Vent på den fortabte
Må I og jeg modtage åbenbaring, så vi kan vide, hvordan vi bedst henvender os til dem i vores omgangskreds, som er kommet på afveje.
Frelseren Jesus Kristus tilbragte sin jordiske mission med at undervise i sin helbredende og forløsende kraft. På et tidspunkt i Lukas kapitel 15 i Det Nye Testamente blev han faktisk kritiseret for at spise og være sammen med syndere (se Luk 15:2). Frelseren brugte denne kritik som en mulighed for at lære os alle, hvordan man skal opføre sig over for dem, som er faret vild.
Han svarede sine kritikere ved at stille dem to vigtige spørgsmål:
»Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de ni og halvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?« (Luk 15:4).
»Hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den?« (Luk 15:8).
Frelseren fortæller derpå lignelsen om den fortabte søn. Denne lignelse handler ikke om 100 får eller om 10 drakmer; den handler om en dyrebar søn, der er kommet på afveje. Hvad lærer Frelseren os gennem denne lignelse om, hvordan vi skal opføre os, når et medlem af familien kommer på afveje?
Den fortabte søn siger til sin far, at han gerne vil have sin arv nu. Han ønsker at forlade hjemmets tryghed og sin familie for at søge efter verdslige fornøjelser (se Luk 15:12-13). Læg mærke til, at faderen i Frelserens lignelse reagerer kærligt ved at give sønnen sin arv. Faderen må bestemt have gjort alt, han kunne for at overbevise sønnen om at blive. Men da den voksne søn havde truffet sit valg, lader den kloge far ham tage afsted. Faderen viser derpå oprigtig kærlighed, og han våger, og han venter (se Luk 15:20).
Vi havde en lignende oplevelse i min familie. Mine to vidunderlige brødre, min vidunderlige søster og jeg blev opdraget af vore enestående forældre. Vi blev undervist i evangeliet i vores hjem, vi blev voksne, og vi blev alle fire beseglet i templet til hver vores ægtefælle. Men i 1994 blev vores søster, Susan, desillusioneret med hensyn til Kirken og nogle af dens lærdomme. Hun blev overbevist af dem, der hånede og kritiserede Kirkens første ledere. Hun tillod, at hendes tro på de levende profeter og apostle svandt ind. Med tiden overvandt hendes tvivl hendes tro, og hun valgte at forlade Kirken. Susan har givet mig tilladelse til, at jeg fortæller hendes historie med et håb om, at den kan hjælpe andre.
Mine brødre og jeg og vores mor, der var enke, var sønderknuste. Vi kunne ikke begribe, hvad der overhovedet havde fået hende til at forlade sin tro. Min søsters valg syntes at knuse min mors hjerte.
Mine brødre og jeg havde tjent som biskopper og kvorumspræsidenter, og vi havde oplevet glæden over medlemmer af menigheden og kvorummet, når vi med held havde forladt de 99 og var gået ud efter den ene. Men i vores ihærdige indsats for at redde vores søster og bringe hende tilbage, blev hun kun skubbet længere og længere væk.
Når vi søgte himmelsk hjælp til, hvordan vi kunne handle over for hende på en god måde, blev det tydeligt, at vi skulle følge det eksempel, som faderen i lignelsen om den fortabte søn viste. Susan havde truffet sit valg, og vi blev billedligt talt nødt til at lade hende gå – men ikke uden, at hun vidste og følte, at vi oprigtigt elskede hende. Og med fornyet kærlighed og mildhed vågede vi, og vi ventede.
Min mor holdt aldrig op med at elske eller bekymre sig om Susan. Hver gang min mor tog i templet, satte hun Susans navn på bønnelisten, og hun mistede aldrig håbet. Min storebror og hans hustru, der boede tættest på Susan i Californien, inviterede hende til alle begivenheder i familien. Hvert år på Susans fødselsdag lavede de middag hjemme hos sig. De sørgede altid for at holde forbindelsen med hende, og for at hun vidste, at de oprigtigt elskede hende.
Min lillebror og hans hustru havde forbindelse til Susans børn i Utah og tog sig af dem og elskede dem. De sørgede for, at hendes børn altid blev inviteret til familiesammenkomster, og da Susans barnebarn skulle døbes, kom min bror for at udføre ordinancen. Susan havde også kærlige hjemmelærere og besøgslærere, der aldrig gav op.
Når vore børn tog på mission og blev gift, blev Susan inviteret med til og deltog i disse familiefester. Vi prøvede flittigt på at skabe familiesammenkomster, så Susan og hendes børn kunne være sammen med os, og så de vidste, at vi elskede dem, og at de var en del af vores familie. Da Susan færdiggjorde en højere uddannelse ved et universitet i Californien, støttede vi hende alle sammen ved hendes dimission. Selvom vi ikke kunne støtte alle hendes valg, så kunne vi godt støtte hende. Vi elskede, vi vågede, og vi ventede.
I 2006, da der var gået 12 år, siden Susan havde forladt Kirken, flyttede vores datter Katy sammen med sin mand til Californien, så han kunne læse jura. De boede i samme by som Susan. Dette unge par henvendte sig til faster Susan for at få hjælp og støtte, og de elskede hende. Susan hjalp dem med at tage sig af vores toårige barnebarn, Lucy, og Susan hjalp Lucy med hendes aftenbøn. Katy ringede på et tidspunkt til mig og spurgte, om jeg troede, at Susan nogensinde ville komme tilbage til Kirken. Jeg forsikrede hende om, at det følte jeg, at hun ville, og at vi fortsat skulle være tålmodige. Der gik endnu tre år med fortsat kærlighed, hvor vi vågede, og vi ventede.
Denne weekend for seks år siden sad min hustru Marcia og jeg på forreste række i Konferencecentret. Den dag skulle jeg opretholdes som ny generalautoritet. Marcia, der altid er tæt på Ånden, havde skrevet en seddel til mig, hvor der stod: »Jeg tror, det er tid til, at Susan kommer tilbage.« Min datter Katy foreslog, at jeg gik udenfor og ringede til Susan og opfordrede hende til at se generalkonferencen den dag.
Tilskyndet af disse to fortræffelige kvinder gik jeg ud i forhallen og ringede til min søster. Jeg fik fat i hendes telefonsvarer og opfordrede hende ganske enkelt til at se det møde af generalkonferencen. Hun modtog beskeden. Til vores glæde følte hun sig tilskyndet til at se alle konferencens møder. Hun hørte fra profeter og apostle, som hun havde elsket år tidligere. Hun hørte nye navne, som hun ikke havde hørt før, så som præsident Uchtdorf og ældsterne Bednar, Cook, Christofferson og Andersen. Med denne og andre særlige oplevelser, som blev sendt fra himlen, ændrede min søster sind, ligesom den fortabte søn (se Luk 15:17). Profeternes og apostlenes ord og hendes families kærlighed rørte hende, og hun vendte om og begyndte at gå hjemad. Efter 15 år var denne datter og søster, der havde været væk, blevet fundet igen. Våge- og ventetiden var overstået.
Susan beskriver denne oplevelse, ligesom Lehi beskrev det i Mormons Bog. Hun slap jernstangen og befandt sig i en tåge af mørke (se 1 Ne 8:23). Hun siger, at hun ikke vidste, at hun var kommet på afveje, indtil hendes tro blev vækket igen af Kristi lys, der meget tydeligt fremhævede den skarpe kontrast mellem det, som hun oplevede i verden, og det, som Herren og hendes familie tilbød.
Der er sket et mirakel i de sidste seks år. Susan har fået et fornyet vidnesbyrd om Mormons Bog. Hun har modtaget sin tempelanbefaling. Hun har tjent som tempeltjener i templet, og lige nu underviser hun i seniorklassen i sin menighed. Himlens vinduer har åbnet sig for hendes børn og hendes børnebørn, og selvom der har været svære konsekvenser, føles det som om, at hun aldrig har været væk.
Nogle af jer har, ligesom familien Nielson, familiemedlemmer, der midlertidigt er kommet på afveje. Frelserens belæring til alle, der har 100 får, er at forlade de 99 og gå ud og redde det ene. Hans belæring til dem, der har 10 drakmer og mister en, er at søge, indtil de finder den. Selvom den, der er kommet på afveje, er jeres søn eller jeres datter, jeres bror eller jeres søster, og han eller hun har valgt at gå, så lærte vi i vores familie, at alt, hvad vi kan gøre, er at elske den person af hele vores hjerte, og våge, bede og vente på, at Herrens hånd bliver åbenbaret.
Den vigtigste lektie, som Herren har lært mig i denne proces, er nok den, jeg fik, da vores familie studerede sammen i skrifterne, efter at min søster havde forladt Kirken. Vores søn David læste, mens vi sammen studerede Lukas 15. Da han læste lignelsen om den fortabte søn, hørte jeg den på en anden måde den dag, end jeg nogensinde før havde hørt den. Af en eller anden grund havde jeg altid kunnet forholde mig til sønnen, der blev derhjemme. Da David læste denne morgen, indså jeg, at jeg på nogle måder var den fortabte søn. Vi har alle mistet herligheden fra Faderen (se Rom 3:23). Vi har alle brug for Frelserens forsoning til at helbrede os. Vi er alle kommet på afveje og har brug for at blive fundet. Den åbenbaring den dag hjalp mig til at vide, at både min søster og jeg havde brug for Frelserens kærlighed og hans forsoning. Susan og jeg var faktisk på den samme sti tilbage.
Frelserens ord i lignelsen, da han beskriver faderens hilsen til den fortabte søn, er meget stærke, og jeg tror, at de beskriver den oplevelse, som I og jeg vil få med Faderen, når vi vender tilbage til vores himmelske hjem. De lærer os om en fader, der elsker, venter og våger. Dette er Frelserens ord: »Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham« (Luk 15:20).
Må I og jeg modtage åbenbaring, så vi kan vide, hvordan vi bedst henvender os til dem i vores omgangskreds, som er kommet på afveje, og når det er nødvendigt have den samme kærlighed, som vor Fader i himlen og hans Søn, Jesus Kristus, når vi elsker, våger og venter på den fortabte. I Jesu Kristi navn. Amen.