Faste og standhaftige i troen på Kristus

Ældste D. Todd Christofferson

De Tolv Apostles Kvorum

At vedblive fast og standhaftigt i troen på Kristus kræver, at Jesu Kristi evangelium trænger ind i ens hjerte og sjæl.

I Det Gamle Testamente læser vi om flere perioder efter hinanden, hvor Israels børn ærede deres pagt med Jahve og tilbad ham, og andre gange, hvor de ignorerede den pagt og tilbad afguder eller Ba’al.¹

Akabs regeringstid var en af de perioder med frafald i nordriget Israel. Profeten Elias bad ved en lejlighed kong Akab om at samle israelitterne og profeterne eller Ba’als præster ved Karmels bjerg. Da folket var samlet, sagde profeten Elias til dem: »›Hvor længe vil I halte til begge sider? [eller med andre ord, hvornår vil I en gang for alle beslutte jer?] Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham; hvis det er Ba’al, så følg ham!‹ Men folket svarede ham ikke et ord.«² Så profeten Elias anviste, at både han og Ba’als profeter skulle skære en tyr op og lægge den på brænde på hver sit alter, men »uden at sætte ild til«.³ Derefter »skal [I] påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, som svarer med ild, han er Gud. Og hele folket gav deres bifald til kende.«⁴

I husker måske, at Ba’als præster råbte til deres ikkeeksisterende gud i timevis, at den skulle sende ild ned, »men der lød ingen stemme, intet svar, ikke en lyd.«⁵ Da det blev profeten Elias’ tur, genopbyggede han Herrens nedrevne alter, lagde træet og ofret på det, og derpå beordrede han, at der blev hældt vand ud over det hele, ikke blot en gang, men tre gange. Der var ingen tvivl om, at hverken han eller nogen anden menneskelig kraft kunne sætte ild til bålet.

»Ved aftenofferets tid trådte profeten Elias frem og sagde: ›Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det i dag blive kendt, at du er Gud i Israel, og at jeg er din tjener, og at det er på dit ord, jeg har foretaget alt dette‹ …

Da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden, ja, selv vandet i renden slikkede den op.

Da hele folket så det, kastede de sig ned og sagde: ›Det er Herren, der er Gud! Det er Herren, der er Gud!‹«⁶

I dag ville profeten Elias måske sige:

Enten eksisterer Gud, vor himmelske Fader, eller også gør han ikke, men hvis han eksisterer, så tilbed ham.
Enten er Jesus Kristus Guds søn, menneskehedens opstandne Forløser, eller også er han ikke, men hvis han er, så følg ham.
Enten er Mormons Bog Guds ord, eller også er den ikke, men hvis den er, så kom »Gud nærmere ved at [studere og] efterleve forskrifterne i den«.⁷
Enten så Joseph Smith og talte med Faderen og Sønnen på den forårsdag i 1820, eller også gjorde han ikke, men hvis han gjorde, så følg den profetiske kappe, heriblandt beseglingsnøglerne, som jeg profeten Elias skænkede ham.

Ved den seneste generalkonference erklærede præsident Russell M. Nelson: »I behøver ikke at undre jer over, hvad der er sandt (se Moro 10:5). I behøver ikke at undre jer over, hvem I med sikkerhed kan stole på. Gennem personlig åbenbaring kan I modtage jeres eget vidnesbyrd om, at Mormons Bog er Guds ord, at Joseph Smith er en profet, og at dette er Herrens kirke. Uagtet hvad andre siger eller gør, kan ingen borttage det vidnesbyrd, der er båret til jeres hjerte og sind om, hvad der er sandt.«⁸

Da Jakob lovede, at Gud »giver alle rundhåndet«, der søger hans visdom,⁹ advarede han samtidigt:

»Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden.

Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren,

tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd.«¹⁰

Vor Frelser var på den anden side det fuldkomne eksempel på stabilitet. Han sagde: »[Faderen] har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.«¹¹ Tænk over disse beskrivelser fra skrifterne om mænd og kvinder, der, ligesom Frelseren, var faste og standhaftige:

De »var blevet omvendt til den sande tro; og de ville ikke vige fra den, for de var faste og standhaftige og urokkelige, villige til med al flid at holde Herrens befalinger.«¹²

»Deres sind er fast, og de sætter bestandig deres lid til Gud.«¹³

»Og se, I ved det selv, for I har været vidne til, at så mange af dem, som bliver bragt til kundskab om sandheden … er faste og standhaftige i troen og i det, hvormed de er blevet gjort fri.«¹⁴

»De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.«¹⁵

At vedblive fast og standhaftigt i troen på Kristus kræver, at Jesu Kristi evangelium trænger ind i ens hjerte og sjæl, hvilket vil sige, at evangeliet ikke bare bliver en af mange indflydelser i en persons liv, men er det afgørende fokus i ens liv og karakter. Herren siger:

»Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød.

Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud …

I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud.«¹⁶

Det er den pagt, vi indgår ved vores dåb og i tempelordinancerne. Men nogle mennesker har endnu ikke fuldt ud taget Jesu Kristi evangelium ind i deres liv. Selvom de, som Paulus sagde, blev »begravet sammen med [Kristus] ved dåben«, mangler de stadig at opfylde den anden del: »For at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde … skal leve et nyt liv.«¹⁷ Evangeliet definerer dem ikke endnu. De er endnu ikke forankret i Kristus. De er selektive omkring, hvilke læresætninger og bud de vil følge, og hvor og hvornår de vil tjene i Kirken. Men det er derimod ved at holde deres pagter nøje, at de, der er »de udvalgte efter pagten,«¹⁸ undgår bedrag og forbliver faste i troen på Kristus.

De fleste af os befinder sig i øjeblikket i et kontinuum mellem en socialt motiveret deltagelse i evangeliet på den ene side og en fuldt udviklet kristuslignende forpligtigelse over for Guds vilje på den anden. Et sted i det kontinuum kommer det gode budskab ved Jesu Kristi evangelium ind i vores hjerte og tager vores sjæl i eje. Det sker muligvis ikke øjeblikkeligt, men vi bør alle bevæge os mod den velsignede tilstand.

Det er udfordrende, men altafgørende at vedblive fast og standhaftigt, når vi oplever, at vi bliver forædlet »i trængslens ovn«,¹⁹ en ting, der før eller siden kommer til os alle i dette jordiske liv. Uden Gud kan disse mørke oplevelser føre til håbløshed, fortvivlelse og endda bitterhed. Med Gud erstatter trøst smerte, fred erstatter uro og håb erstatter sorg. At vedblive fast i troen på Kristus vil medføre hans nåde og støtte.²⁰ Han vil vende prøvelse til velsignelse og med Esajas ord »give … hovedpynt i stedet for aske«.²¹

Lad mig nævne tre eksempler, som jeg personligt har kendskab til:

Der er en kvinde, der lider af en invaliderende, kronisk sygdom, der fortsætter på trods af lægebehandling, præstedømmevelsignelser og faste og bøn. Ikke desto mindre er hendes tro på bønnens kraft og Guds kærlighed til hende uformindsket. Hun presser fremad dag for dag (og nogle gange time for time), tjener som hun bliver kaldet i Kirken, og tager sig sammen med sin mand af sin familie, mens hun smiler så meget, hun kan. Hendes medfølelse for andre er stor, den er forædlet af hendes egen lidelse, og hun glemmer ofte sig selv i tjeneste for andre. Hun fortsætter standhaftigt, og folk er glade, når de er sammen med hende.

En mand, der voksede op i Kirken, tjente som fuldtidsmissionær og giftede sig med en dejlig kvinde, blev overrasket, da nogle af hans søskende begyndte at tale kritisk om Kirken og profeten Joseph Smith. Efter noget tid forlod de Kirken og forsøgte at overtale ham til at gøre det samme. Som det ofte sker i disse tilfælde, bombarderede de ham med essays, podcasts og videoer lavet af kritikere, hvoraf de fleste selv er utilfredse tidligere kirkemedlemmer. Hans søskende latterliggjorde hans tro og fortalte ham, at han var godtroende og vildledt. Han havde ikke et svar på alle deres påstande, og hans tro begyndte at vakle under det nådesløse angreb. Han spekulerede på, om han skulle holde op med at komme i kirke. Han talte med sin hustru. Han talte med personer, som han stolede på. Han bad. Da han mediterede i sin svære følelsesmæssige tilstand, mindedes han de stunder, hvor han havde følt Helligånden og havde fået et vidnesbyrd om sandheden af Ånden. Han konkluderede: »Hvis jeg er ærlig over for mig selv, må jeg indrømme, at Ånden har rørt mig mere end én gang, og vidnesbyrdet om Ånden er virkeligt.« Han har en fornyet glæde og fred, der bliver delt af hans hustru og børn.

En mand og hustru, der konsekvent og med glæde har fulgt brødrenes råd i deres liv, var bedrøvede over, at de havde svært ved at få børn. De brugte mange penge på at få professionel hjælp, og de blev efter noget tid velsignet med en søn. Men på tragisk vis blev barnet, efter kun et års tid, offer for en ulykke, der ikke var nogens fejl, men den efterlod ham i næsten kronisk koma og med betydelig hjerneskade. Han har modtaget den bedste pleje, men lægerne kan ikke forudsige, hvordan tingene vil udspille sig fremadrettet. Barnet, som dette par arbejdede og bad så meget om at få, er på en måde blevet taget fra dem, og de ved ikke, om han vil blive bragt tilbage til dem. Nu kæmper de for at tage sig af barnets kritiske behov, mens de også passer deres øvrige ansvar. I dette yderst svære øjeblik har de vendt sig til Herren. De støtter sig til »det daglige brød«, de modtager af ham. De får hjælp af barmhjertige venner og familie, og de bliver styrket af præstedømmevelsignelser. De er kommet hinanden nærmere, deres forhold er måske endnu stærkere, end det ellers ville have været muligt.

Den 23. juli 1837 gav Herren en åbenbaring til den daværende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, Thomas B. Marsh. Den indeholdt følgende:

»Og bed for dine brødre fra de tolv. Forman dem skarpt for mit navns skyld, og lad dem blive formanet for alle deres synder, og vær du trofast mod mit navn over for mig.

Og efter deres fristelser og megen modgang, se, da vil jeg, Herren, se dem an, og hvis de ikke forhærder deres hjerte og ikke gør deres nakke stiv imod mig, skal de blive omvendt, og jeg vil helbrede dem.«²²

Jeg tror, at principperne i disse vers gælder os alle. De fristelser og prøvelser, vi har, plus de prøver, Herren anser for passende at pålægge os, kan føre til vores fulde omvendelse og helbredelse. Men det sker, hvis, og kun hvis, vi ikke forhærder vores hjerte eller gør vores nakke stiv mod ham. Hvis vi forbliver faste og standhaftige, uanset hvad der kommer, opnår vi den omvendelse, Herren havde i tankerne, da han sagde til Peter: »Når du engang vender om, så styrk dine brødre.«²³ Det er en omvendelse, der er så stærk, at den ikke kan ophæves. Den lovede helbredelse er den renselse og helliggørelse af vores sjæl, der er blevet såret af synd, der gør os hellige.

Jeg bliver mindet om min mors råd: »Spis dine grøntsager, det er godt for dig.« Vores mødre har ret, og i sammenhæng med at være standhaftige i troen er det at »spise sine grøntsager« at bede uophørligt, at mætte sig med skriften dagligt, at tjene og tilbede i Kirken, at tage nadveren værdigt hver uge, at elske sin næste og tage sit kors op i lydighed mod Gud hver dag.²⁴

Husk altid løftet om, at der er gode ting i vente, både nu og herefter, til dem, der er faste og standhaftige i troen på Kristus. Husk »evigt liv og de helliges glæde«.²⁵ »O, alle I, der er rene i hjertet, løft hovedet, og modtag Guds behagelige ord, og tag for jer af hans kærlighed, for det kan I gøre for evigt, hvis jeres sind er urokkeligt.«²⁶ I Jesu Kristi navn. Amen.