Næstekærlighed, Kristi rene kærlighed

»Kærlighed er et af de vigtigste kendetegn på Guddommen og burde lægges for dagen af dem, der tragter efter at blive Guds sønner.«

Fra Joseph Smiths liv

I en åbenbaring givet gennem Joseph Smith i 1841 udpegede Herren Nauvoo stav i Illinois som en »hjørnesten i Zion, og som skal poleres, så den får den forfinelse, der ligner den, man finder i et palads« (L&P 124:2). Under profetens ledelse blev Nauvoo et blomstrende midtpunkt for handel, uddannelse og kunst. Mange mennesker arbejdede på deres gårde, mens de, der havde jord i byen, dyrkede frugt og grøntsager i deres nyttehaver. Savværk, teglværk, trykkerier, møller og bagerier sprang frem i byen, og det samme gjorde tømmerværksteder, pottemagerier, tinsmedjer, guldsmedjer, smedjer og møbelsnedkerier. I Nauvoo kunne de hellige gå i teateret, til baller og koncerter. Hundredvis af elever blev indskrevet i skoler i lokalsamfundet, og der var planer om at grundlægge et universitet.

Mens Nauvoo voksede hastigt, var der flere teglværker, der fremstillede de røde mursten, der gav bygningerne i Nauvoo deres særpræg. En af disse bygninger var profetens købmandsforretning. Forretningen blev bygget med henblik på at fungere både som profetens og Det Første Præsidentskabs kontor, og for at hjælpe profeten med at forsørge sin familie. En episode, der fandt sted i forretningen viser profetens barmhjertige natur, som han var højt elsket for.

James Leach var englænder og kom til Nauvoo sammen med sin søster Agnes, der var omvendt til Kirken, og hendes mand Henry Nightingale. Efter at have søgt arbejde uden held besluttede James og Henry sig for at bede profeten om hjælp. James berettede:

»Vi fandt … profeten i en lille butik, hvor han var ved at sælge nogle varer til en dame. Det var første gang, jeg havde mulighed for at være i nærheden af ham og se ham nærmere an. Jeg mærkede, at der var en fantastisk ånd over ham. Han var ikke som nogen anden, jeg nogensinde havde mødt, og jeg sagde til mig selv, at han i sandhed er den højeste Guds profet.

Fordi jeg ikke var medlem af Kirken, ville jeg have Henry til at bede ham om arbejde, men det gjorde han ikke, så jeg blev nødt til det. Jeg sagde: ›Hr. Smith, om jeg tør spørge, har De noget arbejde, som De kunne give os begge, så vi kan købe forsyninger?‹ Han så smilende på os, og sagde med stor venlighed: ›Lad os se, drenge, hvad kan I?‹ Vi fortalte ham, hvad vi havde været beskæftiget med, før vi rejste fra vores fædreland.

Derpå sagde han: ›Kan I grave en grøft?‹ Jeg svarede, at vi ville gøre vores bedste. ›Fint nok, drenge.‹ Han tog et målebånd og sagde: ›Følg efter mig.‹

Han tog os med hen et stykke fra forretningen, lod mig holde enden af målebåndet og strakte alt båndet ud og markerede en linje, hvor vi skulle arbejde. ›Nå, drenge,‹ sagde han. ›Kan I grave en grøft, der er 1 meter bred og 75 centimeter dyb langs denne linje?‹

Vi sagde, at vi ville gøre vores bedste, og han gik. Vi gik i gang, og da vi var færdige, gik jeg hen og fortalte ham det. Han kom og så på det og sagde: ›Drenge, jeg kunne ikke have gjort det bedre selv. Kom med mig.‹

Han tog os med tilbage til sin forretning, og sagde, at vi skulle udvælge os det bedste stykke skinke eller svinekød. Da jeg var ret genert, sagde jeg, at jeg ville foretrække, at han gav os noget. Så han tog to af de største og bedste stykker kød og en sæk mel til hver af os, og spurgte os, om det var nok. Vi sagde til ham, at vi gerne ville udføre mere arbejde for det, men han svarede: ›Hvis I er tilfredse, drenge, så er jeg tilfreds.‹

Vi takkede ham høfligt og gik hjemad, mens vi glædede os over vor Guds profets godhed.«

James Leach blev døbt samme år, og har skrevet, at han »ofte havde den glæde at se profetens ædle ansigt blive oplyst af Ånden og Guds kraft.«¹

Joseph Smiths lærdomme

Et menneske, som er fyldt med Guds kærlighed, er ivrig efter at velsigne andre.

»Kærlighed er et af de vigtigste kendetegn på Guddommen og burde lægges for dagen af dem, der tragter efter at blive Guds sønner. Et menneske, der er fyldt med Guds kærlighed, er ikke tilfreds med blot at velsigne sin familie, men bevæger sig gennem hele verden, ivrig efter at velsigne den hele menneskehed.«²

Lucy Meserve Smith har skrevet følgende: »Joseph Smith sagde: ›Brødre og søstre, elsk hinanden, elsk hinanden og vær barmhjertige over for jeres fjender.‹ Han gentog disse ord i et meget indlevende tonefald efterfulgt af et højt amen.«³

I juli 1839 talte profeten til en gruppe kirkeledere: »Derpå talte jeg til dem og underviste dem meget … og kom ind på mange emner af stor betydning og værdi for alle, som ønsker at vandre ydmygt for Herren, og jeg underviste dem især i at udvise næstekærlighed, visdom og medmenneskelighed med kærlighed til hinanden i alt og under alle omstændigheder.«⁴

Vi har en særlig forpligtelse til at elske og drage omsorg for dem, der er i nød.

»Det er enhver helligs pligt at give frit til sine brødre – og altid elske dem og hjælpe dem i deres trængsler. For at kunne stå retfærdige for Gud, skal vi elske hinanden: Vi skal overvinde det onde, vi skal tage os af de faderløse og enkerne i deres nød, og vi skal holde os uplettede af verden, for sådanne dyder flyder fra sand religions store kilde (Jak 1:27).«⁵

»Et medlem af Kirken skal bespise den sultne, klæde den nøgne, sørge for enken, tørre den forældreløses tårer bort og trøste den lidende – uanset om disse tilhører denne kirke, nogen anden kirke eller slet ingen kirke – hvor han end finder dem.«⁶

»De rige kan ikke blive frelst uden næstekærlighed – ved at brødføde de fattige, når og på den måde, Gud kræver det.«⁷

»Tænk på den lidendes tilstand og forsøg at lindre deres lidelser. Lad dit brød nære de sultne og dine klæder dække den nøgne. Lad din gavmildhed tørre den forældreløses tårer bort og opmuntre den utrøstelige enke. Lad dine bønner, din nærværelse og din godhed lindre de nødlidendes kvaler, og bidrag gavmildt til at opfylde deres behov. Gør godt mod alle, især mod vore trosfæller, så I kan være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn. Hold Guds befalinger – alle dem, han har givet, giver eller vil give, og jeres sti vil altid være oplyst, de fattige vil rejse sig og prise jer, I vil blive æret og respekteret af alle gode mennesker, og jeres sti vil være retfærdighedens sti, der skinner lysere, til dagen er på sit højeste (se Ordsp 4:18).«⁸

»Helligånden skal til alle tider udøses på jeres hoveder, når I efterlever de principper for retfærdighed, som er Gud behagelige, nærer oprigtig kærlighed til hinanden, og altid husker på dem, som er i fangenskab og i nød, og som lider for jeres skyld. Og hvis der er nogen blandt jer, der stræber efter at forherlige sig selv og søger rigdom til sig selv, mens deres brødre lider under fattigdom og store prøvelser og fristelser, kan de ikke nyde godt at Helligåndens hjælp, som selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke (se Rom 8:26).

Vi bør altid tage os i agt for, at en sådan stolthed ikke overtager vores hjerte, men imødekomme mennesker, der er ubemidlede, og tålmodigt bære de svages svagheder.«⁹

Næstekærligheden er tålmodig, nådig og god.

Eliza R. Snow har nedskrevet en tale holdt af profeten: »Han begyndte derpå at læse op fra 1 Kor 13: ›Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.‹ Derpå sagde han: Vær ikke snæversynede i jeres måde at anskue jeres næstes dyder på, men vogt jer for selvretfærdighed og overvurdér ikke jeres egne dyder og tro ikke, at I er retfærdigere end andre. I skal åbne jer for hinanden, hvis I vil gøre som Jesus og føre jeres medmennesker til Abrahams skød. Han sagde, at han havde udvist langmodighed, overbærenhed og tålmodighed over for Kirken og også over for sine fjender, og at vi også skal bære over med hinandens svagheder, ligesom overbærende forældre bærer over med deres børns svagheder.

… Når I vokser i uskyld og dyd, når I vokser i godhed, lad da jeres medfølelse og kærlighed til hinanden øges – I skal være langmodige og bære over med menneskehedens fejl og mangler. Menneskenes sjæle er af stor værdi! …

Misund ikke synderne deres prangende klæder og flygtige skønhed, for de er i en elendig tilstand, men vær så vidt muligt nådige over for dem, for inden længe vil Gud tilintetgøre dem, hvis de ikke omvender sig og kommer til ham.«¹⁰

»Vise mennesker bør have tilstrækkelig forstand til med venlighed at overvinde andre mennesker. ›Et mildt svar afvender vrede,‹ siger den vise (Ordsp 15:1), og de sidste dages hellige vil blive anerkendt for at udvise Guds kærlighed ved at behandle dem med venlighed, som måske ubevidst har gjort noget galt, for Jesus har i sandhed sagt, at vi skal bede for vore fjender (se Matt 5:44).«¹¹

»Jeg dvæler ikke ved jeres fejl, og I bør ikke dvæle ved mine. Barmhjertighed, som er kærlighed, skjuler mange synder (se 1 Pet 4:8), og jeg har ofte skjult alle fejlene blandt jer – men det skønneste og bedste er slet ikke at have nogen fejl. Vi bør opelske en ydmyg, rolig og fredelig ånd.«¹²

Eliza R. Snow har nedskrevet endnu en tale holdt af profeten: »Når folk viser mig den mindste venlighed og kærlighed, o, hvilken magt har det da ikke over mit sind, mens det modsatte har tendens til at fremkalde hårde følelser og undertrykke og hæmme det menneskelige sind.

Et af beviserne på, at menneskene ikke kender guddommelighedens principper, ses i tilbagegangen i kærlighed og mangelen på næstekærlighed i verden. Gudfrygtighedens magt og herlighed spænder over et omfattende princip, så den kan udbrede barmhjertighedens og kærlighedens kappe. Gud ser ikke på synd med eftergivenhed, men når folk har syndet, så må der vises tolerance og eftergivenhed … Jo nærmere vi kommer vor himmelske Fader, desto mere er vi tilbøjelige til at se med medlidenhed og kærlighed på sjæle, der er ved at gå deres undergang i møde, og vi vil føle, at vi ville ønske, at vi kunne bære dem på vore skuldre og kaste deres synder ud bag vores ryg …

Hvor tit har vise mænd og kvinder ikke forsøgt at diktere bror Joseph ved at sige: ›Hvis jeg var bror Joseph, så ville jeg gøre sådan eller sådan.‹ Men hvis de var i bror Josephs sko, så ville de opdage, at mænd og kvinder ikke kan tvinges ind i Guds rige, men at de skal behandles med tålmodighed, og så kan vi frelse dem til sidst. Måden, hvorpå vi kan holde sammen på alle de hellige og holde værket i gang, er ved at vente med al tålmodighed, indtil Gud giver dem, hvad der tilkommer dem. Der bør ikke være nogen tilladelse til synd, men barmhjertighed skal gå hånd i hånd med irettesættelse.«¹³

Vi udtrykker næstekærlighed gennem enkle, venlige tjenestegerninger.

»Jeg er jeres tjener, og det er kun gennem Helligånden, at jeg kan tjene jer … Vi står ikke foran jer som noget andet end jeres ydmyge tjenere, som er villige til at give og blive anvendt i jeres tjeneste.«¹⁴

Edwin Holden har berettet: »I 1838 spillede Joseph og nogle af de unge mænd forskellige udendørsspil, heriblandt et boldspil. Snart begyndte de at blive trætte. Han lagde mærke til det og kaldte dem sammen og sagde: ›Lad os bygge en bjælkehytte.‹ Så gik de af sted, Joseph og de unge mænd, for at bygge en bjælkehytte til en enke. Sådan var Joseph – han hjalp altid, hvor som helst han kunne.«¹⁵

Lucy Mack Smith, profeten Josephs mor, sagde følgende om tiden, hvor de hellige begyndte at bosætte sig i Commerce i Illinois, som senere blev omdøbt til Nauvoo: »Som tiden gik, var der flere af de brødre, der havde bosat sig her, der begyndte at mærke følgerne af deres genvordigheder, hvilket, sammen med det usunde klima, gjorde dem syge med koldfeber og malaria i en sådan grad, at der var nogle familier, hvor der ikke var en eneste, der kunne give en anden en tår koldt vand eller blot tage noget til sig selv. Størstedelen af Hyrums familie var syg. Min yngste datter, Lucy, var også meget syg, og der var rent faktisk kun få af stedets indbyggere, der var raske.

Joseph og Emma fik de syge bragt til deres hus og tog sig af dem der. Og de fortsatte med at få dem bragt hjem til sig, så snart de blev syge, indtil deres hus, som bestod af fire værelser, var så tæt pakket, at de blev nødt til at sætte et telt op i haven, hvor den del af familien, der stadig kunne stå oprejst, kunne modtage de syge. Joseph og Emma gav al deres tid og opmærksomhed til at tage sig at de syge i denne nødens stund.«¹⁶

John L. Smith, profetens fætter, har nedskrevet følgende begivenhed, der fandt sted på samme tidspunkt: »Profeten Joseph og fætter Hyrum, hans bror, besøgte os. Med undtagelse af mor, var vi alle syge med feber og koldfeber, og far talte i vildelse det meste af tiden. Joseph tog sine sko af, da han så vores nød, og gav far dem på, fordi han var barfodet, og red selv hjem uden sko. Han fik far bragt til sit hjem, og reddede hans liv og tog sig så godt af os, at vi blev raske igen.«¹⁷

Elizabeth Ann Whitney har berettet: »Tidligt på foråret i 1840 rejste vi op til Commerce, som den øvre del af Nauvoo fortsat blev kaldt. Vi lejede et hus, som tilhørte Hiram Kimball … Her blev vi alle syge med malaria, feberrystelser og feber, og vi var kun med nød og næppe i stand til at kravle omkring og tage os af hinanden. Under disse prøvende omstændigheder blev mit niende barn født. Efter Joseph havde besøgt os og set vore ændrede omstændighe-der, opfordrede han os med det samme til at komme og bo hos ham. Vi kunne mærke, at klimaet, vandet og de afsavn, vi havde lidt, snart ikke længere var til at bære, og derfor benyttede vi os af tilbuddet og tog hen for at bo i profeten Josephs have i en lille hytte. Vi kom snart til hægterne igen, og børnene blev mere sig selv igen. Min mand arbejdede i en forretning, som Joseph havde bygget og fyldt med de varer, som indbyggerne havde brug for.

En dag, da jeg gik ud af huset og ud i haven, for erindringen om en profeti, som Joseph Smith havde fremsat for mig, mens han boede i vores hus i Kirtland, gennem mit sind som et elektrisk stød. Den gik ud på følgende: At sådan som vi havde gjort mod ham ved at åbne vore døre for ham og hans familie, da han var hjemløs, sådan skulle vi senere modtages af ham i hans hjem.«¹⁸

Mosiah L. Hancock har fortalt om følgende oplevelse, der fandt sted i Nauvoo, mens han var ung: »Denne sommer [1841] spillede jeg bold med profeten for første gang. Vi skiftedes til at slå til bolden og løbe efter den, og da spillet var forbi, sagde profeten: ›Brødre, spænd jeres heste for.‹ Det gjorde vi alle og kørte derefter ud i skoven. Jeg kørte vores enspændervogn stående på forakslen, og bror Joseph og min far sad på skråstiverne bagved. Gruppen havde 39 hestespand, og vi samlede træ, indtil vore vogne var fuldt læssede. Da vores vogne var læsset, tilbød bror Joseph at trække stok mod enhver, som ville konkurrere mod ham, og han konkurrerede med dem en efter en.

Bagefter sendte profeten vognene ud til forskellige steder, hvor der var mennesker, der havde brug for hjælp, og han bad dem om at hugge brænde til de hellige, som havde brug for det. Alle elskede at gøre det, profeten sagde, og selv om vi var syge, og døden var alle vegne omkring os, så smilede folk og prøvede at muntre alle op.«¹⁹

Den 5. januar 1842 skrev profeten følgende i et brev til Edward Hunter, som senere tjente som præsiderende biskop: »Vores udvalg i købmandsforretningen er rimelig godt – meget godt i betragtning af de forskellige indkøb foretaget af forskellige personer på forskellige tidspunkter og under omstændigheder, som til en vis grad styrede deres valgmuligheder, men det glæder mig, at vi har været i stand til at klare os så godt, som vi har, for mange af de stakkels brødre og søstre vil glæde sig over de daglige fornødenheder, som nu er inden for rækkevidde.

Forretningen havde været fyldt til bristepunktet, og jeg havde stået bag skranken hele dagen og udleveret varer med samme hast som nogen anden ekspedient, for at være imødekommende over for dem, der var nødt til at undvære deres sædvanlige juleog nytårsmiddag, og som havde brug for lidt sukker, sirup, rosiner osv. – og også for at glæde mig selv, for jeg elsker at betjene de hellige og være alles tjener, idet jeg håber at blive ophøjet i Herrens rette tid.«²⁰

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Når du gennemgår beretningerne på s. 419-422 og s. 425-428, så tænk over dine følelser for profeten Joseph Smith. Hvad lærer disse beretninger dig om ham? Hvordan tror du, at hans handlinger påvirkede de mennesker, der omgav ham? Hvordan er dit liv blevet rørt af andres godhed?
Gennemgå det andet, tredje og fjerde afsnit på s. 422. Hvorfor tror du, at et menneske, der er fyldt med Guds kærlighed ønsker at velsigne hele menneskeheden? Hvordan kan dine kærlige og gode gerninger bidrage til at velsigne andre?
Hvilke ansvar har vi for at tage os af dem, som lider nød? (Se eksemplerne på s. 422-423). Hvordan står disse ansvar i forbindelse til menneskers timelige behov? Hvordan står de i forbindelse til åndelige behov? Hvilke eksempler har du set på mennesker, der tager sig af de trængende?
Læs det afsnit, der begynder nederst på s. 423. Hvad kan vi gøre for at øge vores påskønnelse af andres dyder? Hvorfor tror du, at vi bør vogte os for selvretfærdighed og ikke overvurdere vore egne dyder?
Profeten Joseph udtrykte bekymring for tilbagegangen i kærlighed og mangelen på næstekærlighed i verden (s. 424). Dog sagde han også, at vi skal åbne os for hinanden og lade vores medfølelse og kærlighed til hinanden øges (s. 423-424). Hvad tror du, at det vil sige, at lade vores medfølelse og kærlighed til hinanden øges?
Læs det næstsidste afsnit på s. 424. Hvordan kan vi anvende denne lærdom i vores omgang med vore familiemedlemmer?

Skriftstedshenvisninger: 1 Kor 13:1-13; Mosi 4:14-16, 26-27; Eter 12:33-34; Moro 7:45-48; L&P 121:45-46.