Bevarelse af handlefriheden, beskyttelse af religionsfriheden
Ældste Robert D. Hales
De Tolv Apostles Kvorum
Den trofaste brug af vores handlefrihed afhænger af, at vi har religionsfrihed.
Det er påskesøndag: En dag med taksigelse og ihukommelse, hvor vi ærer vor Frelser, Jesu Kristi forsoning og opstandelse for hele menneskeheden. Vi tilbeder ham med taknemlighed for vores religionsfrihed, forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og vores gudgivne handlefrihed.
Som profeterne har forudsagt om disse sidste dage, som vi lever i, så er der mange, der er forvirrede over, hvem vi er, og hvad vi tror på. Nogle er »sladderagtige [og] fjender af det gode«. Andre »kalder det onde godt og det gode ondt, [og] gør mørke til lys og lys til mørke.«
Når folk omkring os beslutter sig for, hvordan de vil reagere på vores tro, må vi ikke glemme, at handlefrihed er en afgørende del af Guds plan for alle hans børn. Den evige plan, som vi fik præsenteret i det førjordiske råd i himlen, omfattede handlefrihedens gave.
I dette store råd brugte Lucifer, kendt som Satan, sin handlefrihed til at gå imod Guds plan. Gud sagde: »Fordi Satan satte sig op mod mig og stræbte efter at tilintetgøre menneskets handlefrihed, som jeg, Gud Herren, havde givet det … foranledigede jeg … at han skulle styrtes ned.«
Han fortsatte: »Og også en tredjedel af himlens hærskarer fik han til at vende sig bort fra mig på grund af deres handlefrihed.«
På grund af det mistede vor himmelske Faders åndelige børn, der valgte at forkaste hans plan og følge Lucifer, deres guddommelige arv.
Jesus Kristus sagde, idet han brugte sin handlefrihed:
»Fader, din vilje ske, og æren være din for evigt.«
Jesus, der brugte sin handlefrihed til at støtte vor himmelske Faders plan, blev udpeget og udvalgt af Faderen som vor Frelser, forudordineret til at udføre sonofferet for os alle. På samme måde vil vores udøvelse af handlefriheden til at holde befalingerne sætte os i stand til fuldt ud at forstå, hvem vi er, og modtage alle de velsignelser, som vor himmelske Fader har – deriblandt muligheden for at få et legeme, udvikle os, opleve glæde, få en familie og arve evigt liv.
For at holde buddene må vi kende Kirkens officielle læresætninger, så vi ikke bliver forledt fra Kristi ledelse af andre menneskers foranderlige indfald.
De velsignelser, som vi nu nyder, skyldes, at vi før dette liv traf valget om at følge Frelseren. Til alle, der hører eller læser disse ord, hvem I end er, og hvordan jeres fortid end ser ud, så husk dette: Det er ikke for sent at træffe det samme valg igen og følge ham.
Ved at tro på Jesus Kristus, tro på hans forsoning, omvende os fra vore synder og blive døbt, kan vi modtage den himmelske Helligåndsgave. Denne gave giver kundskab og forståelse, vejledning og styrke til at lære og få vidnesbyrd, kraft og lutrelse til at overvinde synd samt trøst og opmuntring til at være trofast i prøvelser. Disse uforlignelige velsignelser fra Ånden øger vores frihed og kraft til at gøre det rette for, »hvor Herrens ånd er, dér er der frihed«.
Når vi går på stien af åndelig frihed i disse sidste dage, må vi forstå, at den trofaste brug af vores handlefrihed afhænger af, at vi har religionsfrihed. Vi ved allerede, at Satan ikke ønsker, at vi har denne frihed. Han forsøgte at tilintetgøre handlefriheden i himlen, og nu undergraver han den voldsomt her på jorden. Han er modstander af og skaber forvirring angående religionsfrihed – hvad det er, og hvorfor det er vigtigt for vores åndelige liv og vores frelse.
Der er fire hjørnesten i religionsfrihed, som vi som sidste dages hellige bør sætte vores lid til og beskytte.
Den første er frihed til at tro. Ingen bør blive kritiseret, forfulgt eller angrebet af andre, ej heller af myndigheder på grund af det, som han eller hun tror på angående Gud. Det er meget personligt og meget vigtigt. I en tidlig troserklæring om religionsfrihed står der:
»Intet styre kan eksistere i fred, medmindre man udformer og håndhæver sådanne love, som sikrer hvert menneske fri udøvelse af sin samvittighed …
Øvrigheden bør begrænse kriminalitet, men aldrig kontrollere samvittigheden [eller] undertrykke sjælens frihed.«
Denne grundlæggende trosfrihed er siden blev anerkendt af FN i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne og i andre nationale og internationale menneskerettighedsdokumenter.
Religionsfrihedens anden hjørnesten er friheden til at fortælle andre om vores tro. Herren har befalet os: »Lær jeres [børn evangeliet] … når du er hjemme.« Han sagde også til sine disciple: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.« Som forældre, fuldtidsmissionærer og medlemsmissionærer forlader vi os på religionsfrihed for at kunne undervise i Herrens læresætninger i vores familie og over hele verden.
Religionsfrihedens tredje hjørnesten er friheden til at etablere en religiøs organisation, en kirke, for at tilbede fredeligt sammen med andre. Der står i den ellevte trosartikel: »Vi kræver ret til at tilbede Gud den Almægtige i overensstemmelse med vor egen samvittigheds bud og indrømmer alle mennesker den samme ret – lad dem tilbede hvorledes, hvor eller hvad de vil.« Internationale menneskerettighedsdokumenter og mange nationale forfatninger støtter dette princip.
Religionsfrihedens fjerde hjørnesten er friheden til at efterleve vores tro – fri udøvelse af tro ikke blot derhjemme og i kirken, men også på offentlige steder. Herren befaler os ikke blot at bede for os selv, men også til at lade vores »lys skinne for mennesker, så de ser [vore] gode gerninger og priser [vor] fader, som er i himlene.«
Nogle bliver fornærmede, når vi bringer vores religion ud i det offentlige rum, men de samme personer, som insisterer på, at deres synspunkter og handlinger skal accepteres i samfundet, er ofte meget langsomme til at vise den samme tolerance over for troende, der også ønsker, at deres synspunkter og handlinger accepteres. Den generelle mangel på respekt for religiøse synspunkter er hurtigt ved at udvikle sig til en social og politisk intolerance over for religiøse personer og institutioner.
Når vi står over for et øget pres om at bøje os for verdslige standarder, opgive vore religiøse friheder og gå på kompromis med vores handlefrihed, så tænk over, hvad der i Mormons Bog er sagt om vores ansvar. I Almas Bog læser vi om Amlici, »en meget snedig mand« og »en ugudelig mand,« der forsøgte at blive konge over folket og »berøve dem deres rettigheder og privilegier«, hvilket »var foruroligende for kirkens folk«. De havde lært af kong Mosija, at de skulle opløfte deres stemmer for det, som de følte var ret. Derfor samlede de »sig i forskellige grupper over hele landet, enhver efter sin overbevisning, hvad enten den var for eller imod Amlici, idet de havde mange skænderier … den ene med den anden.«
Ved disse diskussioner havde Kirkens medlemmer og andre mulighed for at mødes, føle enhedens ånd og blive påvirket af Helligånden. »Og det skete, at folkets stemme gik imod Amlici, så han ikke blev gjort til konge over folket.«
Som Jesu Kristi disciple har vi et ansvar for at arbejde sammen med ligesindede for at hæve vores stemme for det, der er rigtigt. Selvom medlemmer aldrig bør hævde eller bare antyde, at de taler på Kirkens vegne, så opfordres vi alle til som borgere at fortælle om vores personlige vidnesbyrd med overbevisning og kærlighed – »enhver efter sin [egen] overbevisning.«
Profeten Joseph Smith har sagt:
»[Jeg erklærer] frimodigt for himlen, at jeg er lige så rede til at dø, når det gælder om at forsvare rettighederne for en baptist, en presbyterianer eller et andet godt menneske fra ethvert andet religiøst samfund. For det samme princip, der tramper på de sidste dages helliges rettigheder, tramper også på katolikkernes eller andre samfunds, som måske er upopulære og for svage til at forsvare sig selv.
Det er kærlighed til friheden, der inspirerer min sjæl – borgerrettigheder og religionsfrihed for hele menneskeheden.«
Brødre og søstre, vi er ansvarlige for at værne om disse hellige friheder og rettigheder for os selv og vore efterkommere. Hvad kan I og jeg gøre?
For det første kan vi være oplyste. Vær opmærksom på problemstillinger i jeres samfund, der kan påvirke religionsfriheden.
Slut jer for det andet sammen med andre, der deler vores forpligtelse over for religionsfrihed. Arbejd side om side for at beskytte religionsfrihed.
For det tredje, så lev jeres liv, så I er et godt eksempel på det, som I tror på – i ord og gerning. Den måde, som vi efterlever vores religion på, er langt vigtigere end det, som vi siger om vores religion.
Vor Frelsers andet komme nærmer sig. Lad os ikke tøve i dette store værk. Husk hærføreren Moroni, der løftede frihedens banner, hvorpå disse ord stod: »Til erindring om vor Gud, vor religion og frihed og vor fred, vore hustruer og vore børn.« Lad os huske på folkets reaktion: De udøvede deres handlefrihed og »kom … løbende« med en pagt om at handle.
Mine elskede brødre og søstre, lad være med at gå! Løb! Løb for at modtage handlefrihedens velsignelser ved at følge Helligånden og udøve de friheder, som Gud har givet os, så vi kan gøre hans vilje.
Jeg bærer mit særlige vidnesbyrd denne særlige påske om, at Jesus Kristus brugte sin handlefrihed til at gøre vor Faders vilje.
Vi synger om Frelseren: »Hans blod blev hensynsløst udøst, sit liv han villigt gav.« Og fordi han gjorde det, har vi den uvurderlige mulighed for »at vælge frihed og evigt liv« gennem hans forsonings kraft og velsignelser. Må vi frit vælge at følge ham i dag og altid. Det beder jeg om i hans hellige navn, ja, Jesu Kristi navn. Amen.