Evangeliets musik

Ældste Wilford W. Andersen

De Halvfjerds

Evangeliets musik er den frydefulde, åndelige følelse, som stammer fra Helligånden. Den medfører en forandring i hjertet.

For mange år siden lyttede jeg til et interview i radioen med en ung læge, der arbejdede på et hospital i navajoernes land. Han fortalte om en oplevelse, han havde en aften, hvor en gammel indiansk mand med langt flettet hår kom ind på skadestuen. Den unge læge tog sin skriveplade, gik hen til manden og sagde: »Hvad kan jeg hjælpe dig med?« Den gamle mand kiggede lige frem og sagde intet. Lægen blev lidt utålmodig og prøvede igen. »Jeg kan ikke hjælpe dig, hvis du ikke siger noget,« sagde han. »Fortæl mig, hvorfor du er kommet her til hospitalet.«

Den gamle mand så derefter på ham og sagde: »Kan du danse?« Mens den unge læge undrede sig over det mærkelige spørgsmål, kom han til at tænke på, at hans patient måske var en medicinmand, som ifølge gamle stammetraditioner prøvede at helbrede de syge ved at synge og danse frem for at ordinere medicin.

»Nej,« sagde lægen, »jeg kan ikke danse. Kan du danse?« Den gamle mand nikkede. Så spurgte lægen: »Kan du lære mig at danse?«

Den gamle mands svar har i årenes løb skabt mange spekulationer hos mig. »Jeg kan godt lære dig at danse,« sagde han, »men du er nødt til at høre musikken.«

Nogle gange underviser vi godt i dansetrinene i vores hjem, men det lykkes os ikke så godt at hjælpe vores familie med at høre musikken. Og som den gamle medicinmand udmærket vidste, er det svært at danse uden musik. At danse uden musik føles akavet og mangelfuldt – endda flovt. Har I nogensinde prøvet det?

I afsnit 8 i Lære og Pagter forklarede Herren Joseph Smith og Oliver Cowdery: »Ja, se, jeg vil tale til dig i dit sind og i dit hjerte ved Helligånden, som skal komme over dig, og som skal bo i dit hjerte« (vers 2). Vi lærer dansetrinene med vores hjerne, men vi hører musikken med vores hjerte. Evangeliets dansetrin er de ting, vi gør; evangeliets musik er den frydefulde, åndelige følelse, som stammer fra Helligånden. Den medfører en forandring i hjertet og er kilden til alle retfærdige ønsker. Dansetrinene alene kræver disciplin, men glæden ved dansen opleves først, når vi lærer at høre musikken.

Der er nogle, der latterliggør Kirkens medlemmer for det, vi gør. Det er forståeligt. De, der danser, virker ofte mærkelige eller akavede eller ejendommelige (se 1 Peter 2:9, »peculiar« på engelsk) for dem, der ikke kan høre musikken. Har I nogensinde holdt stille for rødt ved siden af en bil, hvor føreren danser og skråler for fuld hals – men I kunne ikke høre en lyd, for jeres vinduer var lukket? Så han ikke lidt ejendommelig ud? Hvis jeres børn lærer dansetrinene uden at lære at høre og mærke evangeliets smukke musik, bliver de med tiden ubehageligt til mode ved at danse og holder enten op med at danse eller, hvad der er næsten lige så slemt, bliver kun ved med at danse på grund af det pres, de føler fra andre, der danser rundt om dem.

Udfordringen for alle os, der søger at undervise i evangeliet, er at få undervisningsmaterialet op på et højere plan end blot dansetrinene. Vore børns lykke afhænger af deres evne til at høre og elske evangeliets smukke musik. Hvordan gør vi det?

For det første må vi sørge for, at vi har indstillet os selv på den rette åndelige frekvens. I gamle dage, før den digitale tidsalder, fandt vi vores yndlingsradiostation ved omhyggeligt at dreje på skalaen, indtil den stod fuldstændig perfekt på stationens frekvens. Når vi nærmede os stationen, kunne vi kun høre atmosfæriske forstyrrelser. Når vi til sidst fandt den præcise frekvens, kunne vi tydeligt høre vores yndlingsmusik. I vores liv må vi stille ind på den rigtige frekvens for at kunne høre Åndens musik.

Når vi modtager Helligåndsgaven efter dåben, fyldes vi med den himmelske musik, der følger omvendelse. Vores hjerte forandres, »så vi ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt« (Mosi 5:2). Men Ånden tåler ikke uvenlighed, stolthed eller misundelse. Hvis vi mister denne fintfølende påvirkning i vores liv, kan evangeliets righoldige harmonier hurtigt blive disharmoniske og kan i sidste instans blive bragt til tavshed. Alma stillede dette rammende spørgsmål: »Hvis I har følt lyst til at synge sangen om den forløsende kærlighed, vil jeg spørge, om I også føler således nu?« (Alma 5:26).

Forældre, hvis vores liv ikke er i harmoni med evangeliets musik, er vi nødt til at komme i harmoni med den. Som præsident Thomas S. Monson forklarede os i oktober, må vi give agt på den vej, vi går (se »Giv agt på den vej, du går«, Liahona, nov. 2014, s. 86-88). Vi ved, hvordan vi skal gøre det. Vi må gå på den samme vej, som vi gik på, da vi første gang hørte de himmelske strenge i evangeliets musik. Vi udøver tro på Kristus, omvender os og tager nadveren. Vi føler Helligåndens påvirkning stærkere, og evangeliets musik begynder atter at spille i vores liv.

For det andet må vi, når vi selv kan høre musikken, gøre vores bedste for at efterleve den i vores hjem. Det er ikke noget, der kan ske ved anvendelse af magt eller tvang. »Ingen magt eller indflydelse kan eller bør fastholdes i kraft af præstedømmet« – eller i egenskab af at være far eller mor eller den største eller den højest råbende – »uden at det sker ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed … ved uskrømtet kærlighed [og] ved venlighed« (L&P 121:41-42).

Hvorfor fører disse egenskaber til større kraft og påvirkning i et hjem? Fordi det er de egenskaber, der indbyder Helligånden. Det er de egenskaber, der får vores hjerte i harmoni med evangeliets musik. Når de er til stede, udføres dansetrinene mere naturligt og med større glæde af alle familiens dansere uden behov for trusler, skræmmeteknikker eller tvang.

Når vore børn er små, kan vi synge godnatsang for dem om uskrømtet kærlighed, og når de er genstridige og nægter at sove om aftenen, har vi måske brug for at synge godnatsangen om langmodighed. Når de er teenagere, kan vi lukke af for den disharmoniske larm af argumenter og trusler og i stedet spille overtalelsens smukke musik – og måske synge andet vers af godnatsangen om langmodighed. Forældre kan spille i fuldkommen harmoni med de sidestillede egenskaber mildhed og sagtmodighed. Vi kan opfordre vore børn til at synge unisont sammen med os, når vi viser venlighed over for en af vore næste, der har brug for hjælp.

Det kommer ikke alt sammen på en gang. Som enhver dygtig musikudøver ved, kræver det flid og øvelse at fremføre smuk musik. Hvis tidligere forsøg på at skabe musik er skurrende og disharmoniske, så husk, at kritik ikke kan rette op på mislyde. Mislyde i et hjem er ligesom mørke i et rum. Man opnår ikke noget særligt ved at skælde mørket ud. Vi må fortrænge mørket ved at introducere lyset.

Så hvis basserne i jeres familiekor er for højlydte og anmassende, eller hvis strygerne i jeres familieorkester er lidt for skingre eller lidt for gennemtrængende, eller hvis de fremfusende piccolofløjter er falske eller ude af kontrol, så vær tålmodige. Hvis I ikke hører evangeliets musik i jeres hjem, så husk disse seks ord: Bliv ved med at øve jer. Med Guds hjælp vil den dag komme, hvor evangeliets musik vil fylde jeres hjem med uudsigelig glæde.

Selv når musikken fremføres flot, vil den ikke løse alle vore problemer. Der vil stadig være crescendoer og decrescendoer i vores liv, stakkatoer og legatoer. Sådan er livets gang på jorden.

Men når vi tilføjer musik til dansetrinene, har ægteskabets og familielivets komplicerede rytmer sommetider en tilbøjelighed til at bevæge sig hen mod en harmonisk balance. Selv vore største udfordringer vil tilføje fyldige, vemodige toner og bevægende temaer. Præstedømmets lære vil begynde at falde på vores sjæl som dug fra himlen. Helligånden vil være vores stadige ledsager og vores scepter – en tydelig henvisning til kraft og indflydelse – vil være et uforanderligt scepter af retfærdighed og sandhed. Og vores rige vil være et evigtvarende rige. Og uden tvang vil det tilflyde os for evigt og altid (se L&P 121:45-46).

Må det være sådan hos jer alle og i hvert et hjem. Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.