Hvorfor ægteskab, hvorfor familie

Ældste D. Todd Christofferson

De Tolv Apostles Kvorum

En familie, der er bygget på et ægteskab mellem en mand og en kvinde, giver de bedste rammer for, at Guds plan kan blomstre.

Over den store vestvendte dør i det berømte Westminster Abbey i London i England står der 10 statuer af kristne martyrer fra det 20. århundrede. Blandt dem står Dietrich Bonhoeffer, en højt begavet tysk teolog, der blev født i 1906. Bonhoeffer var en frimodig kritiker af det nazistiske diktatur og dets behandling af jøder og andre. Han blev fængslet på grund af sin aktive modstand og blev til sidst henrettet i en koncentrationslejr. Bonhoeffer var en produktiv forfatter, og nogle af hans mest kendte værker er breve, som medfølende vagter hjalp med at smugle ud af fængslet, og som senere blev udgivet som Modstand og hengivelse: Breve og optegnelser fra fængslet.

Et af disse breve var til hans niece før hendes bryllup. I det stod denne vigtige indsigt: »Ægteskabet er mere end jeres kærlighed til hinanden … I jeres kærlighed ser I kun jer to i verden, men i et ægteskab er I et led i kæden af generationer, som Gud lader komme og lader drage bort til sin herlighed, og som han kalder ind i sit rige. I jeres kærlighed ser I kun jeres egen lykke, men i et ægteskab har I et ansvar over for verden og menneskeheden. Jeres kærlighed er jeres egen, privat, men et ægteskab er mere end noget privat – det er en status, et embede. På samme måde, som det er kronen og ikke bare viljen til at regere, der skaber en konge, er det ægteskabet og ikke bare jeres kærlighed til hinanden, der binder jer sammen i Guds og menneskets øjne … Så kærligheden kommer fra jer, men ægteskabet kommer fra oven, fra Gud.«

Hvordan overgår ægteskabet mellem en mand og en kvinde deres kærlighed til hinanden og deres egen lykke til at blive »et ansvar [de har] over for verden og menneskeheden«? På hvilken måde kommer det »fra oven, fra Gud«? For at forstå det skal vi tilbage til begyndelsen.

Profeterne har åbenbaret, at vi først eksisterede som intelligenser, og at vi fik form eller åndelige legemer af Gud og derved blev hans åndelige børn – sønner og døtre af himmelske forældre. Der kom et tidspunkt i denne førjordiske tilværelse som ånder, hvor vor himmelske Fader for at fremme sit ønske om, at vi »kunne få lov til at bevæge [os] fremad som han selv«, forberedte en plan, hvorigennem det kunne lade sig gøre. I skrifterne kaldes den ved forskellige navne, deriblandt »frelsesplanen«, »den store plan for lykke« og en »forløsningsplan«. De to vigtigste formål med planen bliver forklaret for Abraham med disse ord:

»Og imellem dem stod der én, som var Gud lig, og han sagde til dem, der var sammen med ham: Vi vil stige ned, for der er rum der, og vi vil tage af disse materialer, og vi vil danne en jord, hvorpå disse kan bo.

Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren deres Gud vil befale dem;

og de, der består deres første prøvestand, skal gives mere … og de, der består deres anden prøvestand, skal få tildelt herlighed på deres hoved for evigt og altid.«

Takket være vor himmelske Fader var vi allerede blevet åndelige væsener. Nu tilbød han os en måde at fuldende eller fuldkommengøre dette væsen. Tilføjelsen af dette fysiske element er afgørende for fylden af at blive som og få den herlighed, som Gud selv nyder. Hvis vi, mens vi var sammen med Gud i den førjordiske tilværelse, ville indvillige i at tage del i hans plan – eller sagt med andre ord »bestå vores første prøvestand« – ville vi få »tildelt« et fysisk legeme, når vi kom ned for at bo på den jord, som han havde skabt til os.

Hvis vi så i løbet af vores jordiske liv vælger at »gøre alt, hvad Herren [vor] Gud vil befale [os]«, har vi bestået vores »anden prøvestand«. Det betyder, at vi gennem vore valg viser Gud (og os selv) vores forpligtelse og evne til at efterleve hans celestiale lov, når vi ikke er i hans nærhed og befinder os i et fysisk legeme med alle dets kræfter, lyster og lidenskaber. Kunne vi tøjle kødet, så det blev et redskab, frem for at det styrede ånden? Kunne vi for både tid og al evighed blive betroet med guddommelige kræfter, deriblandt kraften til at skabe liv? Kunne vi hver især overvinde det onde? De, der kunne det, ville »få tildelt herlighed på deres hoved for evigt og altid« – et meget betegnende aspekt af denne herlighed er et opstandet, udødeligt og herliggjort fysisk legeme. Det er intet under, at vi »råbte af fryd« over disse storslåede muligheder og løfter.

Mindst fire ting er nødvendige for, at denne guddommelige plan kan lykkes:

Den første var skabelsen af jorden som vores bolig. Hvordan end detaljerne i skabelsen var, så ved vi, at det ikke var tilfældigt, men at den blev ledet af Gud Faderen og sat i værk af Jesus Kristus – »Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.«

Den anden er jordelivets omstændigheder. Adam og Eva handlede for alle dem, der havde valgt at tage del i Faderens store plan for lykke. Deres fald skabte de omstændigheder, der var nødvendige for, at vi kunne blive født fysisk, få erfaringer i livet her på jorden og lære, mens vi var væk fra Guds nærhed. Med faldet kom en bevidsthed om godt og ondt og den gudgivne magt til at vælge. Faldet medførte også den fysiske død, der er nødvendig for at gøre vores liv på jorden midlertidigt, så at vi ikke lever for evigt i vore synder.

Den tredje er forløsningen fra faldet. Vi ser dødens rolle i vor himmelske Faders plan, men den plan ville være ugyldig uden en måde, hvorpå man til sidst kunne overvinde døden, både fysisk og åndeligt. Derfor så led og døde en Forløser, Guds enbårne Søn, Jesus Kristus, for at sone for Adam og Evas overtrædelser, hvorved opstandelse og udødelighed blev tilvejebragt for alle. Og siden ingen af os har været fuldstændigt og konsekvent lydige mod evangeliets lov, forløser hans forsoning os også fra vore egne synder på betingelse af omvendelse. Når Frelserens forløsende nåde giver tilgivelse for synder og helliggørelse af sjælen, kan vi blive åndeligt født på ny og forenet med Gud. Vores åndelige død – vores adskillelse fra Gud – slutter.

Den fjerde og sidste er omgivelserne for vores fysiske fødsel og den følgende åndelige genfødsel ind i Guds rige. Gud har, for at hans værk med at »[ophøje os] med ham selv« kan lykkes, forordnet det således, at mænd og kvinder bør gifte sig og få børn, hvorved de sammen med Gud skaber et fysisk legeme, der er nøglen til jordelivets prøve og nødvendig for den evige herlighed sammen med ham. Han har også forordnet, at forældre skal skabe en familie og opdrage deres børn i lys og sandhed, hvilket fører dem til et håb i Kristus. Faderen har befalet os:

»[Lær frit] dine børn dette og [sig]:

… eftersom I er blevet født til verden ved vand og blod og den ånd, som jeg har dannet, og således af støvet er blevet en levende sjæl, således må I fødes på ny ind i Himmeriget ved vand og ved Ånden og blive renset ved blod, nemlig ved min Enbårnes blod, så I kan blive helliggjort fra al synd og nyde det evige livs ord i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden, ja, udødelig herlighed.«

Når vi ved, hvorfor vi forlod vor himmelske Faders nærhed, og hvad der kræves for at vende tilbage og blive ophøjet sammen med ham, bliver det meget tydeligt, at intet i relation til vores tid på jorden kan være vigtigere end den fysiske fødsel og den åndelige genfødsel, de to forudsætninger for evigt liv. Det er, for at bruge Dietrich Bonhoeffers udtryk, ægteskabets »embede«, det »ansvar over for … menneskeheden«, som den guddommelige institution »fra oven, fra Gud« besidder. Det er »et led i kæden af generationer« både nu og herefter – himmelens orden.

En familie, der er bygget på et ægteskab mellem en mand og en kvinde, giver de bedste rammer for, at Guds plan kan blomstre – rammerne for fødslen af de børn, der kommer rene og uskyldige fra Gud, og de nødvendige omgivelser for læring og forberedelse, for at de kan få et vellykket jordisk liv og evigt liv i den næste verden. Samfundet har brug for en vis mængde af sådanne ægteskaber for at kunne overleve og have fremgang. Det er derfor, at samfund og nationer sædvanligvis har opfordret til og beskyttet ægteskabet og familien som en begunstiget institution. Det har aldrig kun handlet om de voksnes kærlighed og lykke.

Den samfundsvidenskabelige definition af ægteskabet og familien, der bliver ledt af en mand og kvinde, der er gift, er fascinerende. Derfor »advarer [vi] om, at familiens opløsning vil påføre enkeltpersoner, lokalsamfund og nationer de ulykker, som er forudsagt af fordums og nutidige profeter.« Men vore fordringer for ægteskabets og familiens rolle hviler ikke på samfundsvidenskab, men på sandheden om, at det er Guds skaberværk. Det er ham, der i begyndelsen skabte Adam og Eva i sit billede, mand og kvinde, og forenede dem som ægtemand og hustru til at blive »ét kød« og til at være frugtbare og mangfoldiggøre sig. Hvert menneske har det guddommelige billede i sig, men det er i den ægteskabelige forening mellem en mand og en kvinde, der bliver ét, at vi opnår den måske mest fuldkomne betydning af, at vi er skabt i Guds billede – mand og kvinde. Hverken vi eller andre dødelige kan ændre ægteskabets guddommelige orden. Det er ikke en menneskelig indgriben. Et sådant ægteskab kommer i sandhed »fra oven, fra Gud« og er en lige så stor del af planen for lykke som faldet og forsoningen.

I den førjordiske verden gjorde Lucifer oprør mod Gud og hans plan, og denne modstand vokser blot i styrke. Han kæmper for at modvirke ægteskabet og dannelsen af familier, og der, hvor der findes ægteskaber og familier, gør han, hvad han kan for at ødelægge dem. Han angriber alt, hvad der er helligt ved den menneskelige seksualitet, og river den ud af den ægteskabelige sammenhæng med en tilsyneladende uendelig samling af umoralske tanker og handlinger. Han forsøger at overbevise mænd og kvinder om, at prioritering af ægteskab og familie kan ignoreres eller droppes, eller i det mindste være lavere prioriteret end karriere, andre bedrifter og en søgen efter selvtilfredsstillelse og personlig frihed. Modstanderen er helt sikkert tilfreds, når forældre forsømmer at undervise og lære deres børn at have tro på Kristus og åndeligt blive født på ny. Brødre og søstre, mange ting er gode, mange ting er vigtige, men kun nogle få er absolut nødvendige.

At erklære de grundlæggende sandheder vedrørende ægteskab og familie betyder ikke, at vi ignorerer eller overser de ofre og succeser hos dem, hvor idealet ikke er en nuværende realitet. Nogle af jer har ikke haft mulighed for at opnå velsignelserne ved et ægteskab af årsager, der indbefatter en mangel på mulige emner, tiltrækning af samme køn, fysiske eller psykiske lidelser eller blot en frygt for fiasko, som i det mindste i dette øjeblik overskygger troen. Eller I har været gift, men ægteskabet holdt ikke, og I er blevet overladt til selv at klare det, som to mennesker knap nok kan klare sammen. Nogle af jer, der er gift, kan ikke få børn på trods af et stort ønske og tryglende bønner.

På trods af det har vi alle gaver; alle har talenter; alle kan bidrage til udfoldelsen af den guddommelige plan i hver generation. Meget af det, der er godt, meget af det, der er essentielt – endda nogen gange alt, som er nødvendigt lige nu – kan opnås under omstændigheder, der ikke er ideelle. Mange af jer gør jeres allerbedste. Og når I, der bærer jordelivets tungeste byrder, står frem for at forsvare Guds plan for at ophøje sine børn, er vi alle parate til at marchere frem. Tillidsfuldt vidner vi om, at Jesu Kristi forsoning har forudset og i sidste ende vil kompensere for ethvert afsavn og tab hos dem, der vender sig mod ham. Ingen er forudbestemt til at modtage mindre end alt det, som Faderen har til sine børn.

En ung mor betroede sig for nylig til mig om sin bekymring over at være utilstrækkelig i denne den største af alle kaldelser. Jeg følte, at de problemer, der bekymrede hende, var små, og at hun ikke behøvede at bekymre sig; hun gjorde det godt. Men jeg vidste, at hun kun ønskede at behage Gud og ære hans tillid til hende. Jeg trøstede hende og i mit hjerte bønfaldt jeg Gud, hendes himmelske Fader, om, at han ville styrke hende med sin kærlighed og vidne for hende om sin billigelse, når hun udfører hans værk.

Det er min bøn for os alle i dag. Må vi hver især opnå hans anerkendelse. Må ægteskabet blomstre og familierne have fremgang, og hvad enten vores lod er en fylde af disse velsignelser i jordelivet eller ej, må Herrens nåde så bringe os glæde nu og tro på de lovede velsignelser, der vil komme. I Jesu Kristi navn. Amen.