Missionering: En hellig kaldelse, et storslået værk

»Efter alt, hvad der er blevet sagt, er den største og mest betydningsfulde pligt at forkynde evangeliet.«

Fra Joseph Smiths liv

I løbet af de sidste år, hvor de hellige boede i Kirtland, faldt mange kirkemedlemmer og endda nogle kirkeledere fra. Kirken syntes at gennemgå en krisetid. »Under denne tingenes tilstand,« skrev profeten, »åbenbarede Gud for mig, at der skulle gøres noget nyt for hans kirkes frelse.«¹ Dette »nye« var en åbenbaring om at sende missionærer til England for at prædike evangeliet.

Heber C. Kimball, et medlem af De Tolvs Kvorum, berettede: »Omkring den første dag i juni 1837 kom profeten Joseph til mig, mens jeg sad i … templet i Kirtland, og han hviskede til mig: ›Bror Heber, Herrens Ånd har hvisket til mig: ›Lad min tjener Heber tage til England og forkynde mit evangelium og åbne døren til frelse i denne nation.‹‹«² Ældste Kimball blev overvældet ved tanken om et sådant foretagende: »Jeg følte selv, jeg var en af Guds allersvageste tjenere. Jeg spurgte Joseph, hvad jeg skulle sige, når jeg kom dertil. Han bad mig henvende mig til Herren, så ville han vejlede mig og tale gennem mig ved den samme ånd, som [ledte] ham.«³

Profeten uddelte også kaldelser til Orson Hyde, Willard Richards og Joseph Fielding i Kirtland og til Isaac Russell, John Snyder og John Goodson i Toronto i Canada. Disse brødre skulle af sted sammen med ældste Kimball på hans mission i England. De samledes i New York City og sejlede med skibet Garrick til Storbritannien den 1. juli 1837. Denne første mission uden for Nordamerika førte til, at ca. 2000 blev omvendt til Kirken i løbet af missionærernes første år i England. Ældste Kimball skrev glad til profeten: »Ære til Gud, Joseph, Herren er med os i nationerne!«⁴

Endnu en apostolsk mission til Storbritannien, som omfattede de fleste af De Tolv under Brigham Youngs ledelse, blev ledt af profeten fra Nauvoo. De Tolv rejste i efteråret 1839 og ankom til England i 1840. Der påbegyndte de et arbejde, som i løbet af 1841 medførte, at over 6000 blev omvendt til Kirken og opfyldte derved Herrens løfte om, at han ville gøre »noget nyt« for sin kirkes frelse.

Fra Nauvoo fortsatte Joseph Smith med at sende missionærer ud over hele verden. Ældste Orson Hyde gik i land i England i 1841 og fortsatte senere sin mission i Jerusalem. Han havde et anbefalingsbrev fra Joseph Smith med sig, der anerkendte, at »indehaveren af disse papirer, en trofast og værdig præst for Jesus Kristus og er vores befuldmægtigede repræsentant til i fremmede lande at … tale med jødernes præster, ledere og ældster.«⁵ Den 24. oktober 1841 knælede ældste Hyde på Oliebjerget i Jerusalem og bønfaldt sin himmelske Fader om at indvie og hellige landet »til indsamlingen af Judas spredte rester i henhold til de hellige profeters forudsigelser.«⁶ Ældste Hyde rejste så til Tyskland, hvor han lagde begyndelsen til Kirkens vækst dér.

Den 11. maj 1843 kaldte profeten ældste Addison Pratt, Noah Rogers, Benjamin F. Grouard og Knowlton F. Hanks til at udføre en mission på de sydlige Stillehavsøer. Det var Kirkens første mission i denne enorme region. Ældste Hanks døde på havet, men ældste Pratt rejste til Tubuaiøerne i Fransk Polynesien, hvor han underviste i evangeliet på øen Tubuai. Ældste Rogers og ældste Grouard fortsatte til Tahiti, hvor hundredvis af mennesker blev døbt som følge af deres flid.

Under Joseph Smiths ledelse gik de hellige frem i opfyldelsen af Herrens befaling: »Drag derfor ud i hele verden, og til de steder I ikke kan drage, der skal I sende det, så vidnesbyrdet kan udgå fra jer til hele verden til enhver skabning« (L&P 84:62).

Joseph Smiths lærdomme

Missionering er en hellig gerning. Tro, dyd, flid og kærlighed gør os i stand til at udføre denne gerning.

»Efter alt, hvad der er blevet sagt, er den største og mest betydningsfulde pligt at forkynde evangeliet.«⁷

I december 1840 skrev Joseph Smith til de medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum og andre præstedømmeledere, som var på mission i Storbritannien: »Vær overbeviste om, elskede brødre, at jeg ikke er nogen uinteresseret iagttager af det, der foregår på hele jordens overflade. Og blandt den omfattende udvikling, der er i gang, er ingen af større vigtighed end det herlige værk, hvori I nu er engageret. Derfor føler jeg ganske naturligt en vis ængstelse for jer, at I ved jeres dyd, tro, flid og kærlighed overgiver jer til hinanden, til Kristi Kirke og til jeres Fader, som er i himlen, og ved hvis nåde I er blevet kaldet til et så helligt kald og er blevet sat i stand til at udføre de store og ansvarsfulde pligter, som påhviler jer. Og jeg kan forsikre jer om, at ifølge de oplysninger, jeg har modtaget, føler jeg mig overbevist om, at I ikke har været efterladende i jeres pligter, men at jeres flid og trofasthed har været således, at Gud, hvis tjenere I er, har kunnet smile til jer og ligeledes har sikret jer de helliges gode vilje over hele verden.

Evangeliets udbredelse over hele England er i høj grad en glæde. Og når vi tænker på det, kan det kun frembringe usædvanlige følelser i brystet på dem, som har båret dagens hede og byrde, og som var dets stærke støtter og ihærdige forkyndere i dets spæde barndom, mens de samtidig var omgivet af de mest ugunstige forhold og truet med ødelæggelse fra alle sider. De har været som den tapre bark (et tremastet fartøj), der uskadt har trodset storm og uvejr, og som spiler sejlene ud for vinden og ædelmodigt pløjer sig vej gennem de eftergivende bølger, og er sig mere end nogensinde før sine spanters styrke og sin kaptajns, lods’ og sit mandskabs erfaring og dygtighed bevidst …

Kærlighed er et af de vigtigste kendetegn på Guddommen og burde lægges for dagen af dem, der tragter efter at blive Guds sønner. Et menneske, der er fyldt med Guds kærlighed, er ikke tilfreds med blot at velsigne sin familie, men bevæger sig gennem hele verden, ivrig efter at velsigne hele menneskeheden. Den følelse har I haft, og den har fået jer til at give afkald på hjemmets glæder, så I kunne blive en velsignelse for andre, som søger udødelighed, men som er fremmede for sandheden. Og fordi I har gjort det, beder jeg om, at himlens mest udsøgte velsignelser må hvile på jer.«⁸

Vi underviser i evangeliets enkle sandheder med ydmyghed og sagtmodighed og undgår at strides med andre om deres tro.

»O, I Israels ældster, lyt til min røst. Når I er sendt ud i verden for at forkynde, fortæl da det, som I er sendt ud for at fortælle. Forkynd og råb højt: ›Omvend jer, for himmeriget er nær, omvend jer og tro på evangeliet.‹ Forkynd de første principper og lad hemmelighederne være, så I ikke bliver kastet omkuld … Forkynd det, som Herren har bedt dig forkynde - omvendelse og dåb til syndernes forladelse.«⁹

»Jeg talte og forklarede angående det unyttige i at forkynde om store straffedomme for verden, og at de hellere skulle forkynde evangeliet i sin enkelhed.«¹⁰

»Ældsterne [skulle] drage ud … i al sagtmodighed og oprigtighed og forkynde om Jesus Kristus, han der blev korsfæstet. Gør det uden at strides med andre om deres tro eller religion, men følg en fast kurs. Dette giver jeg som en befaling, og ingen, der retter sig efter den, vil hidkalde forfølgelser over deres hoved, og de, der holder denne befaling, vil altid være fyldt med Helligånden. Dette forkynder jeg som en profeti.«¹¹

Hvis der overhovedet findes nogen åbne døre, hvor ældsterne kan forkynde evangeliets første principper, lad dem da ikke forholde sig tavse. Skæld ikke ud på sekterne, tal heller ikke imod deres læresætninger. Men forkynd Kristus, den korsfæstede, kærlighed til Gud og til mennesker … så vi dermed om muligt kan bortvejre menneskers fordomme. Vær sagtmodig og ydmyg af hjertet, og vore fædres Gud Herre vil være med jer for altid.«¹²

»Læg mærke til denne nøgle og vær vise for Kristi og jeres egen sjæls skyld. I er ikke blevet sendt ud for at blive undervist, men for at undervise. Lad hvert ord blive krydret med nåde. Vær årvågne, vær besindige. Det er tiden til at advare og ikke tiden til mange ord. Handl ærligt over for Gud og mennesker … Vær ærlige, åbne og oprigtige i al jeres omgang med mennesker. (Se L&P 43:15; 63:58).«¹³

Før George A. Smith tog af sted på mission i 1835, talte han med profeten Joseph Smith, som var hans fætter. George A. Smith nedskrev: »Jeg kom for at besøge fætter Joseph. Han gav mig en Mormons Bog, gav mig hånden og sagde: ›Hold korte prædikener, bed korte bønner og forkynd med bønsomt hjerte.‹«¹⁴

Vi underviser i evangeliet, som Ånden leder os.

»Alle skal forkynde evangeliet ved Helligåndens kraft og indflydelse, og intet menneske kan forkynde evangeliet uden Helligånden.«¹⁵

»Som Paulus sagde, så måtte han blive alt for alle mennesker, så han derved måske kunne frelse nogle (se 1 Kor 9:22), og sådan må ældsterne i de sidste dage gøre. Og eftersom vi er blevet sendt ud for at forkynde evangeliet og advare verden om de kommende straffedomme, føler vi os sikre på, at når de underviser som ledet af Ånden og i henhold til Jesu Kristi åbenbaringer, vil de forkynde sandheden og have fremgang uden klage. Således har vi ingen ny befaling at give, men formaner ældster og medlemmer til at leve af hvert ord, der udgår af Guds mund (se Matt 4:4), så de ikke skal gå glip af den herlighed, som er forbeholdt de trofaste.«¹⁶

Profeten talte ved en konference i oktober 1839: »Præsident Joseph Smith fortsatte med at give ældsterne instruktioner angående forkyndelsen af evangeliet og understregede nødvendigheden af at have Ånden, så de kan forkynde med Helligånden sendt fra himlen, og om at de skal være forsigtige med at tale om de emner, som ikke er tydeligt fremhævet i Guds ord, og som fører til spekulation og strid.«¹⁷

Den 14. maj 1840 skrev Joseph Smith fra Nauvoo til ældsterne Orson Hyde og John E. Page, som var på vej på mission til Det Hellige Land: »Bliv ikke mismodige på grund af værkets og arbejdets omfang. Vær blot ydmyge og trofaste, og så kan I sige: ›Hvad er vel du, store bjerg! Foran Zerubbabel skal du blive væltet‹ (se Zak 4:7). Han, som spredte Israel, har lovet at indsamle dem. Eftersom I derfor skal blive medarbejdere i dette store værk, vil han udruste jer med magt, visdom, kraft og intelligens og enhver nødvendig kvalifikation, mens jeres forstand og sind udvides mere og mere, indtil I kan rumme jorden og himlene, række frem til evigheden og overveje Jahves mægtige handlinger i al deres mangfoldighed og herlighed.«¹⁸

Vi opsøger muligheder for at undervise i evangeliet og bære vidnesbyrd om dets sandfærdighed.

I efteråret 1832 rejste Joseph Smith med biskop Newel K. Whitney fra Kirtland i Ohio til de østlige stater i USA. Den 13. oktober skrev profeten til Emma Smith fra New York City: »Når jeg ser på denne store by ligesom Nineve, der ikke kunne skelne mellem rigtigt og forkert, ja, mere end 200.000 sjæle, så bliver mit indre fyldt af medfølelse for dem, og jeg er besluttet på at opløfte min røst i denne by og overlade resten til Gud, som holder alt i sine hænder og ikke vil tillade ét hår fra vores hoved at falde ubemærket til jorden …

Jeg har talt med nogle få, hvilket gav tilfredshed, bl.a. en meget fin ung herre fra Jersey, hvis ansigtsudtryk var meget højtideligt. Han kom hen og satte sig ved siden af mig og begyndte at tale med mig om koleraen, og jeg fandt ud af, at han havde været angrebet af den og havde været døden nær. Han sagde, at Herren havde skånet ham med et víst formål. Jeg benyttede mig af det og indledte en lang samtale med ham. Han modtog tilsyneladende min undervisning med stor glæde og knyttede sig meget stærkt til mig. Vi talte til sent ud på aftenen og besluttede at stoppe samtalen indtil dagen efter. Men da han havde noget at ordne, blev han opholdt indtil skibet skulle sejle og måtte tage af sted. Han kom hen til mig og sagde farvel, og vi skiltes meget modstræbende.«¹⁹

Newel K. Whitneys hustru, Elizabeth Ann, husker sin mands rejse i 1832 til de østlige stater med Joseph Smith: »Min mand rejste gennem mange byer østpå med profeten Joseph, hvor de bar deres vidnesbyrd og indsamlede midler til bygning af et tempel i Kirtland såvel som til opkøb af landområder i Missouri … Han sagde til min mand: ›Hvis de afviser os, skal de have vores vidnesbyrd, for vi skriver det ned og efterlader det lige foran deres dør og i deres vindueskarme.‹«²⁰

I 1834 forkyndte Joseph Smith i en skolebygning i Pontiac i Michigan. Edward Stevenson var til stede og husker oplevelsen: »Det var på disse skoleområder, at to mormonældster underviste i det gengivne evangelium i året 1833, og i 1834 forkyndte profeten Joseph Smith med en sådan kraft, at man aldrig havde oplevet noget lignende i det attende århundrede … Jeg husker meget vel mange af drengeprofetens ord, eftersom de blev udtrykt i enkelhed, men med en kraft der var uimodståelig for alle tilstedeværende …

Med hånden løftet sagde han: ›Jeg vidner om, at der er en Gud, for jeg så ham ved højlys dag, mens jeg bad i en stille lund i foråret 1820.‹ Han vidnede ydermere om, at Gud, den evige Fader, pegede på en særskilt person i sit eget billedes lignelse og sagde: ›Det er min elskede Søn. Hør ham.‹ O, hvor disse ord begejstrede hele mit væsen, og det fyldte mig med ubeskrivelig glæde at betragte en person, der ligesom apostlen Paulus fra svundne tider frimodigt kunne vidne om, at han havde været sammen med Jesus Kristus! …

En række møder blev afholdt, hvor profeten – meget interessant – blev ledsaget af de tre vidner til Mormons Bog. Under sit besøg i denne gren vidnede profeten om, at han blev instrueret i at organisere Kirken efter mønsteret fra den kirke, som Jesus organiserede med tolv apostle, halvfjerdsere, ældster, gaver og velsignelser samt tegn, der fulgte med, som det står nedskrevet i Markusevangeliet det 16. kapitel … ›Som Guds tjener,‹ sagde Joseph, ›lover jeg jer, at for så vidt I omvender jer og bliver døbt til jeres synders forladelse, skal I modtage Helligånden.‹«²¹

Mens profeten i november 1838 blev ført fra Far West i Missouri til fængslet i Richmond i Missouri, underviste han igen i evangeliet: »Vi fik besøg af nogle damer og herrer. En af kvinderne kom hen og spurgte meget oprigtigt tropperne om, hvilken af fangerne, der var den herre, som ›mormonerne‹ tilbad? En af fangevogterne pegede med et bredt smil på mig og sagde: ›Det er ham.‹ Kvinden vendte sig mod mig og spurgte, om jeg hævdede at være Herren og Frelseren? Jeg svarede, at jeg ikke hævdede andet end at være et menneske, en frelsens tjener, sendt af Jesus Kristus for at forkynde evangeliet.

Dette svar overraskede kvinden så meget, at hun begyndte at spørge ind til vores lære, og jeg holdt en tale til både hende og hendes ledsagere og til de undrende soldater, som lyttede med næsten åndeløs opmærksomhed, mens jeg fremstillede Jesu Kristi troslære, omvendelse og dåb til syndernes forladelse med et løfte om Helligånden, som det står nedskrevet i kapitel 2 i Apostlenes gerninger (se ApG 2:38-39).

Kvinden blev overbevist og priste Gud i soldaternes påhør og gik væk og bad til, at Gud ville beskytte og udfri os.«²²

Dan Jones berettede, at følgende skete aftenen før profeten led martyrdøden i fængslet i Carthage: »Joseph bar et stærkt vidnesbyrd for fangevogterne om Mormons Bogs guddommelige ægthed, evangeliets gengivelse, engles betjening og om at Guds rige igen var oprettet på jorden, for hvis sag han nu var indespærret i dette fængsel, og ikke fordi han havde overtrådt nogen af Guds eller menneskets love.«²³

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Læs s. 325-326 og læg mærke til de missioneringsbestræbelser, der blev organiseret under profeten Joseph Smiths ledelse. Er du på en eller anden måde blevet berørt af disse tidlige missionærers arbejde? Hvis ja, hvordan?
Læs det afsnit, der begynder nederst på s. 327 og overvej, hvorfor kærlighed påvirker os på den måde, som profeten beskriver det. Hvilke andre egenskaber behøver vi for at blive effektive missionærer? (Se eksemplerne på s. 327-328).
Læs profeten Joseph Smiths ord om, hvad missionærer bør undervise i og hvordan (s. 328-331). Hvorfor bør vi forkynde evangeliets »første principper«? Hvad kan konsekvenserne blive, hvis vi strides med andre over emnet religion? Hvad tror du, der menes med at »lad[e] hvert ord blive krydret med nåde«, når evangeliet forkyndes?
Læs det andet hele afsnit på s. 329. Hvordan har Helligånden vejledt dig i dine bestræbelser på at fortælle andre om evangeliet? Hvorfor kan vi ikke forkynde evangeliet uden Helligånden?
Læs beretningerne om Joseph Smiths oplevelser på s. 331-333. Hvad kan vi ud fra disse oplevelser lære om at fortælle andre om evangeliet?
Hvordan kan vi aktivt opsøge muligheder for at fortælle andre om evangeliet? Hvordan kan vi forberede os selv på sådanne muligheder? Hvordan kan vi inddrage vores familie i missioneringen?

Skriftstedshenvisninger: Matt 28:19-20; 2 Ne 2:8; Alma 26:26-37; L&P 4:1-7; 31:3-5.

men shaking hands — Heber C. Kimball og Joseph Fielding, der i England bliver hilst af dem, som havde tilsluttet sig Kirken som følge af deres missioneringsindsats. »Ære til Gud, Joseph« skrev ældste Kimball til profeten, »Herren er med os blandt nationerne!«

missionaries — »Forkynd Kristus, den korsfæstede, kærlighed til Gud og til mennesker … Vær sagtmodig og ydmyg af hjertet, og vore fædres Gud Herre vil være med jer for altid.«

sister missionaries teaching — Hvert medlem af Kirken har et ansvar for at fortælle om evangeliet. »Alle skal forkynde evangeliet,« sagde profeten Joseph Smith, »ved Helligåndens kraft og indflydelse.«