At lede på Herrens måde

»Jeg lærer dem de korrekte principper, så styrer de sig selv.«

Fra Joseph Smiths liv

Mens de hellige i Kirtland påbegyndte arbejdet og ofrene ved at bygge et tempel i deres midte, blev de hellige i Jackson County i Missouri udsat for alvorlig forfølgelse. Efterhånden som flere og flere kirkemedlemmer flyttede til Missouri, steg spændingerne hos de indbyggere, som havde boet der længe. Indbyggerne i Missouri var bange for at miste politisk kontrol, de var mistænksomme over for Kirkens ukendte, religiøse lærdomme, og de kunne ikke lide de helliges tilbøjelighed til at handle indbyrdes. Pøbelhobene blev mere og mere voldelige i forfølgelsen af de hellige, og i november 1833 tvang de dem ud af deres hjem. De hellige, som efterlod de fleste af deres kreaturer og ejendele, flygtede nordpå, hovedsagelig til Clay County i Missouri, hvor de fandt ly i et stykke tid.

Profeten Joseph Smith, som boede i Kirtland, var yderst bekymret over de helliges lidelser i Missouri og ønskede inderligt at hjælpe dem. I februar 1834 åbenbarede Herren for ham, at han skulle organisere en gruppe hellige, der skulle marchere til Jackson County. Denne gruppe, som blev kaldt Zions hær, skulle hjælpe med at få de jordområder og ejendomme tilbage, som på ulovlig vis var blevet taget fra kirkemedlemmerne (se L&P 103:21-40). Hæren blev officielt organiseret den 6. maj 1834 og endte til sidst med at bestå af over 200 personer. Deltagerne, som var bevæbnede og organiserede som en militærgruppe, ankom nær Jackson County i midten af juni efter at have rejst over 1.450 km.

Hærens deltagere vandrede lange strækninger hver dag, ofte i trykkende hede, og de måtte leve af en utilstrækkelig mængde mad og urent vand. De tætte forhold, de levede under i løbet af mange ugers rejse, ledsaget af udmattelse og sult, førte til, at nogle af mændene skændtes med hinanden og kritiserede profeten.

Trods alle problemerne under denne farefulde og vanskelige tur lærte Joseph Smith hærens deltagere nogle vigtige ledelsesprincipper, efterhånden som han ledte dem dag efter dag. Wilford Woodruff, som deltog i Zions hær og senere blev Kirkens fjerde præsident, sagde: »Vi opnåede en erfaring, som vi aldrig kunne have opnået på nogen anden måde. Vi havde det privilegium at se profetens ansigt, og vi havde det privilegium at rejse 1600 kilometer i hans selskab og se Guds Ånd virke på ham og se ham modtage åbenbaringer fra Jesus Kristus og se dem blive opfyldt.«¹

Efter gruppens ankomst til Missouri indledte de forhandlinger med statens embedsmænd, men disse forsøg på en fredelig løsning mislykkedes. Da en væbnet konflikt syntes uundgåelig, bad profeten om vejledning, og den 22. juni 1834 modtog han en åbenbaring, der opløste hæren og erklærede, at Zion ikke kunne forløses på det tidspunkt (se L&P 105). Angående deltagerne i hæren sagde Herren: »Jeg har hørt deres bønner og vil antage deres offer; og jeg anser det for nødvendigt, at de skulle blive bragt hertil, for at deres tro kunne blive prøvet« (L&P 105:19).

Zions hær nåede ikke sine politiske mål, men den havde langvarige åndelige resultater. I februar 1835, da profeten organiserede De Tolv Apostles Kvorum og De Halvfjerds’ Kvorum, havde ni af De Tolv Apostle og alle halvfjerdserne tjent i Zions hær. Som Joseph Young, en af de oprindelige medlemmer af De Halvfjerds, berettede, forklarede profeten en gruppe af disse brødre: »Gud ønskede ikke, at I skulle kæmpe. Han kunne ikke organisere sit rige med 12 mænd, der skulle åbne evangeliets dør for jordens nationer og med 70 mænd under deres ledelse, som skulle følge deres eksempel, medmindre han tog dem fra en gruppe af mænd, som havde været villige til at ofre deres liv, og som havde ydet et lige så stort offer som Abraham.«²

Det var i Zions hær, at Brigham Young, Heber C. Kimball og Wilford Woodruff m.fl. opnåede praktisk erfaring, som satte dem i stand til at lede de hellige fra Missouri til Illinois i 1839 og senere til Salt Lake Valley. Gennem denne oplevelse med profeten lærte disse brødre at lede på Herrens måde.

Joseph Smiths lærdomme

Ledere underviser i korrekte principper og hjælper dem, de leder, med at lære at styre sig selv.

John Taylor, Kirkens tredje præsident, fortæller: »For nogle år siden i Nauvoo spurgte en herre, som var medlem af den lovgivende forsamling, i mit påhør Joseph Smith om, hvordan det kunne være, at han var i stand til at styre så mange mennesker og bevare en så fuldkommen orden. Han bemærkede samtidigt, at det var umuligt for dem at gøre det nogen andre steder. Hr. Smith sagde, at det var meget nemt. ›Hvordan?‹ spurgte manden. ›For os er det meget svært.‹ Hr. Smith svarede: ›Jeg lærer dem de korrekte principper, så styrer de sig selv.‹«³

Brigham Young, Kirkens anden præsident, sagde: »Joseph Smith blev mange gange spurgt af mænd, som kom for at se ham og hans folk: ›Hvordan kan det være, at De kan styre Deres folk så let? Det lader til, at de kun gør, hvad De siger. Hvordan kan det være, at De kan styre dem så let?‹ Han svarede: ›Jeg styrer dem slet ikke. Herren har åbenbaret visse principper fra himlene, som vi skal efterleve i disse sidste dage. Den tid nærmer sig, hvor Herren vil drage sit folk ud fra de ugudelige, og han vil afkorte sit værk i retfærdighed, og de principper, som han har åbenbaret, har jeg undervist folket i, og de prøver at efterleve dem, og de styrer sig selv.‹«⁴

Som svar på en anklage om, at profeten Joseph Smith stræbte efter magt, sagde profeten: »Med hensyn til den magt, som jeg har over menneskenes sind, vil jeg sige, at det er en følge af sandhedens kraft i de læresætninger, hvor jeg har været et redskab i Guds hænder til at fremlægge dem, og ikke som følge af nogen som helst tvang fra min side … Jeg spørger: Har jeg nogensinde udøvet tvang over noget menneske? Gav jeg ham ikke friheden til ikke at tro på nogen som helst lære, som jeg har forkyndt, dersom det passede ham? Hvorfor angriber mine fjender ikke læresætningerne? Det kan de ikke: Det er sandhed, og jeg udfordrer alle mennesker til at kuldkaste den.«⁵

»En bror, som arbejder i St. Louis Gazettes kontor … ønskede at vide gennem hvilket princip, jeg fik så meget magt … Jeg fortalte ham, at jeg vandt magt på sande og dydige principper, som ville vare ved, når jeg var død og borte.«⁶

Ledere modtager den visdom, de behøver, fra Ånden og anerkender Herrens velsignelser til dem.

»En Guds mand bør udrustes med visdom, kundskab og forståelse for at kunne undervise og lede Guds folk.«⁷

Joseph Smith skrev til medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum og andre præstedømmeledere, som tjente på mission i Storbritannien: »Jeg kan sige, at så vidt som jeg er blevet bekendt med jeres handlinger, er jeg fuldstændig overbevist om, at de er foretaget i visdom. Jeg tvivler ikke på, at Herrens Ånd har vejledt jer, og det er et bevis for mig på, at I har været ydmyge, og at jeres ønsker har været at frelse jeres medmennesker og ikke at forherlige jer selv eller nære selviske interesser. Så længe de hellige viser en sådan tilbøjelighed, vil man bifalde deres råd, og deres indsats vil blive kronet med fremgang.

Der er mangt og meget af stor betydning, som I beder om råd om, men som jeg tror, at I fuldstændig er i stand til selv at afgøre, da I er mere fortrolige med de særlige omstændigheder, end jeg er. Jeg nærer stor tillid til jeres forenede visdom …

Elskede brødre, I må i nogen grad kunne forstå mine følelser, når jeg tænker over det store værk, som nu ruller ud over jorden, og det forhold, som jeg har til det, mens det udstrækker sig til fjerne lande og tusinder antager det. Jeg erkender i nogen grad mit ansvar samt nødvendigheden af den støtte, jeg har brug for ovenfra, samt visdom fra det høje, så jeg må kunne undervise dette folk, som nu er blevet et stort folk, i retfærdighedens principper og lede dem i overensstemmelse med himlens vilje, så de må blive fuldkommengjorte og beredte til at møde Herren Jesus Kristus, når han kommer i stor herlighed. Kan jeg regne med jeres bønner til vor himmelske Fader på mine vegne samt på alle mine brødres og søstres bønner i England (som jeg elsker, selv om jeg ikke har mødt dem), så jeg kan blive i stand til at undgå ethvert af Satans kneb, overvinde enhver vanskelighed og bibringe dette folk glæden ved de velsignelser, der er forbeholdt de retskafne? Dette beder jeg jer om i Herren Jesu Kristi navn.«⁸

I 1833 skrev profeten og andre kirkeledere til medlemmer i Thompson i Ohio og fortalte dem, at bror Salmon Gee var blevet udpeget til at præsidere over dem: »Vor elskede bror Salmon … er blevet ordineret af os … til at lede og undervise jer i det, som henhører til gudfrygtighed, hvem vi har stor tillid til, hvilket vi formoder, at I også har. Vi siger derfor til jer – ja, ikke kun os, men også Herren – modtag ham som en sådan, eftersom I ved, at Herren har udpeget ham til dette embede til jeres gavn, og støt ham med jeres bønner, bed for ham altid, så han kan få udøst visdom om og forståelse for Herrens kundskab, at I gennem ham kan blive friholdt for onde ånder samt al strid og splid og vokse i nåde og kundskab om vor Herre og Frelser, Jesus Kristus.

… Til slut, brødre, bed for os, at vi må være i stand til at udføre det værk, som vi er kaldet til, så I kan glæde jer over Guds hemmeligheder, endog en fylde deraf.«⁹

Profeten gav følgende råd til en gruppe præstedømmebærere for at vejlede dem i deres samtaler: »Enhver bør tale, når det er hans tur og på rette sted og på rette tid, så der må være fuldkommen orden i alt … Enhver … bør sikre sig, at han kan kaste lys over emnet frem for at sprede mørke … hvilket kan gøres af mennesker, der arbejder flittigt på indgående at studere Herrens sind og vilje, han hvis ånd altid tilkendegiver og påviser sandheden, så alle, der er i besiddelse af Ånden, forstår den.«¹⁰

»Når De Tolv eller andre vidner står foran jordens forsamlinger, og de forkynder med Guds ånds kraft og vidne, og folk bliver forbavsede og forbløffede over læren og siger: ›Den mand har holdt en magtfuld tale, en stor prædiken,‹ så lad den mand eller de mænd vogte sig for, at de ikke tilskriver sig selv æren, men se til, at de er ydmyge og tilskriver Gud og Lammet prisen og æren, for det er ved det hellige præstedømmes og Helligåndens kraft, at de har magt til at tale således. Hvad er du, o menneske, andet end støv? Og af hvem modtager du din magt og dine velsignelser andre end af Gud?«¹¹

Ledere i Herrens rige elsker dem, de tjener.

»Efterhånden som jeg bliver ældre, nærer jeg større omsorg for jer. Jeg er til enhver tid villig til at afstå fra alt forkert, for jeg ønsker, at dette folk skal have en dydig leder. Jeg har frigjort jeres sind ved at lade jer vide det, der hører Jesus Kristus til … Jeg har kun gode følelser i mit hjerte.«¹²

»Sekteriske præster råber op om mig og spørger: ›Hvordan kan det være, at dette sludrehoved vinder så mange tilhængere og fastholder dem?‹ Mit svar er: Det er, fordi jeg er i besiddelse af kærlighedens princip. Alt, hvad jeg kan tilbyde verden, er et godt hjerte og en hjælpsom hånd.«¹³

Få dage før profeten kom til fængslet i Carthage, udtrykte han sin kærlighed til de hellige: »Gud har prøvet jer. I er et godt folk, derfor elsker jeg jer af hele mit hjerte. Større kærlighed har ingen end den, der sætter sit liv til for sine venner (se Joh 15:13). I har stået ved min side i prøvelsernes stund, og jeg er villig til at ofre mit liv for, at I kan blive bevaret.«¹⁴

Ledere i Herrens rige underviser gennem deres tjenestegerning og ved deres eksempel.

Da deltagere i Zions hær marcherede fra Kirtland i Ohio til Missouri, lærte de mange ledelsesprincipper af deres samvær med profeten Joseph Smith. George A. Smith, en deltager i Zions hær, erindrede: »Profeten Joseph tog fuldt ud del i hele turens strabadser. Udover at sørge for hærens forsyninger og præsidere over den gik han det meste af tiden og fik sin andel af vabler, sår og ømme fødder, hvilket var en naturlig følge af at gå 40-65 km om dagen på årets varmeste tid. Men under hele turen ytrede han aldrig en murren eller beklagelse, mens de fleste af mændene i hæren beklagede sig til ham over ømme tæer, vablede fødder, lange strækninger, små rationer af proviant, dårligt brød, dårlige majskager, harsk smør, stærk honning, bacon og ost fuld af mider osv. Selv en hund kunne ikke gø ad nogle af mændene, uden at de murrede ad Joseph. Hvis de skulle slå lejr uden frisk vand, skabte det næsten oprør. Selv om vi var Zions hær, bad mange af os ikke bønner og var ubetænksomme, ligegyldige, ubesindige, tåbelige eller djævelske og vidste det dog ikke. Joseph måtte bære over med os og undervise os ligesom børn. Dog var der mange i hæren, der aldrig murrede, og som altid var rede og villige til at gøre, som vore ledere ønskede.«¹⁵

Følgende er uddrag fra profetens historie fra maj 1834: »Hver aften, før vi lagde os til at sove, knælede vi for Herren i hver vores telt ved lyden af trompeten og opsendte vore taksigelser i bøn og ydmyg anmodning. Ved lyden af trompeten om morgenen kl. ca. fire lå hver mand igen på sine knæ for Herren og bønfaldt om hans velsignelse af dagen.«¹⁶

27. maj 1834: »På trods af at vore fjender hele tiden udtrykte voldstrusler, frygtede vi ikke, ej heller tøvede vi med at fortsætte vores rejse, for Gud var med os, og hans engle gik foran os, og troen i vores lille gruppe var urokkelig. Vi ved, at engle var vore følgesvende, for vi så dem.«¹⁷

29. maj 1834: »Jeg opdagede, at en del af selskabet havde fået surt brød, mens jeg havde fået godt, sødt brød af den samme kok. Jeg irettesatte bror Zebedee Coltrin for denne forskelsbehandling, for jeg ønskede, at mine brødre skulle spise og drikke det samme som mig.«¹⁸

John M. Chidester, en deltager i Zions hær, husker: »Zions hær måtte, da den gik gennem staten Indiana, krydse meget besværlige sumpe. Derfor måtte vi fæstne reb til vognene for at hjælpe dem igennem, og profeten var den første mand ved rebet på sine bare fødder. Det var typisk for ham, hver gang der var besværligheder.

Vi fortsatte vores rejse, indtil vi nåede Wakendafloden efter at have rejst 40 km uden at hvile eller spise. Vi var tvunget til at sejle med færge over floden, og på den anden side fandt vi et yderst tiltrækkende sted at slå lejr, hvilket var en kilde til glæde for de nu meget trætte og sultne mænd. Da de nåede hen til dette sted, bekendtgjorde profeten for hæren, at han følte sig tilskyndet til at fortsætte. Han gik i spidsen og opfordrede brødrene til at følge sig.

Det skabte splittelse i hæren. Lyman Wight og nogle andre nægtede i første omgang at følge profeten, men fulgte til sidst med. Efterspillet viste, at profeten var inspireret til at fortsætte et stykke på ca. 11 km. Det blev senere fortalt os, at ca. 13 km syd for det sted, hvor vi krydsede floden, havde en gruppe mænd planlagt at overfalde os den nat.«¹⁹

Under Zions hærs march var der nogle af deltagerne, der murrede og beklagede sig. Profeten revsede de pågældende og advarede dem om, at en ulykke ville ramme dem, hvis de ikke omvendte sig. Selv om nogle gav agt på hans råd, var der andre, der ikke gjorde. Snart udbrød der kolera, og nogle af hærens deltagere døde. Orson Pratt, der senere virkede i De Tolv Apostles Kvorum, berettede: »Holdt profeten op med at bekymre sig for hærens velbefindende? Stødte han sine venner fra sig i deres tugtelses og prøvelses stund? Blev han deres fjende, fordi han havde talt hårdt til dem? Nej! Hans hjerte flød over med deltagelse – hans bryst strålede med kærlighed, medfølelse og godhed, og med en iver og troskab, der sømmede sig for en hengiven ven i den farefulde stund, betjente han personligt de syge og døende og hjalp til med at begrave de døde. Hver eneste af hans handlinger under denne alvorlige prøvelse forsikrede hæren endnu mere om, at trods alle deres fejl elskede han dem stadig.«²⁰

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Læs det første afsnit på s. 281. Hvilke styrker ser du i profeten Joseph Smiths måde at lede på? Hvordan tror du, at de fleste mennesker reagerer på en sådan ledelse?
Læs profetens lærdomme om lederes behov for at modtage visdom fra Ånden (s. 282-283). Hvad kan hjælpe ledere til at modtage den visdom, de behøver?
Læs det andet hele afsnit på s. 282. Hvorfor er ydmyghed og uselviskhed uundværlige kendetegn hos ledere? Hvilke andre kendetegn tror du, ledere bør have?
Joseph Smith talte åbent om sin kærlighed og omsorg for de hellige (s. 284). Hvordan ved du, at en leder virkelig elsker dig? Hvornår er du blevet velsignet på grund af en leders kærlighed?
Læs beretningerne fra Zions hær på s. 279-280 og 284-286. Hvilke lederegenskaber udviste profeten?
Tænk over dine ledelsesansvar i din familie, Kirken, dit erhverv, din skole, samfundet eller andre steder. Overvej, hvad kan vi gøre for at følge Joseph Smiths eksempel.

Skriftstedshenvisninger: 2 Mos 18:13-26; Ordsp 29:2; Matt 20:25-28; Alma 1:26; L&P 107:99-100.

council meeting — Ledere i Guds rige »bør udrustes med visdom, kundskab og forståelse for at kunne undervise og lede Guds folk.«

men pulling wagon — »Profeten var første mand ved rebet på sine bare fødder«, husker en deltager i Zions hær. »Det var typisk for ham, hver gang der var besværligheder.«