Nådens gave
Præsident Dieter F. Uchtdorf
Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab
Guds nåde er tilgængelig i dag og for evigt for alle, hvis hjerte er sønderknust, og hvis ånd er angerfuld.
Påskesøndag fejrer vi den længst ventede og mest glorværdige begivenhed i verdenshistorien.
Det er den dag, der ændrede alt.
Den dag ændrede mit liv sig.
Jeres liv ændrede sig.
Alle Guds børns skæbne ændrede sig.
På denne velsignede dag brød menneskehedens Frelser syndens og dødens lænker, som han havde påtaget sig og som holdt os fanget, og satte os fri.
På grund af vor elskede Forløsers offer har døden ingen brod, graven har ingen sejr, Satan har ingen varig magt, og vi er »genfødt … til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.«
Apostlen Paulus havde i sandhed ret, da han sagde, at vi kan »[trøste] hinanden med disse ord«.
Guds nåde
Vi taler ofte om Frelserens forsoning – og med rette!
Med Jakobs ord: »Hvorfor ikke tale om Kristi forsoning og stræbe efter en fuldkommen kundskab om ham«? Men når »vi taler om Kristus … fryder os i Kristus … prædiker om Kristus [og] profeterer om Kristus« ved enhver lejlighed, må vi aldrig miste vores fornemmelse af ærefrygt og dyb taknemlig for Guds Søns evige offer.
Frelserens forsoning må ikke blive for hverdagsagtig i vores undervisning, i vore samtaler eller i vores hjerte. Den er ukrænkelig og hellig, for det var gennem dette »stor[e] og sidste offer«, at Jesus Kristus tilvejebragte »frelse til alle dem, der vil tro på hans navn«.
Jeg forundres, når jeg tænker på, at Guds Søn ville nedlade sig til at frelse os, ufuldkomne, urene, tilbøjelige til at begå fejltagelser og utaknemlige, som vi ofte er. Jeg har prøvet at forstå Frelserens forsoning med min begrænsede tankegang, og den eneste forklaring, jeg kan komme på, er denne: Gud elsker os med en dyb, fuldkommen og evigtvarende kærlighed. Jeg kan ikke engang begynde at fatte »bredden og længden og højden og dybden [af] Kristi kærlighed«.
Et stærkt udtryk for den kærlighed er det, som skriften ofte kalder Guds nåde – den guddommelige hjælp og styrke, hvorved vi udvikler os fra at være de ufuldkomne og begrænsede væsener, som vi er nu, til at være ophøjede væsener af »sandhed og lys, indtil [vi] bliver herliggjort ved sandheden og ved alt«.
Det er den mest vidunderlige ting, denne Guds nåde. Alligevel bliver den ofte misforstået. Men på trods af det, bør vi kende til Guds nåde, hvis vi gerne vil arve det, der er blevet beredt for os i hans evige rige.
Af den grund vil jeg gerne tale om nåde. Specielt om, hvordan nåde for det første låser himlens porte op og for det andet, hvordan det åbner himlens vinduer.
For det første: Nåde låser himlens porte op
Fordi vi »alle har syndet og mistet herligheden fra Gud,« og fordi der ikke kan »komme noget urent ind i Guds rige«, er vi alle uværdige til at vende tilbage til Guds nærhed.
Selvom vi tjente Gud af hele vores sjæl, så ville det ikke være nok, for vi ville stadig være »unyttige tjenere.« Vi kan ikke tjene os vores vej ind i himlen; retfærdighedens krav står som en barriere, som vi ikke er i stand til selv at overvinde.
Men alt er ikke tabt.
Guds nåde er vores store og evigtvarende håb.
Gennem Jesu Kristi sonoffer tilfredsstiller barmhjertighedens plan retfærdighedens krav »og tilvejebringer en måde for menneskene, hvorpå de kan have tro til omvendelse.«
Vore synder kan, selvom de er som skarlagen, blive hvide som sne. Fordi vor elskede Frelser »gav sig selv som løsesum for alle,« har vi fået en indgang til hans evige rige.
Porten er blevet låst op!
Men Guds nåde giver os ikke blot vores tidligere uskyldige tilstand tilbage. Hvis frelse blot var at slette vore fejltagelser og synder – hvor vidunderligt det end er – så opfylder det ikke Faderens store hensigter for os. Han stræber meget højere: Han ønsker, at hans sønner og døtre bliver ligesom ham.
Med Guds nådes gave fører disciplens sti ikke baglæns, den fører fremad.
Den fører til højder, som vi knap kan forestille os! Den fører til ophøjelse i vor himmelske Faders celestiale rige, hvor vi sammen med vore kære modtager »af hans fylde og af hans herlighed«. Alt er vores, og vi er Kristi. Alt det, Faderen har, skal i sandhed gives til os.
For at arve denne herlighed har vi brug for mere end en ulåst port; vi må gå gennem porten med et ønske i vores hjerte om at blive ændret – en ændring så omfattende, at den beskrives som at »fødes på ny, ja, fødes af Gud, forandres fra [vores] kødelige og faldne tilstand til en tilstand af retfærdighed, idet [vi] er forløst af Gud og bliver hans sønner og døtre«.
For det andet: Nåde åbner himlens vinduer
En anden del af Guds nåde er, at himlens vinduer bliver åbnet, hvorigennem Gud udøser velsignelser i form af kraft og styrke, hvilket gør os i stand til at opnå ting, som ellers ville være langt fra vores rækkevidde. Det er ved Guds forunderlige nåde, at hans børn kan overvinde bedragerens understrømme og kviksand, rejse sig over synd og »blive fuldkomne i Kristus«.
Selvom vi alle har svagheder, så kan vi overvinde dem. Det er i sandhed ved Guds nåde, at det svage kan blive stærkt, hvis vi ydmyger os og har tro.
Gennem vores liv bliver vi gennem Guds nåde skænket timelige velsignelser og åndelige gaver, der gør vore evner større og beriger vores liv. Hans nåde lutrer os. Hans nåde hjælper os til at blive det allerbedste, vi kan blive.
Hvem er egnet?
I Bibelen læser vi om Kristi besøg hos farisæeren Simon.
Udadtil virkede Simon til at være en god og retskaffen mand. Han gennemgik regelmæssigt sin tjekliste over de religiøse pligter: Han overholdt loven, betalte sin tiende, holdt sabbatten hellig, bad dagligt og tog i synagogen.
Men mens Jesus var sammen med Simon, nærmede en kvinde sig, vaskede Frelserens fødder med sine tårer og salvede hans fødder med kostbar olie.
Simon var ikke glad for denne udstilling af tilbedelse, for han vidste, at denne kvinde var en synder. Simon tænkte, at hvis Jesus ikke vidste det, så kunne han ikke være en profet, for så ville han ikke have ladet denne kvinde røre sig.
Jesus fornemmede Simons tanker og vendte sig mod ham og stillede et spørgsmål. »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds.
Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?«
Simon svarede, at det var ham, der fik eftergivet mest.
Så underviste Jesus i en vigtig lektion: »Ser du denne kvinde? … Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.«
Hvilke af disse to mennesker ligner vi mest?
Er vi ligesom Simon? Har vi det godt med vore egne gode gerninger og har tillid til vores egen retskaffenhed? Er vi måske lidt utålmodige med dem, der ikke lever op til vore standarder? Er vi på automatpilot, gør vi tingene uden at tænke over det, kommer til vore møder, gaber os gennem seniorklassen og tjekker måske vores mobiltelefon under nadvermødet?
Eller er vi ligesom denne kvinde, der troede, at hun var fuldstændigt og håbløst fortabt på grund af synd?
Elsker vi meget?
Forstår vi, hvor meget vi skylder vor himmelske Fader, og bønfalder vi af hele vores sjæl om Guds nåde?
Når vi knæler for at bede, er det så for at fremlægge vores retskaffenhed, eller er det for at tilstå vore fejl, bønfalde om Guds barmhjertighed og udgyde taknemlighedens tårer for forløsningens fantastiske plan?
Frelse kan ikke købes med lydighedens valuta; den erhverves gennem Guds Søns blod. Tanken om, at vi kan bytte vore gode gerninger for frelse er ligesom at købe en flybillet og så gå ud fra, at vi ejer flyselskabet. Eller at tro, at når vi har betalt husleje for vores hus, så ejer vi hele denne planet.
Hvorfor så adlyde?
Hvis nåde er en gave fra Gud, hvorfor er lydighed mod Guds bud da så vigtig? Hvorfor bruge tid på Guds bud – eller omvendelse for den sags skyld? Hvorfor ikke bare indrømme, at vi er syndere, og lade Gud frelse os?
Eller for at spørge ligesom Paulus: »Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større?« Paulus’ svar er enkelt og ligetil: »Aldeles ikke!«
Brødre og søstre, vi adlyder Guds bud, fordi vi elsker ham!
At prøve at forstå Guds nådes gave af hele vores hjerte og sind giver os endnu større grund til at elske og adlyde vor himmelske Fader med sagtmodighed og taknemlighed. Når vi går på disciplens sti, bliver vi lutret og forbedret, og det hjælper os til at blive mere som ham, og det fører os tilbage til hans nærhed. »Herren [vor Gud] den Almægtiges Ånd« forårsager sådan »en mægtig forandring i os … så vi ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt.«
Derfor kommer vores lydighed mod Guds bud som en naturlig følge af vores evindelige kærlighed til og taknemlighed for Guds godhed. Denne form for oprigtig kærlighed og taknemlighed vil på mirakuløs vis sammensmelte vore gerninger med Guds nåde. Dyd vil uophørligt pryde vore tanker, og vores selvtillid vil vokse sig stærk i Guds nærhed.
Kære brødre og søstre, trofast efterlevelse af evangeliet er ikke en byrde. Det er en frydefuld øvelse – en forberedelse til at arve evighedernes storslåede herlighed. Vi forsøger at adlyde vor himmelske Fader, fordi vores ånd kommer mere i harmoni med åndelige ting. Vi kan se ting, som vi ikke vidste eksisterede. Vi bliver oplyst og får en større forståelse, når vi gør Faderens vilje.
Nåde er en gave fra Gud, og vores ønske om at være lydige mod ethvert af Guds bud er den måde, hvorpå vi rækker vores jordiske hånd ud for at modtage denne hellige gave fra vor himmelske Fader.
Alt, hvad vi kan gøre
Profeten Nefi kom med et vigtigt bidrag til vores forståelse af Guds nåde, da han erklærede: »Vi arbejder flittigt … for at formå vore børn og også vore brødre til at tro på Kristus og til at blive forligt med Gud; for vi ved, at det er ved nåde, at vi bliver frelst, efter alt hvad vi kan gøre.«
Men jeg tænker på, om vi ikke nogle gange misforstår udtrykket »efter alt hvad vi kan gøre«. Vi skal forstå, at »efter« ikke er det samme som »på grund af«.
Vi bliver ikke frelst »på grund af« alt, hvad vi kan gøre. Har nogen af os gjort alt, hvad vi kan gøre? Venter Gud, indtil vi har opbrugt alle muligheder, førend han griber ind i vores liv med sin frelsende nåde?
Mange mennesker bliver mismodige, fordi de hele tiden kommer til kort. De ved af egen erfaring, at »Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt«. De hæver deres røst sammen med Nefi og erklærer: »Min sjæl bedrøves på grund af mine overtrædelser.«
Jeg er sikker på, at Nefi vidste, at Frelserens nåde muliggør og gør os i stand til at overvinde synd. Det er derfor, at Nefi arbejdede så flittigt for at formå sine børn og brødre »til at tro på Kristus og til at blive forligt med Gud«.
Efter alt, er det det, vi kan gøre! Og det er vores opgave her i jordelivet!
Nåde er tilgængelig for alle
Når jeg tænker på, hvad Frelseren gjorde for os op til denne første påskesøndag, får jeg lyst til at løfte min røst og prise Gud den Højeste og hans Søn Jesus Kristus!
Himlens porte er låst op!
Himlens vinduer er blevet åbnet!
Guds nåde er tilgængelig i dag og for evigt for alle, hvis hjerte er sønderknust, og hvis ånd er angerfuld. Jesus Kristus har beredt vejen for os, så vi kan stige op til højder, der ikke kan fattes af vores jordiske sind.
Jeg beder til, at vi vil se med nye øjne og et nyt hjerte på den evige betydning, som Frelserens sonoffer har. Jeg beder til, at vi vil vise vores kærlighed til Gud og vores taknemlighed for Guds evindelige nådes gave ved at holde hans bud og med glæde »leve et nyt liv«. I vor Mester og Forløser, Jesu Kristi, hellige navn. Amen.