trofaste søstre, som ikke selv er skyld i, at de ikke får det privilegium at blive beseglet til en værdig mand i deres anden prøvestand, vil få denne velsignelse i evigheden. Når I lejlighedsvis længes inderligt efter den accept og hengivenhed, som er en del af familielivet på jorden, så vid, at vor Fader i himlen er opmærksom på jeres kvaler, og at han en dag vil velsigne jer så meget, at I ikke evner at udtrykke det.

Når vi skal prøves og bevise vores værdighed, kræves det somme tider, at vi må lide midlertidige afsavn – men retskafne kvinder og mænd vil en dag modtage alt – tænk over det, søstre – alt, hvad vor Fader har! Det er ikke kun værd at vente på – det er værd at leve for!

I mellemtiden behøver man ikke at være gift eller at være mor for at holde det første og det andet store bud – nemlig at elske Gud og vore medmennesker – og på disse bud hviler hele loven og profeterne, som Jesus sagde.¹⁰

De af jer, som ikke nu oplever den traditionelle kvinderolle, og hvor det ikke er selvvalgt men af årsager, som I ikke kan kontrollere, kan stadig gøre rigtig meget for at hjælpe andre.¹¹

Enhver kvinde bør stræbe efter at opfylde sit guddommelige potentiale

Vi fryder os og forundres over den gode udvikling af vore søstres mangeartede talenter.¹²

Vi opmuntrer alle vore søstre til at benytte sig af mulighederne for at modtage lys og kundskab gennem uddannelse, personligt studium og i Hjælpeforeningen.¹³

Unge piger, I kan sætte jer mål om at række ud og om at anstrenge jer. Bliv ved med at stræbe efter dem. Bed og vær ydmyge, når I søger visdom og kundskab. I har nået det tidspunkt i jeres liv, hvor I kan studere og forberede jer. Lær alt, hvad I kan. I udvikler jer ved at sætte jer høje mål og række ud efter stjernerne.¹⁴

Enhver pige, og jeg siger enhver pige, bør forberede sig til ægteskab og til ansvaret for et hjem. Det læser man ikke i bladene i dag, men det er ikke desto mindre sandt. Hun bør opmuntres til at være stolt over at forberede sig til sand tjeneste som kvinde. Hun bør opnå færdighed i nyttige og berigende ting, der kan bruges i hendes families liv. Hun bør udvikle sine talenter, styrke sin viden og sit vidnesbyrd om evangeliet og være ivrig efter at tjene andre. Nogle piger bliver måske kaldet til at tage på fuldtidsmission, og alle vil få mulighed for at være til meget stor nytte i Guds rige, hvis de forbereder sig … Vi ønsker veluddannede kvinder, for børn vil måske ikke komme sig over deres mors uvidenhed.¹⁵

Vi ønsker, at I skal søge at opnå den uddannelse, som passer til jer i evigheden, såvel som i al jeres tjenestegerning på jorden. Udover de fundamentale og livsvigtige færdigheder der hører til at føre hus, er der andre færdigheder, som passende kan dyrkes og som vil øge jeres dygtighed i hjemmet, i Kirken og i samfundet.

Desuden må I være kloge i de valg, I træffer – men vi ønsker ikke, at Kirkens kvinder skal være uoplyste eller ineffektive. I vil blive bedre mødre og hustruer både i dette liv og i evigheden, hvis I skærper de evner, som I har fået og bruger de talenter, som Gud har velsignet jer med.¹⁶

Vi er interesserede i, at vore søstre besidder alt, hvad der er godt. Vi tror på at være i besiddelse af alle disse velsignelser – dannelse, forædling, uddannelse, kundskab, fuldkommenhed – så vore børns mødre kan være i stand til at opdrage og oplære dem i retskaffenhed.¹⁷

Jeg fremhæver igen den bydende nødvendighed af, at enhver kvinde studerer skrifterne. Vi ønsker, at vore hjem skal være velsignede med kvinder, der er velbevandrede i skrifterne – hvad enten I er enlige eller gifte, unge eller gamle, enker eller lever i en familie.

Uanset jeres særlige forhold, vil I blive bedre og bedre til at holde det andet store bud, at elske jeres næste som jer selv, efterhånden som I bliver mere og mere bekendte med sandheden i skrifterne. Bliv lærde i skriften – ikke for at nedgøre andre, men for at opløfte dem! Når alt kommer til alt, hvem har så et større behov for at »samle sig skatte« i form af evangeliets sandheder (som de kan dykke ned i, når der er brug for det), end netop kvinder og mødre, som har så meget med opdragelse og undervisning at gøre?

Søg efter at udmærke jer i alle jeres retskafne bestræbelser og i alle livets afskygninger.

Husk, mine kære søstre, at de evige velsignelser, som I får ved at være medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, er langt, langt større end nogen anden velsignelse, I overhovedet kan få. I kan ikke opnå nogen større anerkendelse i denne verden end at være kendt som en Guds kvinde. I kan ikke opnå nogen højere status end at være en Guds datter, som oplever et sandt søsterforhold, hustrurolle og moderrolle eller andre opgaver, der for evigt har indflydelse på andres liv …

… I har alle brug for at nære jer med evangeliske sandheder om jeres personlige identitet og evige natur og jeres enestående personlighed. I får mere og mere brug for at føle den fuldkomne kærlighed, som vor himmelske Fader nærer til jer og til at fornemme, hvor stor pris han sætter på jer som enkeltpersoner. Overvej disse store sandheder, især i de stunder, hvor I (i ængstelige, tavse øjeblikke, som I måske hver især oplever) kan komme til at tro noget andet og blive forvirrede …

Der er ikke blevet givet nogen større eller herligere løfter til kvinderne end dem, der kommer gennem evangeliet og Jesu Kristi Kirke. Hvor ellers kan I lære, hvem I virkelig er? Hvor ellers kan I få de nødvendige forklaringer samt forvisning om livets natur? Fra hvilken anden kilde kan I lære om jeres enestående personlighed og identitet? Fra hvem kan I ellers lære om vor himmelske Faders herlige plan for lykke og glæde?¹⁸

Retskafne kvinder kan yde store bidrag til verden og til Guds rige

Der har aldrig været noget andet tidspunkt i verdenshistorien, hvor der har været større forvirring omkring kvindens rolle. Der har aldrig været noget andet tidspunkt i Kirkens historie, hvor kvinderne bedre har kunnet vise, hvad deres sande rolle i verden kan og burde være. Kvindernes og mødrenes påvirkning og indflydelse på verden i dag er yderst vigtig. Tanken, at »den hånd, som rokker vuggen, styrer verden« er mere gældende i dag end nogensinde før.¹⁹

Hvor er det specielt for sidste dages hellige kvinder, at have fået så højtstående opgaver som dem, vor himmelske Fader har givet dem, især for de af jer, som har fået det privilegium at blive født i denne del af den sidste uddeling. Lad andre kvinder om at søge det ligegyldige … i selvisk interesse. I kan på denne planet være en meget tiltrængt kraft af kærlighed, sandhed og retskaffenhed …

… Mine kære søstre, jeg vil gerne lede jeres tanker hen på noget, som ikke er sagt til jer før eller i det mindste ikke helt på denne måde. Meget af den store vækst, som kommer til Kirken i de sidste dage, kommer fordi mange af verdens gode kvinder (som ofte besidder en indre sans for åndelighed) bliver draget til Kirken i stort antal. Dette vil ske i det omfang, at kvinderne i Kirken afspejler retskaffenhed og klarhed i deres liv, og i det omfang kvinderne i Kirken ses som noget særskilt og anderledes – på gode måder – i forhold til kvinder af verden … Således vil det gå til, at Kirkens kvindelige eksempler vil udgøre en betydelig styrke både i antal og åndelig vækst i Kirken i de sidste dage …

Vi elsker jer søstre. Vi har tillid til jer. Vi fryder os over jeres hengivenhed. Vi føler os meget opmuntrede i jeres selskab … i denne del af denne uddeling, som har så desperat brug for jeres talenter og åndelige styrke.²⁰

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Læs igen historien på side 218 og det første afsnit på side 219. Hvilke inspirerende historier kan I huske om kvinder i jeres familie og i Kirken?
Læs hele det tredje afsnit på side 221. I lyset af mænd og kvinders forskellige natur og ansvar, hvordan kan de så hjælpe hinanden? Hvordan burde de samarbejde i fællesskabet i familien? i Kirken?
Hvorfor er det at være en retskaffen kvinde i dag særligt vigtigt og »en ærefuld kaldelse«? (s. 221). På hvilke måder prøver verden at aflede kvinder fra denne kaldelse? Hvordan kan vi hjælpe unge mænd og unge kvinder med at værdsætte denne ærefulde kaldelse?
Når du læser side 223 og de tre første afsnit på side 224, så overvej hvad disse lærdomme fortæller om vor himmelske Faders kærlighed til alle sine børn.
På hvilke måder kan Kirkens kvinder opfylde deres guddommelige potentiale? (Se s. 224-226). Hvordan kan Kirkens mænd støtte Kirkens kvinders indsats? (Se s. 220-221).
Overvej det afsnit, der begynder nederst på side 226. Hvad gør indtryk på dig ved denne udtalelse? Hvordan bliver denne profeti om Kirkens vækst opfyldt i dag?

Skriftstedshenvisninger: Ordsp 31:10-31; Ef 5:22-29; Al 56:41-48; L&P 25:1, 5-10; Moses 3:18, 21-25.