Kapitel 33: De åndelige gaver: Helbredelse, tungemål, profeti og at kunne skelne ånder

Kapitel 33

De åndelige gaver: Helbredelse, tungemål, profeti og at kunne skelne ånder

»Intet menneske kan være Jesu Kristi tjener, medmindre han har Jesu vidnesbyrd, og det er profetiens ånd.«

Fra Joseph Smiths liv

I kølvandet på en kort periode med tilflugt i Quincy i Illinois i løbet af de første måneder af 1839 begyndte de hellige at flytte omkring 80 km nordpå til bosættelsen i Commerce i Illinois. Profeten var efter sin flugt fra fængselsopholdet i Missouri begyndt at købe landområder i og omkring Commerce som samlingssted for de tusinder, som var flygtet fra Missouri og nu behøvede et sted at påbegynde et nyt liv. I juli 1839 boede hundredvis af hellige i telte og vogne på østsiden af Mississippi-floden i Commerce, mens andre havde fundet ly i forladte militærbarakker på den modsatte side af floden i Montrose i Iowa. I deres nye hjem arbejdede de hellige med at rydde og dræne det sumpede område nær floden. Mange kirkemedlemmer blev stukket af myg og blev alvorligt syge af malaria og andre sygdomme. Nogle af de hellige døde, andre var døden nær. Joseph og Emma Smith tog så mange i pleje i deres bjælkehytte, at profeten gav afkald på sin seng for at sove uden for i et telt.

Den 22. juli var de hellige midt under den sygdom, som havde ramt så mange, vidne til, hvad ældste Wilford Woodruff kaldte »en dag med Guds magt«.¹ Den morgen rejste profeten sig, anråbte Herren i bøn, og fyldt med Herrens Ånd betjente han de syge i sit hus, i haven udenfor og nede ved floden. Han krydsede floden og besøgte Brigham Youngs hjem i Montrose for at give ham en helbredende velsignelse. Han fortsatte derefter sammen med Sidney Rigdon, Brigham Young og andre brødre fra De Tolv sin barmhjertighedsfærd blandt andre hellige i Iowa. Ældste Woodruff husker en af de mest mindeværdige helbredelser den dag:

»Vi gik hen over fællesområdet og trådte ind i bror Elijah Fordhams hus. Bror Fordham havde ligget for døden en times tid, og vi regnede med, at han kunne dø når som helst. Jeg følte Guds kraft, som overvældede profeten. Da vi trådte indenfor, gik bror Joseph hen til bror Fordham, og tog ham ved højre hånd … Han så, at bror Fordhams øjne var udtryksløse, og at han var tavs og bevidstløs.

Efter profeten havde taget ham ved hånden, så han den døende mand i øjnene og sagde: ›Bror Fordham, genkender du mig ikke?‹ Først svarede han ikke, men vi kunne alle se den virkning, Guds Ånd havde på ham.

Joseph sagde igen: ›Elijah, genkender du mig ikke?‹ Bror Fordham svarede lavmælt: ›Jo!‹ Så sagde profeten: ›Har du ikke tro til at blive helbredt?‹

Svaret, som lød lidt tydeligere end før, var: ›Jeg er bange for, at det er for sent. Hvis du var kommet tidligere, havde jeg måske haft det.‹ Han lignede en mand, som var ved at vågne efter at have sovet dødens søvn. Joseph sagde så: ›Tror du ikke på, at Jesus er Kristus?‹ ›Jo, bror Joseph, det gør jeg,‹ lød svaret.

Derpå talte Guds profet med høj røst som i guddommelig majestæt: ›Elijah, jeg befaler dig i Jesus fra Nazarets navn at stå op og blive rask!‹

Profeten talte ikke som et menneske, men som med Guds røst. Det var, som om huset rystede i sin grundvold. Elijah Fordham sprang op af sengen som en, der var blevet oprejst fra de døde. Han fik en sund kulør, og man kunne på alle måder se, at han var i live. Hans fødder var forbundet med grødomslag. Han sparkede dem af fødderne, så de faldt fra hinanden, og bad så om sit tøj, som han tog på. Han bad om en skål brød og mælk og spiste det. Derpå tog han sin hat på og fulgte os ud på gaden for at tilse andre, som var syge.«²

I en tid med alvorlig nød oplevede de hellige en udgydelse af helbredelsens gave fra profetens hænder.

Joseph Smiths lærdomme

De syge kan helbredes gennem tro og udøvelse af præstedømmets kraft i overensstemmelse med Herrens vilje.

»Hvad er tegnet på de syges helbredelse? Håndspålæggelse er tegnet eller vejen, som Jakob fremhæver det, og de fordums helliges skik og brug, som Herren befalede det, og vi kan ikke opnå velsignelsen ved at forfølge nogen anden kurs end den vej, der er anvist af Herren (se Jak 5:14-15).«³

I juli 1839, da de hellige netop var flyttet til Commerce i Illinois, og mens der var meget sygdom blandt dem, skrev Joseph: »Meget sygdom begyndte at dukke op blandt brødrene så vel som blandt stedets indbyggere, så den uge og ugen efter blev i det store og hele brugt på at tilse de syge og betjene dem. Nogle havde tro nok til at blive helbredt, andre havde ikke …

Søndag den 18. - Der blev holdt møde som sædvanligt … Jeg talte og formanede kirkemedlemmerne til hver især at sætte deres hus i orden, rense den indvendige side af karret og møde frem den kommende sabbat og deltage i nadveren, for at vi gennem vores lydighed mod ordinancerne ville være i stand til at sejre med Gud over ødelæggeren, og for at de syge kunne blive helbredt. Tilbragte denne uge hovedsagelig blandt de syge, som i det store og hele bliver stærkere og genvinder helbredet.«⁴

»Mange af de retskafne skal blive et bytte for sygdom, for pest osv. på grund af kødets skrøbelighed og dog blive frelst i Guds rige. Det er altså et vanhelligt princip at hævde, at den og den har overtrådt, fordi de er blevet ramt af sygdom eller død, for alt kød er underkastet døden, og Frelseren sagde: ›Døm ikke, for at I ikke skal dømmes‹ (se Matt 7:1).«⁵

Formålet med tungemålsgaven er at undervise andre i evangeliet.

Profeten talte ved en konference for ældster i 1834: »Joseph Smith gav derefter en forklaring på tungemålsgaven, at den hovedsagelig var beregnet på at forkynde evangeliet for andre nationer og sprog, og at den ikke var givet til at lede Kirken med.«⁶

»Hvad tungemålsgaven angår, så kan vi kun sige, at vi her har modtaget den, som de gamle gjorde. Vi ønsker dog, at I er meget forsigtige med den, så I ikke bliver vildledt … Satan vil utvivlsomt berede jer mange vanskeligheder i forbindelse med tungemålsgaven, medmindre I er forsigtige. I kan hverken passe for meget på eller bede for meget. Må Herren give jer visdom i alt.«⁷

»Jeg læste det 13. kapitel af Første Korintherbrev (ved et møde afholdt den 26. december 1841) og ligeledes en del af det 14. kapitel og erklærede, at tungemålsgaven var nødvendig i Kirken … men tungemålsgaven ved Helligåndens kraft i Kirken er til for at hjælpe Guds tjenere med at prædike til de vantro som på pinsefestens dag.«⁸

»Tungemålsgaven blev givet i den hensigt at prædike blandt dem, hvis sprog ikke forstås som på pinsefestens dag osv., og det er ikke nødvendigt, at tungemål specielt læres i Kirken, for ethvert menneske, som har Helligånden, kan tale om det, der hører Gud til på sit eget sprog så vel som tale på et andet; for tro kommer ikke ved tegn, men ved at høre Guds ord«.⁹

»Vær ikke så nysgerrige efter tungetale, tal ikke i tunger, medmindre der er en til stede, som kan oversætte det. Den vigtigste opgave for tungetale er at tale til fremmede, og hvis folk er meget ivrige efter at udfolde deres intelligens, lad dem da tale til sådanne på deres eget mål. Guds gaver er alle nyttige på deres sted, men når de anvendes på det, som Gud ikke har til hensigt, vil de vise sig at være til skade, en snare og en forbandelse i stedet for en velsignelse.«¹⁰

»Vi har også haft brødre og søstre, der på urigtig måde har haft tungemålsgaven. De talte med en mumlende, unaturlig stemme, og deres krop blev forvredet … Men i Guds ånd er der intet unaturligt.«¹¹

»Anvend ikke tungemålsgaven uden at forstå eller uden at få det oversat. Djævelen kan tale i tunger. Modstanderen vil komme med sit værk. Han kan friste alle samfundslag og kan tale engelsk eller hollandsk. Lad ingen tale i tunger, medmindre han oversætter det og medmindre han indhenter den præsiderende brors samtykke, så kan han forstå og oversætte, eller også kan en anden.«¹²

»Hvis I har noget, I vil åbenbare, lad det da være i jeres eget tungemål. Svælg ikke for meget i udøvelsen af tungemålsgaven, for ellers vil Djævelen drage fordel af de uskyldige og uforsigtige. I kan tale i tunger til jeres egen trøst, men jeg fastsætter det som en regel, at dersom nogen underviser ved tungemålsgaven, skal det ikke antages for Kirkens lære.«¹³

Selv om kun én mand kan tale som Kirkens profet, så gør profetiens ånd det muligt for alle at vidne om Jesus Kristus.

»Ingen mand er en Jesu Kristi tjener uden at være profet. Intet menneske kan være en Jesu Kristi tjener, medmindre han har Jesu vidnesbyrd, og det er profetiens ånd (se Åb 19:10).«¹⁴

»Johannes den elskede forklarede, at »Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd« (Åb 19:10). Hvis noget menneske således har Jesu vidnesbyrd, har han da ikke profetiens ånd? Og hvis han har profetiens ånd, så spørger jeg, er han da ikke profet? Og hvis han er profet, vil han så ikke modtage åbenbaring? Og ethvert menneske, der ikke modtager åbenbaring for sig selv, må da være forbandet, for Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd. For Kristus siger: bed, og I skal få, og skulle det ske, at han får, så spørger jeg, vil det da ikke være en åbenbaring? Og hvis noget menneske ikke har Jesu vidnesbyrd eller Guds ånd, tilhører han ikke ham, nemlig Kristus. Og tilhører han ikke ham, må han være forbandet.«¹⁵

En besøgende i Nauvoo nedskrev, at Joseph Smith belærte om følgende under en samtale: »Profeten Joseph sagde, at … for at være Kristi tjener, skal et menneske vidne om Jesus, og for at et menneske kan vidne om Jesus, skal han have profetiens ånd, for ifølge Johannes er Jesu vidnesbyrd profetiens ånd.

Hvis et menneske hævder at være Jesu tjener og ikke har profetiens ånd, må han være et falsk vidne, for han er ikke i besiddelse af den gave, der kvalificerer ham til det embede. Forskellen mellem Joseph Smith og denne generations gejstlige er, at han påstår at være i besiddelse af profetiens ånd, hvilket kvalificerer ham til at vidne om Jesus og frelsens evangelium. De gejstlige fornægter denne ånd, endda profetiens ånd, som alene kunne udnævne dem til sande vidner om Herren Jesus, og hævder dog at være frelsens sande tjenere.«¹⁶

»Tro kommer ved at høre Guds ord gennem Guds tjeneres vidnesbyrd. Det vidnesbyrd ledsages altid af profetiens og åbenbaringens ånd.«¹⁷

Gaven at kunne skelne ånder gør det muligt for de trofaste at kende forskel på gode og onde ånders påvirkning.

I den genoprettede kirkes første tid var mange kirkemedlemmer så vel som medlemmer af andre religiøse grupper nogle gange under påvirkning af onde eller falske ånder og troede, at de var under Helligåndens indflydelse. Profeten Joseph Smith forklarede: »Begivenheder, der i den senere tid har fundet sted iblandt os, gør det til en bydende pligt for mig at sige noget med henblik på de ånder, som tilskynder menneskene.

Det fremgår tydeligt af apostlenes skrivelser i Det Nye Testamente, at der på deres tid eksisterede mange falske ånder, som var ›gået ud i verden‹, og at der behøvedes intelligens, som Gud alene kunne give, til at afsløre falske ånder og til at bevise, hvilke ånder der var af Gud (se 1 Joh 4:1-4). Verden har i det store og hele været meget uvidende med henblik på dette ene, og hvorfor skulle den være anderledes - for ›ingen ved, hvad der bor i Gud andet end ved Guds ånd‹ (se 1 Kor 2:11) …

I enhver tidsalder har der altid syntes at være mangel på forståelse vedrørende dette emne. I enhver tidsalder er der blevet åbenbaret alle slags ånder og næsten blandt alle folk … Alle har deres ånder, alle har et overnaturligt virke, og alle hævder, at deres ånder er af Gud. Hvem skal løse denne gåde? ›Prøv ånderne‹, siger Johannes (se 1 Joh 4:1), men hvem skal gøre det? De lærde, de veltalende, filosoffen, de vise, de gejstlige - alle er uvidende … Hvem kan bringe frem i dagslyset og udvikle de skjulte hemmeligheder om de falske ånder, som så hyppigt giver sig til kende blandt de sidste dages hellige? Vi svarer, at intet menneske kan gøre dette uden præstedømmet, og uden at have kendskab til de love, hvorved ånder styres, for eftersom ›ingen ved, hvad der bor i Gud andet end ved Guds Ånd‹, således kender intet menneske Djævelens ånd og hans magt og indflydelse uden at være i besiddelse af en intelligens, som er større end menneskets, og ved præstedømmets hjælp at have udfoldet hans planers hemmelighedsfulde funktioner …

Et menneske skal have evnen til at kunne skelne ånder, før han kan trække helvedes indflydelse frem i dagslyset og udfolde den for verden i alle dens sjælsødelæggende, djævelske og frygtelige farver, for intet skader menneskenes børn mere end at være under indflydelse af en falsk ånd, når de tror, at de har Guds Ånd. Tusinder har følt indflydelsen af dens frygtelige magt og skadelige virkninger …

Som vi har bemærket før, ligger den store vanskelighed i uvidenheden om åndernes natur, om de love, hvorved de styres, og de tegn, hvorved de kan kendes. Hvis Guds Ånd kræves for at kende det, der hører Gud til, og Djævelens ånd kun kan afsløres gennem det samme middel, så er det en selvfølge, at medmindre et menneske eller mennesker har forbindelse med eller får åbenbaring fra Gud, hvorved åndens virkning udfoldes for dem, må de i evighed forblive uvidende om disse principper, for jeg hævder, at dersom ét menneske ikke kan forstå dette, andet end ved Guds Ånd, så kan ti tusinde mennesker heller ikke. Det er på samme måde uden for de lærdes visdoms rækkevidde, de veltalendes talegave og de mægtiges kraft. Og vi må til sidst komme til den slutning, hvad vi end mener om åbenbaring, at uden den kan vi hverken vide eller forstå noget om Gud eller Djævelen, og hvor uvillig verden end er til at anerkende dette princip, så fremgår det dog tydeligt af de mangfoldige trosbekendelser og opfattelser angående denne sag, at de intet forstår af dette princip, og det er lige så tydeligt, at uden guddommelig kommunikation må de forblive i uvidenhed …

Et menneske skal kunne skelne ånder, som vi tidligere har sagt, for at forstå dette, og hvordan skal han kunne opnå denne gave, hvis Åndens gaver ikke findes? Og hvordan kan disse gaver opnås uden åbenbaring? ›Kristus er steget op til det høje … han har givet gaver til menneskene. Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere‹ (se Ef 4:8,11). Og hvordan blev så apostle, profeter, hyrder, lærere og evangelister valgt? Ved profeti (åbenbaring) og håndspålæggelse – gennem guddommelig kommunikation og en guddommeligt fastsat ordinance - gennem præstedømmets kraft, organiseret ifølge Guds orden og ved guddommelig udvælgelse. Apostlene i fordums tid havde dette præstedømmes nøgler – til Guds riges hemmeligheder, og var som følge deraf i stand til at udrede og opklare alt, hvad der hørte til ledelsen af Guds kirke, samfundets velfærd, menneskenes fremtidige skæbne og åndernes handlefrihed, magt og indflydelse. For de kunne kontrollere dem efter behag, byde dem forsvinde i Jesu navn og afsløre deres skalkagtige og hemmelighedsfulde virksomhed, når de prøvede at skjule sig i Kirken i et religiøst gevandt og bekrige Kirkens interesser og sandhedens udbredelse …

Vor Frelser, apostlene og endog Kirkens medlemmer var udrustet med denne gave, for, siger Paulus: ›Én får tungemålsgaven, en anden at tolke tungetale, igen en anden til at gøre mægtige gerninger, én at tale profetisk, en anden evnen til at skelne ånder‹ (se 1 Kor 12:10). Alle disse udgik fra den samme Guds Ånd og var Guds gaver … Intet menneske eller nogen gruppe af mennesker kan uden den korrekte myndighed, præstedømmet og det at kunne skelne ånder, kende forskel på sande og falske ånder.«¹⁸

»Løgnagtige ånder går ud i verden. Der vil blive store tilkendegivelser af ånder, både falske og sande … Ikke enhver ånd eller ethvert syn eller al sang er af Gud … Gaven at kunne skelne ånder vil blive givet den præsiderende ældste. Bed for ham, at han må have denne gave.«¹⁹

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Læs beretningen på s. 375-377. Hvordan kan denne beretning hjælpe melkisedekske præstedømmebærere til at betjene de syge? Hvordan kan den hjælpe os, når vi har brug for en præstedømmevelsignelse? Hvorfor tror du, at det var vigtigt for bror Fordham at udtrykke sin tro på Jesus Kristus på det tidspunkt?
Læs profeten Josephs lærdomme på s. 378. Hvilke oplevelser har hjulpet dig med at forstå præstedømmets magt til helbredelse af de syge? Hvilke principper bør vejlede os til at fortælle om vore oplevelser med helbredelse af de syge? Hvorfor bliver nogle mennesker ikke helbredt, selv om de udøver tro og får præstedømmevelsignelser?
Joseph Smith sagde, at tungemålsgaven »hovedsagelig var beregnet på at forkynde evangeliet for andre nationer og sprog« (se s. 378-380). Hvordan har denne gave været en hjælp til at udbrede evangeliet over hele verden? Hvordan har du eller en, du kender, fået tungemålsgaven som hjælp til at forkynde evangeliet?
Gennemgå profetens lærdomme om profetiens ånd (s. 380-381). Hvilken betydning har det for dig at vide, at alle medlemmer af Kirken kan have profetiens ånd?
Gennemgå profetens lærdomme om gaven at kunne skelne ånder (s. 381-384). Hvad er gaven at kunne skelne ånder? Hvordan kan vi undgå at blive bedraget af onde påvirkninger? Hvordan hjælper vores nulevende profet og andre kirkeledere os til at opdage onde påvirkninger?

Skriftstedshenvisninger: 1 Kor 12:1-31; 14:1-6, 22-28; Jak 5:14-15; Moro 10:8-17; L&P 46:1-33; 50:1-36, 40-44; 52:14-19.