Kapitel 3

Jesus Kristus: Min Frelser, min Herre

Jesus Kristus er Guds Søn og menneskehedens Frelser, og vi kan modtage alle velsignelserne, som han både levede og døde for at give os.

Fra Spencer W. Kimballs liv

Tidligt i sit virke som apostel fik ældste Spencer W. Kimball tre hjertetilfælde inden for cirka to uger. Efter næsten syv ugers rekonvalescens hjemme begyndte han »at lede efter en udvej ud af sin monotone indespærring i hjemmet.« Han planlagde at komme sig blandt sine elskede Navajo-venner i New Mexico.¹

»En morgen under denne restitutionsperiode fandt man ældste Kimballs seng tom. Da hans plejere troede, at han var ude at gå en morgentur og ville være tilbage tids nok til morgenmaden, gik de i gang med deres pligter. Men da han ikke var vendt tilbage kl. 10, begyndte de at blive bekymrede. En eftersøgning blev sat i gang.

Til sidst blev han fundet flere kilometer væk under et fyrretræ. Hans Bibel lå ved siden af, slået op på det sidste kapitel i Johannesevangeliet. Hans øjne var lukkede, og da eftersøgningsgruppen kom hen til ham, forholdt han sig lige så stille, som da de fik øje på ham.

Deres bange stemmer vækkede ham imidlertid, og da han løftede hovedet, kunne de se spor af tårer på hans kinder. Han svarede på deres spørgsmål: ›I dag blev jeg for fem år siden kaldet til at være en Herren Jesu Kristi apostel, og jeg ønskede bare at tilbringe dagen med ham, hvis vidne jeg er.‹« ²

Præsident Kimball bar vidne om Frelserens guddommelighed »igen og igen«.³ Han erklærede: »Lige meget hvor meget, vi siger om ham, er det stadig for lidt.« ⁴ Godheden i præsident Kimballs liv stemte overens med kraften i hans vidnesbyrd. Ældste Neal A. Maxwell fra De Tolv Apostles Kvorum bemærkede: »Præsident Kimball var Herrens mand og ingen andens. Hans dybeste ønske var at tjene Herren, og han nægtede at lade andre hensyn gå forud for det.« ⁵

Præsident Kimballs lærdomme

Jesus Kristus er mere end blot en stor lærer, han er Søn af den levende Gud og menneskehedens Frelser

I et nyligt nummer af Time Magazine blev en fremtrædende professor emeritus på et af USA’s største universiteter udførligt citeret for sin rationalisering. Han tilskriver Jesus af Nazaret menneskelig varme, en stor evne til kærlighed og en usædvanlig forståelse. Han kalder ham en stor humanist, en stor lærer og en stor dramatiker. Som en typisk rationalisering forklarer han, at Lazarus ikke var død, men blot »fik ›sit helbred igen‹ af Jesus, ved tankens og lærdommens kraft og ved ›behandlingen med sin egen overvældende livskraft!‹«

Jeg ønsker i dag at bære vidnesbyrd om, at Jesus ikke kun er en stor lærer, en stor humanist og en stor dramatiker, men at han i sandhed er den levende Guds Søn, Skaberen, verdens Forløser og menneskehedens Frelser.⁶

Jeg ved, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn. Jeg ved det.⁷

Kristus erklærede sig selv for at være den almægtige Gud, Herren Kristus, begyndelsen og enden, verdens Forløser, Jesus Kristus, den mægtige i Israel, Skaberen, den levende Guds Søn, Jahve.

Faderen, Elohim, erklærer Jesus for at være min enbårne Søn, min magts ord. Og mindst to gange, ved dåben i Jordan og siden hen på Forklarelsens bjerg, erklærer han:

»Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!« (se Mark 1:11; Luk 3:22) og fastslog, at »verdenerne blev skabt ved ham; menneskene blev skabt ved ham; alt blev skabt ved ham og gennem ham og af ham« (se L&P 93:10).⁸

Vi bærer vidnesbyrd sammen med Johannes Døber, som da han så Herren nærme sig ham, sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd« (Joh 1:29). Ikke kun en mand med menneskelig varme, men Guds Lam.

Vi bærer vidnesbyrd sammen med Nathanael, en israelit i hvem der ikke fandtes svig: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« (Joh 1:49). Ikke blot en stor lærer, men selve Guds Søn.

Vi bærer atter vidnesbyrd sammen med Johannes den Elskede, som da han så Jesus på bredden, med overbevisning sagde: »Det er Herren« (se Joh 21:7). Ikke kun en stor humanist, men himlens Herre og Gud.

Og sammen med Simon Peter, som, da Herren spurgte ham: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« sagde: »Du er Kristus, den levende Guds søn« (Matt 16:15-16), og fik denne udtalelse fra Frelseren: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene« (Matt 16:17).

Og til sidst bærer vi vidnesbyrd sammen med profeten Joseph Smith, som var villig til at give sit liv for sit vidnesbyrd.⁹

Jeg ved, at Jesus Kristus er den levende Guds søn, og at han blev korsfæstet for verdens synder. Han er min ven, min Frelser, min Herre og min Gud.¹⁰

Frelserens tjenestegerning strækker sig gennem evighederne – fortid, nutid og fremtid

Jeg ønsker at … vidne om, at [Jesus Kristus] ikke kun levede i tidernes midte i ca. 33 år, men at han levede i evigheder før det og vil leve i evigheder herefter, og jeg bærer vidnesbyrd om, at han ikke kun var Guds riges organisator på denne jord, men Skaberen af denne verden, menneskehedens Forløser.¹¹

Jesus Kristus var Det Gamle Testamentes Gud, og det var ham, der samtalede med Abraham og Moses. Det var ham, der inspirerede Esajas og Jeremias, det var ham, der forudsagde fremtidens hændelser gennem disse udvalgte mænd, lige til den allersidste dag og time.¹²

Det var ham, Jesus Kristus, vor Frelser, som blev introduceret for de forbavsede tilhørere ved Jordanfloden (se Matt 3:13-17), på Forklarelsens bjerg (Matt 17:1-9), ved nefitternes tempel (se 3 Ne 11:26) og i lunden ved Palmyra i staten New York (se JSH 1:17-25); og den, der introducerede ham, var ingen anden end hans virkelige Fader, den hellige Elohim, i hvis billede han var skabt, og hvis vilje han udførte.¹³

Jeg ved, at Herren lever, og jeg ved, at han åbenbarer sit sind og sin vilje til os dagligt, så vi kan være inspirerede og vide, hvilken vej vi skal gå.¹⁴

Han er hovedhjørnestenen. Han er overhovedet for riget – disse er hans tilhængere – dette er hans kirke– disse er hans lærdomme og ordinancer – disse er hans bud.¹⁵

Vi ser nu frem til hans andet komme, som han har lovet. Dette løfte vil blive opfyldt bogstaveligt, ligesom hans mange andre løfter er blevet det, og imens priser vi hans hellige navn og tjener ham og bærer vidnesbyrd sammen med profeterne gennem tiderne om guddommeligheden i hans mission! …

Jeg ved, at Jesus gennem evighederne i fortid og fremtid er Skaberen, Forløseren, Frelseren, Guds Søn.¹⁶

Gennem sin forsoning frelser Jesus Kristus alle mennesker fra virkningerne af faldet og frelser den angrende fra personlige synder

Mine elskede brødre og søstre, Gud lever, og det bærer jeg vidnesbyrd om. Jesus Kristus lever, og han er ophavet til livets og frelsens sande vej.

Dette er budskabet fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det er det vigtigste budskab i verden i dag. Jesus Kristus er Guds Søn. Han blev udvalgt af Faderen til at være denne verdens Frelser.¹⁷

Da Adam forsætligt og forstandigt spiste af den forbudne frugt i Edens have, bragte han over sit afkom, os alle, to slags død – den fysiske eller »jordiske død«, og den åndelige død eller forstødelsen fra Herrens nærvær.¹⁸

I Guds guddommelige plan blev der sørget for en Forløser, som skulle bryde dødens bånd og gennem opstandelsen muliggøre genforeningen af ånd og legeme af alle mennesker, som havde levet på jorden.

Jesus af Nazaret var den, som, før verden blev skabt, blev udvalgt til at komme til jorden for at udføre denne opgave, for at overvinde den jordiske død. Denne frivillige handling ville sone for Adams og Evas fald og tillade menneskets ånd at genindtage sit legeme og derved forene legeme og ånd.¹⁹

Denne opstandelse der henvises til er Jesu Kristi gerning; Frelseren, som, fordi han var både dødelig (søn af Maria) og guddommelig (Søn af Gud) var i stand til at overvinde de kræfter, der styrer kødet. Han nedlagde virkelig sit liv og tog det bogstaveligt op igen som »førstegrøden«, og det vil ske for enhver sjæl, som nogen sinde har levet (se 1 Kor 15:22-23). Fordi han var en gud, gav han sit liv. Ingen kunne tage det fra ham. Han havde, gennem sin fuldkommenhed i at overvinde alt, udviklet magt til at tage livet tilbage. Døden var hans sidste fjende, og selv den overvandt han og iværksatte opstandelsen.²⁰

Det er på grund af vor himmelske Faders gave, hans Søn, at alle mennesker – de forgange, de nuværende og de fremtidige – kan vende tilbage for at bo hos ham, som er Fader til vores ånd. Men for at sikre at det kan ske, var det først nødvendigt, at Jesus kom til jorden i kødet for ved sit eksempel at undervise menneskene i den rette måde at leve på og så villigt opgive sit liv og på mirakuløs vis påtage sig menneskehedens synder.²¹

Forløsningen fra synd ville være umulig, hvis det ikke var for den enkeltes fuldstændige omvendelse og Herren Jesu Kristi barmhjertighed, udtrykt gennem hans sonoffer. Kun ved hjælp af disse midler kan mennesket overleve, blive helbredt og tvættet og renset og stadig være værdig til evighedens herligheder. Helaman mindede sine sønner om Frelserens store rolle i dette med kong Benjamins ord:

»… der findes [ikke] nogen anden vej eller noget andet middel, hvorved mennesket kan blive frelst end ved Jesu Kristi forsonende blod, han, der skal komme; ja, husk, at han kommer for at forløse verden« (Hel 5:9).

Og med de ord, som Amulek talte til Zeezrom, fremhævede Helaman menneskets del af arbejdet for at opnå tilgivelse – omvendelse fra sine synder:

»… han sagde til ham, at Herren visselig skulle komme for at forløse sit folk, men at han ikke skulle komme for at forløse dem i deres synder, men for at forløse dem fra deres synder.

Og han er blevet givet magt fra Faderen til at forløse dem fra deres synder på grund af omvendelse …« (Hel 5:10-11; fremhævelse tilføjet).²²

[Frelseren] døde for at sone for vore synder for at åbne mulighed for, at vi kan opstå, for at vise os, hvordan vi kan fuldkommengøre vores liv og finde vejen til ophøjelse. Hans død havde et bestemt formål, og han døde frivilligt. Han blev født i beskedne kår, han levede i fuldkommenhed, hans eksempel var overbevisende. Hans død åbnede døre, og menneskene fik tilbudt alle gode gaver og velsignelser.²³

For at modtage alle velsignelserne ved Frelserens forsoning må vi forene vore kræfter med hans

Hver eneste sjæl har sin handlefrihed. Vi kan få alle de velsignelser, Kristus levede og døde for at skænke os. Men Kristi død og hans plan er intet værd, hvis vi ikke drager nytte af dem: »For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig« (L&P 19:16).

Frelseren kom for at »tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Hans fødsel, død og opstandelse tilvejebragte det førstnævnte. Men vi må forene vore kræfter med hans for at tilvejebringe det sidstnævnte, at opnå evigt liv.²⁴

Når vi tænker på vor Herre Jesu Kristi store offer og de lidelser, han gennemgik for os, ville vi være utaknemlige, hvis vi ikke påskønnede det i så høj grad, som det står i vores magt. Han led og døde for os, og alligevel er al hans kval og smerte for vores skyld forgæves, hvis vi ikke omvender os.²⁵

Hans lidelser både før og på korset samt hans store offer får kun lidt eller ingen betydning for os, medmindre vi efterlever hans bud. For han siger:

»… Hvorfor siger I: Herre, Herre! til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger?« (Luk 6:46).

»Elsker I mig, så hold mine bud« (Joh 14:15).²⁶

Mennesker, som kender Gud og elsker ham og efterlever hans bud og adlyder hans sande ordinancer kan endog i dette liv, eller i livet herefter, se hans ansigt og vide, at han lever og vil være i deres nærhed.²⁷

Vi tror, og det er vores vidnesbyrd, og vi erklærer det for verden, »at der ikke skal gives noget andet navn eller nogen anden vej eller noget andet middel, hvorved frelse kan blive menneskenes børn til del, undtagen i og ved Kristi, Herren den Almægtiges, navn« (Mosi 3:17).

Vi ved, og det er vores vidnesbyrd, og det erklærer vi også for verden, at for at blive frelst må menneskene »[tro] på, at frelse var og er og skal komme i og ved Kristi, Herren den Almægtiges, forsonende blod« (Mosi 3:18).

Således arbejder vi med Nefi »flittigt med at skrive for at formå vore børn og også vore brødre til at tro på Kristus og til at blive forligt med Gud; for vi ved, at det er ved nåde, at vi bliver frelst, efter alt hvad vi kan gøre …

Og vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder« (2 Ne 25:23, 26, fremhævelse tilføjet).²⁸

Det behager Herren, når vi efterlever hans evangelium

Jeg kan forestille mig, hvordan Herren Jesus Kristus (under sit jordiske virke) smilede, når han så på sit folk, som var så hengivne over for ham …

… Jeg tror, at Herren Jesus Kristus smiler, når han ser ned i hjemmene hos dette folk og ser dem knæle ned i familiebøn morgen og aften og sammen med børnene. Jeg tror han smiler, når han ser unge ægtemænd og hustruer, såvel som ældre, der er hinanden dybt hengivne, fortsætte deres bejlen …blive ved med at elske hinanden af hele deres sjæl indtil den dag, de dør, og så videreudvikler det gennem evigheden.

Jeg tror det behager ham at se familier, der ofrer og tjener … Jeg tror, at Herren Jesus Kristus smiler, når han skuer ned og ser (tusinder), som var inaktive for et år siden, men i dag er lykkelige i riget, hvoraf mange har været i Guds hellige tempel og har fået deres begavelse og er blevet beseglet, og som med taknemlighedstårer takker Herren for hans program.

Jeg tror, jeg ser glædestårer i hans øjne og et smil på hans læber, når han ser de … nye sjæle, som er kommet til ham i år, som har påtaget sig hans navn og som er gået i dåbens vande, og jeg tror, han elsker dem, som også hjalp til med at omvende dem.

Jeg ser ham smile, når han ser sit talrige folk på knæ i omvendelse, ser dem ændre deres liv, hvilket gør dem mere strålende og rene og mere lig deres himmelske Fader og deres bror Jesus Kristus.

Jeg tror han er tilfreds og smiler, når han ser de unge organisere deres liv og beskytter og styrker sig selv mod tidens vildfarelser. Jeg tror, at han først bliver sorgfuld og dernæst måske glad, når han, som han for et par dage siden må have gjort i mit kontor, ser et ungt par, som har begået en alvorlig fejltagelse og nu knælede ned sammen med tæt foldede hænder. Der må have været glæde i hans smil, da han så ind i deres sjæle og så, at de foretog en ændring samtidig med, at deres tårer badede min hånd, som jeg kærligt havde lagt over deres.

Åh hvor jeg elsker Herren Jesus Kristus. Jeg håber, jeg kan vise og give udtryk for min oprigtighed og hengivenhed. Jeg vil gerne leve nær ham.« Jeg vil gerne være ligesom ham, og jeg beder til, at Herren vil hjælpe os alle, så vi kan være sådan, som han sagde til sine nefitiske disciple: »Hvad slags mænd burde I derfor være?« og han besvarede sit eget spørgsmål ved at sige: »Ligesom jeg er« (3 Ne 27:27).²⁹

Forsoningen giver os håb i dette liv og om evigheden, som ligger forude

Vi har et håb i Kristus her og nu. Han døde for vore synder. På grund af ham og hans evangelium bliver vore synder bortvasket i dåbens vande. Synd og uretfærdighed bliver som ved ild brændt væk fra vore sjæle, og vi bliver rene, med en ren samvittighed og opnår den fred, som overgår al forstand (se Fil 4:7).

Ved at efterleve hans evangeliums love, opnår vi timelig fremgang og bevarer et sundt legeme og åndelig styrke. Evangeliet velsigner os i dag.

Men »i dag« er blot som ét sandkorn i det Sahara, der udgør evigheden. Vi har også et håb i Kristus og den evighed, der ligger forude, ellers ville vi, som Paulus siger, være … »de ynkværdigste af alle mennesker« (1 Kor 15:19).

Hvor stor ville ikke vores sorg være – og med rette – hvis der ikke fandtes en opstandelse! Hvor ulykkelige ville vi ikke være, hvis der ikke fandtes et håb om evigt liv! Hvis vores håb om frelse og evigt liv svandt bort, ville vi med sikkerhed være mere ulykkelige end dem, som aldrig har haft en sådan forventning.

»Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen« (1 Kor 15:20).

Virkningerne af hans opstandelse vil udstrække sig til alle mennesker, »for ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus« (1 Kor 15:22).

»Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede« (1 Kor 15:49).

Der er sørget for, at »når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er opslugt og besejret« (1 Kor 15:54).

Vi har et evigt håb i Kristus. Vi ved, at dette liv er givet os til forberedelse for evigheden, og at »samme sociale omgang, som findes blandt os her, skal findes blandt os der, blot bliver den ledsaget af evig herlighed, hvilken herlighed vi ikke nyder nu« (L&P 130:2).³⁰

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Læs beretningen på side 23. På hvilke måder kan vi komme Herren nærmere og »tilbringe dagen« med ham, som præsident Kimball gjorde?
Læs side 25-26 igen og find de navne og titler, som præsident Kimball brugte om Jesus Kristus. Hvilke navne og titler for Jesus Kristus har en særlig betydning for dig og hvorfor? Hvordan ville du reagere, hvis nogen påstod, at Jesus kun var en stor lærer?
Overvej præsident Kimballs vidnesbyrd om Frelserens førjordiske, jordiske og efterjordiske virke (s. 26-27). Tænk over, hvad du kan gøre for at øge dit vidnesbyrd om Frelserens mission.
Læs side 27-29 og se efter årsager til, at vi har brug for en Frelser. Hvilken forskel har Jesu Kristi forsoning gjort i dit liv?
På side 25-29 vidner præsident Kimball om de ting, som Frelseren har gjort for os. På side 30-33 lærer vi om de ting, vi skal gøre for at modtage alle forsoningens velsignelser. Hvad føler du, når du sammenligner, hvad Frelseren har gjort for os, med hvad han beder os om at gøre?
Læs igen præsident Kimballs overvejelser om, hvordan vi kan behage Herren (s. 31-32). Tænk over, hvordan du føler, når du ved, at Herren er tilfreds med dig.
Præsident Kimball lærte os, at vi kan have et håb i Kristus både nu og i evigheden, som ligger forude (s. 32-33). Hvordan bliver folks liv ændret, når de får et håb i Kristus?

Skriftstedshenvisninger: Joh 14:6, 21-23; 2 Ne 9:5-13, 21-23; Moro 7:41; 10:32-33; L&P 19:15-19