Apostlenes Gerninger 11, 15
Frelseren leder sin kirke gennem åbenbaring
Jesus fortalte sine apostle, at evangeliet ville blive forkyndt for alle nationer. Og at dette ville kræve vanskelige ændringer i forhold til de gamle jødiske overleveringer. Med Jesu himmelfart ville disse ændringer skulle ske gennem åbenbaring. Hensigten med denne lektion er at øge din forståelse af, hvordan Frelseren leder sin kirke gennem åbenbaring til sin profet og sine apostle.
En vens spørgsmål
Forestil dig, at en ven, der ikke hører til dit trossamfund, lærer om din tro på nutidige profeter og apostle. Selvom din ven tror på Bibelens profeter og apostle, så har han svært ved at acceptere tanken om, at Gud arbejder gennem sådanne i dag. Han spørger dig: »Hvordan taler Jesus til profeten og apostlene?«
-
Hvor sikker er du på din evne til at besvare dette spørgsmål?
-
Hvad ville du sige til din ven?
Selvom der er flere måder at svare på, illustrerer Apostlenes Gerninger 11 og 15 to måder, hvorpå Jesus Kristus leder sin kirke gennem åbenbaring.
Åbenbaring til profeten
Efter Peters syn og oplevelse med Cornelius (se ApG 10) rejste han til Jerusalem og underviste andre kirkeledere om disse nye åbenbarede sandheder.
Da Peter ankom til Jerusalem, fortalte han om sit syn og sin oplevelse med Cornelius (se ApG 11:1-18).
Læs Apostlenes Gerninger 11:4-18 og se efter, hvordan Gud vejleder Kirken.
-
Hvad lærer du af denne beretning om, hvordan Herren leder sin kirke?
Af Peters oplevelse lærer vi, at Jesus Kristus leder sin kirke ved åbenbaring til sin profet, der er seniorapostlen.
-
Hvordan kan kendskab til denne sandhed styrke dit vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans profet?
-
Hvorfor tror du, at Kirken i dag bliver vejledt ved åbenbaring til Herrens profet?
Åbenbaring gennem råd
Et andet eksempel på, hvordan Frelseren giver åbenbaring til sine profeter og apostle, illustreres i Apostlenes Gerninger 15.
Missionærerne Paulus og Barnabas underviste og døbte mange ikke-jøder. Nogle jødiske kristne kom til Antiokia og underviste om, at mandlige ikke-jødiske omvendte skulle overholde moseloven ved at blive omskåret, udover at efterleve evangeliet, som Jesus Kristus og hans apostle underviste i (se ApG 15:1, se også Guide til skrifterne, »Omskærelse«, scriptures.ChurchofJesusChrist.org).
Læs Apostlenes Gerninger 15:2 for at se, hvordan Paulus og Barnabas søgte at løse problemet.
-
Hvorfor tror du, at Paulus og Barnabas søgte vejledning fra Kirkens ledere i Jerusalem?
En sandhed, der illustreres i Apostlenes Gerninger 15, er, at ved at sidde i råd sammen og søge åbenbaring fra Gud, modtager Kirkens ledere inspiration om svære problemer. Idet Peter og andre kirkeledere rådførte sig med hinanden, modtog de vejledning fra Gud. De sendte breve, der informerede Kirkens medlemmer om deres inspirerede beslutning om ikke at kræve omskærelse af ikke-jødiske omvendte, og de inkluderede en opfordring til at adlyde andre befalinger.
Et råd er en gruppe mennesker, der mødes for at drøfte vigtige emner, og hvordan de bør reagere på dem. Læs følgende i Kirkens Håndbog for at forstå mere om, hvordan et råd fungerer i Kirken:
Lederen [af et råd] opfordrer medlemmerne til at tale åbent og ærligt. Rådsmedlemmernes forskellige baggrunde, aldre, erfaringer og synspunkter beriger rådet. Medlemmer kommer med forslag og lytter respektfuldt til hinanden. Når de søger at kende Herrens vilje, kan der herske en ånd af inspiration og enighed.
(Kirkens Håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 4.4.3, ChurchofJesusChrist.org)
-
Hvordan vil du sammenfatte, hvad et råd i Kirken er?
Rådet i Jerusalem
Læs Apostlenes Gerninger 15:6-15, 22-28 og se efter angivelser af de forskellige dele af et råd. Kopiér følgende diagram ind i din studiebog. Skriv i den højre kolonne ord eller sætninger fra versene, der svarer til udtrykkene i venstre kolonne.
Fungerer gennem præstedømmets nøgler | |
Fokuserer på at gavne enkeltpersoner og familier | |
Tillader udtalelser fra rådsmedlemmer | |
Fører til enighed |
Nutidige ledere bruger også råd til at indbyde Herrens vejledning i kirkeanliggender. Præsident Russell M. Nelson har delt følgende:
Når vi samles som et råd med Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum bliver vores mødelokale et åbenbaringsrum. Ånden er tydeligt til stede. Når vi kæmper med komplicerede sager, udfolder en spændende proces sig, når alle apostle frit udtrykker deres tanker og synspunkter. Selvom vores første personlige tanker kan være forskellige, er den kærlighed, vi har til hinanden, konstant. Vores samhørighed hjælper os med at kende Herrens vilje med hans kirke.
Ved vores møder er det aldrig flertallet, der bestemmer! Vi lytter bønsomt til og taler med hinanden, indtil vi opnår enighed. Når vi så er nået til fuld enighed, er Helligåndens forenende indflydelse hårrejsende! Vi oplever det, profeten Joseph Smith vidste, da han sagde: »Ved en følelse af samhørighed opnår vi kraft med Gud« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 393-394). Intet medlem af Det Første Præsidentskab eller De Tolv Apostles Kvorum ville nogensinde lade beslutninger for Herrens Kirke være op til sin egen dømmekraft!
(Russell M. Nelson, »Åbenbaring for Kirken, åbenbaring for vores liv«, Liahona, maj 2018, s. 95).
Valgfrit: Vil du lære mere?
Åbenbaring til kirkeledere
I sin tale »Kristi lære« brugte ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum beretningerne i Apostlenes Gerninger 11 og 15 til at undervise om åbenbaring til Kirkens ledere. Overvej at studere hele talen eller se følgende video fra tidskode 6:10 til 11:34.
Kan du komme med nogle eksempler på fortsat åbenbaring?
Ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum underviste om at modtage åbenbaring for Kirken. Se »Velsignelserne ved fortsat åbenbaring til profeter og personlig åbenbaring til at vejlede os« fra tidskode 4:55 til 6:42, som findes på ChurchofJesusChrist.org.
Ældste Cook sagde også, at profeten og apostlene modtager inspiration fra Ånden og direkte åbenbaring fra Frelseren. Se »Bered jer til at møde Gud« fra tidskode 13:37 til 14:15.
Hvordan kan et råd fungere i en familie?
Præsident M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har undervist om familieråd i sin tale »Familieråd« (Liahona, maj 2016, s. 63-65).