Lad os påtage os Jesu Kristi navn

Ældste Robert C. Gay

De Halvfjerds’ Præsidium

Må vi trofast påtage os Jesu Kristi navn ved at se, som han ser, ved at tjene, som han tjente, og ved at stole på, at hans nåde er tilstrækkelig.

Mine medbrødre og medsøstre, da jeg for nylig tænkte over præsident Russell M. Nelsons udtalelse om at kalde Kirken ved dens åbenbarede navn, slog jeg det sted op, hvor Frelseren belærte nefitterne om Kirkens navn.¹ Da jeg læste Frelserens ord, slog det mig, hvordan han også sagde til folket: »I må påtage jer Kristi navn«.² Det fik mig til at se på mig selv og spørge: »Påtager jeg mig Frelserens navn, sådan som han ville ønske, at jeg gør?«³ I dag vil jeg gerne viderebringe nogle af de indtryk, jeg fik som svar på mit spørgsmål.

For det første: At påtage os Kristi navn betyder, at vi stræber trofast efter at se, som Gud ser.⁴ Hvordan ser Gud? Joseph Smith sagde: »Mens en del af menneskeheden dømmer og fordømmer en anden uden nåde og barmhjertighed, så ser universets store Alfader på hele den menneskelige familie med faderlig omsorg og opmærksomhed«, for »hans kærlighed [er] uudgrundelig«.⁵

For et par år siden gik min storesøster bort. Hun havde et udfordrende liv. Hun havde problemer med evangeliet og var aldrig rigtig aktiv. Hendes mand forlod hende og deres fire små børn, som hun måtte opdrage alene. Den aften, hun gik bort, gav jeg hende i et værelse, hvor hendes børn var til stede, en velsignelse, så hun kunne vende fredfyldt hjem. I det øjeblik indså jeg, at jeg alt for ofte havde anskuet min søsters liv ud fra hendes prøvelser og inaktivitet. Da jeg lagde hænderne på hendes hoved den aften, fik jeg en alvorlig irettesættelse af Ånden. Jeg blev gjort ekstremt opmærksom på hendes godhed og fik lov at se hende, som Gud så hende, ikke som en, der kæmpede med evangeliet og livet, men som en, der måtte håndtere nogle vanskelige problemer, som jeg ikke havde. Jeg så hende som en storslået mor, der trods store hindringer havde opdraget fire dejlige, fantastiske børn. Jeg så hende som den ven til vores mor, der tog sig tid til at tage sig af og være sammen med hende, da vores far gik bort.

I løbet af denne sidste aften med min søster tror jeg, at Gud spurgte mig: »Kan du ikke se, at alle omkring dig er et helligt væsen?«

Brigham Young sagde:

»Jeg ønsker indtrængende at bede de hellige … om at se mænd og kvinder, som de er, og ikke se dem, som I er.«⁶

»Man hører ofte: ›Denne person har gjort noget forkert og kan ikke være en hellig‹ … Vi hører nogle bande og lyve … eller bryde sabbatten … Døm ikke sådanne personer, for I kender ikke Herrens plan med dem … bær [i stedet] over med dem.«⁷

Kan nogen af jer forestille jer, at vor Frelser lader jer og jeres byrder gå ham ubemærket hen? Frelseren så på samaritaneren, ægteskabsbryderen, skatteopkræveren, den spedalske, den psykisk syge og synderen med samme øjne. Alle var børn af hans Fader. Alle kunne blive forløst.

Kan I forestille jer ham vende ryggen til en med tvivl om sin plads i Guds rige eller til dem, der er plaget på nogen måde?⁸ Det kan jeg ikke. I Kristi øjne er alle sjæle af uendelig værdi. Ingen er sat i verden for at mislykkes. Evigt liv er muligt for alle.⁹

Af Åndens irettesættelse ved min søsters seng lærte jeg noget meget vigtigt: Når vi ser, som han ser, får vi dobbelt udbytte: Forløsning af dem, vi påvirker, og forløsning af os selv.

For det andet: For at påtage os Kristi navn skal vi ikke kun se, som Gud ser, men vi må udføre hans værk og tjene, som han tjente. Vi efterlever de to store bud, underkaster os Guds vilje, indsamler Israel og lader vores lys »skinne for mennesker«.¹⁰ Vi modtager og efterlever pagterne og ordinancerne i hans genoprettede kirke.¹¹ Når vi gør det, skænker Gud os kraft til at velsigne os selv, vores familie og andre.¹² Spørg jer selv: »Kender jeg nogen, der ikke har brug for himlens kraft i deres tilværelse?«

Gud vil udvirke mirakler blandt os, efterhånden som vi helliggør os selv.¹³ Vi helliggør os ved at rense vores hjerte.¹⁴ Vi renser vores hjerte, når vi hører ham,¹⁵ omvender os fra vores synder,¹⁶ bliver omvendt¹⁷ og elsker, som han elsker.¹⁸ Frelseren spurgte os: »Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente?«¹⁹

Jeg hørte for nylig om en oplevelse i ældste James E. Talmages liv, der fik mig til at stoppe op og overveje, hvordan jeg elsker og tjener mennesker omkring mig. Som ung underviser på universitetet, før ældste Talmage blev apostel, da den dødelige difteri-epidemi i 1892 var på sit højeste, opdagede han en familie med fremmede, som ikke var medlemmer af Kirken, der boede tæt på ham og var ramt af sygdommen. Der var ingen, der ønskede at bringe sig selv i fare ved at gå ind i det sygdomsramte hjem. Men ældste Talmage begav sig straks mod hjemmet. Han fandt fire børn: en to et halvt-årig død på sengen, en femårig og en tiårig i stor smerte og en afkræftet trettenårig. Forældrene led under sorg og udmattelse.

Ældste Talmage påklædte den døde og de levende, fejede værelserne, bar det snavsede tøj ud og brændte de beskidte sygdomsmærkede pjalter. Han arbejdede hele dagen og vendte derpå tilbage næste morgen. Den tiårige døde i løbet af natten. Han løftede og holdt den femårige. Hun hostede blodigt slim op ud over hele hans ansigt og alt hans tøj. Han skrev: »Jeg kunne ikke lægge hende fra mig,« og han holdt hende, indtil hun døde i hans arme. Han hjalp til med at begrave alle tre børn og sørgede for mad og rent tøj til den sørgende familie. Da bror Talmage kom hjem, skilte han sig af med sit tøj, badede sig i en zinkopløsning, isolerede sig fra familien og fik et let anfald af sygdommen.²⁰

Der er mange liv på spil omkring os. Hellige påtager sig Frelserens navn ved at helliggøre sig og yde omsorg for alle, uanset hvor eller hvem de er – vi redder menneskeliv, når vi gør det.²¹

Til sidst: Jeg tror, at vi for at påtage os hans navn må stole på ham. Ved et møde, jeg overværede en søndag, spurgte en ung pige om noget i denne retning: »Min kæreste og jeg slog for nylig op med hinanden, og han valgte at forlade Kirken. Han fortæller mig, at han aldrig har været lykkeligere. Hvordan kan det være?«

Frelseren besvarede dette spørgsmål, da han til nefitterne sagde: »Men hvis [jeres liv] ikke er bygget på mit evangelium og er bygget på menneskers gerninger eller på Djævelens gerninger, sandelig siger jeg jer, [at de får] glæde af deres gerninger i en tid, og snart efter kommer enden.«²² Der er ganske enkelt ingen varig glæde uden Jesu Kristi evangelium.

Men ved det møde tænkte jeg på de mange gode mennesker, jeg kender, som står med store byrder og befalinger, der i bedste fald er skræmmende for dem. Jeg spurgte mig selv: »Hvad ville Frelseren ellers sige til dem?²³ Jeg tror, han ville spørge: »Stoler du på mig?«²⁴ Til kvinden med blødninger sagde han: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred.«²⁵

Et af mine yndlingsskriftsteder er Johannes 4:4, hvor der står: »Han måtte tage vejen igennem Samaria.«

Hvorfor elsker jeg det skriftsted? Fordi Jesus ikke måtte eller var nødt til at tage til Samaria. Jøderne på hans tid foragtede samaritanerne og rejste uden om Samaria. Men Jesus valgte at tage dertil for første gang for at bekendtgøre for hele verden, at han var den lovede Messias. Til dette budskab valgte han ikke blot en udstødt gruppe, men også en kvinde, og ikke kun en kvinde, men en kvinde der levede i synd, en som på den tid blev betragtet som den ringeste af de ringe. Jeg tror, at Jesus gjorde det, så vi alle for altid må forstå, at hans kærlighed er større end vores frygt, vores sår, vores afhængighed, vores tvivl, vores fristelser, vores synder, vores splittede familie, vores depression og bekymringer, vores kroniske sygdomme, vores fattigdom, vores misbrug, vores fortvivlelse og vores ensomhed.²⁶ Han ønsker, at vi alle ved, at der ikke er noget eller nogen, han ikke er i stand til at helbrede og give vedvarende glæde.²⁷

Hans nåde er tilstrækkelig.²⁸ Han alene steg ned under alt. Kraften i hans forsoning er kraften til at overvinde enhver byrde i vores liv.²⁹ Budskabet om kvinden ved brønden er, at han kender vores livssituation,³⁰ og at vi altid kan gå sammen med ham, uanset hvor vi befinder os. Til hende og til hver eneste af os siger han: »Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste [for det] skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«³¹

Hvorfor skulle I på nogen af livets rejser nogensinde vende jer væk fra den eneste Frelser, der har magt til at helbrede og udfri jer? Uanset hvilken pris I må betale for at stole på ham, er det umagen værd. Mine brødre og søstre, lad os vælge at øge vores tro på vor himmelske Fader og vor Frelser, Jesus Kristus.

Fra min sjæls inderste bærer jeg vidnesbyrd om, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er Frelseren kirke, ledt af Kristus gennem en sand profet. Det er min bøn, at vi trofast påtager os Jesu Kristi navn ved at se, som han ser, ved at tjene, som han tjente, og ved at stole på, at hans nåde er tilstrækkelig til at føre os hjem og give os vedvarende glæde. I Jesu Kristi navn. Amen.