Vær sjælehyrder

Ældste Gary E. Stevenson

De Tolv Apostles Kvorum

Vi rækker ud i kærlighed til andre, fordi det er det, som Herren befalede os at gøre.

I en samtale for nylig med en af mine venner fortalte han mig, at da han var et ungt, nydøbt medlem af Kirken, følte han det pludselig som om, at han ikke længere passede ind i sin menighed. Missionærerne, der havde undervist ham, var blevet forflyttet, og han følte det som om, at han var i periferien af det hele. Uden venner i menigheden fandt han sammen med sine gamle venner og tog sammen med dem del i aktiviteter, der førte ham væk fra Kirken – så meget, at han begyndte at komme væk fra flokken. Med tårer i øjnene beskrev han, hvor dybt taknemmelig han var, da et af de andre medlemmer i menigheden rakte en omsorgsfuld hånd ud til ham og indbød ham til på en varm og inkluderende måde at vende tilbage. I løbet af nogle måneder var han tilbage i sikkerhed i flokken og styrkede andre såvel som sig selv. Er vi ikke taknemmelige for den hyrde i Brasilien, der rakte ud efter denne unge mand, ældste Carlos A. Godoy, der nu sidder bag mig som medlem af De Halvfjerds’ Præsidium?

Er det ikke bemærkelsesværdigt, hvordan små anstrengelser kan have evige konsekvenser? Denne sandhed er kernen i Kirkens omsorgsindsats. Vor himmelske Fader kan tage vores enkle, daglige indsats og vende den til noget mirakuløst. Det er kun seks måneder siden, at præsident Russell M. Nelson bekendtgjorde, at »Herren har foretaget betydningsfulde tilpasninger i den måde, hvorpå vi drager omsorg for hinanden«,¹ og forklarede, at vi »vil … iværksætte en nyere, mere hellig tilgang til at udvise omsorg og betjene andre. Vi vil ganske enkelt omtale denne indsats som ›omsorg‹.«²

Præsident Nelson forklarede også: »Et kendetegn for Herrens sande og levende kirke vil altid være en organiseret og styret indsats for at drage omsorg for den enkelte af Guds børn og deres familie. Eftersom det er hans kirke, vil vi som hans tjenere drage omsorg for den enkelte, akkurat som han gjorde. Vi vil drage omsorg i hans navn, med hans magt og myndighed og med hans kærlige venlighed.«³

Siden bekendtgørelsen har jeres reaktion været utrolig! Vi har modtaget rapporter om den store succes med at implementere disse ændringer i næsten alle stave i verden, som vores levende profet instruerede os i. For eksempel er omsorgsbrødre og -søstre blevet tildelt familier, makkerpar – deriblandt unge mænd og unge piger – er blevet organiseret og omsorgsinterview bliver udført.

Jeg tror ikke, at det er en tilfældighed, at den åbenbarede bekendtgørelse om omsorg blev givet seks måneder inden de åbenbarede bekendtgørelser i går – »en ny balance mellem undervisningen i evangeliet i hjemmet og i Kirken«.⁴ Fra januar, når vi bruger en time mindre på vores kirketilbedelse, vil alt det, vi har lært af at yde omsorg, hjælpe os til at genfinde balancen i det hulrum med en højere og helligere, sabbatsdagsoplevelse centreret om hjemmet med familie og kære.

Med disse organisatoriske strukturer på plads kan vi spørge: »Hvordan ved vi, om vi yder omsorg på Herrens måde? Hjælper vi den gode hyrde på den måde, som han ønsker?«

I en nylig samtale med præsident Henry B. Eyring roste han de hellige for at tilpasse sig disse betydelige ændringer, men udtrykte også sit inderlige håb om, at medlemmerne ville se, at omsorg er mere end »blot at være venlig«. Derved ikke være sagt, at det at være venlig er betydningsløst, men de, der forstår omsorgens sande ånd, indser, at den stikker langt dybere end blot at være venlig. Når omsorg bliver udført på Herrens måde, kan den have en vidtrækkende indflydelse til at gøre godt, der danner ringe gennem evigheden, ligesom den gjorde for ældste Godoy.

»Frelseren viste ved sit eksempel, hvad det vil sige at udvise omsorg, da han tjente af kærlighed … Han … underviste, bad for, trøstede og velsignede dem omkring sig og inviterede alle til at følge sig … Når Kirkens medlemmer tjener, søger de bønsomt at tjene, som han ville – for at ›trøste dem, der står i behov for trøst‹, ›altid at våge over kirken og at være hos dem og styrke dem‹, ›besøge hvert medlems hjem‹ og hjælpe hver enkelt til at blive en sand Jesu Kristi discipel.«⁵

Vi forstår, at en sand discipel elsker sine får, kender hver enkelt ved navn og har »en personlig interesse i« dem.⁶

Min mangeårige ven, der levede sit liv som ranchejer, arbejdede hårdt med at opdrætte kvæg og får i de barske Rocky Mountains. Han fortalte mig på et tidspunkt om udfordringerne og risiciene ved at opdrætte får. Han beskrev, at tidligt om foråret, når sneen på den udstrakte bjergkæde næsten var smeltet, satte han familiens hjord på omkring 2000 får op i bjergene for sommerperioden. Der holdt han øje med fårene indtil sent på efteråret, hvor de flyttede fra sommerens græsområde til vinterens græsområde i ørkenen. Han beskrev, hvor svært det var at røgte en stor flok får, hvordan det krævede arbejde tidlig morgen og sen aften – at vågne et godt stykke tid før solopgang og blive færdig lang tid efter, at det blev mørkt. Han kunne ikke på nogen måde gøre det alene.

Andre hjalp med at røgte flokken, deriblandt en blanding af erfarne ranchere, der blev hjulpet af nogle yngre folk, der anvendte deres makkeres visdom. Han satte også sin lid til to gamle heste, to hingste under oplæring, to gamle fårehunde og to eller tre fårehundehvalpe. I løbet af sommeren oplevede min ven og hans får storme og skybrud, sygdomme, skader, tørke og alle former for modgang, man kan forestille sig. Nogle år blev de nødt til at fragte vand hele sommeren bare for at holde fårene i live. Og så hvert år sidst på efteråret, når vintervejret truede, og fårene blev taget ned fra bjergene og talt, var der sædvanligvis mere end 200, der var væk.

Flokken på 2000, der var blevet ført op på bjerget tidligt på foråret, var reduceret til mindre end 1800. De fleste af de forsvundne får var ikke gået tabt på grund af sygdom eller naturlig død, men på grund af rovdyr såsom pumaer eller prærieulve. Disse rovdyr fandt sædvanligvis lam, der var gået væk fra sikkerheden i flokken og havde trukket sig væk fra deres hyrdes beskyttelse. Vil I overveje det, jeg lige har beskrevet, i en åndelig kontekst? Hvem er hyrden? Hvem er flokken? Hvem er det, der hjælper hyrden?

Herren Jesus Kristus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får … og jeg sætter mit liv til for fårene.«⁷

Profeten Nefi sagde på samme måde, at Jesus »skal vogte sine får, og i ham skal de finde græsgange.«⁸ Jeg finder varig fred ved at vide, at »Herren er min hyrde«,⁹ og at vi alle er kendt af ham og er under hans beskyttelse. Når vi konfronterer livets storme og skybrud, sygdomme, skader og tørke, vil Herren – vores hyrde – drage omsorg for os. Han vil genopbygge vores sjæl.

På samme måde som min ven røgter sine får med hjælp fra unge og ældre ranchere, heste og fårehunde, kræver Herren også hjælp med det udfordrende arbejde, det er at tage sig af fårene i hans flok.

Som børn af en kærlig himmelsk Fader og som får i hans flok nyder vi velsignelserne af, at Jesus Kristus drager omsorg for os hver især. På samme tid har vi som hyrder et ansvar for at drage omsorg for andre omkring os. Vi giver agt på Herrens ord om at »tjene mig og gå ud i mit navn og … indsamle mine får.«¹⁰

Hvem er hyrder? Alle mænd, kvinder og børn i Guds rige er hyrder. Det kræver ingen kaldelse. Fra det øjeblik vi stiger op fra dåbens vande, er det vores opgave at udføre dette arbejde. Vi rækker ud i kærlighed til andre, fordi det er det, som Herren befalede os at gøre. Alma sagde: »For hvilken hyrde er der blandt jer, som har mange får, og som ikke vogter over dem, så ulvene ikke kommer ind og æder hans flok? … Jager han den da ikke ud?«¹¹ Når som helst vores næste er i nød timeligt eller åndeligt, så løber vi hen for at hjælpe dem. Vi bærer hinandens byrder, så de bliver lette. Vi sørger med dem, der sørger. Vi trøster dem, der står i behov for trøst.¹² Det forventer Herren kærligt af os. Og dagen vil komme, hvor han vil holde os ansvarlige for den omhu, vi viser i vores omsorg for hans flok.¹³

Min hyrdeven fortalte om et andet vigtigt element, når man våger over fårene på græs. Han fortalte, at vildfarne får især var sårbare overfor rovdyr. Faktisk brugte han og hans medhjælpere op til 15 procent af deres tid på at finde vildfarne får. De havde erfaret, at jo hurtigere de fandt fåret, før det var kommet for langt væk fra flokken, jo mindre sandsynligt var det, at fåret kom til skade. At finde vildfarne får krævede tålmodighed og disciplin.

For nogle år siden fandt jeg en artikel i en lokal avis, der var så interessant, at jeg gemte den. I overskriften på forsiden stod der: »Stålsat hund vil ikke forlade vildfarne får.«¹⁴ Den artikel beskriver et lille antal får, der hører til en ranch ikke langt fra min vens ejendom, som af en eller anden grund var blevet efterladt og glemt på sommergræsgangen. To eller tre måneder senere var de strandet og sneet inde i bjergene. Da fårene blev efterladt, blev hyrdehunden hos dem, for det var dens pligt at se efter og beskytte fårene. Han ville ikke forlade sin flok! Der forblev han – kredsede om de vildfarne får i månedsvis i det kolde og snefulde vejr, fungerede som en beskyttelse mod prærieulve, pumaer og andre rovdyr, der ville skade fårene. Han blev der, indtil han var i stand til at føre eller drive fårene tilbage i sikkerhed hos hyrden og flokken. Billedet på denne forsideartikel har fanget denne hyrdehunds karakter i dens øjne og fremtræden.

En hyrdehunds karakter i dens øjne og fremtræden

I Det Nye Testamente er der en lignelse og instruktioner fra Frelseren, der giver os yderligere indsigt i vores ansvar som hyrder, omsorgsgivende søstre og brødre, for vildfarne får:

»Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?

Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre,

og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet.«¹⁵

Når vi sammenfatter det, der bliver undervist om i lignelsen, finder vi dette værdifulde råd:

Vi skal identificere de vildfarne får.
Vi skal søge efter dem, indtil de bliver fundet.
Når vi har fundet dem, kan det være, at vi bliver nødt til at lægge dem på vores skuldre for at føre dem hjem.
Vi omgiver dem med venner, når de kommer hjem.

Brødre og søstre, vores største udfordringer og vores største belønninger kommer, når vi drager omsorg for vildfarne får. Medlemmerne af kirken i Mormons Bog »vågede … over deres folk og nærede dem med det, der har med retfærdighed at gøre.«¹⁶ Vi kan følge deres eksempel, når vi husker, at omsorg skal »ledes af Ånden … fleksibelt … tilpasset behovet hos hvert medlem.« Det er også afgørende at søge »at hjælpe enkeltpersoner og familier med at forberede sig på deres næste ordinance, holde [deres] pagter … og blive selvhjulpne.«¹⁷

Hver sjæl har værdi for vor himmelske Fader. Hans personlige opfordring til at yde omsorg er yderst vigtig for ham, for det er hans gerning og herlighed. Det er helt bogstaveligt en evig gerning. Alle hans børn har uvurderligt potentiale i hans øjne. Han elsker jer med en kærlighed, som I end ikke kan begynde at fatte. Ligesom den trofaste hyrdehund bliver han på bjerget for at beskytte jer mod storme, skybrud, sne og mere.

Præsident Russell M. Nelson sagde ved den seneste konference: »Vores budskab til verden er enkelt og oprigtigt: Vi indbyder alle Guds børn på begge sider af sløret til at komme til deres Frelser, modtage det hellige tempels velsignelser, nyde varig glæde og opnå evigt liv.«¹⁸

Må vi løfte vores blik mod hans profetiske vision, så vi kan lede sjæle mod templet og i sidste ende mod vor Frelser, Jesus Kristus. Han forventer ikke, at vi udfører mirakler. Han beder kun om, at vi bringer vores brødre og søstre til ham, for han har magten til at forløse sjæle. Når vi gør det, kan og vil vi sikre os dette løfte: »Og når hyrden over alle hyrder åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans.«¹⁹ Jeg vidner om dette – og om Jesus Kristus som vor Frelser og Forløser – i Jesu Kristi navn. Amen.