Kapitel 4

Tilgivelsens mirakel

Gennem oprigtig omvendelse og Frelserens forløsende kraft kan vi opleve tilgivelsens mirakel.

Fra Spencer W. Kimballs liv

Præsident Spencer W. Kimball belærte, at »omvendelse altid er nøglen til et bedre, lykkeligere liv. Den er nødvendig for os alle.« ¹

Han bemærkede også, at »håb er den store tilskynder til omvendelse, for uden håb ville ingen gøre sig de vanskelige anstrengelser, der kræves …« For at understrege dette, fortalte han om en oplevelse, han havde med at hjælpe en kvinde, som kom til ham, fortvivlet over den synd, hun havde begået. Hun sagde: »Jeg ved, hvad jeg har gjort. Jeg har læst skrifterne, og jeg kender konsekvenserne. Jeg ved, at jeg er fordømt og aldrig kan tilgives, så hvorfor skulle jeg nu prøve på at omvende mig?«

Præsident Kimball svarede: »Min kære søster, du kender ikke skrifterne. Du kender ikke Guds kraft eller hans godhed. Du kan blive tilgivet for denne afskyelige synd, men det kræver meget alvorlig omvendelse at opnå det.«

Så citerede han for hende adskillige skriftsteder angående den tilgivelse, som kommer til dem, der oprigtigt omvender sig og adlyder Guds bud. Da han fortsatte med at undervise hende, så han et håb vågne i hende, og til sidst udbrød hun: »Mange, mange tak! Jeg tror dig. Jeg vil virkelig omvende mig og tvætte mine urene klæder i Lammets blod og opnå tilgivelse.«

Præsident Kimball huskede, at kvinden senere vendte tilbage til hans kontor »som et nyt menneske – øjnene strålede, hendes trin var lette, hun var glad og forhåbningsfuld, da hun over for mig erklærede, at siden den mindeværdige dag, da håb havde syntes en fjern stjerne, som hun havde klynget sig til, var hun aldrig igen forfaldet til [synden] eller nogen som helst tilnærmelse dertil.« ²

Præsident Kimballs lærdomme

Tilgivelsens mirakel bringer fred og hjælper os med at komme nærmere til Gud

Det er et stort mirakel, der venter hver eneste sjæl, som er parat til at forandre sig. Omvendelse og tilgivelse gør den mørkeste nat til en strålende dag. Når sjæle genfødes, når tilværelser forandres – så kommer det store mirakel og forskønner og varmer og opløfter. Når åndelig død har truet, og der nu i stedet for er genoplivelse, når livet udskyder døden – når dette sker, er det miraklernes mirakel. Og sådanne store mirakler vil aldrig ophøre, så længe der er ét menneske, der anvender den forløsende kraft fra Frelseren samt sine egne gode gerninger til at frembringe sin genfødsel.

Det vigtigste ved tilgivelsens mirakel er, at det frembringer fred til de tidligere ængstelige, hvileløse, frustrerede, måske pinte sjæle. I en verden med ufred og strid er dette i sandhed en kostelig gave.³

Det er ikke let at have fred i vor tids bekymrede verden. Nødvendigvis er fred noget, man selv må tilegne sig … Den kan kun opnås gennem en bestandig omvendelsesindstilling, hvor man søger tilgivelse for både store og små synder og derved bestandig kommer nærmere Gud. For Kirkens medlemmer er dette indbegrebet af deres forberedelse, deres gøren sig klar til at møde Frelseren, når han kommer … De, som er rede, vil have fred i deres hjerte. De vil være deltagere i de velsignelser, som Frelseren lovede sine apostle: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« (Joh 14:27).

[En af] Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges opgave[r] er at råbe omvendelse til menneskene alle vegne. De, som efterkommer råbet, hvad enten de er medlemmer eller ikke-medlemmer af Kirken, kan få del i tilgivelsens mirakel. Gud vil tørre angerens, sorgens, bekymringens, frygtens og samvittighedens tårer fra deres øjne. Tørre øjne vil erstatte grædende, og smil og tilfredshed vil afløse det bekymrede, ængstelige blik.

»Hvilken lettelse! Hvilken trøst! Hvilken glæde! De, der er nedtrykte af overtrædelser og sorg og synd, kan blive tilgivet og renset og lutret, hvis de vil vende tilbage til deres Herre, lære af ham og holde hans bud. Og alle vi, der har brug for at omvende os fra vore daglige letsindigheder og svagheder, kan på samme måde få del i dette mirakel.« ⁴

Vi har alle brug for omvendelse

»… der kan ikke komme noget urent ind i Guds rige …« (1 Ne 15:34). Og atter: »… intet urent kan bo hos Gud …« (1 Ne 10:21). For profeterne betyder udtrykket »urent« i denne forbindelse, hvad det betyder for Gud. For mennesket kan ordet have forskellig betydning – for eksempel behøver en lille plet ikke at gøre en hvid skjorte eller kjole snavset. Men for Gud, som er fuldkommen, betyder renhed moralsk og personlig renhed. Mindre end det er i større eller mindre grad urenhed og kan derfor ikke bo hos Gud.

Var det ikke for den velsignede gave »omvendelse og tilgivelse«, ville dette være en håbløs situation for mennesket, idet ingen undtagen Mesteren nogen sinde har levet uden synd på jorden.⁵

Der er ikke en dag i noget menneskes liv, hvor omvendelse ikke er vigtig for hans velbefindende og evige udvikling.

Men når de fleste af os tænker på omvendelse, er vi tilbøjelige til at begrænse vores synsfelt og kun anse det for godt for vores mand, vores hustru, vore forældre, vore børn vore naboer, vore venner, verden – alle og enhver undtagen os selv. På samme måde er der en fremherskende, måske underbevidst, følelse af, at Herren kun sørgede for omvendelse for dem, der begår mord eller hor eller tyveri eller andre frygtelige forbrydelser. Det er naturligvis ikke rigtigt. Hvis vi er ydmyge og ønsker at efterleve evangeliet, vil vi komme til at tænke på omvendelse som noget, der hører med til alt, hvad vi gør i livet, hvad enten det er af åndelig eller verdslig art. Omvendelse er for enhver sjæl, som endnu ikke er blevet fuldkommen.⁶

Omvendelse er nøglen til tilgivelse. Den åbner døren til lykke og glæde og viser vejen til frelse i Guds rige. Den åbner for ydmyghedens ånd i menneskets sjæl og gør ham angerfuld i hjertet og rede til at underkaste sig Guds vilje.

»Synd er lovbrud« (1 Joh 3:4), og for en sådan overtrædelse er der fastsat straf under den evige lov. Ethvert normalt menneske er ansvarlig for de synder, han begår, og vil tilsvarende være underkastet den straf, der følger med overtrædelse af de brudte love. Imidlertid tilbyder Kristi død på korset os befrielse for den evige straf for de fleste synder. Han påtog sig straffen for hele verdens synder med den forudsætning, at de, som omvender sig og kommer til ham, vil opnå tilgivelse for deres synder og blive fri for straffen.⁷

Erkendelse af synd og at føle guddommelig sorg er en del af sand omvendelse

Omvendelse er en venlig og barmhjertig lov. Den er vidtfavnende og omfatter alt. [Den] består af mange bestanddele, hver af dem uundværlig for fuldstændiggørelse af omvendelsen.

Der findes ingen let vej til omvendelse, ingen privilegeret sti til tilgivelse. Enhver må følge den samme kurs, hvad enten han er rig eller fattig, uddannet eller ikke, høj eller lav, prins eller fattiglem, konge eller borger. »For Gud gør ikke forskel på nogen« (Rom 2:11) …

Før man sætter de mange bestanddele, en omvendelse består af, i gang, må der tages et første skridt. Det første skridt er det vendepunkt, hvor synderen bevidst erkender sin synd. Det er at vågne op til overbevisningen om skyld. Uden den kan der ikke blive tale om sand omvendelse, fordi der ikke vil være nogen erkendelse af synd.

Når vi er blevet klar over det alvorlige i vores synd, kan vi indstille os, så vi kan følge en sådan kurs, som vil frigøre os for syndens virkninger. Alma prøvede at forklare dette til Corianton, da han sagde: »… [lad] dine synder forurolige dig med den uro, der skal bringe dig ned til omvendelse … Forsøg ikke at undskylde dig på den mindste måde …« (Alma 42:29, 30).⁸

Helligånden kan spille en vigtig rolle i det at overbevise synderen om hans fejl. Han hjælper med til at »kende sandheden af alt« (Moro 10:5); »lære jer alt og minde jer om alt« (Joh 14:26); og »overbevise verden om synd« (Joh 16:8).

Ofte antyder folk, at de har omvendt sig, når alt, hvad de har gjort, er at udtrykke, at de er kede af det, de har gjort. Men virkelig omvendelse kendetegnes ved den guddommelige sorg, som forandrer, omformer og frelser. At være ked af det er ikke nok … Paulus udtrykker det på denne måde til korintherne:

»[Jeg] er nu glad, ikke fordi I blev bedrøvede, men fordi I blev bedrøvede til omvendelse. Jeres bedrøvelse var nemlig efter Guds vilje, så I altså ikke har lidt skade af os.

For bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men bedrøvelse i verdens forstand virker død« (2 Kor 7:9, 10).⁹

Enhver tilgivelse er betinget. Plasteret må være lige så stort som såret. Fasten, bønnerne, ydmygheden må være lige så stor eller større end synden. Der må være et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd. Der må være »sæk og aske«. Der må være tårer og ægte sindelagsskifte.¹⁰

Afståelse fra synd indbefatter, at der opbygges et nyt liv

Men naturligvis er selve overbevisningen om skyld ikke nok. Den kan være frygtelig og ødelæggende, hvis den ikke ledsages af anstrengelser for at frigøre sig for skyldfornemmelser. Derfor må der sammen med overbevisningen være et oprigtigt ønske om at rense sig for skyld og opveje det tab, der er resultatet af fejlen.¹¹

Der er én afgørende prøve på omvendelse. Det er afståelse fra synden. Forudsat at et menneske ophører med sin synd på grund af de rigtige motiver – voksende forståelse af det alvorlige i synden og villighed til at rette sig efter Herrens love – er han inde i virkelig omvendelse. Herren har foreskrevet dette kendetegn: »Heraf kan I vide, om et menneske omvender sig fra sine synder: Se, han vil bekende dem og aflægge dem« (L&P 58:43; fremhævelse tilføjet).

Det er med andre ord ikke virkelig omvendelse, før man har aflagt sine fejl og påbegyndt en ny levevis. Den frelsende kraft udstrækkes ikke til ham, som blot ønsker at forandre sit liv. Sand omvendelse tilskynder én til handling.

Man bør ikke blive forbavset over, at der kræves en indsats og ikke blot et ønske. Når alt kommer til alt, er det arbejde, der udvikler vores moral såvel som vore fysiske muskler.¹²

Når man aflægger synd kan man ikke bare ønske sig bedre forhold. Man må skabe dem. Det vil måske være nødvendigt at komme til at hade den anløbne livsførelse og at afsky synden. Den pågældende må være sikker på, at han ikke blot har aflagt synden, men også at han har forandret omstændighederne omkring synden. Han bør undgå de steder, forhold og omstændigheder, hvor synden fandt sted, for de kan meget hurtigt og let blive grobund for den på ny. Han må undgå de mennesker, med hvem synden blev begået. Han behøver ikke at hade de pågældende mennesker, men han må undgå dem og alt, hvad der er forbundet med synden. Han må skille sig af med alle breve, alle nipsgenstande og ting, som kan minde ham om »de gamle dage«. Han må glemme adresser, telefonnumre, mennesker, steder og situationer fra sin tidligere, syndige tilværelse og opbygge en helt ny. Han må fjerne enhver ting, som kan minde ham om det gamle.¹³

Når man prøver at undgå det onde, omformer sin tilværelse, ændrer væremåde, danner karakteregenskaber eller omformer dem, behøver man hjælp fra Herren, og man kan være sikker på at få den, hvis man gør sin del. Det menneske, som klynger sig nær til Herren, bliver herre over sit eget jeg og kan udrette hvad som helst, han bestemmer sig til at gøre, hvad enten det drejer sig om at sikre sig bronzepladerne, bygge et skib, overvinde en vane eller at sejre over en overtrædelse.¹⁴

Bekendelse letter byrder

Bekendelsen af synd er en nødvendig del af omvendelse og følgelig opnå tilgivelse. Det er en af prøverne på sand omvendelse, for »Heraf kan I vide, om et menneske omvender sig fra sine synder: Se, han vil bekende dem og aflægge dem« (L&P 58:43, fremhævelse tilføjet).

Måske er bekendelse en af de vanskeligste af alle de hindringer, der tårner sig op for den angrende synder. Hans skamfølelse hindrer ham ofte i at gøre sin brøde kendt og indrømme sin fejl. Somme tider retfærdiggør han i tankerne sin formodede mangel på fortrolighed til mennesker til hvem han skulle bekende sine synder, så han beholder hemmeligheden gemt i sit hjerte.

Med sit kendskab til menneskers hjerter og deres hensigter og deres evne til at omvende og forny sig, venter Herren med at tilgive, indtil omvendelsen er fuldstændig. Overtræderen må have »et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« og være villig til at ydmyge sig og gøre alt det, der forlanges. Bekendelse af sine større synder over for den rette autoritet i Kirken er et af Herrens forlangender. I sådanne synder er inkluderet hor, utugt, andre seksuelle overtrædelser og forskellige former for synd af tilsvarende størrelsesgrad. Denne procedure for bekendelse garanterer passende kontrol og beskyttelse for Kirken og dens medlemmer og bringer overtræderen på vej til sand omvendelse.

Mange overtrædere har i deres skamfølelse og stolthed tilfredsstillet deres samvittighed, i det mindste midlertidigt, med nogle få private bønner til Herren og ræsonneret, at det var tilstrækkelig bekendelse af deres synder. »Men jeg har bekendt min overtrædelse til min himmelske Fader«, vil de påstå, »og det er alt, der behøves.« Dette er imidlertid ikke sandt, hvor det gælder en større synd. I sådanne tilfælde kræves to sæt tilgivelse for at bringe overtræderen fred – én fra de rette autoriteter i Herrens kirke, og én fra Herren selv (se Mosi 26:29).

… Den ideelle bekendelse er frivillig, ikke tvungen. Den opstår i overtræderens sjæl, ikke forårsaget af at synden er blevet opdaget. En sådan bekendelse er … et tegn på en tiltagende omvendelse. Den antyder synderens overbevisning om sin synd og hans ønske om at aflægge de dårlige vaner. Den frivillige bekendelse er uomtvistelig i højere grad acceptabel i Herrens øjne end den tvungne tilståelse, der mangler ydmyghed, og er tvunget frem gennem udspørgen, når skyldsspørgsmålet er indlysende. En sådan tvungen bekendelse er ikke noget bevis på det ydmyge hjerte, som påkalder Herrens barmhjertighed: »… for jeg, Herren, tilgiver synder og er barmhjertig mod dem, der bekender deres synder med ydmygt hjerte« (L&P 61:2, fremhævelse tilføjet).¹⁵

Mens de større synder som fx dem, der er omtalt tidligere … må bekendes over for de rette kirkelige myndigheder, er det klart, at sådan bekendelse hverken er nødvendig eller ønskelig for alle synder. Sådanne som er mindre alvorlige, men som har stødt andre – ægteskabelige uoverensstemmelser, mindre vredesudbrud, uenighed og lignende – bør i stedet for bekendes over for den eller dem, som er blevet stødt, og sagen bør afgøres mellem de involverede parter, sædvanligvis uden indblanding af en kirkelig autoritet.¹⁶

Bekendelse bringer fred. … Bekendelse er ikke blot afsløring af fejl over for de rette myndigheder, men også en deling af byrderne for at lette dem. Man løfter i hvert fald en del af sin byrde og anbringer den på skuldrene af dem, som er i stand til og villige til at hjælpe med at bære byrden. Derpå følger tilfredsstillelse over at have taget endnu et skridt hen imod at gøre alt, hvad der er muligt for at frigøre sig for overtrædelsens byrde.¹⁷

Genoprettelse er en nødvendig del af omvendelsen

Når et menneske har oplevet den dybe sorg og ydmyghed, der følger med overbevisning om synd; når det har aflagt synden og er fast besluttet på at afsky den fremover, når det ydmygt har bekendt sin synd over for Gud og de rette personer på jorden – når disse ting er sket, forbliver der tilbage spørgsmålet om genoprettelse. Man må genoprette det, som er ødelagt, stjålet eller gjort galt.¹⁸

… det må forlanges af den omvendte synder at genoprette skaden, så vidt det er muligt. Jeg siger »så vidt det er muligt«, fordi der er nogle synder, for hvilke ingen tilstrækkelig genoprettelse kan foretages og andre, for hvilke kun en delvis genoprettelse er mulig.

En tyv eller røver kan til dels genoprette skaden ved at returnere det, der er stjålet. En løgner kan forkynde sandheden og i nogen grad rette den forvoldte skade. En, der har sladret om et andet menneskes karakter, kan delvis genoprette skaden ved med store anstrengelser at genoprette vedkommendes gode omdømme. Hvis overtræderne ved synd eller skødesløshed har ødelagt ejendom, kan han reparere eller erstatte det helt eller delvis.

Hvis en mands handlinger har bragt sorg og skændsel over hans hustru og børn, må han i sin genoprettelse gøre alt, hvad der er muligt for at genvinde deres tillid og kærlighed ved hengivenhed og troskab i overmål. Det gælder også for hustruer og mødre. På samme måde, hvis børn har gjort deres forældre uret. Så må en del af deres omvendelse … være at gøre det skete godt igen og at ære deres forældre.

Som regel er der mange ting, en omvendt sjæl kan gøre for at give oprejsning. »Et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« vil sædvanligvis finde måder at genoprette på, i hvert fald delvis. Den sande omvendelsesånd kræver, at den, som skader andre, skal gøre alt, der er ham muligt, for at genoprette den skete skade.¹⁹

I omvendelsesprocessen må vi genoprette fuldstændigt i de tilfælde, hvor det er muligt, og ellers genoprette, så vidt det overhovedet er muligt. Og under det hele må vi huske, at den anråbende synder, der ønsker at genoprette den skete skade, også må tilgive andre al den skade, de har forvoldt ham. Herren vil ikke tilgive os, medmindre vore hjerter er udtømt for alt had, bitterhed og beskyldninger mod vore medmennesker.²⁰

Sand omvendelse indbefatter en forpligtelse til at efterleve Herrens befalinger

I sit forord til vor tids åbenbaringer orienterer Herren om, hvad der er et af de vanskeligste krav ved sand omvendelse. For nogle er det det allervanskeligste ved omvendelse, fordi det kræver agtpågivenhed gennem resten af vedkommendes liv. Herren siger:

»… for jeg, Herren, kan ikke se på synd med den mindste grad af billigelse;

alligevel skal den, der omvender sig og gør Herrens befalinger, blive tilgivet« (L&P 1:31, 32, fremhævelse tilføjet).

Dette skriftsted er meget præcist. Først skal man omvende sig. Når man er kommet så vidt, må man efterleve Herrens befalinger for at kunne bevare sin fordelagtige stilling. Det er nødvendigt for at sikre sig fuldstændig tilgivelse …

Da vi alle i større eller mindre målestok synder, har vi alle sammen stadig behov for at omvende os for bestandigt at højne vore mål og vores indsats. Man kan næppe efterleve Herrens befalinger en enkelt dag, en uge, en måned eller et år. Det er en indsats, som må udstrækkes til resten af den enkeltes liv …

… Omvendelse må indbefatte en fuldstændig, absolut overgivelse til Herrens plan. Den overtræder har ikke omvendt sig fuldstændigt, som undlader at betale sin tiende, ikke kommer til sine møder, bryder sabbatten, svigter familiebønnerne, ikke opretholder Kirkens autoriteter, bryder visdomsordet, ikke elsker Herren eller sine medmennesker … Gud kan ikke tilgive, medmindre overtræderen viser sand omvendelse, der udstrækker sig til alle områder i hans tilværelse …

»At efterleve befalingerne«, hvilket kræves af de trofaste, indbefatter mange aktiviteter … Almindeligt godt arbejde og hengivenhed er sammen med en positiv indstilling, hvad der behøves. Dertil kommer, at en sund måde at neutralisere virkningerne af synden i ens liv på er at bringe evangeliets lys til andre, som ikke allerede glæder sig over det. Dette kan betyde at arbejde med både medlemmer af Kirken og ikke-medlemmer – måske oftere det sidste. Læg mærke til, hvorledes Herren har stillet tilgivelse for synd i forhold til det at bære sit vidnesbyrd med hensyn til de sidste dages arbejde:

»… for jeg vil tilgive jer jeres synder med denne befaling: at I forbliver standhaftige i jeres sind med hensyn til i højtidelighed og i bønnens ånd at aflægge vidnesbyrd for hele verden om det, som bliver meddelt jer« (L&P 84:61, fremhævelse tilføjet).²¹

Kan vi ikke forstå, hvorfor Herren har bønfaldet mennesket i disse tusinder af år om, at vi skulle komme til ham? Visselig talte Herren om tilgivelse gennem omvendelse og den lettelse af skyldfølelse, der kunne komme, da han efterfulgte sin storslåede bøn til sin Fader med denne ophøjede påkaldelse og et løfte:

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.

For mit åg er godt, og min byrde er let« (Matt 11:28-30).

Det er mit håb og min bøn, at mænd og kvinder overalt vil tage imod denne venlige indbydelse, og derved lade Mesteren i deres tilværelse udvirke det vidunderlige tilgivelsens mirakel.²²

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Præsident Kimball kaldte tilgivelse for »miraklernes mirakel« (s. 36). På hvilke måder er tilgivelse ligesom et mirakel? (Se eksemplerne på side 35-37).
Når du læser det afsnit, der begynder nederst på side 37, så overvej hvordan vores situation ville være uden Frelseren og hans forsoning.
Læs det femte, sjette og syvende afsnit på side 39. På hvilke måder tror du, at »guddommelig sorg« er forskellig fra udtryk for beklagelse? Kan du finde nogle eksempler fra skriften på guddommelig sorg, som gælder for os i dag?
På side 40-41 giver præsident Kimball nogle eksempler på, hvordan man kan afstå fra synd og »opbygge en ny tilværelse«. Hvordan kan vi anvende dette råd på en hvilken som helst synd, vi prøver at overvinde – som fx pornografi, banden eller spil om penge?
Læs igen side 41-43. Hvorfor finder nogle det så svært at bekende deres synder? Hvilke velsignelser får vi ved at bekende over for Herren? For biskoppen eller grenspræsidenten? For andre, som vi måtte have såret?
Overvej det første nye afsnit på side 44. Hvad vil det sige at genoprette sine synder? Hvordan kan en angrende person bedst beslutte, hvad han eller hun kan gøre for at genoprette sin synd?
Hvordan adskiller præsident Kimballs lærdomme i dette kapitel sig fra den falske ide, at omvendelse vil sige at følge en liste over rutinehandlinger?

Skriftstedshenvisninger: Es 1:18; Mosi 4:3; Alma 36:12-26; L&P 19:15-20; 64:8, 9