De dødes forløsning

»Den store Jahve … kender både de levendes og de dødes situation og har i rigeligt omfang sørget for deres forløsning.«

Fra Joseph Smiths liv

Tidligt i profeten Joseph Smiths virke oplevede han noget, der hjalp ham til at forberede sig til det tidspunkt, hvor læren om frelse for de døde skulle åbenbares. I november 1823 blev Alvin Smith, Lucy Mack Smiths og Joseph Smith seniors ældste søn, pludselig alvorligt syg og lå for døden. Alvin var 25 år gammel og en stærk og dygtig ung mand, hvis hårde arbejde havde bidraget væsentligt til familiens økonomiske stabilitet. Hans mor beskrev ham som »et ungt menneske med en enestående, godhjertet natur«, hvis »ædelmodighed og gavmildhed« velsignede dem omkring ham »hvert minut af hans liv«.¹

Eftersom Alvin vidste, at han var ved at dø, kaldte han sine søskende til sig og talte til hver af dem. Til Joseph, som var næsten 18 år gammel og endnu ikke havde modtaget guldpladerne, sagde Alvin: »Du skal være en god dreng og gøre alt, hvad der ligger i din magt for at få optegnelserne. Vær trofast med hensyn til at modtage instruktioner og at holde alle de befalinger, du får. Din bror Alvin må nu forlade dig, men husk det eksempel, han har været for dig, og vær et godt eksempel for de børn, der er yngre end dig.«²

Da Alvin døde, bad familien en presbyteriansk præst i Palmyra i New York om at forrette begravelsen. Da Alvin ikke havde været medlem af præstens menighed, erklærede præsten i sin prædiken, at Alvin ikke kunne blive frelst. William Smith, Josephs lillebror, husker: »Præsten … antydede meget kraftigt, at Alvin var gået til helvede, for Alvin var ikke medlem af menigheden, men han var en god dreng og min far brød sig ikke om hans prædiken.«³

I januar 1836, mange år efter Alvins død, modtog Joseph Smith et syn om det celestiale rige, hvori han så, at både Alvin og deres mor og far en dag ville arve det rige. Joseph »undrede [sig] over, hvordan det kunne gå til, at [Alvin] havde opnået en arvelod i det rige, eftersom han havde forladt dette liv, før Herren havde udstrakt sin hånd for at indsamle Israel for anden gang og ikke var blevet døbt til syndernes forladelse« (L&P 137:6). Så kom Herrens røst til Joseph og sagde:

»Alle, som er døde uden kundskab om dette evangelium, og som ville have antaget det, hvis de havde fået lov til at blive, skal blive arvinger til Guds celestiale rige; alle, som fra nu af dør uden kundskab om det, og som ville have antaget det af hele deres hjerte, skal også blive arvinger til dette rige; for jeg, Herren, vil dømme alle mennesker efter deres gerninger, ud fra deres hjertes ønske« (L&P 137:7-9).

Den 15. august 1840 talte profeten Joseph Smith ved en begravelse i Nauvoo og underviste for første gang offentligt i læren om frelse for de døde. Ifølge Simon Baker, som var til stede, begyndte profeten med at vidne om, at »Jesu Kristi evangelium havde bragt glædelige tidender om stor glæde«. Han læste det meste op af 1 Kor 15 og forklarede, at »apostlen talte til et folk, som forstod dåb for de døde, for det blev praktiseret blandt dem«. Han sagde derefter, at »mennesker nu kunne handle på vegne af deres venner, som var gået bort, og at frelsesplanen var udformet således, at alle, der var villige til at adlyde de krav, som Guds lov stiller, kunne blive frelst«.⁴

En måned efter denne begravelsestale besøgte profeten sin far, der var meget syg og lå for døden. Profeten drøftede læren om dåb for de døde med sin far, og faderens tanker faldt på hans elskede søn Alvin. Faderen bad om, at arbejdet for Alvin blev udført »øjeblikkeligt«. Kun få minutter før han døde, sagde han, at han så Alvin.⁵ I slutningen af 1840 glædede familien Smith sig, da Hyrum modtog dåbsordinancen på vegne af sin bror Alvin.

Joseph Smiths lærdomme

Gud elsker alle sine børn og vil dømme alle mennesker i overensstemmelse med den lov, de har fået.

»Guds store plan med hensyn til den menneskelige families frelse forstås kun sjældent af den såkaldte kloge og intelligente generation, som vi lever i. Mange og modstridende er menneskers meninger om frelsesplanen, den Almægtiges krav, de nødvendige forberedelser til himlen, afdøde ånders tilstand og forhold og lykken eller elendigheden, som er en følge af praktiseringen af retfærdighed og ugudelighed i overensstemmelse med deres forskellige opfattelser af dyd og last …

Mens den ene del af menneskeheden dømmer og fordømmer den anden uden nåde, så ser universets store Alfader på hele den menneskelige familie med faderlig omsorg og opmærksomhed. Han betragter dem som sine børn, og uden nogen af disse snæversynede følelser, som øver indflydelse på menneskenes børn, lader han ›sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige‹ (Matt 5:45). Han holder dommens tømmer i sine hænder, han er en klog lovgiver, og han dømmer alle mennesker, ikke efter menneskenes trange og snæversynede meninger, men ›efter de handlinger, som er blevet gjort i det dødelige legeme, hvad enten de er gode eller onde‹, eller hvad enten disse handlinger blev udført i England, Amerika, Spanien, Tyrkiet eller Indien. Han vil dømme dem, ›ikke ifølge det, de ikke har, men ifølge det, de har‹. De, der har levet uden loven, vil blive dømt uden loven, og de, der har en lov, vil blive dømt ved den lov. Vi behøver ikke at betvivle den store Jahves visdom og intelligens. Han vil dømme eller vise barmhjertighed mod alle nationer ifølge deres mange fortjenester, deres muligheder for at opnå intelligens, lovene, hvorved de styres, hjælpemidlerne, der er givet til at få korrekte oplysninger, og hans uransagelige planer med henblik på den menneskelige familie. Og når Guds planer bliver tilkendegivet, og fremtidens forhæng trækkes til side, så må vi alle i sidste instans indrømme, at hele jordens Dommer har øvet ret (se 1 Mos 18:25).«⁶

»Gud dømmer menneskene efter den måde, hvorpå de anvender det lys, som han giver dem.«⁷

»Mennesker vil blive holdt ansvarlige for det, de har, og ikke for det, de ikke har … De vil blive dømt i retfærdighed med al det lys og al den kundskab, der er kommet til dem fra deres godgørende Skaber, om det er lidt eller meget, og … det vil blive krævet af dem, at de udviser lydighed mod og forbedrer sig på det og kun det, som de har fået, for mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.«⁸

Frelseren, Jesus Kristus, giver mulighed for tilgivelse og udfrielse af både de levende og de døde.

»De kristne nationers situation efter døden er et emne, som har fremkaldt al filosoffens og teologens visdom og evne, og det er en generel opfattelse, at menneskets skæbne er uigenkaldeligt fastsat ved dets død, og at det opnår enten evig lykke eller evig elendighed. Hvis et menneske dør uden kundskab om Gud, må det blive evig fordømt, uden nogen formildende omstændighed ved dets straf, lindring af dets smerte eller den mindste skygge af håb om udfrielse, mens endeløse tider ruller videre. Imidlertid ser vi, uanset hvor almindeligt anerkendt det princip måtte være, at det er i strid med den hellige skrifts vidnesbyrd, for Frelseren siger, at al slags synd og bespottelse, hvormed menneskene spotter, vil blive dem tilgivet, men bespottelsen mod Helligånden skal ikke tilgives, hverken i denne verden eller i den kommende, hvilket klart viser, at der er synder, der kan tilgives i den kommende verden, selv om synden at spotte Helligånden ikke kan tilgives (se Matt 12:31-32; Mark 3:28-29).

Også Peter siger med hensyn til vor Frelser, at da ›gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem; det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage‹ (1 Pet 3:19, 20). Her har vi en beretning om vor Frelser, der prædikede for de ånder, der var i fængsel, ånder, der havde været indespærret siden Noas dage, og hvad prædikede han for dem? At de skulle blive der? Bestemt ikke! Lad hans egen udtalelse vidne. ›Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed‹ (Luk 4:18). Esajas siger det således – ›[før] fangerne ud af fængslet og dem, der sidder i mørket, ud af fangehullet‹ (Es 42:7). Det fremgår meget klart af dette, at han ikke kun gik hen for at prædike for dem, men for at frigive eller føre dem ud af fængslet …

Den store Jahve overvejede alle de begivenheder i forbindelse med jorden, som var en del af frelsesplanen, før den blev til eller før ›alle morgenstjerner jublede … af fryd‹ (Job 38:7). Fortiden, nutiden og fremtiden var og er for ham et evigt ›nu‹. Han kendte til Adams fald, fortidens menneskers ugudeligheder, til ugudelighedens dybde, som ville stå i forbindelse med den menneskelige familie, deres svaghed og styrke, deres magt og herlighed, frafald, deres forbrydelser, deres retskaffenhed og ugudelighed. Han forstod menneskets fald og forløsning. Han kendte frelsesplanen og fremhævede den. Han var bekendt med alle nationers forhold og med deres skæbne. Han ordnede alt ifølge sin egen viljes råd. Han kender både de levendes og de dødes situation og har i rigeligt omfang sørget for deres forløsning i overensstemmelse med deres forskellige forhold og Guds riges love, hvad enten det er i denne verden eller i den kommende.«⁹

Gud er fuldkommen retfærdig og barmhjertig mod alle mennesker, levende som døde.

»Den opfattelse, som visse mennesker danner sig af Guds retfærdighed, dom og nåde, er alt for tåbelig for et intelligent menneske at tænke på: Fx er det almindeligt for mange af vore ortodokse prædikanter at tro, at hvis et menneske ikke er, hvad de kalder omvendt, og hvis han dør i den tilstand, må han forblive evigt i helvede uden noget som helst håb. Han må tilbringe ubegrænsede år i pine, som aldrig, aldrig, aldrig får nogen ende, og alligevel kan denne evige elendighed hyppigt ramme i flæng eller tilfældigt. Et snørebånd, der går i stykker, en jakke, der revner på den, der forretter tjeneste, eller det besynderlige sted, hvor et menneske bor, er måske den indirekte grund til hans fordømmelse eller grunden til, at han ikke bliver frelst.

Jeg vil forelægge et tilfælde, som ikke er ualmindeligt: To mennesker, der har været lige ugudelige og har forsømt religion, bliver begge syge på samme tid. Den ene af dem får den store lykke, at han får besøg af en from mand, og han omvender sig nogle få minutter, før han dør. Den anden sender bud efter tre forskellige fromme mænd, en skrædder, en skomager og en kobbersmed. Kobbersmeden skal først lodde en hank på en pande, skrædderen skal sy et knaphul i en frakke, som han må gøre færdig i en fart, og skomageren har en lap, som han skal sy på en eller andens støvle. Ingen af dem når i tide den syge, før denne dør, og han går til helvede. Den ene ophøjes til Abrahams skød, han sidder i Guds nærhed og glæder sig ved evig, uafbrudt lykke, mens den anden, der er lige så god som han, synker ned til evig fordømmelse, uoprettelig elendighed og håbløs fortvivlelse, fordi en mand havde en støvle, han skulle reparere, et knaphul i en frakke at sy eller en hank, der skulle loddes på en pande.

Jahves plan er ikke så uretfærdig, den hellige skrifts udtalelser så illusoriske, eller frelsesplanen for den menneskelige familie så uforenelig med sund fornuft. Hvis det var tilfældet, ville Gud tilrettevise med vrede, engle ville skjule ansigtet i skam, og hvert eneste dydigt, intelligent menneske ville vige tilbage.

Hvis de menneskelige love giver hvert menneske efter fortjeneste og straffer alle forbrydere i henhold til deres forskellige forbrydelser, vil Herren afgjort ikke være grusommere end mennesket, for han er en klog lovgiver, og hans love er mere rimelige, hans forordninger mere retfærdige og hans afgørelser mere fuldkomne end menneskets. Og som mennesket dømmer sine medmennesker ved loven og straffer dem efter loven, således dømmer himlens Gud ›efter de handlinger, som er blevet gjort i det dødelige legeme‹ (se Alma 5:15). At sige at hedningerne skal blive fordømt, fordi de ikke troede på evangeliet, ville være meningsløst, og at sige, at alle jøder, som ikke tror på Jesus, skal blive fordømt, ville være lige så absurd, for ›hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt?‹ (Rom 10:14-15). Som følge heraf kan hverken jøde eller hedning være strafskyldige, fordi de forkaster sektvæsenets modstridende meninger, og heller ikke fordi de forkaster noget vidnesbyrd undtagen det, som er sendt af Gud, for ligesom den, der skal prædike, ikke kan gøre det, dersom han ikke sendes ud, så kan den, der hører, heller ikke tro, uden at han hører en ›udsendt‹ forkynder, og kan ikke blive fordømt for det, han ikke har hørt, og da han ikke har nogen lov, må han dømmes uden loven.«¹⁰

Det er vores pligt og privilegium at blive døbt og bekræftet for dem, der er døde uden evangeliet.

»Når vi taler om de velsignelser, der hører til evangeliet og følgerne af ulydighed mod de forskellige krav, stilles vi ofte over for spørgsmålet: Hvad er der blevet af vore fædre? Vil de alle blive fordømt for ikke at adlyde evangeliet, når de aldrig har hørt om det? Afgjort ikke. Men de vil være i besiddelse af det samme privilegium, som vi nyder her ved hjælp af det evigtvarende præstedømme, som ikke alene virker på jorden, men også i himlen, og ved den store Jahves kloge uddelinger. Derfor vil de personer, som Esajas henviser til (se Es 24:21-22), blive besøgt af præstedømmet og komme ud af deres fængsel efter samme princip som de, der var ulydige i Noas dage, blev besøgt af vor Frelser (som var i besiddelse af Det evigtvarende Melkisedekske Præstedømme), og hørte ham prædike evangeliet i fængslet. Og for at de kunne opfylde alle Guds krav, blev levende venner døbt for deres afdøde venner og opfyldte på denne måde Guds krav, som siger: ›Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige‹ (Joh 3:5). De blev naturligvis ikke døbt for sig selv, men for deres afdøde … Paulus siger med hensyn til denne lære: ›Hvad skal det ellers til for, at nogle lader sig døbe for de døde? Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor så lade sig døbe for dem?‹ (1 Kor 15:29) …

Og nu da Guds herlige hensigter haster mod deres fuldbyrdelse og det, som profeterne udtalte, opfyldes, efterhånden som Guds rige oprettes på jorden, og tingenes tilstand fra fordum genoprettes, har Herren åbenbaret os denne pligt og dette privilegium, og det befales os at lade os døbe for vore døde og således opfylde Obadias’ ord, som han sagde angående de sidste dages herlighed: ›Da skal befrierne drage op til Zions bjerg for at holde dom over Esaus bjergland. Kongemagten skal tilhøre Herren‹ (Obad 1:21). Når vi betragter dette, stemmer det overens med skriftens sandhed, det retfærdiggør Guds veje for mennesket, sætter den menneskelige familie på lige fod og er i overensstemmelse med alle retskaffenhedens, retfærdighedens og sandhedens principper. Vi vil slutte med Peters ord: ›For det er mere end nok, at I i den forløbne tid har gjort, som hedningerne vil. For derfor blev evangeliet forkyndt også for døde, for at de skulle dømmes i kødet, som mennesker dømmes, men leve i Ånden, som Gud lever‹ (1 Pet 4:3, 6).«¹¹

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Læs s. 397-399 og læg mærke til, hvordan læren om frelse for de døde påvirkede Joseph Smith og hans familie. Hvilken virkning har denne lære haft på dig og din famlie?
Gennemgå på s. 400-403 profeten Josephs lærdomme angående Gud Faderen og Jesus Kristus. Hvordan påvirker disse lærdomme dine tanker og følelser for vor Fader i Himlen og Frelseren? Hvordan har disse lærdomme forbindelse med frelse for de døde?
Læs profetens lærdomme på s. 401-402 og 403-404. Hvordan dømmer Gud sine børn?
Joseph Smith sagde, at dåb for de døde er »en pligt og et privilegium« (s. 405). På hvilke måder er dette arbejde en pligt? Hvilke oplevelser har du haft, hvor du har følt, at det er et privilegium? Hvad kan vi gøre for at fremme Herrens værk for dem, der er døde? Hvordan kan forældre hjælpe deres børn med at tage del i dette arbejde?
Hvordan viser læren om frelse for de døde Guds retfærdighed? Hvordan viser den hans barmhjertighed? Hvordan vil du efter at have læst dette kapitel forklare denne lære til nogen med en anden tro?

Skriftstedshenvisninger: Es 49:8-9; 61:1-3; Joh 5:25; L&P 138:11-37.

Provo Temple — »Efterhånden som Guds rige oprettes på jorden, og tingenes tilstand fra fordum genoprettes, har Herren åbenbaret os denne pligt og dette privilegium, og det befales os at lade os døbe for vore døde.«

Savior with righteous spirits — I åndeverdenen organiserede Frelseren de retfærdige ånder »og bemyndigede dem til at gå ud og bære evangeliets lys til dem, der var i mørke« (L&P 138:30).